Tivolikoncerten til debat

TIVOLIKONCERTEN TIL DEBAT

Børnene er sagesløse. Musikpædagogisk Forenings elevkoncert.

Der var små piger i balkjoler og drenge med butterfly, og i mikrofonen sagde formanden, Henning Bro Rasmussen sådan noget lignende som, at dette jo ikke var en rigtig koncert, men en smagsprøve på, hvad en kvalificeret musikundervisning kan udrette med børn og unge. Han bad os klappe rigtig meget for at trøste de sikkert meget nervøse unge musikanter. Det gjorde vi osse.

Vi klappede i Tivolis Koncertsal i går ved Musikpædagogisk Forenings årlige elevkoncert, som sammenslutningen af Danmarks statsprøvede musikpædagoger havde arrangeret, og det var osse nydeligt, hvad vi fik at høre. Programmet bød på 19 værker, heraf var desværre kun fire af nulevende komponister, resten var fordelt på Corelli og Bach over Waldteufel og Dvorak til vor egen Carl Nielsen. Der blev spillet vældig meget violin og klaver - mest klaver: 15 værker i alt havde dette instrument med.

Selvfølgelig var det imponerende, hvad man havde formået at indøve af musikstykker hos disse unge, men egentlig burde man jo her slet ikke beskæftige sig med dem; disse grønne musikanter gjorde det både rørende og fingerfærdigt, og de kan jo ikke gøre for arten af koncerten, resultatet af de danske musikpædagogers tilsyneladende opfattelse af en »kvalificeret musikundervisning«.

Men kæreste venner, hvor man savnede lidt elementær fornemmelse af frodig, ubundet musikalitet, med-skaben, fantasi, frigjorthed - blot et lille eksempel på, at gennemsnitsmusikundervisningen i dag ikke er andet end oplæring i ren og skær reproduktion. Små, pænt løste eksamensopgaver for små, pæne mennesker, det var, hvad det var, - og så må man tilgive mig. Dette kan ikke være vejen til voksne, musiske mennesker med oplevelsesevnen over for det nyskab-te intakt. Her forstenes sansen for det virkeligt levende og musikalske allerede i spiretiden. Resultatet af bestræbelserne med disse sagesløse børn bliver garanteret og næsten uden undtagelse et konventionelt og udristigt koncertpublikum om 30 år. Stensikkert.

Hvorfor var der ingen af disse unge spillemænd, der havde komponeret et par nye værker til lejligheden? Hvorfor hørte man ikke en improvisationsgruppe for fri udblæsning? Vi lever i en ny tid, hvorfor var der ingen beat-musik? Eller en blandingsform, hvor andre end musikalske udtryksformer indgik i fremførelsen? Eller

elektrofoniske kompositioner? Jeg spør bare. Og det falder ikke svært at fortsætte.

Den er helt i orden med Dittersdorf og Diabelli, men det er døden, at nationens musikpædagoger tilsyneladende ikke forstår et suk af det hele. l skolen har man allerede længe haft et fag, der hedder formning. Prøv at engagere fantasien lidt på den kant. Politiken den 15. september M. W. H.

Herpå svaredes straks

Kære Mogens Winkel Holm.

l din anmeldelse af Musikpædagogisk Forenings elevkoncert i går retter du en serie drøje hug mod de statsprøvede musikpædagoger i almindelighed og elevkoncerten i særdeleshed. Da jeg ikke synes, der er ret meget relevant i dine meninger, skal jeg forsøge at imødegå dem.

Du begynder med at harcelere over balkjoler og butterflies, altså det formelle præg, koncerten har. Men den slidte hjemmetrøje hører ligesom ikke til ved en koncert. Den bruger vi, når vi spiller for og med hinanden hjemme; den private atmosfære kan ikke flyttes ind i Tivolis koncertsal. Det kan forekomme dig mærkeligt, men jeg ved af lang erfaring, at eleverne spontant tager søndagstøjet på, bare de skal spille for kammeraterne på skolen. Det ville altså være affekteret, hvis de mødte op i Tivolis koncertsal i dagligtøj.

Du beklager, at der blandt 19 repræsenterede komponister kun var fire nulevende. Det afslører en synsmåde, der er journalistisk og dermed essentielt forskellig fra den, man almindeligvis træffer hos statsprøvede musikpædagoger. Det kan da være komplet ligegyldigt, hvornår musikken er skrevet, når den bare er god og siger eleven noget. Der er tilsyneladende ikke flere begavede komponister i vor tid end tidligere, så en repræsentation på godt 20 pct. må da siges at være ganske pænt, så meget des mere som teknisk-musikalsk overkommelige værker af en vis karat jo heller ikke i vore dage er komponisternes ynd-lingsproduktion.

Det synes at undre dig, at der blev spillet mest violin og klaver. For violinens vedkommende er det lykkeligt, at der igen er interesse for instrumentet. De mange klaverspillere kan ikke undre, da de fleste statsprøvede endnu er klaverpædagoger. Sandsynligvis fordi de fleste andre musikere har haft for travlt som udøvende til at tage en pædagogisk uddannelse.

Du er åbenlyst meget irriteret over, at koncerten er en opvisning af interpretation, og tilsyneladende helt uvidende om, hvor megen forfejlet, umusikalsk og skadelig interpretations-undervisning der i dag begås af musikpædagogiske dilettanter. Vi, der kender de musikpædagogiske forhold her i landet, kan uden at rødme påstå, at det, de statsprøvede pædagoger giver, er kvalificeret undervisning. Med hensyn til din aversion mod interpretationskunsten, kunne det være interessant at vide, om den deles af dine komponistkolleger. Nuvel, det burde måske hedde »statsprøvet interpretationspædagog«, al den stund interpretationen er kernen i såvel vor uddannelse som vort daglige virke. Hvilket dog ikke må forlede nogen til at tro, at vi overhovedet ikke beskæftiger os med improvisation og komposition. Resultaterne er bare sjældent egnede til at fremføre for andre. Står det skralt til på disse områder for de professionelle, ligger amatørerne absolut heller ikke lunt i svinget.

Det er da beklageligt, at du ikke ved koncerten kunne få »fornemmelse af frodig, ubundet musikalitet« m. v. Det er endnu beklageligere, at du derfra slutter, at livet heller ikke findes inden i de spillende. Men selvfølgelig har amatørinterpreten ofte så stort besvær med at holde sammen på det tekniske - og på selve koncertsituationen -, at der ikke kan blive overskud til en Wilhelm Kempffsk mime. For den der har øren til at høre igennem det amatørmæssigt ufuldkomne, synes jeg nu, der afsløres mange tegn på indre liv. Tegn, som vi lærere vil opleve langt stærkere i det daglige med eleven.

Om »sansen for det virkeligt levende og musikalske« forstenes ved interpretations-undervisningen afhænger jo i høj grad af, hvad du lægger i disse almene udtryk. Og om vore elever som koncertpublikum er »konventionelle og udristige« er også et spørgsmål om fortolkning af disse ord. l hvert fald bliver vore elever flittige koncertgængere og meget kritiske. De lærer nemlig bl. a. hvorfor der er grund til at foretrække fortidens Bartok, Hindemith og Schoenberg frem for de fleste nulevende Peddersen'er.

Du slutter med et fyrværkeri af forslag til nye virkefelter, og ingen kan vel forhindre dig i at kæmpe for uddannelse af kompositionspædagoger, improvisa-tionspædagoger, beatpædagoger (holder du af dansk »beat« i dag?) o.s.v. Vi er endnu et par stykker, der foretrækker at lægge kræfterne i et arbejde, hvor vi

kan give eleverne en fornemmelse af kunstnerisk kvalitet. Det dagsaktuelle har for os kun betydning, hvis det samtidig bærer vidnesbyrd om begavelse. Inden vi begynder at tage skolens formningsundervisning som forbillede, kunne vi passende afvente et tidspunkt, hvor den har fået mærkbare følger. Endnu i dag er en amatørtegning jo almindeligvis en ubehjælpsom kopi af reklamebranchens færdigkonfektionerede tings-opfattelse. Hvis du er i tvivl, kan du slå op på børne-siden i Politiken og se de små kopister i arbejde.

Så længe der er et interesseret publikum må Musikpædagogisk Forening have en årlig elevkoncert. Vi kan ikke have noget imod, at andre forsøger sig ad andre baner. Det behøver ikke være enten-eller, kan være både-og; men lad venligst være med at bryde det gamle hus ned, før der er bygget et nyt og bedre. Med venlig hilsen

C. F. Biilmann-Petersen.

(Brevet er gengivet i små uddrag i Politiken den 28. sept.)

Musik skal der ti! - skab selv. Af Mogens Winkel Holm

Så gik den koncertuge. Det tilbagelagte landskab er mere overskueligt, og øjnene kan hvile på det pryde-ligste: de statsprøvede musikpædagogers årlige elevkoncert i Tivolis koncertsal. Det var ingen frodig skrammellegeplads, men et kedeligt kommunalt anlæg med pænt revne grusgange og zirbuske. Stationsfor-standerroser, kalder vi det. Kedeligt.

Eller mere end kedeligt, faktisk snarere foruroligende. Musikpædagogernes formand Henning Bro Rasmussen kaldte selv koncerten for en smagsprøve på hvad kvalificeret musikundervisning kan udrette med børn og unge. Kvalificeret? Hvis jeg alvorligt overvejede at sende mine børn til musikundervisning, så ville jeg efter at have overværet den omtalte koncert så afgjort la' være. Og hvis andre har det som jeg, må alene det da være en foruroligende ting for de statsprøvede.

Men kvalificeret? l min anmeldelse af koncerten beskæftigede jeg mig ikke med de kønt spillende børn med undtagelse af, at jeg nævnte - tilgiv mig! - deres påklædning, som med strutskørter og butterflies allerede var karakteristisk. Mindelser om afdansningsbal, opøvning af i dag helt urelevant dannelse, dressurens mangel på spontaneitet lå ligefor. Der blev spillet 19 værker, deraf desværre kun fire af nulevende komponister (Stravinsky, Høffding, Bentzon og Britten), resten gik fra Bach og Corelli over Diabelli og Ditters-dorf til Dvorak og Bartók. Der var en masse klaver- og violinspil - mest klaver: 15 af de små musikstykker anvendte dette instrument. Hvad med at prøve at komme videre, skrev jeg. Det er for stift.

Og derved bragte jeg vrede over mig. Resten af den forløbne koncertuge har været præget af knotne stats-prøvede - desværre mest i telefonen. For - som én udtrykte det - det kan da ikke interessere læserne. Jo, det ved gud det kan: det interesserer alle dem, der gerne vil give deres børn en fair chance for at opnå et meget levende forhold til den musikalske kunstart. Og det opnår man ikke - hvilket man ellers fik indtryk af var pædagogernes mening - ved blot at indøve et pænt lille nummer på et af de anerkendte instrumenter. Musikalsk præsenilitet er vist det eneste man får ud af det, og det endda inden et virkeligt kærlighedsforhold er kommet i stand.

Det er ikke rart at få skældud, men jeg tager chancen. Prøv at erindre tegneundervisningen i skolen i gamle dage, det var perspektivtegning og den slags. Gav den noget levende endsige medskabende forhold til bildende kunst? Nej, for det var ren og skær reproduktion, efterligning. Nu er man for længst begyndt på en anden kant: nu former man, prøver det at lave noget på sin egen krop, går på opdagelse i tilblivel-sesmysterierne. Ærbødigheden over for den »fine og dannede kunst« er blevet betydelig mindre, og det på en særdeles positiv måde. Et led i kunstformidlingen er, at man selv har prøvet at være kreativ - som det jo desværre hedder. Indlysende?

Ja, for gud og hvermand, lige fra kulturministeren til frøken i børnehaven. Men tilsyneladende ikke for de statsprøvede. At dømme efter den forløbne uges koncert og dens fremvisning af små, sagesløse marionetter kører man fortsat og ufortrødent frem med noget der svarer til perspektivtegning. Musikpædagogerne evnede så åbenlyst ikke at lade børnene komponere selv, spille beat, lave elektronisk musik, udfolde sig i en eller anden form for improvisation etc. etc. Endsige at gøre noget ved selve koncertformen. Man indvandt ikke land, man gravede grøfter.

Det lader til, at man er ved at køre en stor del af fremtidens musikliv og dets publikum på museum og -hvad der er værre - at man gør det med en helt uforknyt stolthed. Hvorfor? Måske fordi uddannelsen af musiklærere er for snæver - den gammeldags spillelærerinde eksisterer åbenbart lyslevende endnu, og man imødekommer ukritisk og glad det så ofte hørte udsagn havde jeg dog blot lært at spille et instrument. Men det er jo ikke hele sagen, det er en fastlåsning

på et alt for tidligt tidspunkt, og pas på: børn er lærenemme!

En kvalificeret musikundervisning må inddrage langt flere områder, om musikken skal elskes godt og spilles godt. Og her gælder det faktisk både Monteverdi og Stockhausen. Fortæl mig - helt ærligt - hvorfor et sådant synspunkt møder modstand, det interesserer sikkert en hel del forældre med i musikalsk forstand endnu uspolerede børn.

Resultatet af den forløbne koncertuges elevkoncert bør måske blive et nyt slogan for musikpædagogerne: musik skal der til, komponer (osse) selv. Eller noget i den retning, i alt fald.

(Politiken den 21. sept.)

De sagesløse børn

Af Henning Bro Rasmussen

formand for Dansk Musikpædagogisk Forening.

Så er det blevet musikpædagogernes tur til at blive taget under behandling. Eller skal vi sige det sådan: nu er musikpædagogernes arbejde langt om længe kommet i fokus med et M.W.H.sk »Kære venner« gennem et par iøjnefaldende artikler i POLITIKEN. Desværre, synes det, med et ret så negativt resultat. Men er det ikke ofte sådan, at opmærksomheden i aviserne

- og i radioens ungdomsudsendelser - først rettes mod en ting, når den tilsyneladende kan kritiseres sønder og sammen. Tilfredshed er der ingen brand i.

Har M.W.H. ret i, at det, de statsprøvede musikpædagoger laver, er udtryk for »præsenilitet« og er »dødens pølse«? Ja, svaret afhænger så ganske af, hvem det er der skal dømme. Den samme sag kan ganske efter behag vendes den ene eller anden vej. Det er pudsigt at erindre sig, at der efter Tivoli-eftermiddagen forrige søndag fra kendere — ganske vist med et andet musikpædagogisk grundsyn end M.W.H.s

- lød udsagn om, at »koncerten« havde været yderst vellykket. Den havde vist musikglade og musikindleve-de børn, og, sagde man, denne glæde og indlevelse kunne kun skyldes en alsidig, god musikpædagogisk undervisning. - Og det var den samme koncert, som M.W.H. kaldte en forstening! - En koncert, som viste spillende elever, i hvem det musikalske stof levede.

Hvorfra ved M.W.H. i øvrigt, at improvisation, kom-positionsøvelser, jazz o. a. negligeres af de statsprøvede musikpædagoger i deres undervisning? At det ikke bringes på scenen i Tivoli en søndag eftermiddag endnu inden undervisningen er kommet rigtig î gang, kunne jo have f. eks. gode musikpædagogiske grunde, som hverken skal søges i tilsidesættelse eller i foragt fra pædagogernes side. For øvrigt har optrædende elever ved Tivoli-koncerten opført egne værker ved et par koncerter i de senere år.

Sandheden er vel også den, at de statsprøvede musikpædagoger er blandt de flittigste pædagoger til at anvende både ny musik og moderne undervisningsmidler i deres arbejde med eleverne. De kender fra selvvirksomhed intenst oplevelsen ved at musicere i spændende nutidig musik, og de videregiver gerne denne oplevelse til deres elever. Og de videregiver musikken af i går og i forgårs, som de også har oplevet den fysiske og sjælelige glæde ved at spille og synge.

Det, der herefter bliver tilbage af uoverensstemmelser mellem M.W.H. og os, må være spørgsmålet om, hvilken forpligtelse netop de statsprøvede musikpædagoger har over for den musikkulturelle arv og over for de elever, de modtager til undervisning. Dette kunne nok fortjene en diskussion, men det er ikke så sikkert, at resultatet heraf ensidigt vil falde ud til fordel for de M.W.H.ske strøtanker.

Hvad gruppeaktivitet angår, er det en arbejdsform, der ikke er fremmed for de statsprøvede musikpædagoger. Udøvelsen af gruppeaktivitet falder dog uden for den private undervisningsform med betalte enetimer, som indtil nu hovedsagelig har været basis for Tivoli-koncerten. Musikpædagogerne har i de seneste år været en drivende kraft î de mange musikskoler, som er vokset op rundt om i landet. Her vil gruppeaktiviteterne få deres store chance.

M.W.H. er fuld af gode ideer, men han er så herligt fri for selv at skulle realisere dem - eller er han? DMp F arbejder gerne sammen med f. eks. Det Unge Tonekunstnerselskab eller andre egnede sammenslutninger om musikalsk kvalificerede matineer eller lignende for børn omkring musik i forskellige ny tilskikkelser. (Politiken den 21. sept.)