Dossier

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 06 - side 164-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

DOSSIER

HINDEMITH-DIALEKTIK

1.

NSZ-Rheinfront, Neustedt, 5.11.1934:

FORFALDETS BANNERFØRER

Hindemith er gennem sine tidligere værker entydigt stemplet som en af »bannerførerne for forfaldet«, som det ikke skal være tilladt at medbestemme den tyske kunsts fremtidsvej. Entusiastisk fejret af repræsentanterne for den jødisk inficerede musikbolschevisme, er Hindemith alt for rodfæstet i den åndelige og verdensanskuelsesmæssige holdning der beherskede november-Tyskland, og som fuldstændig må afvises af nationalsocialismen, til at hans nye kunstneriske udvikling uden videre kan gøres frugtbar for vor nye musikkultur.

2.

Die Musik, marts 1934, p. 417 ff.

EINE KULTURPOLITISCHE BETRACHTUNG ... Hvem Paul Hindemith er, det véd vi alle. Hvem der stiller sig i hans tjeneste, det er også kendt. Også hans værker ligger frit fremme for dagen. Jeg husker Nusch-Nuschi, Sancta Susanna (i dette værk bliver f. eks. krucifixet gjort til genstand for svulstige kærlig-hedsuddunstninger, opførelsen i Hamborgs stadsteater fremkaldte en storm af harme) (------) Alle de destruktive arrangementer, som dengang rettedes mod Wagner og den tyske kunst, for at propangandere for den atonale musik, er endnu for kendt i nationale kredse til at de kan hemmeligholdes eller retuscheres ...

Friedrich Welter.

3.

Deutsche Allgemeine Zeitung, 25.11.1934:

TILFÆLDET HINDEMITH

... Sikkert er det, at ingen af den unge generation har betydet mere for den tyske musiks anseelse i verden end Paul Hindemith. I øvrigt kan man naturligvis ikke idag overse, hvilken betydning Hindemiths værk engang vil få for fremtiden. Det er imidlertid heller ikke det diskussionen drejer sig om. Den drejer sig langt snarere om mere end det specielle »tilfælde Hindemith«, nemlig om et alment spørgsmål af principiel karakter ...

Wilhelm Furtwängler.

4.

Berliner Lokal-Anzeiger, 7.12.1934.

GOEBBELS SVARER [Referat af tale af rigsminister Goebbels]:

»Teknisk mesterskab,« forklarede Dr. Goebbels, »undskylder ikke, men forpligter. At misbruge det til en rent motorisk, indholdsløs bevægelses-musik er at spotte over den genius, der råder over enhver sand kunst. (...) Vore gammeltyske mestre vil betakke sig for at blive nævnt i en sådan sammenhæng. Og hvis den musikalske ungdom i Tyskland bekender sig til dette, så er det kun et bevis for, hvor nødvendigt det er, — hensynsløst og uden frygt for kunstkliker, de er ved at afgå ved døden, og som under åndelig terror vil prakke os noget sligt på som åbenbaring fra den evige genius, - at gå imod. Vi formår i hvert fald hverken at opdage noget fremadvisende eller fremtidslovende derved; vi vægrer os på det stærkeste mod at se denne kunstnertype tiltalt som tysk, og tager kun den kendsgerning, at han blodmæssigt er af ren-germansk oprindelse som et drastisk bevis for. hvor dybt den jødisk-intellektuelle inficering allerede havde ædt sig fast i vores eget folks legeme ...«

5.

Paul Hindemith, 28.6.1963.

POUR LE MÉRITE

For kort tid siden læste jeg en af disse alarmerende artikler, som man i den senere tid hyppigt støder på. Der stod: »Uden hæmninger leder vi dagligt det stadig stærkere strømmende spildevand fra husholdning og industri ud i bække, floder og søer. Vi forgifter vore vande med alle mulige kemikalier og bakterier. På bunden af stillestående vand ligger der sure mudderbanker, på overfladen driver stinkende alger omkring. Vore smukkeste vandløb er aftrappet og opstemmet; deres brusen er forstummet, fiskebestanden er forsvundet, deres evne til at rense sig selv er gået tabt ...« (...) Det ville være overflødigt at lade en musiker tale til Dem om vandforurening, hvis han ikke i sit erhverv stod overfor en lignende rovdrift og en lignende forgiftning af livsvigtige elementer, og vidste, at hans publikum var ramt af denne udvikling, måske endda i højere grad end af vandforurening (...) i modsætning til den nævnte vandforurening er forgiftningen af livsvigtige musikalske elementer ikke åbenbar for enhver; den finder sted i musikkens dybere lag, den rammer vor musiks grundlæggende materiale: tonesystemet. (...) Den, der endnu for 50 år siden havde fremstillet den almindelige vandforurening som en fare for vort velbefindende, måtte regne med et medlidende smil som svar på sine advarsler. Idag ved man, hvor velbegrundede sådanne advarsler var og hvor godt det havde været, om man straks dengang havde overvejet dem og handlet tilsvarende ...

6.

Theodor W. Adorno, 1968.

POSTLUDIUM TIL HINDEMITH

... Noget skete; Hindemiths medfødte nøgternhed må have sporet det. Ellers kan man næppe forklare den næsten skingre positivitet i hans manifestationer, da han blev ældre: de var reaktive, selvbedøvelses-akter. Nærværende forfatter er aldrig upartisk i kunstneriske anliggender; han vil ikke gøre sig fortjent af, at han - som tilhænger af Wienerskolen, efter naturel og musikalsk dannelse i skarp modsætning til Hindemith - mærkede dette tidligere end andre. Til sidst, ved statsbegravelsen »Harmonie der Welt«, mærkede alle det. Dens affirmative ideologi - en om sandheden af det forherligede ubekymrede forherligelse af et verdensbillede, som det har været naturvidenskabens væsentligste opgave siden Kepler at demontere - rimer med sindelaget hos den, der forlængst er blevet konservativ, og nu var blevet kras reaktionær og i en berømt tale mod nutidens moderne musik opbød den samme ominøse metaforik, som de kulturelle kampforbund i sin tid benyttede, da »Nusch-Nuschi« og »Sancta Susanna« gjorde skandale: den om brøndforgiftere. Praktikeren Hindemith har da også, såvidt hans betragtelige indflydelse rakte, af alle kræfter modarbejdet de i sandhed ikke utilbørlige organisatoriske muligheder der fra offentlig side garanteres den unge musik ...

7.

Musik, oktober 1969.

FORPLUMREDE VANDE »Dette foredrag, som her for første gang bringes på dansk, blev holdt i Bonn 28. juni 1963 på et møde i ordenen »Pour le mérite«. De forløbne 6 år kan næppe siges at have svækket foredragets aktualitet ...« [Se i øvrigt ovenfor, pkt. 4.]

8. Coda til

POSTLUDIUM TIL HINDEMITH

... Hindemith er det mest indtrængende eksempel på vanskeligheden ved at komponere idag. Det er ikke længere nok med begavelse. Den selvfølgelighed i den kunstneriske reaktionsevne, som definerer al begavelse, er ikke længere på forhånd givet. Begavelse, der kun er indstillet på sig selv, kommer til at rave rundt, klamre sig til det udvendige og stivner. Det som begavelse formår udover at være begavet har trukket sig sammen i evnen til selv-refleksion. Denne er umiddelbart ét med kraften til modstand. Den kraft manglede Hindemith akkurat som hans stykker afvikles uden modstand, uafladelig tilblivelse, hvor intet bliver til. Han var den kompositoriske prototype på et samfundsmæssigt fænomen, der i mellemtiden har bredt sig ud over hele verden: den afmægtige pseu-doaktivitet.

Dossier »Hindemith-Dialektik« er samlet af Poul Nielsen, der også har oversat dokumenterne med undtagelse af nr. 4, der er oversat af Leif Kayser. Kilder: Joseph Wulf: Musik im Dritten Reich, Gütersloh 1963. Theodor W. Adorno: Impromptus, Frankfurt a. M. 1968. Tidsskriftet »Musik«, udg. Solistforeningen af 1921, 4. årgang, nummer 1, København 1969.

Årgang 44/1969, nr. 06