Miscellanea

MISCELLANEA

Stud. mag. Finn Gravesen, som leder en studiekreds i Jazz og Beat ved Københavns Universitet, slår i sit indlæg til lyd for et bredere emnevalg indenfor universitetsuddannelsen i musik.

MUSIKOPDRAGELSE:

- demokratisk dannelse eller finkulturelt formynden

I musikopdragelse menes man almindeligvis at være kommet længst, hvis man har fået sin elev til aktivt at yde noget musikalsk. Dette standpunkt hævdes meget klart af Zoltan Kodaly i et foredrag, bragt i dmt (8, 1963): »Rent passivt at høre på musik er for den uindviede uden større betydning. Uden aktiv musiceren kan musikkens væsen ikke forstås; elementærkundskaberne må være gennemarbejdede i praxis.«

At vise børn og voksne velsignelsen ved personlig musiceren som mål og som middel til forståelse af musik er et smukt og rigtigt formål for musikopdrageren (jeg undgår betegnelsen musikpædagog, fordi det jo nu mest dækker netop den del af musikopdragelse, som beskæftiger sig med praktisk musikudøvelse), men det er vigtigt at sande, at det kun er en del af sagen. Selvom man udvider skaren af apostle, vil der stadig være den store masse af disciple og en meget større af hedninge (terminologi lånt af programsekretær Helge Andersen i DR's lytterundersøgelse, 1969).

Musikopdrageren, og især den, som går videre i sine intentioner end til hvervning af nye apostle, må nødvendigvis kende til disciplene og hedningerne - til den meget store skare, som aldrig bliver frelst. Det vil sige, at han må interessere sig ligeså meget for, hvad der foregår ude i samfundet musikalsk, som hvad »musiklivet« præsenterer. Det er kort sagt på tide, at de mennesker, som beskæftiger sig med musikopdragelse, vænner sig til et stort mål af samfundsorientering og -relevans. Vort kultursyn domineres af vor tilbøjelighed til at tænke på kultur udelukkende som gruppekultur, de »kultiverede« klassers kultur. Denne tilbøjelighed følges nært af opfattelsen af den jævne del af samfundet som »kultiveret« kun for så vidt, den har del i denne højere og mere bevidste kultur. - At behandle de »udannede« eller ungdommelige masser af befolkningen som uvidende stammer af vilde, hvis udviklingsstadium er mindreværdigt og derfor uegnet for seriøs beskæftigelse, er at opmuntre dem til at negligere og foragte den kultur, de har, og fra hvilken den mere bevidste del af kulturen får sin livskraft; og resultatet har gode muligheder for at blive et hverken - eller.

Musiksociologen Göran Nylöf, Uppsala, som har stået for en fremragende undersøgelse: »Musikvanor i Sverige« (Uppsala, 1968) har som udgangspunkt følgende definition af musik: »- varje fenomén, som någon grupp eller minoritet i samhället vil beteckna med termen 'musik'.« - Altså: musik er mange, mange ting, og af musiksituationer er der ligeså mange. ...

Brug af musik reguleres af behov. Udviklingsmæssigt varierer mennesker meget med hensyn til behov, deres varians og styrke. Intellektuelt skolede differentierer deres behov og udvikler evnen til større selektivitet, til at opfatte, værdsætte og kræve mere af deres behovtilfredsstillere; de opdrager sig til flere lytte-måder. Denne flerhed af musikbehov hos personen er også en flerhed i samfundet; (hvem bilder sig ind, at der kun er ét legitimt musikbehov -og kun én legitim musikalsk behovstilfredsstillelse?) ------

Det er i vort samfund usandsynligt, at de dybeste og mest originale musikværker vil nå det store publikum og vække dets opmærksomhed, ja endog, at disse værker vil blive brugt af en betragtelig del af de mennesker, der er i stand til at påskønne dem. Men det er givet, at bogstaveligt taget alle mennesker mere eller mindre bevidst bruger en eller flere former for musik. Skal man nu som musikopdrager med magt og snilde søge at vække de slumrende behov hos masserne ved at vise dem velsignelserne ved de store, dybt tænkte værker? - eller skal han ikke først arbejde på at gøre de existerende behov og vaner bevidste. Et bevidst behov har mulighed for at finde adækvat tilfredsstillelse - og netop det, at vænne til at bruge musikken på en adækvat måde, er vel det egentlige formål - hvilken musik, situation, behov, der end er tale om. At stigende bevidsthedsgrad i kunstforbruget kan føre til nye behov og muligheder - og dermed til ny kræsenhed og større kvalitetskrav er naturligt og rimeligt - og netop denne velbegrundede kontinuitet i den enkeltes musikalske udvikling er en betingelse for en bevidst demokratisk musikkulturs existens.

Men hvilke forudsætninger har nu universitetets historisk-teoretisk uddannede kandidater for at fungere som opdragere i et samfund, hvis musikalske virkelighed, de aldrig har været konfronteret med? Med hovedet og mappen fulde af århundreders mesterværker kommer de ud i undervisningssituationer, hvor eleverne ligeså lidt forstår underviserens sprog som omvendt. Mesterværkernes hårdnakket påståede evighedsværdier er ikke nok til at omvende en massiv flok hedninge. Og netop forsøget på at »omvende« de vantro bliver de kandidaters mulighed og skæbne, som er opdraget ensidigt i ét musikalsk sprog (med dertil hørende tendens til nedvurdering af andre). Eleverne udsætter for musik, som nok tilhører deres egen kulturkreds, men som formidles uden sammenhæng med elevens egen subkultur. Denne finkulturelle offensiv har allerede bragt så mange musikinteresserede elever i defensiven, at det er på tide, at den standser.

Konsekvensen for musikopdrageren bliver, at han må ud af sin klassiske vanetænkning. Som musikopdrager må han acceptere Nylöfs definition af musik og være parat til og i stand til at arbejde derudfra. Hvis en musik optager hans elev, må han være parat til at beskæftige sig med netop den musik og hjælpe eleven til at motivere den. - Han må vide om de forskellige musikalske miljøer i samfundet, han må kende musikkens sociale lagdeling, kende til de forskellige musikalske adfærdsmønstre, forskellige former for musikalsk perception, musikalske normer og normforventninger, musikalsk udvikling, og han må have et dokumentarisk kendskab til den musik, som bruges af det store lytterpotential, som ikke tælles blandt de ca. 5 % af Danmarks befolkning, som kan kaldes finkulturelle musikforbrugere. Musikopdrageren må være opmærksom på den karakter af industrivare, som musikken også har - og gøre sin elev vågen overfor salgsmetoder; han må kende til musikken som psykologisk manipulationsmiddel (supermarked, film, reklame, radio, TV) osv.

Universitetets fortræffelige undervisning i de historisk-teoretiske discipliner må altså suppleres med en ligeså vægtig samtids-, samfunds- og menneske-orientering. Fag som musikpsykologi, musiksociologi, og -æstetik burde være en selvfølge på vordende musikopdrageres spisesiddel. Og ikke alene det. Musikuddannelsen bør følges af en effektiv og stadig efteruddannelse og a jourføring: i de nævnte fag + i samtidens musik. Hvis musikopdrageren skal bruge sin egen kulturs musik, må han se i øjnene, at hans kultur omfatter ikke blot hans forfædre, men også - og måske især - hans børn og samtidige.

Finn Gravesen