Noder

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 06 - side 169-170

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

NODER

BERWALDS VÆRKER

Der er gang i udgivelsen af B^r-walds værker. Efter 100-års dagen for hans død (3. april 1868), er vie fleste af hans vigtigste instrum^n-talværker indspillet på plade, nt. Tilig symfonierne, koncertouvertu» erne og kammermusikken. Det ser ud til, at Berwald er godt på vej til at få en udbredelse, som i sin

tid blev Sibelius og Nielsen til del. Desværre mangler vi fra Bervvdlds hånd en »Finlandia«, en »Peer Gynt« eller en »Fynsk forår«, et rigtigt nationalt folkeligt værk, der kan gøre ham virkelig populær.

Forlaget Bärenreiter har pro-jecteret en komplet udgave af hans værker, ordnet efter genrer, således at orkesterværkerne findes i bd. 1-10, kammermusikken i bd. 11-16 og vokalmusikken i bd. 17-24. Bd. 25 er supplement. Udgivelsen af bindene sker dog noget vilkårligt, idet vi i fjor fik bd. 11, strygekvartetterne og nu netop har fået udgivet bd. 3, »Sinfonie singulière«. Dette Berwalds uden tviv! største symfoniske værk er forlængst almindelig kendt gennem talrige grammofonpladeindspilninger af både skandinavisk og udenlandsk art, (en fransk og en tysk, med henholdsvis Schmidt-lsserstedt og Markevitch), men dette er den første forsvarlige udgivelse i partitur af symfonien, som hidtil kun forelå i en Wilhelm-Hansen udgave fra 1905, der indeholdt en del ukorrektheder.

Det positive indtryk, man fik af bd. II, bekræftes af «dette nye bind. Udgaven er forsynet med et Zur Ausgabe (fælles for alle bind) og et Vorwort, hvor de for det pågældende værk særlige problemer bliver taget op til drøftelse

Berwalds symfonier opviser med hensyn til nummerering en komplet forvirring, der ganske mangler sidestykke og som endog overgår den nye nummerering af Dvoraks symfonier, hvor der blot er kommet 4 nr. O symfonier til, og hvor den gamle nr. 3 er komponeret før de øvrige og altså får nr. 5. Nu behøver Berwalds symfonier ikke numre, da de alle på nær én har titler givet af komponisten selv. Men hvor mange har han skrevet? Dette spørgsmål hører man ofte stillet. Lad os med det samme slå fast, at vi fra Berwalds hånd har 4 fuldførte symfonier.

(Et ungdomsfragment fra 1820 i A-dur, omfattende det meste af en førstesats er endnu utrykt og heller ikke indspillet på plade, selvom det eventuelt var muligt at komplettere satsen). Fraregnet dette fragment ser rækkefølgen således ud:

Sinfonie sérieuse, g-moll, Wien 1842.

Sinfonie capricieuse, D-dur, Nyköbing 1842.

Sinfonie singulière, C-dur, Stockholm 1845.

Symfoni i Es-dur, Stockholm 1845 (dateret blot en måned efter C-duren).

Der verserer iøvrigt allehånde nummereringer af symfonierne efter udgivelser, men de er yderst modstridende.

Mesterværket blandt disse symfonier er ubestridt Sinfonie singulière, som lå fuldstændig i glemsel i 60 år efter at den var komponeret og som blev uropført så sent som i 1905, på hvilket tidspunkt den første spæde Berwaldinteresse var begyndt. Blandt symfoniens »ejendommelige« træk kan nævnes finalen i mollvarianten (dog ikke usædvanlig for en romantisk symfoni). Derimod er scherzoens inkorporering i den langsomme sats usædvanlig for tiden og findes først langt senere (Brahms: F-dur strygekvintet, Franck: d-moll symfoni), men hos Berwald møder vi allerede dette formale princip i septetten i B-dur fra 1828.

Første sats, Allegro fuocoso har den formale ejendommelighed, at hele hovedtemagruppen på 34 takter gentages uforandret (et særligt Berwald'sk formtræk), hvorefter følger en ff fasthamren af det berømte indledende kvartmotiv. Derpå kommer så efter klassisk mønster et sidetema i dominanten og en kort epilog. Det obligatoriske gentagelsestegn findes efter denne, men for at ekspositionsdelen ikke ska! blive for lang sætter Ber-wald det første gentagelsestegn foran den omtalte gentagelse af hovedtemagruppen,

Gennemføringsdelen er præget af den for komponisten typiske gentagelse og sekvensering af afsnit på 4 eller 8 takter, hvilket af og til kombineres med et 4-tone motiv i lange nodeværdier (forøvrigt bestående af de samme toner som Mozart indleder finalen i Jupi-tersymfonien med, hvilket motiv jo forøvrigt også er mere konstruktivt end melodisk bestemt). Reprisen indtræder på Schubert'sk manér i subdominanten og ikke med indledningen af ekspositionen, som vi nu hidtil har hørt 3 gange, men med ff udvidelsen af hovedtemagruppen. Denne reprise følger ekspositionen slavisk med sidetema og epilog i C-dur, og som en afrunding af satsen bringes de indledende 34 takter, altså hovedtemagruppen, som jo manglede i reprisen.

Adagiosatsen i G-dur er som alle Berwalds langsomme satser forholdsvis kort og enkelt opbygget, her en A B CC A form, hvor scherzoen (i 6/8 takt) indskydes efter et paukeknald à la Champagnegalop mellem de to C'er. Denne scherzo er et let og luftigt stykke musik, der ifølge en randbemærkning fra komponisten skal udføres »ungewöhnlich schnell und leicht«.

Finalen, der fylder ligeså meget som de foregående satser tilsammen, opviser mange ejendommeligheder i opbygningen. Den uhyre komplekse sats har umiskendel:g sonateformspræg, men på en sådan måde, at gennemføringsagtige afsnit overalt er indskudt i de eks-positionsagtige afsnit. En udførli-gere analyse af satsen vil her blive for omstændelig, men af interessante træk skal nævnes, at Adagioens smukke C-afsnit indskydes midt i satsen, nu noteret i firdob-belte nodeværdier, i alla breve takt og i originaltonearten. Bibeholdes satsens tempo, lyder dette afsnit

noget hurtigere end i Adagioen, og man hører på de forskellige indspilninger af værket varierende opfattelser af tempoet i dette afsnit. Vi kan ikke omtale et værk af Berwald uden at komme ind på de særlige skarpe accenter, der optræder 5 stor udstrækning i Singulière, navnlig i scherzoen og i finalen. Disse ejendommelige foreteelser, for hvilke det er svært at finde et navn, kan bedst beskrives ved nogle kraftige forslag, ofte vekslende (som i finalen) mellem dybe strygere og træblæsere, i denne finale optræder disse accenter også som nogle enorme smæld i pauken (t. 250-251). Det karakteristiske ved disse forslag er, at de ofte indføres midt i et blidt, melodisk afsnit, i Adagioen ovenikøbet midt i det idylliske C-afsnit, hvor de på en sarkastisk måde fuldstændig bryder den poetiske stemning.

Bd. 3 i Bärenreiters Berwaldud-gave er naturligvis mest for dirigenter, men det var måske ikke utænkeligt at samme forlag vil udgive det i lommepartitur, således at flere ville få glæde af denne ikke blot interessante og »ejendommelige symfoni«, men et genialt symfonisk værk fra 19. hun-dredetallets første halvdel.

Gorm Busk.

Michael Tippett: »Little Musik for Stringorchestra«. (1949) Ed. Eulenburg.

Værket er skrevet som et let, fornøjeligt stykke lejlighedsmusik. Det er en pastiche på Handels' con-certi grossi for strygere. Den tekniske vanskelighedsgrad er nogenlunde den samme.

Timme Ørvad.

Alun Hoddinott: Sextet, for flute, clarinet, basoon, violin, viola and cello, Dur: 19-20'. Oxford University Press.

5 satser: 1. allegro, 2. moderato, 3. presto, 4. adagio, 5. maestoso - allegro.

Hverken i melodik-, form-, instrumentation, kan jeg finde noget af originalitet.

Melodikken virker banal, trinvis diatonisk eller kromatisk, og springende med rytmik à la

Der benyttes en fuldstændig klassisk motivbehandling, men det tyder ikke på, at den lever for komponisten.

Formforløbende er enkle med reprisedannelser og fastholden af samme stof satsen igennem.

Instrumenterne spiller i lange stræk i oktaver, således at satsen reelt er 2-3 stemmig.

Værket er sikkert tænkt at skulle virke uprætentiøst, men ikke ud fra den synsvinkel forekommer det mig, at have nogen interesse.

Timme Ørvad.

Årgang 44/1969, nr. 06