Tivolikoncerten fortsat til debat

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 06 - side 179-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

TIVOLIKONCERTEN TIL FORTSAT DEBAT

ELEMENTÆR MUSIKOPDRAGELSE

Kommentar af docent Anne-Karin Høgenhaven, København.

l forbindelse med debatten om de statsprøvede musikpædagogers elevkoncert i Tivoli er Musikkonservatoriet blevet bragt ind i billedet.

Uden at tage stilling til den omtalte koncerts form og indhold - jeg var ikke tilstede og havde ingen elever med - beder jeg om at få lov til at komme med nogle oplysninger om Musikkonservatoriets timer omkring »børn og musik«. (På Musikkonservatoriets skema kaldes timerne »Elementær musikopdragelse«).

Politikens anmelder Mogens Winkel Holm skriver ganske vist at han er »mægtig godt orienteret efter fem år på Musikkonservatoriet og dagligt samvær med skiftende hold af pædagogstuderende«, men da M.H.W. aldrig selv i sin konservatorietid (den må vist også ligge noget tilbage i tiden?) har været med i de omtalte timer, håber jeg han kan overkomme denne lille orientering:

En time om ugen i to år går Musikkonservatoriets pædagogstuderende til »Elementær musikopdragelse«. Timerne, der er lagt an som en aktiv og eksperimenterende leg med motivation og improvisation som »nøgle-ord«, tager sigte på arbejde med børn og unge i grupper på 10-15 elever i mange aldersklasser. Hele andet år er viet praktik i samarbejde med Københavns Skolevæsen.

l timerne bliver der bl. a. sunget, danset og dramatiseret - der eksperimenteres med lyde - vi fremstiller vore egne primitive instrumenter og spiller samtidig på andre instrumenter med særprægede og forskelligartede klangfarver o.s.v. Inspirationen, elementerne at bygge på, prøver vi på at gøre så alsidige og frodige som muligt.

For os er det en aktiv og spændende, men også alvorlig leg med musik, en leg som kræver fantasi, tid og ro, en leg som vi tror har betydning ikke bare for vor musikalske skoling, men for almenopdragelsen i det hele taget.

Undertegnede vil gerne være med til at diskutere problematikken omkring »børn og musik«, men jeg tror den ligger på ganske andre områder end dem Mogens Winkel Holm nævner.

MUSIKDEBAT OG PÆPAGOGIK

Kommentar af pianist Teddy Teirup

Ska' vi nu ha' en ny musikdebat - denne gang på det pædagogiske felt? Ja, og det var da sandelig osse på tide!

En kompliment til Politikens musikanmelder, komponisten Mogens Winkel Holm, for hans revsende, men relevante spørgsmål om værdien af vor statsprøvede musikpædagogik! Mon uddannelsen af musiklærerne (underforstået de statsprøvede) er for snæver?

På musikpædagogiske kurser (formidlet af musikkonservatorier landet over) modtager kursisten fra og med begyndelsen 3 stk. elevkaniner, der tilsammen, i løbet af hele kursustiden til og med den afsluttende eksamen, skal udgøre erfaringsgrundlag for undervisning af elevtyperne: børn, teenagere og voksne. På eksamensdagen tilstilles eksaminanden endnu nogle få af ham ubekendte elever - hvormed hans samlede kendskab til »undervisning i marken« da også er udtømt! Det hører nemlig til undtagelserne, at kursisten har nogen nævneværdig undervisnings-praktik bag sig, udover den netop skitserede.

Kommentar: Intet havde imidlertid været lettere end at give avancerede konservatorieelever lejlighed til at undervise mindre fremskredne studiekammerater (jvfr. det engelske »studie-formynderskab«: tutor-systemet). Eksempelvis gives der for de mange klaverstuderende talrige undervisningsemner blandt de øvrige studerende med klaver som obligatorisk bifag. Endvidere burde der gives avancerede konservatorieelever lejlighed til at undervise også uden for konservatoriets rammer - for mon det ikke alt i alt ville være formålstjenligt at forberede den unge musikstuderende til pædagogisk virksomhed, allerede på et tidligt tidspunkt af hans studier? Undervisnings-branchen er og bliver jo en »hovednærings-vej« for de fleste musikeres vedkommende.

Hvis man under de musikpædagogiske kursus-studier forventer at finde instruktion, klargørelse eller i det mindste undersøgelse af pædagogikken som sådan, vil man blive sørgeligt skuffet. Tilsvarende skuffes man over den forbigåelse, der bliver det kunstne-risk-skabende element til del i konservatoriets instru-mental-undervisning i øvrigt, l nærværende sammenhæng har det betydning at betænke, at også de statsprøvede pædagoger er produkter af denne i kreativ henseende beskedent anlagte undervisning!

Kommentar: Hvad om kursisterne sattes på sporet af pædagogikkens hemmelighedsfule natur ved at samarbejde med kursus-lederne om en eksperimentel forskning, i stedet for den vanlige, kedsommelige og dødfødte indlæring af nære og især fjerne århundreders metodik? Hvorledes skal pædagogens undervisning blive levende og nærværende, når det, der skulle blive hans skabende undervisnings-form, simpelt hen degraderes til den rene og skære reproduktion af de i forvejen annekterede metoder og systemer? Det primære må være uddannelsens egentligste studie-objekt: pædagogikken selv, dvs. studiet af pædagogikkens væsen med efterfølgende mulighed for forståelse og beherskelse af dens virkemidler og ytringsformer.

l dag uddeles der på grundlag af et minimum af undervisnings-praktik samt pædagogisk forståelse eksamensbeviser til et forbløffende flertal af de eksaminerede pædagoger, ja det hører endog til sjældenheder (med karakter af det sensationelle), at en og anden går hen og dumper! Dette begrundes i, »at undervisningen på de pædagogiske kurser jo er så udmærket,« siger man med udglattende øllebrødskom-mentarer. Men ikke nok med det: foruden stats-autorisationen medfølger ofte en 1. karakter - og dertil ikke så sjældent en udmærkelse. Mistænkeligt!

Kommentar: Til dette narreværk må man sige: Jamen, har vi da så mange begavede pædagoger? -og hvis det er tilfældet: hvorfor ser vi da ikke nogle flere og bedre elevresultater, dvs. musiktalenter, der ikke alene kan hævde sig på det hjemlige marked -men også kan klare sig i den internationale konkurrence?

Årgang 44/1969, nr. 06