Ballet - en erotisk kunstart?

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 07 - side 192-194

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Eske Holm:

BALLET - EN EROTISK KUNSTART?

Betragtninger fra en badstue

Sidder i tyrkisk bad på en kurvestol og tænker på min nye ballet. Må af og til lukke øjnene for ikke at blive distraheret ved synet af andre mænd rundt om og tanken om, at det blandt andet er dem, jeg komponerer for. Disse skandinaviske, stankelbensunderstøttede bilmaver, der kejtede lister rundt på fodballerne i den hede damp. Det er ikke mangel på skønhed og slankhed, der er tankevækkende, blæse være med den, - men det er udtrykket af kejtethed og undselighed, der sammen med den kropslige utryghed får mig til at fundere over, om dette mit potentielle publikum af svedende herrer nogen sinde kan nås via en »i forstå hånd« fysisk meddelelsesform. En påstået erotisk udtryksform.

Efter at have svømmet halvandet svømmetag i et bassin med skrumpagtigt, iskoldt klorvand som fuldbyrdelse på verdens mindst sexede oplevelse, et tyrkisk herrebad, slænger jeg mig på massagebænken og tænker videre på ballet-dans som evt. erotisk kunstart. Denne kunstart, som kunne være berøringens kunstart, men enten er ophørt med at være det eller aldrig begyndte på det.

Kærlighed er berøring - eller kærlighed er ikke uden den. Der findes flere svar på hvorfor ballet-dans muligvis er blevet noget så paradoksalt som kærlighedsløs berøringskunst. En af dem er, at berøringen har tabt sin værdi som erotisk udtryk. Det har den gennem sit forhold til den praktiske afvikling af dansen. Der er gået inflation i berøringen, eller den er blevet devalueret, fordi den oftest er en teknisk forudsætning for at en hvilken som helst pardans kan fungere. Man må berøre hinanden på måder og på steder, som i anden sammenhæng ville være et utvetydigt erotisk udtryk. For at eksekvere smukke eller dramatiske samspil mellem dansende kroppe, må f. eks. manden ofte place sine hænder på, lad os sige damens øverste inderlår, lige der hvor låret igen bliver fyldigt inden det bliver til lukkemuskulatur, og man kan gøre sig sine mørke tanker om, hvorledes man i en anden sammenhæng skulle kunne etablere berøringen som erotisk kontakt?

Mest outreret er mit første billedeksempel, den klassiske kliché i »pas de deuxen« (fig. 1). Man ser her den totalt degenererede samlejesymbolik, som ethvert normalt menneske (ikke-balletomanisk) uden tøven ville associere med en herlig, stående baghyler-variant -, men en trænet dansetilskuer vil efter at have set dette 11.000 gange uden »følger« - ikke drømme om en sådan association.

Selv i den mere nutidige koreografis åbenlyse sexuelle direkthed, tror jeg ikke erotisk meddelelse slår igennem sløvheden. Jeg vil vove at påstå, at et dansepar i tricot (med gylp), i det rigtige lys og med den rigtige musik og elegante formulering, kunne gennemføre et samleje på Det kgl. Teaters scene, uden at nogen ville ane det ringeste uråd ...

Dette er et svar. Et andet er, at det i mine øjne er vanskeligt at overføre en erotisk kontakt til publikum, med mindre den erotiske nydelse hos de implicerede er synlig. En erotisk kontakt (en hvilken som helst ditto?) med publikum, forudsætter i en eller anden form en mulighed for identificering. (Privat associering er vanskeligere gennem et så raffineret sprog som densens). Glæden ved, ophidselsen over eller forventningen om berøringens erotiske betydning må kunne ses. (Ligesom når pornofilm kun er gode, hvis de har det skønt med det, dem oppe på lærredet).

Nu er der det ved det, og jeg taler med en vis erfaring (fortrinsvis hvad angår dans), - at når man står, subsidiært ligger, på scenen og skal overholde en masse aftaler om tidsforløb, musikalitet, partnerens tilfredshed (om det dansetekniske samarbejde altså) - og samtidig tænke på selv at tage sig godt ud, så er chancen for selv at føle endsige udtrykke erotisk engagement og nydelse uendelig ringe. Og de erotiske kontakter man opnåede i prøvesalens koncentration og som koreografen ved premieren sukker efter, er som regel forsvundet for evigt. Jeg vil gå så vidt og påstå, at de fleste dansere kun har chancer for at give erotisk udtryk fra sig, når de i ret enkle sammenhæng er helt overladt til sig selv og deres dans, hvilket i sin konsekvens ofte bliver til exhibitionismens eller narcissismens kompenserende udtryk.

Jeg viser her i fig. 2, som ved et sammentræf er hentet fra en af mine egne forestillinger, en form for erotisk udtryk, som kunne kalde på en identificerende kontakt. (Orestes og Elektra på gulvet). I en kort stund genoplever de to søskende barndommens pjat. Legen med at lægge hænderne skiftevis oven på hinanden, og derefter i accelererende tempo at frigøre den nederste hånd og lægge den øverste etc. Ved en enkel drejning lod jeg hans første hånd lægge sig på hendes skød, - dette gjorde jeg for på en ikke alt for lummer måde at understrege det incestprægede i de to's møde. Her skulle være rigelig lejlighed for en fysisk identificering for begge køn, - han: hånden, hun: skødet.

Som et sidste muligt svar på ballettens afsexualise-ring nævner jeg den klassiske trænings etik/teknik, når den er værst, hvad den oftest er. Den bygger nemlig, specielt for kvindens vedkommende, på illusionen. Illusionen om vægtløsheden, ubesværetheden og det bortstræbende. D.v.s. danseren bliver fra barnsben optrænet i at kamouflere sin vægt - han og hun lærer derfor ikke noget om egen kropstyngde, - om kropsdelenes tyngde, hvilket oftest resulterer i danserens noget spinkle og halvsøvnige forhold til egen krop og dens mulighed for erotisk udtryk i dansesammenhæng. Jeg skulle her snarere bruge udtrykket sensualisme, da det er så rummeligt, et begreb, at det også kan dække kroppens forhold til den musikalske frasering - den frasering, som er knyttet uløseligt sammen med anvendelsen af kropstyngden i forhold til den musikalske frase.

Man kan her nævne, at den moderne danseteknik (som vitterlig er en teknik, hvad få vil erkende), bygger på og stræber efter præcist det modsatte af det førnævnte, nemlig at effektuere og synliggøre krops-tyngdens funktion i udtrykket - »to show the effort«, som en Graham lærerinde forklarede mig, - og at vise hvordan denne »effort« udspringer. Dette opnås ikke uden et intimt kendskab til ens egen krops-tyngde. At også denne etik/teknik kan ende i en modsat kliché er bevist: Klicheen om nydelsen af eget kropsværd. Den kort opridsede problematik er efter min mening den store udfordring til enhver, som har lyst til at udtrykke sig med kroppen, og jeg vil slutte her blandt andet fordi det bliver for varmt - både udvendigt på grund af varmen, og indvendigt på grund af emnet, og glæde mig til at blive kølet af hen ad aften, hvor jeg er inviteret til at overvære Svanesøen på operaen.

Årgang 44/1969, nr. 07