Bøger

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 07 - side 206-208

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

BØGER

INDIANERSANG

Ruth Murray Underbill: Singing for Power. The song magic of the Papago Indians of Southern Arizona 1938. University of California Press (reprint) 1968. 159 s. HI.

For tredive år siden boede etnografen Ruth Murray Underhill blandt Papago-indianerne. Det var før deres ørkenkultur var blevet kendeligt forandret af spanierne og amerikanerne.

Ovennævnte bog, der indeholder en engelsk oversættelse af Papa-goernes sange og recitationer, udkom i 1938 og blev en af klassikerne blandt de tidlige etnografiske værker om indianerne, og af denne grund er den nu genudgivet. Den indeholder ingen musik, kun tekster og forklaringer skrevet med fin forståelse og psykologisk indsigt. Illustrationerne er fine tuschtegninger udført af to indianerdrenge.

Papago-indianerne lever i Ari-zona-ørkenen. Ved hjælp af majs og bønner opretholder de et spartansk liv. Når regnen svigter, tager de til takke med græsfrø, rødder og kaktus. Regn var og er altafgørende for deres liv. Enhver ceremoni, sang og handling sigter på at skaffe regn, »at trække skyerne ned«. På trods af jordens tørhed har de dyrket majs i to tusinde år; men på grund af regnens sparsomhed har de kun haft lidt vand at drikke og at vaske sig i. Papagoer-ne er den nordligste af alle mexi-kanske indianerstammer og taler et sprog beslægtet med aztekernes.

Slægtssammenholdet er af central værdi i Papago-kulturen. Man hjælper hinanden i det hårde liv, og jægeren fordeler sit bytte blandt alle trængende slægtninge. Heltens ære, og hans belønning for dygtighed og held i jagt og krig er for det første, at han derved er 5 stand til at hjælpe sin slægt og sin landsby; for det andet, at hans heltegerning hjælper til at skaffe regn; og for det tredje, at han i drømme får en sang. Det sker under en 16 dage lang faste i af-sondrethed, som han underkaster sig efter sin hjemkomst, for sangene kommer altid til en i drømme efter lange prøvelser. Disse drøm-mesange er heltens ejendom og gi-

ver ham livet igennem magt over naturen.

Før sommerens regntid begynder, modnes kæmpekaktussens frugter, og de plukkes og sættes til gæring. Efter to døgn er saften færdig, hvorpå hele landsbyen drikker så meget som muligt af den gærede saft. Den skal nemlig symbolisere den kommende regn, og man skal drikke, indtil man ikke orker mere, i det håb at jorden på samme måde vil blive mættet af den længselsfuldt ventede regn. Hensigten med Papagoernes magi er at efterligne den ønskede begivenhed og derved gøre den til virkelighed. Som følge heraf er deres sange ikke bønner, men beskrivelser af begivenheder, og det spiller ingen rolle for virkningen, om de lovpriser højtideligt eller vækker latter; derimod er det af afgørende betydning, at skildringen er er så realistisk som muligt.

Papagoerne har ry for at være de bedste digtere blandt indianerne, og alene af den grund er bogen værd at læse. Deres naturbeskrivelser og fantasibilleder er enestående livfulde, hvilket passer godt med den fremtrædende plads digteren indtager i deres kultur, l denne forbindelse er det værd at bemærke, at stammens øverste ikke er en høvding i almindelig forstand, men en gammel mand, som er i stand til at huske alle de ældgamle sange og ceremonier.

l bogen beskrives to af de musikinstrumenter, der bruges hos Papagoerne. Det ene er et rasle-instrument bestående af et tørret, udhulet græskar, det andet en omvendt kurv med et takket stykke træ, hvorpå man stryger et andet træstykke, således at der opstår en skrabende lyd. - Desuden gøres der rede for teknikken i deres interessante digtekunst. Reglerne for digtenes struktur og fremførelse er forskellig fra vore, og derfor mener forfatterinden, at moderne komponister vil kunne hente ny inspiration i denne gamle skat.

Jane Mink Rossen.

NORSK FOLKEMUSIK

Norske Folkeviser, samlede og udgivne af M. B. Landstad. Uændret optryk af udgaven fra 1853.

Norsk folkeminnelag, Universitetsforlaget. Oslo 1968. N. kr. 63,50.

Landstads Norske Folkeviser, som udkom i fem hefter 1852-53, er en af Nordens Vigtige Bøger, - en af kilderne til norsk bevidsthed. Dens udgivelse skal ses i sammenhæng med nordmændenes almene situation i forrige århundrede. Løsrivelsen fra Danmark, fra dansk embedsmandsvælde og dansk sprog, forsøgene på at mobilisere egne ressourcer og at manifestere sig som nation ved siden af de andre nordiske lande, dette er landstad-udgavens kontext.

»Med sin Hardangerfedle, sine Slaatter, sine Stev og andre Viser staar vort Fjeldfolk på sin egen Grund ganske isoleret fra den dannede Kreds, der mere henter Sit udenfra, end udvikler det af sit eget Indre, men taber derfor ogsaa mere og mere den nordiske Eien-dommelighed og Nationalitet,« siger Landstad i forordet.

Men også ved selve sit indhold af viser og visemelodier, og netop ved dette indhold, har Landstads bog haft mægtig stor betydning for norsk identitet. Bogen er den første egentlige folkeviseudgivelse i Norge. De godt 130 viser fik straks en begejstret modtagelse af den dannede bybefolkning og af kritikken, og senere norsk kunst, digtning, musik, finkultur, skolebøger er gennemvædet af impulser og motiver derfra. Men værket nåede også hurtigt ud på landet, hvor hefterne cirkulerede i bygderne.

Bogen er altså historie, men det er klart, at dens betydning for os idag ikke først og fremmest består i hvad den har betydet. Dens tex-ter og melodier skaber en helhed, et billede af digteriske og musikalske tankesæt hos Telemarkens

befolkning for 125 år siden, og den vil altid være en del af vores altid uafsluttede forsøg på at finde ud af hvem vi er, os heroppe i denne af verden, og hvad vi kommer fra. Det vil stadig være gi-vende og inspirerende at se på bogens texter og melodier og sammenligne det med den digtning og den musik der nu omgiver os. Har disse verdener, bogens og vores, overhovedet noget med hinanden at gøre?

M. B. Landstad (f. 1802) var præst i Seljord i Telemark, og det er i Telemark de »Norske Folkeviser« er indsamlet. Bogen er blevet til ved et samler-samarbejde sidst i 1840-erne mellem ham og præstedatteren Olea Cröger fra Seljord. Hun var vist den af dem der først begyndte at samle, men efterhånden tog han føringen og hendes materiale gled fra at være hovedsagen tilbage til at være et første udgangspunkt, l forordet omtaler han hende som en »Dame, der levende interesserer sig for Sagen,« og som forøvrigt har en væsentlig Andeel i denne Samlings Istand-bringelse.«

Vi er i den heldige situation at denne nordmændenes første viseudgivelse udsendtes med et temmelig udførligt melodi-materiale. De 115 melodinedskrifter står uhar-moniserede, hvad der måske har bevaret dem mere ufordærvede, da de så ikke har skullet tilpasses en harmoniseringsmulighed. Ihvertfald er melodisamlingen af slående egenart.

Melodibidragene skyldes Olea Cröger og organisten Ludvig M. Lindeman i et eller andet endnu uafklaret forhold. Langstad skriver i forordet: »Musikbilagene skyldes fornemmelig Præstedatteren Jomfru Olea Cröker -- samt organist Lindemanns velvillige og kyndige Bistand.« Men på bogens sidste side skriver Lindeman udtrykkelig det modsatte: »Jeg skylder at gjöre opmærksom paa, at iblandt de 114 Melodier, som jeg her har

leveret, ere ikke alle af min egen Samling; men at jeg har optaget fordetmeste som Varianter ialt 19 melodier, der ere mig skriftlig meddelte; og at jeg af meddelte Melodier kun har leveret saadanne, som jeg enten ikke selv havde eller som var saa forskjellige fra mine egne, at de kunne fremtræde som selvstændige Varianter. De övrige 95 Melodier ere af min egen Samling,

Pladsen tillader ikke her at nævne alle de, der ved sin Sang have bidraget til min Samling af de her leverede Melodier, og jeg indskrænker mig derfor til at fremhæve jfr. Olea Cröger, der ogsaa er nævnt i Forfatterens Fortale.«

Sandheden bag denne uenighed har været en del diskuteret. Det ser ud til at Olea Cröger på samlerfærd alene og sammen med Landstad har lært sig viserne, hvis melodier så Lindeman ved senere lejlighed har skrevet ned efter hendes sang. Hun skrev også selv melodier op ved hjælp af en slags cifferskrift. Jeg har set nogle prøver på hendes optegnelser og jeg tror kun de kan have tjent som støtte for hukommelsen, men ikke som tilstrækkeligt grundlag for udgivelse. Uanset hvor man vil placere æren, hos hende der bragte eller hos ham der bar, er det jo klart at selve den flerleddede nedskrivnings-procedure har gjort det vanskeligere for de oprindelige sangeres melodiføring at nå frem til Lindeman's anden hånds referat af den. Nodebilagens dybe originalitet vidner nu om at det i hvert fald i nogen grad er lykkedes.

Fra et tørt videnskabeligt synspunkt er der noget »hjemmelavet« ved Landstads viseudgave. Dens opdeling i Eventyrlige Viser, Drau-mekvæde, Kæmpeviser, Ridderviser og Romancer, Gamle Stev, Romancer, Skjemtende Viser, Nyere Viser, Nyere Stev, og Lege og Börnevers, er ikke nogen særlig systematisk inddeling, og mange af de »nyere viser« har han selv digtet. Sproget havde Landstad mange kvaler med, telemarkingene talte jo ikke riksmâl, og Asens ordbog var endnu ikke kommet. Han lavede sig så sin egen stavemåde der nærmede sig det old-islandske. Og om sit forhold til kilderne skrev Landstad: »Som en Folge af den Maade, hvorpaa disse Sange ere opbevarede, maa man ofte lade sig nöie med brudstykker, -- eller ved at samle flere saadanne paa forskjellige Steder, forsöge det mislige Arbeide deraf at sammensætte et Heelt.« Det lyder jo som ren vilkårlighed, udtryk for et subjektivt restitutionsarbejde, og nordens kapacitet på viseområdet den gang, Svend Grundtvig (hvis berømte viseudgivelse Danmarks gamle Folkeviser iøvrigt begyndte at udkomme samme år 1853), hånede Landstads bog for dens uvidenskabelighed. Han klager over »Landstads mæsopotamiske sprog,« og taler om »stoffets umaadelige Rigdom og Skønhed og------udgiverens Ukyndighed, Uforstand og Vandalisme.« Et fund i 1923 af Landstads originaloptegnelser fra 1846 viser dog at det kun er i få tilfælde Landstad har stykket sammen på sine texter.

Rent bortset fra det kan det være et interessant spørgsmål at stille, hvad der til syvende og sidst er det mest »videnskabelige«: Som Svend Grundtvig fra København at lede et indsamlingsarbejde uden egen korporlig deltagelse, med derpå følgende minutiøs udgivelse af dettes resultater sammen med ældre skriftlige kilder. Eller som Landstad udfra et 30-årigt kendskab til en egns befolkning og gennem et intensivt samlerarbejde dér over 10-15 år, at stable et aldrig før set materiale på benene til brug for den nationale selverkendelse.

Morten Levy

Bjarne Kortsen:

Tonal and Formal Structure of Norwegian Religious Folk Tunes. Duplikeret bog: Copyright Bjarne Kortsen. 1969. Bergen.

Titlen på Bjarne Kortsens bog er forjættende. Desværre er undersøgelsen en skuffelse, den fører ingen steder hen.

Kortsen har taget O. M. Sand-vik's store og grundlæggende samling Norske Religiøse Folketoner l-ll (1960-64) for sig, har analyseret hver enkelt af de talrige melodier for form og tonalitet, og har stillet de vundne resultater sammen i tabeller og statistikker.

Men han gør ikke noget forsøg på udfra melodierne selv at analysere sig frem til de tonale love som gælder for materialet. Tværtimod, de tonale love kender han i forvejen: Det falder ham ikke ind at de norske religiøse folketoner tonalt kan være baseret på andet og mere end skalaer, og endda kun de skalaer han kender, det vil sige durskalaen, molskalaen, og en række kirketonale skalaer. Denne udgangsposition hvor han tager (et galt) facit for givet, blokerer muligheden for at der skulle kunne komme noget ud af undersøgelsen, og den tvinger forfatteren til at lave sig et kunstigt skala-byggesæt for at forklare melodierne. En melodi (ét exempel af mange, nr. 1, l 75d) består ifølge Kortsen af denne følge af tonearter: a-mol med dur terst/a-æolisk/a mol/a æolisk med dorisk sekst/a-æolisk. - Byggesættet slår alligevel ikke altid til, og forfatteren beder derfor i forordet sine »ærede kritikere« forstå, at når dette forekommer er det på grund af ukendskab hos dem som sang og komponerede melodierne, til gregoriansk sang og dens regler.

Toneartsbestemmelsen i hvert enkelt tilfælde virker vilkårlig, andre løsninger kunne ofte være lige så gode eller bedre. Et exempel, Sandviks allerførste melodi. Melo-

dien står i en F-tonalitet og indledes med tonerne c - e, f, g, as, g - f, e, c, en tonerække der af Bjarne Kortsen uden grund karakteriseres som C-dur.

Et lille træk ved undersøgelsen viser tydeligt at forfatteren intet forhold har til folkemusikforskningens almene arbejdsbetingelser. Imellem hans tabeller og statistikker findes også omhyggelig opgjort hvor mange melodier der har G-tonalitet, hvor mange F-tonalitet etc. Han noterer sig med undren at der er melodier der går helt op til tostreget a, og han betragter det som en central iagttagelse at der 5 Sandvik's bøger findes flere melodier noteret i tonearter med fortegn end i tonearter uden. Det er som om Kortsen betragter Sandvik's optegnelser som selve tingen og ikke er klar over at den tonehøjde en folkemusik-optegner vælger at skrive i sjældent er den samme som den er blevet sunget i, - alene af den grund, at det jo er langt mere naturligt for den uak-kompagnerede sanger, når ikke særlige ting spiller ind, at synge i en tonalitet beliggende mellem fx. G og F, end at synge i lige netop en af disse tonaliteter.

Morten Levy

Årgang 44/1969, nr. 07