De elektriske amerikanere

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 07 - side 181-186

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

BALLET

Ebbe Mørk:

DE ELEKTRISKE AMERIKANERE

De aktuelle linjer i internationalt balletliv på baggrund af nogle af de førende kompagniers repertoire og standard.

Der er lige så stor forskel i opfattelsen af balletten som kunstart i det internationale balletlivs førende nationer som mellem de politiske systemer i Sovjet og USA. Begge sætter balletten højt, men den kunstneriske målsætning er lige så divergerende som den økonomiske. i Sovjet lever de store senromantiske balletter stadig som den væsentligste del af repertoiret, og man uddanner i klassisk forstand verdens bedste tekniske dansere, mens man i USA i mangel af samme stolte tradition og historiske baggrund i dansen, dyrker nye udtryk med eksplosiv energi - og mere individuelt end i Sovjet, hvor balletten som al anden kunst er et statsanliggende.

På ækvatorlinjen danser Englands Royal Ballet, stærkt nyskabende i det klassiske repertoire, men ikke så eksperimenterende og åben for fremmede indtryk som samme lands Ballet Rambert, der tegner sig for de betydningsfuldeste moderne tendenser i England. Den kgl. Danske Ballet hører også med i det bedste internationale selskab, men dens linjer tegnes andet steds i bladet. Vesttyskland har efter krigen oplevet noget i retning af et Tanz-wunder i kraft af to engelske balletmestre, Kenneth Mac Millan i Berlin og John Cranko i Stuttgart, mens Frankrig ikke rigtig placerer sig på noget område i dansen for øjeblikket. I Haag har amerikaneren Glen Tetley, hvis Schönberg-ballet »Pierrot Lunaire« er på vor hjemlige ballets repertoire, viet en stor del af sit talent til Nederlands Dans Theater. Balletten på Staatsoper i Wien er et af Europas bedststillede kompagnier, men får kun sjældent lov at danse i et noget konventionelt repertoire. De to store sovjetkompagnier Bolshoi og Kirov har gæstet henholdsvis London og Wien i dette år. Begge viste fabelagtig teknik, men kun sporadisk helstøbte kunstneriske oplevelser. Dem har man derimod kunnet få gennem flere amerikanske kompagnier, hvoraf City Center Jeffrey Balletten og Nikolais Dance Theater, der også har gæstet Europa,.

Hvad USA mangler i ballethistorie og tradition er for intet at regne mod den fremtid, der tegnes af koreografer som Glen Tetley, Gerald Arpino, Robert Joffrey, Paul Taylor, Alwyn Nikolais - og Balanchine ikke at forglemme som garanten for den klassiske stil i levende og nutidig udformning på et niveau, hvor ingen anden koreograf når ham. For folk som Arpino, Joffrey og Nikolais har Marshal Mc Luhans tanker om multi-media-kulturen, der først kom til udtryk i Merce Cunninghams kompagni, været afgørende. Hvis man betragter musik og dans som grundbegreberne i klassisk ballet, er lyd og bevægelse karakteristiske for den nyeste stilopfattelse, der bevæger sig intenst i nye mønstre til elektronisk musik, hvor man gør lyset til dekoration i form af film, blitz, kulørte dias etc. I denne lyd-, lys- og bevægelsesverden finder vi Alwin Nikolais, der har skabt et måske lidt ensidigt, men alligevel meget spændende danseteater, som navnlig dyrker effekten i bevægelserne - mere end harmonien - fra det mest monumentalt stillestående til det vildt infernalske som udtryk for enkle ideer. Nikolais er sjældent dybsindig i sin skaben, men udfolder sig med en simpel kraft, som når langt videre end til det underholdende moment. Det findes forøvrigt også i høj grad hos ham og hans kompagni. Nikolais bygger på et musikalsk talent, der fik sin første udfoldelse, da han som purung var stumfilmpianist i sin hjemby Suthington i Connecticut. Han havde fornøden fantasi til at forbinde musik og handling, toner og følelser. Der er i dag lidt af »den gamle biograf« i hans koreografi, især når han benytter sig af sin humoristiske sans og grænseløse despekt for vedtagne normer i dansen. Repertoiret er enormt. I den alvorlige »Imago« bygger hver sats på et specielt sæt bevægelser. I en enkelt sats bevæger danserne sig kun som metronomer i snævre fodside kjortler, stribede på langs i forskellige farver. Dragten tillader kun simple pendulbevægelser. Det er som om lyset og farverne sætter figurerne i sving, først synkront, senere i individuel opløsning, der ender i den stille og udtryksløse udgangsposition. Et andet af Nikolais' hovedværker hedder »Telt«, en fortolkningsfri historie om ti mennesker og et telt, som de forenes i, et LSD-symbol, hvori de lever deres rus. Teltet er pludselig en fælles kjortel, hvorpå der projiceres farvedias af appelsiner, magasinforsider og uhyggelige mikroskopier. Lyset bliver farveløst, legemsdele stikker ud af huller i teltet en fastfrosset, surrealistisk situation, indtil to mandariner på knæ vandrer frem mod prosceniet, Det hele er som en orientalsk dødsvision, indtil rusen og teltet hæver sig.

I balletten »Tårn« fortæller Nikolais en Babel-historie, hvis forvirring understreges af at danserne taler - i munden på hinanden, fortæller om kageopskrifter, afmagrings- og fedekure etc. etc., mens hver af dem går omkring med et modul, der til sidst føjes sammen med de øvriges til et tårn på hvis top der vajer flag med symboler på den aktuelle verdens-babel: LSD, IBM, ABC, MGM. Det er et effektfuldt bevægelsesteater, som på forbløffende ubesværet vis bringer sin beskuer vidt omkring. Nikolais har gys og gråd, latter og larm, men ingenting varer ved ret længe, livet har fart på.

Robert Jeffrey går ganske anderledes til værks med sit kompagni. Han dominerer det ikke med en bestemt stil, men præsenterer stilarterne side om side, hvad enten de er skabt af ham selv, hans chefkoreograf Gerald Arpino eller den geniale Jerome Robbins, hvem vi savner bittert på det hjemlige repertoire, hvor vi kun har den alt for sjældent dansede »En fauns eftermiddag«. Joffrey-balletten danser bl. a. Robbins »Moves«, som sidst blev vist i København af Batscheva-balletten i dette efterår. Joffrey har et ensemble, der kan udtrykke sig som en helhed i netop denne ballet, der er skabt uden en tone musik. Danserne får virkelig åndedrag til at tale og bevægelser til at virke som udtryk for menneskelig eksistens, kontakt og søger. Her når Robbins ind til dansens væsen, og hans ballet lever lige så selvstændigt som et stykke musik.

Det er dog Joffrey og Arpino, der dominerer kompagniets repertoire med meget rene klassiske ting som »Pas de Déesses«, »Viva Vivaldi« til koncerten i D-dur for soloviolin, strygere og cembalo, og den spanske »Fanfarita« side om side med yderligheder som »The Clowns« og beat-balletten »Astarte«. Den sidste er en chokerende udfordring, som kan dele et uforberedt publikum i to lejre: den der udvandrer, og den der bliver og hujer af begejstring. Balletten begynder i salen til beatmusik af gruppen Crome Syrcus, og et inferna af blåt, hysterisk blitz-lys veksler med bølger af orange og gult spotlight. En ung mand i jakkesæt vandrer op gennem salen, upåvirket af lyd-og lysinfernoet. På scenen tager han tøjet af, indtil den mest nødtørftige hvide slip, og med et bølgende lærred som baggrund møder han sin udfordring i en psykedelisk bemalet sirene, hans partner for en kærlig og hadefuld pas de deux i hvilken han først vinder over den farlige dame, som siden viser sig at være uovervindelig. Under »kampen« vises farvefilmoptagelser af de to, enorme nærbilleder af detaljer, eller i hel figur på den bølgende baggrund. Til sidst undslipper den unge mand sirenens dæmoni. Hun bæres ud. Larm og lys stilner af, det bølgende lærred hæves, afslører den nøgne scene og manden vandrer ud, gennem dør efter dør, indtil han til sidst står ude på gaden i trafikken, der på teatre, hvor det lader sig gøre, virkelig er byens trafik. Andre steder erstatter man med film.

Ved siden af Jeffreys brølende »Astarte« står Arpinos »Clowns« som den anden store oplevelse på kompagniets repertoire. Menneskelivets onde cirkel. Vi er alle klovner, der efter bombekatastrofen bygger op og hjælper, puster liv i de sårede, morer os, indtil magten kommer ind i spillet, og legen ender med en ny krig, et kredsløb, der illustreres af en snes hvide klovner i effektfuld aktivitet og endelig opløsning, da krigsmaskinen tager fat. Et vældigt plasticrør blæser luftpuder ind mellem klovnerne, de bekæmper hinanden med puderne, indtil de alle fanges ind i en stor, gennemsigtig dyne. Her er et groteskt bevægelsesmønster i forbindelse med klassisk mime, smeltet sammen med lys og effekter, farver og kostumer til et uhyggeligt og gribende multi-media-værk. Man undres over, at det er de samme dansere, der på en aften boltrer sig i frit bevægelsesorgie og bagefter tæmmer lemmerne til streng og musikalsk klassisk dans, men det viser kun en gensidig inspiration, der får al inspireret danseudfoldelse til at leve kraftigt i et samlet udtryk.

Man savner de samme udsving, når man sidder som tilskuer til den berømmede Kirov Ballet fra Leningrad. Rusland er stadig landet, hvor man kan skabe ballerinaer i den romantiske, brillante stil, og der er flere af dem end noget andet sted i verden. De forestillinger som Kirov balletten har vist i Vesteuropa har også virket kraftigst på grund af den fabelagtige teknik, i enkelte tilfælde ved dansernes personlige udstråling, men aldrig ved den elegante overensstemmelse mellem teknik, musik, påklædning og personlighed, som den dag i dag kan skabe en atmosfære om den romantiske ballet, som er dens livsbetingelse i en tid, hvor de menneskelige idealer er noget anderledes end dengang, da genren havde sin blomstringstid. Den største svaghed ved Kirovs udgaver af Tornerose« og »Raymonda« er personinstruktionen og udstyret. Det er ikke i den bedste klassiske tradition, men tung fornyelse, der får det hele til at minde om tyske julekalendere fra 20'erne med lumre farver og bleg glimmer. Russerne er eksperter i at begejstre med deres tekniske fuldkommenhed og i visse tilfælde store danseglæde. Kirov kan sætte et strålende program sammen af pas de deuxer og uddrag fra balletter som »Bajaderen«, »Gayaneh«, »Flammerne fra Paris«, »Nøddeknækkeren« og den folkelige »Taras Bulba«. Det er overvældende, men kun som et nytårsaftens-program med sole og raketter. I en nyere ting som »Leningrader Sinfonie« af Igor Belskij nærmer man sig fri dans, men stadig på det klassiske grundlag, og det bliver igen kraften og teknikken, der imponerer, mens det gribende i historien om leningraderbefolkningens heroiske kamp mod tyskernes invasion i 1942, overlades til musikken, der er førstesatsen af Sjostakovitj's syvende symfoni.

England Royal Ballet er mere end noget andet kompagni i Europa præget af sin balletmester Sir Frederick Ashton, som i klassisk forstand er en af vor tids største trinkomponister med forkærlighed for den store handlingsballet. I Danmark kender vi ham bedst fra hans opsætning af »Romeo og Julie« i 1955 og senere hans underholdende »La fille mal gardée«, som desværre ikke fik nogen lang levetid på Det kgl. Teater, selv om netop den danske ballet har store forudsætninger for at gøre den festlige historie levende. Ashtons store musikalitet gør ham også betydningsfuld som koreograf af symfoniske balletter. Hans nyeste mesterværk er en lykkelig forening af handling og symfoni og samtidig en meget engelsk ballet med et nationalt motiv. Han har digtet en malerisk og bevægende historie til Elgars »Enigma Variations«, hvori komponisten portrætterer tolv af de personer, som omgav ham og hans familie i de sene 90'eres adstadige provinsidyl Worcestershire. Det er et genrebillede, som i Ashtons egen og meget personlige instruktion vil holde sig på repertoiret i Royal Ballet mange år frem i tiden. Ved siden af »Enigma Variations« har Ashton komponeret stærke, moderne balletter som »Jazz Calendar«, der viser, at han ikke blot er stemningsfuld og engageret i en fjern epoke. Det er en ballet, som kunne danses med stor succes af vore hjemlige dansere, ligesom hans »Symphonic Variations«.

Margot Fonteyn og Rudolf Nurejev har på flere måder været afgørende for det repertoire, der er danset på Covent Garden i de sidste fem år. Ashton skabte sin »Marguerite et Armand« til dem, og i de moderne og spændende opsætninger, man har givet af klassikere som »Tornerose« har de også været placeret på opgaver, som de med deres stærke personligheder har kunnet gøre endnu mere usædvanlige og inspirerende oplevelser.

Mac Millan, der havde sit ballet-hjem i Royal Ballet, har flere værker på det løbende repertoire. Hans »Olympiade« i begyndelsen af året var en ren fiasko, mens hans Mahler-ballet »Song of the Earth« hører til de mest betagende balletoplevelser i nyere engelsk ballet. Det gør Glen Tetleys »Zigurat« og »Free Fall« ogs. Han lavede dem for Ballet Rambert og gav dermed et tilskud til dette efterhånden lidt distingverede avantgarde-kompagni, som det trængte til for ikke at stagnere i fornyelse indefra.

Hvis man skulle ønske et af øjeblikkets førende kompagnier på gæstespil i Danmark, må det være Jeffrey's eller Nikolais' kompagni. Her arbejdes med ting, vi endnu ikke har set, og udformningen har en standard, som må virke inspirerende hvor som helst. Beklageligt nok er der ikke så stærke grunde til at ønske et af de store russiske kompagnier til Danmark. De elektroniske amerikanere har noget anderledes spændende at vise end de klassiske russere.

Årgang 44/1969, nr. 07