Nye, aldrig før hørte sammenhænge

Jørgen I. Jensen:

Nye, aldrig før hørte sammenhænge

Om Karl Aage Rasmussens musik.

Karl Aage Rasmussens hidtidige musikalske produktion indbyder til at blive placeret i forhold til tre problemstillinger: Det karakteristiske i hans musik lader sig lettest indkredse når det undervejs ses i sammenhæng med den så ofte stærkt fremhævede modsætning mellem på den ene side de serielle komponisters opfattelse, at det - for nu nok engang at bruge slagordet - er komponistens opgave at skabe eller udlede nye, aldrig før hørte klange og på den anden side tressernes danske stilpluralisme, hvor der anvendes musikalske formler fra traditionen, som man forlængst måtte tro var slidt op. Denne problematik leder igen over til to andre spørgsmål, opfattelsen af kunstner-jeg'et og den modernistiske kunstners forhold til traditionen. Da de enkelte værker i Karl Aage Rasmussens produktion - selv om de har en fælles kompositionsteknisk substans - bevæger sig i forskellige retninger, er det nødvendigt at sætte af fra et af dem. Her er valgt orkesterværket »Repriser - fristelser og eventyr«, som er det mest egenartede i produktionen. En accentuering af hensigten med dette værk kan godt opfattes som en indvending mod de øvrige omtalte kompositioner.

Der er den vanskelighed ved Karl Aage Rasmussens musik, at en karakteristik af den må hvile på et totalindtryk af de enkelte værker når de klinger i tid og ikke på en egentlig analyse. Gælder det om al musik at den er beregnet på at skulle høres, så er det dog alligevel som regel sådan, at en analyse vil ligge i forlængelse af den musikalske oplevelse. Det er ikke tilfældet med Karl Aage Rasmussens værker, her vil en analyse være direkte vildledende. Blader man således partituret til »Repriser« igennem, får man indtryk af en musikalsk kleptomani, som overgår alt, hvad der tidligere er set. Værket består næsten udelukkende af ganske korte klip fra værker fra vidt forskellige stilretninger og genrer og indbyder ved første øjekast til en stilistiske placering af enkeltelementerne. Høres værket imidlertid i sin udstrækning i tid, bringes man af elementernes korte varighed hurtigt til at opgive at placere hvert enkelt af dem. Tilhørerenp tvinges til at opgive at tænke i citater og må i stedet opleve i helheder, der er større end enkeltelementerne. Fornemmelsen af stilbrud forsvinder, fordi tilhøreren kun sjældent kan nå at registrere overgangene som brud. Han bringes ind i en tilstand af stilistisk atonalitet, kører i musikalsk karrusel: Enkelttingene mister deres farver og konturer og nye og større flader og linjer kommer til syne. Understregningen af at der af en tilhører, der lytter til et moderne værk, kræves en omstilling, er her overflødig, for omstillingen er indbygget i værket. Dette værk har således ikke, som man umiddelbart skulle tro, mange fælles berøringsflader med de nyere danske værker, som også anvender traditionelt materiale. Mens der nemlig hos f. eks. Ib Nørholm eller Ingolf Gabold på en eller anden måde finder en forarbejdning sted af materialet, stilles i »Repriser« de mest forskelligartede elementer sammen uden kommentarer.

De oplysninger komponisten har givet om værkets tilblivelsesproces uddyber hvad han har i sigte med denne skrivemåde: Efter at udvælgelsen af materialet - mikroelementerne fra traditionen - har fundet sted, kombineres disse elementer på forskellig vis, og der opstår sammenhænge, som komponistens bevidsthed ikke har rummet på forhånd, på samme måde som den serielle komponist ved en seriel prædeterminering af parametrene kan placere en del af skabelsesprocessen uden for sig selv. Dette betyder imidlertid ikke, at komponisten sætter sig selv ud af spillet. Han kommer til syne i udvælgelsesprocessen; ved hjælp af sin intuition antager han nogle af kombinationerne, forkaster andre. På en måde har Karl Aage Rasmussen således problembevidsthed tilfælles med serialisterne, selv om hans løsninger er anderledes. Som dem betragter han det kompositoriske arbejde som en musikalsk pionerfærd: musikken skal føre tilhøreren ind i nye rum, hvor han undres over det han hører. Men mens der hos serialisterne er tale om en horisontal bevægelse ind i ukendt land, finder der hos Karl Aage Rasmussen en vertikal bevægelse sted til det punkt, hvor allerede ryddede strækninger overskues på en gang, således at der kommer nye forbindelseslinjer og mønstre til syne.

Går man fra »Repriser« til komponistens første store orkesterværk »Symfoni for unge elskende«, møder man her den samme mangfoldighed af stilelementer; men der er en afgørende forskel på den måde, hvorpå de kombineres, og det betyder, at dette værk ikke har den samme ligefremme karakter som »Repriser«, men i langt højere grad overlader tilhøreren til sig selv. Stilelementerne er her nemlig ikke blot placeret i forlængelse af hinanden - som det var tilfældet i »Repriser« - men klinger samtidig og er gennemgående af længere varighed. Det kunne lyde som om der i dette værk var tale om en afdækning af lodrette forbindelseslinjer, men sådan struktureres elementerne ikke hos den lyttende; der skabes i hans bevidsthed et rum af samtidige musikalske planer. Værket rummer en kompleksitet som i en helt anden forstand end hos serialisterne er til at høre, fordi der arbejdes med stof, som på forhånd er kendt. Til disse musikalske niveauer føjes så yderligere et personligt erfaringsmæssigt. Det sker ved betitlingen af fire af de ialt seks satser: Drømme og lidenskaber, From me to you, I remember April, ... and the Starlight's kissing me as I Weep. Tilhørerens associationer indgår herved i oplevelsesforløbet, ligesom iøvrigt også musikernes gør det: l sats IV skal musikerne efter at have stemt deres instrumenter »begynde at spille (molto pp) brudstykker af en melodi eller af melodier, som for hver enkelt af dem associerer til begrebet »Kærlighed«, samtidig med at klaver og saxifon spiller pausesignal-lignende vendinger, formentlig for det tilfælde, at der ikke skulle være en eneste af musikerne, der havde noget at spille.

Værket som helhed leder tanken her på de uhyre sammensatte forløb man finder i Charles Ives' orkesterstykker, men mens Ives ved denne teknik berøver amerikanske folkemelodier deres absoluthedskarakter i den hensigt at bringe tilhøreren til en oplevelse af alle tings enhed, sætter Karl Aage Rasmussen punktum efter relativeringen. Han nedbryder ikke melodier, men bringer løsrevne enkeltelementer i et samtidigt forløb. Komponisten meddeler ingen helheder, men overlader det til den enkelte tilhører selv at prøve at danne dem. »Et digt, hvis enkelte perioder ikke peger i nogen bestemt retning eller mod noget som udspilles inden for digtets egne rammer vil for læseren rumme den vanskelighed at han/hun derved nødsages til at opfatte sig selv som mødepunkt,« skriver Per Højholt i »Cezannes metode« i en anden sammenhæng, og han har dermed givet en meget præcis opridsning af problematikken i Karl Aage Rasmussens værker.

Skrivemåden fra »Symfoni for unge elskende« genfindes i kammeroperaen »Krapps sidste bånd« til tekst af Samuel Beckett, idet der dog her naturligvis er tale om en sammenbringning af et dramatisk forløb og et musikalsk. Becketts stykke har som eneste person en gammel mand, der er ved at gå i opløsning og som ved at høre en række bånd, han selv har indtalt, konfronteres med tidligere faser i sin tilværelse. Teksten er i henseende til dramatisk forløb absurd, men har alligevel det klare sigte at fremvise nedbrydningen af et jeg. Denne tekst kombinerer Karl Aage Rasmussen med en række traditionelle, ind imellem direkte banale vendinger, af hvilke flere anvendes gentagne gange, således at helt forskellige situationer kombineres med det samme musikalske motiv. Musikken kan således ikke opfattes som ledsagemusik i traditionel forstand, komponisten forsøger ikke på at forstærke enkeltsituationernes svingninger, men har i stedet villet prøve at se, hvad der sker, når et absurd dramatisk forløb kombineres med et absurd musikalsk. Musikken tolker således ikke teksten, men giver tilskueren et redskab, hvormed han kan prøve dens modstandsdygtighed i en oplevelsessituation. Man kan af musikken hverken udlede et positivt eller negativt forhold til teksten, højst at dens problematik er en mulig udgangsposition.

I både operaen og symfonien meddeler komponisten sig ikke direkte. Den sandhed, at et musikalsk værk aldrig kan eksistere i sig selv, men kun når en person forholder sig til det i tolkning og oplevelse, hvilket igen betyder, at personens forudsætninger indgår som faktorer i oplevelsen og tolkningen, er her markeret i selve værkerne. De indbyder til flere fortolkninger og oplevelsesmåder; tilhøreren må selv foretage en videre forarbejdning af det anvendte materiale.

IV

Set på denne baggrund har det sidste værk fra komponistens hånd »Symphonie classique« en ejendommelig definitiv karakter. Teknikken er for så vidt den samme som i de tre allerede nævnte kompositioner, men der er den forskel, at samtlige elementer er hentet fra to ganske bestemte stilretninger, nemlig klassik og barok; og det betyder, at de i tilhørerens bevidsthed ikke kan løsrives fra deres oprindelige sammenhæng. Som før nævnt går ingen forudsæt ningsløst til en musikoplevelse, alle medbringer en mere eller mindre bevidst forestilling om de lovmæssigheder - tonalitet, dissonansens opløsning i konsonans f. eks. - som hersker i et forløb fra barokken eller fra klassiken. Dette forhold betyder - uanset hvilken intention komponisten har haft med sit værk - at anvendelsen af ganske korte enkeltelementer kun kan tolkes som en destruktion. Værket opleves som et traditionelt modernistisk opgør med traditionen, et opgør man ikke kan tage helt alvorligt, fordi modernismen netop ikke kan eksistere uden traditionen, den lever af at bryde traditionen ned, hvad »Symphonie classique« er endnu et eksempel på.

V

Sammenfattende kan det da om Karl Aage Rasmussens musik siges, at den til forskel fra en traditionel skrivemåde, hvor grundelementerne er de musikalske atomer, tonerne, arbejder med molekyler, traditionens organisering af tonerne, og mens i den traditionelle musik den enkelte tone bestemmes af dens relationer, er i Karl Aage Rasmussens musik relationerne mellem molekylerne, enten de nu er placeret succesivt eller simultant, rykket i centrum for interessen. Fra tressernes øvrige danske stilpluralisme adskiller Karl Aage Rasmussen sig derved, at han ikke i egentlig forstand forarbejder det traditionelle materiale. Med halvtredsernes serialisme har han både i arbejdsproces og med henblik på den problembevidsthed værkerne afspejler - inddragelsen af stilen som et parameter i en bestræbelse på at skabe nye, aldrig før hørte sammenhænge - en del tilfælles, selv om løsningerne på problemerne er anderledes.

Den opfattelse af kunstneren, som kan udledes af værkerne, hænger sammen hermed. De mange stilelementer, som bringes sammen, kunne man nemlig blive fristet til at tolke som en direkte afspejling af en pluralistisk oplevelse, en oplevelse af, at vi bestandigt befinder os i vidt forskellige situationer, som vi i så høj grad er et produkt af, at det spørgsmål melder sig, om man overhovedet kan opretholde forestillingen om et sammenhængende jeg og altså også om kunstner-personligheden. Selve oplevelsen er Karl Aage Rasmussen ikke - som vel ingen er - upåvirket af, det viser hans interesse for Beckett, som han dog ikke erklærer sig solidarisk med, og den omstændighed, at han i »Symfoni for unge elskende«, uden selv om at være alt for meddelsom, lader tvivlen indfinde sig hos tilhøreren. Men i »Repriser« afsløres det, at han forstår sig selv som kunstner i gammeldags forstand. Kompositionsmaden i dette værk hviler på den opfattelse, at komponisten er den, der i kraft af sin intuition kan meddele en oplevet indsigt, den, der i en materialisering kan afspejle bevægelser i sindet, som iøvrigt ikke lader sig formulere.

Oplysninger:

Karl Aage Rasmussen f. 1947.

Vigtige værker:

1966: »Dette øjeblik«, 2x7 haiku-digte for 3 sopraner, fløjte og slagtøj.
Choralis Constantinus, Musik til en Chagall-oplevelse for 22 musikere.

1967: »Når jeg var lykkelig, skrev jeg ingen sange« for baryton og guitar. Tekst efter anonyme Zigeuner-viser.
Symfoni for unge elskende.

1968: Repriser- fristelser og eventyr.
»Krapps's sidste bånd« En operafantasi til tekst af Samuel Beckett.

1969: Symphonie classique.