Pladefortegnelse

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 07 - side 204-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

PLADEFORTEGNELSE

USAGLIG

Bent Lorentzen: Elektronmusikkens materialer og æstetik. LPWH 3014 Wilhelm Hansens Musikforlag.

ifølge forlagsmeddelelsen en »pædagogisk plade, hvortil er trykt et partitur, som er vedhæftet,« — »lige velegnet til selvstudium som i pædagogisk øjemed.«

ifølge omslaget indeholdende »Gennemgang af Brun: Anipigra-phé, Varése: Poème électronique, Arel: Stereo Electronic Music No. 1, Berio: Momenti, Ligeti: Artikulation, Dufrène-Baronnet: U 47.«

på én LP.

Det er sgu koncentreret pædagogik, hvis det er rigtigt. Det er det ikke.

På pladen lægger Bent Lorentzen ud med en lille fiks vignet (en elektronisk behandling af ordene »elektronisk musik«) og starter derefter, som var det et foredrag på plade. Det viser sig dog at være et causeri, som gradvist indskrænker sig til nogle få kommentarer mellem lydeeksemplerne. Der er heller ikke tale om nogen gennemgang af de 6 nævnte værker, men bare eksempler fra dem. Stilen er altmodisch, lidt affekteret, og den pseudo-pædagogiske metode, Lorentzen anvender, består i en vis organisation af lydeksemplerne og i at meddele tilhørerne de fakta, den alvidende pædagog mener, de har brug for til opnåelse af den rette erkendelse. (Den slags kaldes ofte indoktrinering).

Det er meget afvekslende, hvilke tekniske detaljer Lorentzen finder anledning til at give videre, og en

enkelt forklaring er så forvirret, at den bliver forkert.

Nogle eksempler: Indledningsvis fastslår Lorentzen, at en sinustone ingen klang har. Men ordet klang har dobbelt betydning, noget man har - og noget man er. En sinustone er ingen klang, men har en klang.

Han nævner to forskellige måder at lave efterklang på, og at de lyder så godt som ens; men intet om forskellen imellem dem eller hvad de går ud på.

l to eksempler (12 og 13) er efterklangen noteret i studiepartituret på en anden måde en i eks. 19 og fremefter.

Midt i det hele bruges to eksempler (se studiepartituret eksempel 24 og 25) på at forklare det samme, som allerede eks. 17 har vist.

Fonogen og filter demonstreres omstændeligt, ringmodulatoren affærdiges med, at virkemåden er for indviklet at forklare, og begrebet firkantsvingning /firkantklang indføres uden den fjerneste forklaring.

Eks. 3 i studiepartituret viser meget mere, end Lorentzen gør opmærksom på; ved eks. 26 findes en uforklaret tegning, og den skrevne redegørelse for fremstil-lingsproceduren af eks. 36 er så kompleks, at man ikke kan nå at opfatte den, inden lydeksemplet bringes, hvis man ikke vil standse pladen.

Men det værste ved hele projektet er den usaglighed, Bent Lorentzen gang på gang lægger for dagen. Med en overskrift som »Elektronmusikkens materialer og æstetik« er det uvederhæftigt først at nævne lidt inde på pladeside 2, at man »naturligvis« også kan bruge optagelser af konkrete lyde. Selv hvis man ser helt bort fra Musique concrète, har der været konkrete elementer i elektronisk mušik siden 1956! (Stockhausen: Gesang der Jünglinge).

I indledningen til 3. afsnit: »Elektronmusikkens æstetik«, siger Lorentzen: »Det er naturligvis ikke muligt klart at adskille begreberne æstetik og stil, og derfor vil jeg ofte i det følgende lade disse to ting gå ud på ét.« Og det, som dette æstetik/stilbegreb dækker for Bent Lorentzen, viser sig efterhånden: monotoni contra afveksling, enkel produktionsmetode contra indviklet, om et stykke virker mekanisk eller organisk; det betegnes som æstetiske laboratorieforsøg at sammensætte båndstykker med forskelligt materiale, dels successivt, dels simultant; en gen-i nemgang af fem æstetiktyper viser hovedsageligt at bestå af udtryk som følgende:

(1) »... smart i en art amerikansk formulering. Stilen er veloplagt og rap ...« (2) »... en voldsom, gestikulerende musik, der er udtryk for en frodig fantasi og et næsten aggressivt udtryk.« (3) »... stram og stærk formulering.« (5) »... groteske og surrealistiske lyde.« Nr. 4 karakteriseres tilsyneladende bedst ved, at den placerer sig »smukt«

mellem nr. 1 og 2 og på den ene side og nr. 3 på den anden.

Bag på pladeomslaget får vi serveret udtrykket: »... en frisk og veloplagt æstetik.«

Men:

Stil opfattes almindeligvis som en egenskab ved et musikstykke, en komponist eller en epoke. Æstetik til gengæld som en videnskab. Æstetik omfatter ifølge mag. art. Poul Nielsen (DMT 1/69) områder som »kunstteori, kunstfilosofi, kunstens ontologiske, samfundsmæssige, psykologiske placering, kritisk metodik.«

Musikæstetik dækker ifølge musikpsykologen Jørgen Pauli Jensen (DMT 3/69) »f. eks. musikkens historie, musikkens håndværkslære, musikkens filosofi, musikkens psykologi, musikkens sociologi, musikkens etnologi, musikkens fysik (= akustik).«

Der medfølger ingen henvisninger til supplerende materiale, udover plademærker og -numre på indspilninger af de ovennævnte 6 værker.

Pladen kan ikke anbefales.

Til dem, der har købt pladen og ikke ved, hvad de skal stille op med den:

I Jan Maegaards bog »Musikalsk Modernisme« (Stig Vendelkjærs forlag 1964) Kapitel II, Musik på tonebåndj er der en udmærket gennemgang af elektronisk musik, dens udbredelse og anvendelse, med litteraturliste og pladeliste. Fremstillingen slutter desværre ved 1962.

I Dansk Musiktidsskrift 1969/1 er der en artikel af Carl Dahlhaus om Musikæstetik, med kommentar af Poul Nielsen.

l Dansk Musiktidsskrift 1969/3 en kommentar til Dahlhaus' artikel, »Æstetikkens dårlige rygte«, af Jørgen Pauli Jensen.

l Nutida Musik 68/69, hefte 2, (udgivet af Sveriges Radio) en artikel af Bengt Emil Johnson om elektronmusikkens historie, med omtale af en række værker og komponister; ordforklaring med redegørelse for tonegeneratorer, klang, impulser, hvid støj, filter, ringmodulator, ekko, impulshakker m. m., og med en liste over 35 plader med elektronisk musik, heraf 3 med pædagogisk sigte.

Henrik Colding-Jørgensen

KLARINETKVINTETTER

W. A. Mozart, Kvintet i A-dur,

KV 581.

Carl Maria von Weber, Kvintet i

B-dur, op. 34.

Elisabeth Sigurdsson, klarinet og

Københavns Strygekvartet. Fona

TF 107, mono/stereo.

Mozarts og Webers klarinetkvintetter foreligger her i en indspilning, som fortjener uforbeholden ros. Elisabeth Sigurdsson og Københavns Strygekartet har fundet sammen til et kammermusikspil af højeste karat. Strygerne forener sig med klarinetten i forbilledlig klanglig balance. Tempovalget er fortræffeligt - bortset fra 1. violinens umotiverede og forstyrrende accelerando i den første trio af Mo-zart-kvintettens menuet - og intonationen pletfri. Optagelsesteknik-ken er fuldt på højde med pladens musikalske kvaliteter, og presningen giver ingen anledning til kritik. Når dertil kommer, at man ved siden af en gammel kending finder et værk som Webers op. 34 -ikke just dyb musik, men meget velskrevet og på en charmerende måde forenede wienerklassisk ånd med rossinisk letsindighed - kan denne plade kun anbefales på det varmeste, ikke mindst prisen taget i betragtning.

H.R.

Årgang 44/1969, nr. 07