Musikalier

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 01 - side 19-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

MUSIKALIER

Flemming Weis:

Femdelt Form.

Fl. Weis bygger sit værk på en række, som genkendes i alle fem satser. De to ydersatser er mest beslægtet med hinanden, i den første sats præsenterer komponisten sin række og en markant rytmisk figur. Sidste sats er en spejlvending af rækken og den før nævnte martellato figur, begge satser er Allegro Agitato, stærkt i udtrykket, l anden og fjerde sats behandler Weis rækken mere frit, han fantaserer over den i lette figurationer. Disse lette figurationer munder ud i en Adagio i 4. sats slutning, l den smukke langsomme midtersats er rækken augmen-teret. Satsen danner et hvilepunkt i værket med sin statiske ro. En virkelig gennemarbejdet, velklin-gende komposition, værd at beskæftige sig med.

Femdelt Form er udgivet af Engstrøm & Sødring Musikforlag i en smuk og letlæselig udgave.

Elisabeth Lutyens:

Symphonies for Solo Piano, Winds, Harps and Percussion. Op. 46. Schott & Co., London.

Symphonies er bestilt af BBC til Promenade Concert i 1961. Den eensatsede serielle komposition er delt op i 8 sektioner. Sektionerne markerer faktisk tempo forandringerne, det musikalske stof er det samme. Stoffets udformning er tættest i midtersektionerne, hvor tempoet bliver hurtigere og motiverne kommer i tætføring. Klaver-partiet er egentlig ikke solistisk. Det er mere kammermusik end en koncerterende stemme, klaveret føjer sig polyfont ind i helheden. Desværre fik jeg kun udgaven til 2 klaver-versionen, og det er vanskeligt at bedømme klangvirknin-

gerne, når man ikke kender or-kestreringen. Men så vidt jeg kan se, er det godt og solidt arbejde, men tydeligt påvirket af Boulez, uden dennes originalitet.

Alun Hodinot:

Sonate Nr. 5. Opus 57. Oxford

University Press.

Sonaten er skrevet på opfordring af The Welsh National Council of The United Nations Association, for at fejre »Året for Menneskerettigheder« i 1968. Den blev uropføre af John Ogdon ved Cardiff Festi-vel. Det er et virtuost værk, med alt for meget op og ned ad tangenterne. Den har 4 satser. Den 1. sats er en stor kadence, hvor man får øje på et lille motiv mellem løbene og 2. sats bliver bygget over dette motiv, som her optræder augmenteret. Satsen er langsom ligesom den 3. sats, men det forhindrer ikke Hoddinott 5 at pynte også disse satser med diverse tertsløb og tremoloer. 4. satsen hedder Toccata, den er etudeagtig, kedelig, den løber af sted i det uendelige i unisonogange. Desværre alt for mange toner, det musikalske udbytte derimod alt for ringe.

Richard Rodney Bennett:

Piano Concerto. Universal Edition.

Koncerten er bestil af Feeney Trust for the City of Birmingham Symphony Orchestra og er skrevet til Stephen Bishop. Dette har åbenbart inspireret Bennett til kla-verpartiets virtuose udformning. Klaverstemmen er spækket med tekniske vanskeligheder, som får en til at tænke på Liszts Parafraser. Orkesterbesætningen er stor, med udvidet træblæsergruppe og ligeledes udvidet slagtøjsgruppe. l den smukke lyriske 1. sats har træblæserne en betydelig rolle, klaveret akkompagnerer med figurationer. Pianisten får dog lejlighed til at vise brillant spil i store kadencer. Den velturnerende 2. sats virker scherzoagtig. Den langsom-

me og meget rubato 3. sats har mange smukke momenter, en dialog mellem klaver og 2 horn virker inspireret. Attacca følger den virtuose 4. sats, hvor meget hyppige taktskift og stor slagtøjvirksomhed gør satsen morsom og høreværdig. En virkningsfuld koncert, hvis pianisten har den nødvendige virtuositet.

Luciano Berio:

Sequenza IV. Universal Edition, London.

Det er et raffineret stykke, som en pianist med klangsans kan have glæde af. Der er en melodistump som går igennem hele stykket, som en rød tråd. Akkordrækker holdes fast med sostenuto pedalen og helt fantastiske figurationer bygger broer mellem akkordrækkerne. Fi-gurationerne har kæmpe-intervalspring og skal spilles så hurtigt som muligt. Klangfarverne er fra det hviskende pianissimo til de helt store dynamiske udladninger.

Luciano Berio:

Rounds. Universal Edition. Dette lille 3'delte stykke er skrevet i 1967. Udtrykket og stilen i det minder mig om hans Cinque Varia-zioni. Et dejligt stykke musik, knap i sin form, formet af en mester. Elisabeth Klein.

Årgang 45/1970, nr. 01