Udstilling

Gunnar Colding-Jørgensen:

UDSTILLING

Ole Schmidts opera »Udstilling« med tekst af Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen. Premiere på Det kongelige Teaters nye scene 5. december 1969.

Det centrale indhold i denne gennemført symbolistiske opera kan vel nok koges ned til en venlig opfordring til at betragte sig selv og verden noget mere nøgternt og åbent, end almindeligt er. Man bliver under opførelsen hele tiden opmærksom på sin tilbøjelighed til at tænke i operabaner, kunstbaner, revybaner, i det hele taget i baner, som andre har fastlagt for en, og man bliver hver gang bragt lidt fra koncepterne, når ens tankebaner gøres til skamme. F. eks. venter man, at der skal ske et eller andet forfærdeligt med negeren, og da det ikke sker, bliver man automatisk lidt forlegen over, at man har ventet det - en elegant anskuelsesundervisning.

Selve ideen med udstillingen, der er os selv, er der ingen grund til at uddybe, men en række mindre træk kunne have krav på interesse: det var tydeligt, at publikum (operaens) ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med scener som f. eks. den med læreren og skoleklassen. Som satire var den for svag, som hyggescene ligeså. Grunden til at scenen sagde i hvert fald mig noget, er, at det jo er rørende rigtigt, hvad den arme lærer forsøger at forklare ungerne med at se åbent, opleve o.s.v., o.s.v. Det samme gælder kulturministerens tale, som det var et stort fejlgreb at gøre til et satirisk revynummer. Man skal forestille sig en Helveg Petersen eller Bodil Koch, et velmenende, engageret menneske, så først får det mening, l sin radioanmeldelse kaldte Henning Jørgensen operaen for noget i retning af et overskudsprodukt af velstandssamfundet. Det var ment nedsættende og henkastet i en bisætning, men det var måske netop det, som det var værd og beskæftige sig med. Man kan nu engang ikke sige noget væsentligt om dagens Danmark ved hjælp af Brecht-satire, men nok ved Jensen-Rif bjerg-elskværdighed.

Hvorfor i øvrigt denne kritikervrede over den uigennemførte striptease? Det er i sammenhængen ikke særlig vigtigt, om den gennemføres, og netop det ugennemførte siger også noget. Men man vil ikke se, man vil forarges. Efterhånden er satiren og forargelsen blevet det vedtagne.

Det mest interessante i forestillingen var koret. Nu er man så vant til Wieland Wagners forgæves forsøg på at få høje og lave, tykke og tynde, til at se ens ud. Resultatet bliver uvægerligt, at alle ser uhyrlige, umenneskelige, grimme og særdeles forskellige ud. Her derimod havde korsangerne fået lov til at se forskellige ud, og minsandten om de ikke passede udmærket sammen og i virkeligheden havde nydelige og interessante fysiognomier. Her som forbløffende mange steder i det usædvanlig godt gennemarbejdede stykke fremtrådte en variant af hovedmoralen i en detalje.

Der var en vis amatørstemning over opførelsen. Før man kritiserer den, bør man betænke, at fornyelser, også inden for opera og operaopførelser, næsten altid stammer fra amatører. Og når man ser den ellers dygtige Poul Karlskov fordærve hele scenen med pressens lille familiehistorie ved et frit i luften svævende professionelt »dramatisk« spil, bliver man taknemmelig for amatørerne.

Mindre amatøragtig er Ole Schmidts indsats, hans musik er og bliver professionel, men han havde ladet sig inspirere til at skrive en velegnet musikalsk kulisse, og hans ledelse af opførelsen var følsom og omsorgsfuld.

Det store spørgsmål er slutningen. Anført af negeren styrter den store forbrødrede masse jublende ud for at finde mennesket. Et skrig høres, og man vender desillusioneret tilbage, opdelt i små grupper under sagte recitation af »Fælles interesser holder sammen på familien«.

Var man ondskabsfuld, kunne man kalde det en nødløsning - det skal jo slutte på en eller anden måde. Men mon ikke man kan fortolke det som værkets eneste pessimistiske indslag: Vi (danskerne?) har alligevel ikke kraft til de store følelser, til den store solidaritet, den store glæde, som vi egentlig så gerne ville opleve. De nøjsomme, små gode glæder er hvad vi kan svinge os op til trods vor lejlighedsvise drøm om noget andet og mere. At sige det med venlighed og uden foragt er ikke nogen ringe præstation.