Fra UTS til DUT

Af
| Årgang 45 (1970) nr. 02 - side 21-24

Helge Bonnén:

FRA UTS TIL DUT

I anledning af DUT's 50-års jubilæum fortæller foreningens stifter, Helge Bonnén, på redaktionens opfordring om starten og udviklingen de første år.

Jeg boede på Godthåbsvej nr. 38 - 4. sal. På tredie sal boede Adda og Lillian Varnung. — Når jeg begyndte at øve mig på Brahms, César Franck eller Debussy startede Lillian altid med en sand tyfon af skalaer og andre øvelser - op og ned i en uendelighed. Jeg gjorde selvfølgelig vrøvl, men det viste sig at hun gjorde det med velberådet hu, da hun mente at genere mig mindre når vi øvede samtidig.

Sådan begyndte et musikvenskab der skulle udvikle sig. Adda og Lillian havde musikkammerater, det samme havde jeg og det blev til at vi søgte sammen, spillede, sang, diskuterede og drak the i spandevis. Jeg ved ikke hvem der fandt frem til Per Nielsen-Jexen, denne musikalske idealistiske grosserer der havde sit store hjem i Niels Brocksgade, men her samledes vi efterhånden og her udvidedes vennekredsen og musik og den obligate the blev alfa og omega.

En skønne dag luftede jeg ideen til at lave en ung tonekunstnerforening for Jexen. Han blev fyr og flamme derover, og vi, der på det tidspunkt var nogle og tyve unge tonekunstnere, startede »Unge Tonekunstneres Selskab«. Den 10. april 1920. Vi startede med at give små interne aftener hvor vi musicerede for hinanden og hvor vi modtog ældre tonekunstnere, som så musicerede for os og drak den uundgåelige the. At vi ikke druknede deri er egentlig uforståeligt

Det lille kontingent vi opkrævede hos vore medlemmer forslog slet ikke til alt det vi ville lave og så fik vi den geniale idé at give en offentlig koncert, og den 6. april - for at fejre vor et års stiftelsesdag - optrådte vi alle, i Odd Fellow Palæets store sal, mindre kunne ikke gøre det. Vor frækhed blev belønnet med en fuldstændig udsolgt sal. Men pressen var os da også usædvanlig venligt stemt og Axel Kjerulf skrev en meget stor artikel om vort foretagende og jeg er ubeskeden nok til at citere Politiken: »Den unge talentfulde Komponist og Pianist Helge Bonnén der er Formand og Sjælen i det Hele, er en saa begejstret og energisk ung Mand, at man tør vente sig noget baade af ham og hans Selskab.«

Som sagt, der blev både succes før og efter koncerten og dejlige penge i kassen, således at vi nu havde økonomisk basis for at realisere vore planer. Vi fortsatte med de interne aftener og arrangerede små offentlige koncerter hvor vore medlemmer gratis kunne udtrykke hvad de havde på hjerte. Til trods for at mange af gamle tonekunstnere så på vort initiativ med lidt syrlige øjne! »At vi dog ikke kunne vente med al den offentlighed til vi var dygtigere!« - Ja, tiltrods herfor fortsatte vi. Såvel solisterne som de unge komponister høstede godt heraf. Skemaet for vort virke aftegner sig egentlig ret godt i et program ved en koncert i Domus Medica. Der blev opført en sonate for violin og klaver af Einar Jacobsen, Johan Hye-Knudsen mødte med Kammerduetter for fløjte og cello. Af Flemming Weis hørtes en strygekvartet og så sang man sange af Jens Thorvald Larsen og Hugo Seligmann. De optrædende var Erling Bloch, Uno Brovall, Johan Hye-Knudsen, Gilbert-Jespersen, Karen Fridericia, Lili Gade, Gunnar Frederiksen og Skeel-Gjørling samt Lis Mogensen-Witte og Gudrun Seligmann.

UTS rammer var efterhånden blevet fastere aftegnet. De interne sammenkomster var bibeholdte - og på disse blev udviklet mange af de tanker der senere skulle virkeliggøres. De små offentlige koncerter, hvor hvert medlem havde sin afdeling at udfylde, havde deres store mission, ikke mindst for de mange danske komponister af de yngre årgange, der her fik deres værker frem i upretentiøse rammer. Flemming Weis, under hvem disse koncerter sorterede, løste opgaven med sikker hånd og havde stor ære heraf.

Gik det således godt indad, så fulgtes dette op med UTS kontaktbehov overfor udenlandske kunstnere og den nyere musik - dog ikke den mest expérimentale som foreningen »Ny Musik« tog sig af. Vi arrangerede store »festkoncerter« der fandt sted i Odd-Fellow Palæets store sal, og en enkelt i Tivolis Koncertsal. Her fremførte yngre kunstnere fra Norge - der lagde for - deres nyere værker. Herefter fulgte, så i årlig rækkefølge, svenske, franske, tjekkoslovakiske og tyske med deres vægtige bidrag. Disse bemærkelsesværdige koncerter der blev afholdt med de pågældende landes ambassaders støtte (moralske) vakte kolossal interesse og bragte en god vekselvirkning kunstnerne imellem. Koncerterne blev til efter planlægning af Knudåge Riisager, Launy Grøn-dahl og Helge Bonnén. Her må jeg tilføje at jeg var formand fra stiftelsen og til 1922. Jeg blev efterfulgt af Knudåge Riisager der virkede i 2 år og da han gik af afløstes han af Launy Grøndahl, indtil jeg atter overtog formandsposten fra 1925 til 1928. l 1925 startede vi »Dansk Musiktidsskrift« med mig som ansvarshavende redaktør indtil 1929. Efter en svag første årgang fik tidsskriftet det format det har i dag (45 år senere) og heri kunne ældre som yngre musikskribenter og tonekunstnere få plads til deres tanker og meninger. Ligesom vi oprettede flere spalter for musikkritik af vort hjemlige koncertliv. I 1925 oprettede vi en afdeling af UTS 5 Århus med Gerhardt Lynge som formand. Denne afdeling gled dog ud efter nogle års forløb.

Til sidst noget om vort forhold til »Dansk Tonekunstner Forening« hvis formand var Hakon Børresen. Det blev et stormfyldt kapitel. De ældre regnede overhovedet ikke med os - kendte os knapt af navn - og de havde den formening at kun deres forening kunne tegne dansk musikliv, her og i udlandet. Første gang vi stødte sammen var ved Lange-Müllers 75 år fødselsdag. Vi havde gennem mange år haft et inderligt venskab - og et accepteret venskab - til denne geniale danske romancekomponist. Det faldt os da
ganske naturligt at fejre ham offentlig på denne dag. »Som det sig hør og bør, var Ungdommen raskest i Vendingen til at fejre vor nationale Tonedigter P. E. Lange-Mullers tilstundende Fødselsdag,« skrev Nationaltidende. Dette passede ikke den ældre generation der først i den elvte time kom i tanker om at fejre ham. Med grove ord søgte man at trumfe igennem at de kom først, men vi afviste dem blankt og havde den glæde at Lange-Müller stod bag os. Efter denne koncert oprettede daværende undervisningsminister Nina Bang det stedse bestående Lange-Müllers legat, (de første år på 1000 kr.) at uddele til en »ung dansk tonekunstner«. Dette i relation til hvad Nina Bang udtalte ved indstiftelsen, »For faa Dage siden hørte vi dansk Tonekunstner-Ungdom hylde Dem i Musik og Sang.«

Næste sammentræf med Dansk Tonekunstner Forening kom i anledning af de store nordiske musikfester der, denne gang i 1927, skulle finde sted i Stockholm. UTS der nu havde fast grund under fødderne fik en speciel indbydelse fra »Foreningen Svenska Tonsättare« og glædede os til at fremføre nogle unge nutidige værker og præsentere nogle yngre begavede solister.

Hakon Børresen i spidsen for »Dansk Tonekunstner Forening« forsøgte helt at negligere Svenska Tonsättares opfordring specielt til de unge, og vi måtte skrive til Stockholm om at bringe orden i sagerne. Vi kom med på lige fod, men blev alligevel narrede af de ældre der kun syntes at kende de ældre allerede fastslåede danske komponister. Jeg var ene om at repræsentere UTS og havde en hård og til tider hensynsløs kamp for at få vore unge med. Protester hjalp ikke, Børresen var for dreven til at komme om hjørnet med. Det eneste jeg fik klaret var at Knudåge Riisagers »Stråkkvartet nr. 3« blev spillet af Breuning - Bache kvartetten, og så nogle sange af Emilius Bangert og Adolf Riis-Magnussen. Fritz Crome sammenfattede den svenske modtagelse af kvartetten således: »Men morsomt er det for en dansk at kunne konstatere, at det blev et helt moderne dansk værk, Knudåge Riisagers Strygekvartet nr. 3 der samlede Hovedinteressen om sig«, og senere: »dets Musikværdi er ubestridelig« og vakte »en smigrende Opmærksomhed, som det i fuldt Maal fortjente.« Det danske program - der forøvrigt opnåede en stor publikumssucces - blev af de deltagende nordiske kolleger betegnet som misvisende ved en musikfest hvor vægten af de fremførte værker skulle ligge på nye og ikke gammelkendte kompositioner. Hvem der har lyst til at følge det Bråvallaslag der fulgte mellem Hakon Børresen og mig kan læse alt herom i Dansk Musik Tidsskrift anden årgang og konstatere at UTS var i fuld samklang med de svenske Tonsät-tare der krævede ændringer i den fremtidige programlægning. Formanden for de svenska tonekunstnere skrev den 5. september følgende til mig som formand for UTS:

»Jag får på hjärtligsta tacka for Edra publikationer specieilt for nr 9 och 10 med meddelandena over musikfesten. Tror Ni att vi får emotse forslag till ordnande av framtidiga musikfesten från de danska föreningarna?« Eder tillgivne, Kurt Atterberg. (Pag. 43 i 3. årgang).

Jeg blev imidlertid ikke i stand til at følge den videre udvikling da jeg noget senere afgik som formand for UTS.

Jeg håber at have fået det væsentlige frem om UTS's første 8 år, jeg mener selv at vi: Knudåge Riisager, Launy Grøndahl og Helge Bonnén havde fået lagt et fint grundlag for den nuværende evigunge arvtager DUT.