I anledning af

Johan Bentzon:

I ANLEDNING AF

En beretning om, hvordan DUT fik sin nuværende skikkelse som forening for ny musik — af en af hovedmændene bag denne udvikling.

Det unge Tonekunstnerselskab fejrer 50 års jubilæum; ved den lejlighed skal der kort mindes om, at det fik sin nuværende skikkelse ved en sammenslutning i 1930 mellem de to foreninger »Unge Tonekunstnere« og »Ny Musik«. Udviklingen i de sidste årtier har ført med sig, at det mere er blevet »Ny Musik«s målsætning, herunder arbejdet som sektion af ISCM, end de unge tonekunstneres i bred forstand, der er blevet varetaget.

Jeg kom selv ind i den nye sammenslutning gennem mit medlemsskab af »Ny Musik«, men fandt givetvis mine største udfoldelsesmuligheder på den linie, der havde været »Unge Tonekunstnere«s: arbejdet med at fremføre samtidens kammer- og orkestermusik i samarbejde med mine jævnaldrende musikerkammerater i det omtrent på samme tid oprettede orkester. At det lykkedes at holde sammen på dette orkester og give det en antagelig kvalitet gennem en halv menneskealder skyldtes dels ungdommelig idealisme, dels tredivernes arbejdsløshed. Den gjorde sig særlig stærkt gældende inden for musikerverdenen, fordi den fulgte oven på den reduktion af musikernes arbejdsmuligheder, som i første omgang var en følge af den mekaniske musiks indførelse.

Var vor idealisme derfor nok til en vis grad en dyd, der var opstået af en nødvendighed, så var vort behov for at spille i alt fald stort og ægte. Og ligesom komponisterne nutildags søger til lydverdenens ubrugte muligheder ifølge loven om den mindste modstand, så søgte vi naturligt til vore lidt ældre og jævnaldrende komponisters værker som det område, der endnu ikke var erobret af vore ældre, etablerede kolleger.

Penge til at betale for arbejdet var der til at begynde med ikke, eller kun i meget begrænset omfang; jeg regnede efter en af de første sæsoner ud, at jeg pr. tjeneste (prøve eller koncert )havde fået fem kroner, det beløb for hvilket man dengang - som afdøde kgl. kapelmusikus Johs. Bruce sagde til garderobedamen i Odd-Fellow Palæet efter en stormfuld prøve - kunne disponere over en musiker efter forgodtbefindende; »og så har han ikke engang lov til at protestere«. Men som sagt, vort behov for at komme igang med at vise vore evner var stort, og troen på vor ideelle sag tilsvarende.

Idealismen gav sig også udslag i orkestrets organisationsform som den efterhånden blev fastlagt; det fik egen bestyrelse og repræsentanter i Du Ts, deltog i censurkomitéens arbejde og den deraf følgende programlægning, og selv efter at orkestret efter et par års forløb kun optog professionelle musikere, blev alle pladser hvert år erklæret »ledige«, hvilket i alt fald fik betydning for violinerne, som i mange år alle måtte deltage i en åben konkurrence.

Orkestret var dels opstået i forlængelse af et kammerorkester, der på Charlottenborg havde arbejdet med barokmusik med Sverre Forchhammer og Waldemar Wolsing som ledere, dels af et ensemble, der var blevet samlet af Otto Mortensen for at fremføre Hindemiths »Frau Musica« i anledning af komponistens besøg hos »Ny Musik«. Det blev de første år ledet af Svend Chr. Felumb og gav i alt fald to koncerter, en med barok- og klassisk musik og hovednummeret var Kurt Weils »Der Jasager«. Så overtog Erik Tuxen orkestret, og jeg mindes især en fremførelse af J. M. Hauers »Wandlungen«, som det ville være spændende at høre igen. Et par år var Emil Telmanyi leder, hvilket navnlig betød meget for strygernes udvikling, og jeg tror det var på den tid, at Dansk Koncertforenings tilskud blev overført til Du T, der derved fik bedre midler til at betale orkestret for prøver og koncerter, men også en forpligtelse til at tage sig af de ældre danske komponister, hvad vi unge forståeligt nok ikke var overvældende ivrige til. Teoretisk set har Du T stadig denne forpligtelse.

Efter Telmanyi trådte Mogens Wöldike til, og med ham virkede til slotskirkekoncerterne, fik enkelte opgaver til grammofonindspilning, og i reformationsjubilæumsåret drog på turné med drengekoret og Knud Jeppesens reformationskantate. Af andre minderige begivenheder skal kort nævnes koncerterne på Thorvaldsens Museum - hvor der også blev spillet kammermusik af orkestrets medlemmer - skolekoncerterne for Københavns Kommune og samarbejdet med Aarhus Byorkester under Thomas Jensen med koncert i Odd-Fellow Palæet og indvielse af Aarhushallen bl. a. med Carl Nielsens »Det uudslukkelige«.

Ved et tilfælde kom jeg allerede i 1933 ind på et særligt område - forholdet til ISCM. Siden musikfesten i Frankfurt 1927, hvor Carl Nielsens 5te symfoni og Jørgen Bentzons blæsertrio var blevet opført, var det ikke lykkedes at få danske værker antaget til musikfesterne. Og da jeg .alligevel på den tid var på en studierejse til Paris, var det nærliggende at tage til musikfesten i Amsterdam med den ære- og ansvarsfulde status at være delegeret. Til mit store held kom jeg i midnatstoget fra Paris til at sidde over for den daværende formand for den svenske sektion - dette års TV-stjerne - Sten Broman, som allerede dengang var en erfaren veteran fra ISCM's tidligste tid, og gennem ham fik jeg en hårdt tiltrængt hjælp til at komme i kontakt med de delegerede fra navnlig de mindre sektioner. Derigennem blev der lagt grundlag for et samarbejde mellem de nordiske sektioner, Holland, Tjekkoslovakiet og andre efter tur, som i mange år sikrede repræsentation i, den internationale jury og derigennem opførelsesmuligheder ved musikfesterne. Vort fælles grundsynspunkt var, at ISCM som det internationale selskab for ny musik ikke blot skulle varetage avantgardens musik, men også vise, hvad der foregik inden for de forskellige sektioner.

Samarbejdet gav i første omgang kun bonus næste år, da Knudåge Riisagers klaversonate blev valgt til at fremføres ved musikfesten i Firenze. Men i Paris 1937 blev Jørgen Bentzon indvalgt i juryen der skulle vælge værkerne til London-festivalen i 1938. Takket være navneforveksling blev det mig der kom til at indtage hans plads. Da indkaldelsen til jurymødet kom i december, lød den på mit navn, og da Jørgen Bentzon af en eller anden grund ikke kunne tage afsted på det krævede tidspunkt, dekreterede vor formand Aksel Aberby, at vi ikke skulle oplyse Central Office om fejltagelsen. Med absolut 100% berettigede mindreværdskomplekser, mødtes jeg da med de i alt fald dengang anerkendte topfigurer inden for contemporary music, Sir Adrian Boult, Ernest Ansermet, Darius Milhaud og kvarttonemusikkens forkæmper, Alois Haba. Jeg tror jeg kan takke den sidstnævntes tro på de små sektioners ret til at blive hørte for, at jeg kunne vende hjem med tre antagne værker: Jørgen Bentzons Racconto nr. 1, Riisagers trompetkoncert og Franz Sybergs kvintet.

Så kom krigen og efter den den uforglemmelige musikfest i London i 1946, gensynet med gamle venner, enigheden om at forsøge på at gøre ISCM til en mulighed for samarbejde mellem sektionerne ikke blot ved musikfesterne, men året rundt gennem udvekslingskoncerter, de vilde blomster på de bomberamte områder, Schönbergs »en overlevende fra Warschau«, Messiaens kvartet »pour la fin du temps«, Bartoks Concerto for orkester. Det lykkedes for Flemming Weis - med en diskret hentydning til »the Danish butter« - at få invitationen til at holde musikfest i København-Lund accepteret, og med den tror jeg at den danske sektion fik slået sit navn så eftertrykkeligt fast, at der vel siden næppe har været en musikfest, hvor dansk musik ikke har været repræsenteret.

Det faldt i min turban at repræsentere Du T ved en række musikfester og, med uvurderlig hjælp fra Flemming Weis og Grethe Myhregaard, at hjælpe ISCM over et kritisk punkt i sæson 1953-54; afsluttet med den eneste musikfest uden for Europa, som ISCM har vovet at indlade sig på. Forsøget på at skabe permanent samarbejde mellem sektionerne afsluttedes med dette år. De færreste sektioner havde en struktur, der svarede til vor; og dr. Strobels(*) realisme - at ISCM's fremtid kun kunne baseres på den årlige musikfest og på samarbejde med de pengestærke radioer - sejrede over den idealisme, som var vokset frem under krigens adskillelse.

I de ca. 24 år jeg sad i Du T's bestyrelse oplevede jeg kun to formænd: Aksel Agerby og Flemming Weis. Hvor forskellige de end var af temperament og arbejdsmåde havde de et tilfælles: deres villighed til at overlade morsomme arbejdsområder til andre, mens de selv sørgede for, at alt det daglige, mere eller mindre kedsommelige arbejde ikke blev forsømt. Det har jeg i høj grad nydt godt af, og derfor skal de nævnes i forbindelse med de løst skitserede erindringer, med hvilke jeg har prøvet dels at yde et spinkelt bidrag til et tilbageblik, men først og fremmest søgt at give udtryk for min dybe taknemmelighed for, hvad Det unge Tonekunstnerselskab har betydet for mig.

P.S. Efter at have afsluttet ovenstående betragtninger, som er skrevet på redaktionens opfordring, får jeg lyst til at føje et lille ønske til min tak. Det er sandsynligt at den nære forbindelse og forståelse der var mellem komponister og de jævnaldrende udøvende i trediverne skyldtes, at vi ligeligt havde brug for hinanden, og at vi i det væsentlige havde samme syn på livet og på, hvad musik rent ud sagt skal bruges til. Jeg har for ringe kontakt med unge udøvende til med sikkerhed at kunne sige, i hvor høj grad de føler sig i overensstemmelse med deres jævnaldrende komponisters musik og målsætning. Men en ting giver mig fornemmelsen af at der i alt fald er mindre direkte forbindelse og samarbejde nu end dengang: i de diskussioner om den avantgardistiske musik, - og Riisager, Høffding, Koppel, Holmboe og Tarp var jo også engang avantgardistiske - som af og til føres, er det sjældent at de unge musikere tager så direkte parti for deres jævnaldrende, som vi dengang gjorde. Jeg tyder dette som et tegn på, at der tiltrænges en indsats for at skabe et mere intenst samarbejde, og min lykønskning til Du T, som jeg retter til dets nye forformand Peter Ernst Lassen, skal indeholde en opfordring til at det må lykkes for ham at varetage både den nye musik og alle slags tonekunstneres interesser.

Fodnoter:

(*) medlem af ISCM's ledelse siden 1953, præsident 1956-59.