Messe for en flodhest

Af
| Årgang 45 (1970) nr. 02 - side 29-30

Peter Brask:

MESSE FOR EN FLODHEST

»The broad-backed hippopotamus Rests on his belly in the mud; Although he seems so firm to us He is merely flesh and blood.«

ELIOT

Mixtur-koncerten d. 10.3. bringer bl. a. Tamas Vetos uropførelse af min »Oratio Augustini« med radiokoret, -symfonikerne og børnekor.

Næste nr. af dm bringer Poul Nielsens tekniske analyse af værket. - Her vil jeg forsøge at bringe lytteren i rapport til værket ved at redegøre for dets idé-baggrund.

Tekstforfatteren er katolsk kirkefader, kirkelærer, helgen, - i sin tid biskop af Hippo, i vor stadig en berømt filosof: Augustin. Men værket er verdsligt,

hverken konfessionelt eller lithurgisk, det handler ikke om tro, men om tvivl. Den latinske tekst er for lang at citere her, men jeg skal om lidt skitsere dens hovedtræk.

Forfatteren levede i den luxuøse ende af et samfund hvis »verdensomspændende« politiske organisation var i forfaldets sidste fase. Dannelse var æstetisk spidsfindig, glitrende med brokker af antik filosofi. Nye livsanskuelser kappedes om markedet; der prangedes med alt fra sanselighedens pikanteste raffinementer til fjernøstlige askese-trip. Kristendommen havde snart været forfulgt, snart statsreligion, -. den havde endnu ingen verdslig-mægtig organisation at lokke søgende sjæle med. Augustin havde prøvet flere levesæt og guder - uden varig tilfredshed. Da han var 33 omvendte han sig brat til kristendommen. Han følte sig med ét på rette vej ... men hvor førte den hen? - Kort efter skrev han en »Debat med mig selv«, hvor han lader »Augustin« og »Fornuften« gå i existentielt styrtdyk efter livssandheden. Bogen er skarp, klar og modig. Han hører til de filosoffer der besvarer et spørgsmål med 3 nye og bedre. - Det er lidenskaben i forfatterens existentielle bevægelser, der har fascineret komponisten.

Bogens filosofiske argumentation er ikke meget musik-æggende. Men ved begyndelsen råder »Fornuft« forfatteren til at starte arbejdet med en bøn til guden om at det må lykkes. Her afspejles lidenskaben umiddelbart-lyrisk. Teksten til »Oratio Augustini« (»en bøn af Augustin«) er plukket herfra.

Augustins lange sandheds-ansøgning til Gud er 2-delt: først en rytmisk-besværgende opremsning af gudens egenskaber; dernæst en redegørelse for den bedendes forhold til det begærede. Førstedelen kan forståes som et ønske om den ukendte guds beskaffenhed, en ønske-definition. Andendelen er existentiel psykologi: en nådeløs boren i sindet, og erkendelse af dets totale uvidenhed og gudsoplevelsens fravær: »Jeg har kun min gode vilje ... hvordan man finder dig, aner jeg ikke.«

For mig - som for velsagtens enhver 'uomvendt - er sådan en tekst en psykologisk udfordring: den betragtes med afsky, beundring og misundelse. At komponere til den er at ville eftergøre troens bevægelser uden at ville tro, - at ville fatte noget man

ikke kan forstå, og føle noget man ikke tør. Dette blev mig klart mens jeg arbejdede - det var ikke sådan at jeg tog fat med nogen mening om at ville udtrykke noget sådant ... jeg véd heller ikke, om værket gør det. Musikken er abstrakt, men den antog undervejs en snigende symbol-karakter, i retning af 'filosofisk programmusik', hvis man kan sige sådan.

Der er 4 satser, l-lll varer halvdelen, IV resten af tiden: ialt ca. 1A time. l-lll er den lovprisende »definition«, IV det selv-analyserende afsnit af teksten.

Sats I går fra homofoni mod stedse tættere poly-foni, idet det ene kontrapunktiske lag lejres over det andet. Tekst: guden som erkendelsens og salighedens gud - men med en knap indrømmelse af det ondes faktiske existens.

Sats II har instrumental prolog og epilog, og en a cappella-sats i midten. Tekst: guden som alle modsætningers enhed.

Sats III: en 'uendelig' kanon for børnekoret (med orkesterstøtte). Tekst: guden som verdensordnens opretholder, al flygtigheds urokkede lov.

Sats IV begynder som sagt midtvejs i værket. Efter en relativt lang orkester-indledning sætter teksten ind med erkendelsen af det existentielle nulpunkt-stade ...

Værkets instrumentarium har en vag association til Augustins arabiske verden. Foruden de to små kor er her fløjter, obo, engelskhorn, mandolin, strygere - samt slagtøj i beskedent omfang.