Noder

NODER

Inspirert av de »store«

Den høytbegavede, produktive ita-lienskfødte og norske statsborger Antonio Bibalo er en komponist som gang på gang kommer med overraskelser. Han har tydeligvis »lett« for å skrive og hopper elegant og lekende fra den ene »genren« til den andre, snart er det teatermusikk, snart ballettmusikk, symfonisk musikk, konserter, kortere stykker osv. - at han har mye å fare med er hevet over tvil.

Det er Wilhelm Hansen som trykker Bibalos komposisjoner, nå sist er det et både gøyalt og spennen-de klaververk som forlaget har sendt ut i tiltalende utstyr og trykk. Det er et tresatsig opus som har den besnærende tittel »Trois Hommages à de Falla, Schoenberg and Bartok« - det er med andre ord snakk om en form for musikalske pastisjer. Bibalo har villet skrive musikk som skal minne om de tre mesteres personlige stil, uten at det virker epigonartet og uten at personen Bibalo forsvinner ut av »bildet«. Hvordan har så Bibalo lykkes med sin morsomme idé?

La meg først få si at selve sam-mensetningen av komponistnavnene er interessant: spränget fra den spanske rytmiker de Falla til tolv-tone-mannen Arnold Schoenberg er jo merkbart for de fleste, og deretter det ungarske geni Belå Bartok. Jo - her skulle Bibalo få anledning til å folde ut sin fabule-ringsevne. Og det har han gjort til gangs!

Det er suggestive og spanskfar-gede rytmer som Bibalo lår tone fram i stykket til de Falla, koloritten er ikke til å tå feil av, ei heller er det melodiske som i utpre-get grad fører tankene til Manuel de Falla. - »Notturno« heter stykket til Schoenberg, et langsomt og »mystisk« stykke, hvor tonalitets-begrepet naturligvis er helt anner-ledes enn i det foregående stykke. »Bulgaria« til Bartok er som skåret ut fra Bartoks »Mikrokosmos«, spenstig i rytmen og farge-rikt i klangen. Det er med andre ord et vellykket opus Bibalo her legger fram. Det har så opplagt krav på interesse; og vanskelig-hetsgraden er ikke så stor at det bare er den indre fagkrets pianister som mestrer stykkene.

KJ. B.

Ib Nørholms Fluktuationer

Ib Nørholm: Fluktuationer — Den usete Pan - for 39 strengeinstrumenter. Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik 3. serie nr. 192. (partitur).

Det er opus 25, komponeret i 1961-62. Besætningen er 16 violiner, 6 bratscher, 6 celli, 6 contrabasser,

2 harper, cembalo, mandolin og guitar. Hvert instrument spiller sin egen stemme, uden at der derfor er tale om kammermusik.

Da værket er blevet opført ved en torsdagskoncert i 1969 og to gange er genudsendt i Danmarks Radio i januar i år, må det anses for at være ret kendt. Jeg skal derfor indskrænke mig til at omtale partituret, samt et enkelt problematisk forhold ved værket.

Partituret måler 52 cm i højden og 33 cm i bredden, uopslået. Det er jo til at håndtere, og alt ville have været godt, hvis det også havde været overskueligt. Der er imidlertid forskellige hindringer: Man har åbenbart ikke villet bringe alle 42 nodesystemer på hver side, da nodeskriften så ville blive ret lille. Prisen herfor er, at det er meget forskelligt, hvor på den enkelte side, de enkelte stemmer befinder sig, Dertil kommer, at nøgler, bjælker og dobbeltstreger en del steder er tegnet så tæt, at linierne flyder sammen til sorte felter. Jeg mener, partituret havde været lettere læseligt, hvis noderne var tegnet med tyndere streger, og stemmerne blot nogenlunde havde haft en fast plads på siderne. Det er svært nok i forvejen, så differentieret strukturen er. Der er også et par mindre ubehageligheder, såsom en tilsyneladende ikke helt gennemtænkt brug af hjælpenøgler til bratscher og celli.

Omslaget er helt på toppen, forsiden og lidt af bagsiden optages af et stort og pragtfuldt, gammelt træ, et kobberstik af S. H. Petersen (1788-1860). Til overflod gentages træet på titelbladet.

Ifølge forordet udtrykkes det fluk-tuerende princip i, at de forskellige formdele danner et mønster af et stort antal autonome mikrobe-vægelser. (Dette er intet citat, men min udlægning af den tyske tekst.) Det centrale ord er her »autonome«. Og mens det ikke kan bestrides, at komponisten kan have følt disse mikrobevægelser som autonome, er det tydeligt, at mu-

sikerne i størstedelen af værket ikke føler dem sådan. Når exakte tonehøjder er noteret i exakte, komplicerede rytmer og exakt dynamik, i en kompliceret struktur i 4/4, er der ikke plads til autonomi dér. Ikke for musikerne, og derfor ikke for det de spiller. Disse afsnit virker da heller ikke fluktue-rende, men blot komplicerede. Noget bedre virker nogle afsnit, hvor de enkelte instrumenter spiller et stykke tid på samme tone eller trille, og hvor nogle glissandi strækker sig over flere takter. Helt tilfredsstillende, hvad det fluktue-rende angår, er imidlertid kun to afsnit: dels 7 takter, hvor rytmen i et pizzicato-afsnit er optisk noteret, dels 3/4 minut styret improvisation. Dvs. de steder, hvor der er overladt mest til den enkelte musiker.

Dertil vil jeg dog føje, at stykket jo er skrevet i 1961-62, hvor erfaring gerne med optisk og grafisk notation, såvel som med improvisation, var meget færre end nu. Og at Ib Nørholm i »Jongleurs 69« (for Det Fyenske Musikkonservatorium og Odense Rådhushal m. fl.) virkningsfuldt har udnyttet disse erfaringer, såvel som mange andre.

Fluktuation eller ej, det er et godt stykke, og det er godt, det er udgivet. Århus Byorkester urop-førte det i 63, Utrechter Stadtorchester har spillet det, det fik 1. pris ved Gaudeamus-festivalen i 1964, og nu har Radiosymfoniorkesteret også taget det op. Men der er flere orkestre i Danmark. Og udenfor.

hej.