Plader

Af
| Årgang 45 (1970) nr. 02 - side 37-39

PLADER

Avantgarde, vol. 2 DG ST 643541-46

Da DG efter mange års tøven i efteråret 1968 udsendte et album med 6 plader avantgarde-musik, var det nok mere ment som en prestigepublikation end som noget andet. Dog blev albummet en eklatant succes, velsagtens på grund af de gode optagelser og det kloge udvalg af værker, og den er det vel, der har inspireret selskabet til at udsende et nyt album, atter på 6 plader, der ligesom skuer horisonten rundt anno 1969 og hæfter blikket ved det, som synes at rage frem.

Herom kan naturligvis tvistes. Det italienske improvisationsen-

semble Nuova Consonanza med Franco Evangelisti som det mest fremtrædende af de 6 medlemmer smågnider sig igennem fire stykker. Det lyder en smule lummert og uendelig ensformigt. Herværende anmelder har måttet tvinge sig til at holde opmærksomheden rettet mod de lyde. Tiltalende — set i forhold til andre improvisations-grupper - er det lave støjniveau, hvorpå der arbejdes, og sin berettigelse har pladen som en klingende dokumentation af en karakteristisk tendens i tiden (omslagets oplysning om, at der ikke skulle findes lignende ensembler i Europa, er helt misvisende). Den kollektive, spontane kompositionsform har måske endda en gloriøs fremtid for sig; kun er de resultater, man hidtil har nået, magre.

En hel plade er også viet Bernd Alois Zimmermann: hans elegante og virtuost komponerede ballettrio Présence for en violin, en cello og et klaver, repræsenterende henholdsvis Don Quixote, Molly Bloom og kong Ubu, en musik, der måske lefler for øret, men samtidig tryllebinder opmærksomheden fra først til sidst. Den glimrende udførelse ved Saschko Gawriloff, Alois Kontarsky og Siegfried Palm gør sit hertil; men de to sidstnævntes gengivelse af Intercom-municazione på pladens anden side formår ikke at gøre denne cello-klaver-duo i samme grad fængslende.

3. og 4. plade er nok albummets »stærkeste«. Her rummes John Cage's Atlas eclipticalis (for orkester) kombineret med Winter Music (for 2-20 pianister) begge styret gennem en mixerpult, der ma-nipuleres efter partituret til Cartridge Music. Fremgangsmåden er helt i Cage's ånd, og resultatet bekræfter endnu engang, at ligegyldigt hvordan man vender og drejer hans opnoterede tilfældig-hedsmanipulationer, kommer der noget dybt tilfredsstillende ud af det, - kun forudsat, at de, der vender og drejer, har klogskab og selvbeherskelse til at administrere den frihed, der er dem givet. Denne version af de to kompositioner gennem den tredje forener orkesterstykkets mangfoldighed med klaverstykkets transparens og fastholder ved styringen den olympiske, næsten tidsforglemmende ro tværs igennem de broget divergerende klangelementer. Denne snart 60-årige komponist placerer sig stadig klarere i centrum af vore dages musikalske bestræbelser, l utallige værker, der ikke er værker, har han vist, hvordan man kan komponere uden at komponere, og er nok den eneste, for hvem det hidtil rigtig er lykkedes. Det er, somom alt, hvad han rører ved, bliver til musik af sig selv - om det så er en samtale ved et frokostbord.

l forsøget på at lade materialet blive til musik mere eller mindre af sig selv har han fået følge af mange komponister, på den ene side Jannis Xenakis, der til skade for albummet ikke er repræsenteret, på den anden side af det musikalske teaters mester Mauricio Kagel og nu også Dieter Schnebel, der længe har været kendt, men først nylig gjort sig gældende i rørste række. Begge er bevidste om en »musik på flugt fra sig selv«, som det slagordsagtigt er blevet udtrykt i en bogtitel fornylig. Kagels Halleluja og Schnebels für stimmen (... missa est), begge mesterligt udført af Schola can-torum i Stuttgart, vidner på forskellig måde om denne bevidsthed. Skabningens halleluja bliver i Kagels version til et temmelig vrøvlet køkkenlatin, som slet ikke kan få det sagt, et tonende koas, der mere spotter end priser, men som ved sin blotte eksistens måske alligevel udtrykker en lovprisning. Videre går Schnebel i sin tresat-sede messe-parodi - eller rettere: messe-umulighed. Her er ingen vital spot, men snarere en nedbrydning af elementernes udtrykskraft, således at sproget i den sidste sats »:!« - der svarer til Kagels

Halleluja - glider ud i dyrelyde, der er optaget på bånd og indkorpo-reret i fremførelsen. Her er ingen lovprisning »trods alt«, kun en desperat-munter fortvivlelse: vi har kun vore ritualer tilbage, og de er ikke bedre end gryntet fra en gris, snarere tværtimod. - Endnu et stykke af Schnebel, Glossolalie for elektronisk bearbejdede stemmer og instrumenter, kan høres som en slags forspil hertil. Den tungetale, som titlen lover, kan kun blive til gennem nedbrydning af teksten: sandsagnet kan kun bryde sig vej gennem uforståelighed. Men det kommer dog ikke til udtryk, fordi stykket stadig kommenterer sig selv - og således ender, som det begyndte.

To elektroniske plader afslutter serien. På den 5. lytter man med interesse til G. M. Koenigs Terminus II med dets klangmodulationer, der samtidig er udnyttet som determinerende elementer i den musikalske form. De øvrige tre stykker af Koenig, Zoltán Pon-grácz og Rainer Riehn forekommer mere pretentiøse end vellykkede, - måske er det øvelsesstykker, som snarere burde være holdt tilbage. - Om noget ufærdigt kan man imidlertid ikke tale på den sidste plade med to stykker af Stockhausen: Mixtur fra 1964 og Telemusik fra 1966. Mixtur er hans seneste (sidste?) store orkesterstykke; det lader næppe de tidligere noget efter, men klinger væsentlig anderledes, fordi al lyd reguleres gennem mixerpult og tildels omformes gennem ringmodu-latorer. Det meget bastante og jordnære i Stockhausens orkestersats hæves derved op i en transparens, som lader det bevare sin identitet, men samtidig gør det til en slags metamusik, et værk så at sige på vej ud af den stil, han nu åbenbart har forladt. Telemusikken, Stockhausens første »verdensomspændende« musik, der er ham selv så kær, har jeg svært ved at bringe mig i et umiddelbart ople-velsesforhold til, - men så meget

des bedre, at den nu findes på plade. Så vil det måske lykkes. Noget i denne lavmælte musik siger, at tid anvendt på den ikke vil være spildt.

Om dette pladesæt vil øve samme tiltrækning på publikum som det første, er tvivlsomt. Man må så håbe, at selskabet vil acceptere det som en prestigepublikation og ikke deraf lade sig afskrække fra at fortsætte udsendelsen af værker af denne kategori. Selvom andre selskaber investerer langt mere i vor tids musik, ser man dog med særlig interesse hen til DG's plader på grund af deres aldrig svigtende høje kvalitet i udførelse såvel som i teknisk realisation. Er valget af værker på enkelte punkter måske uforståeligt (5. plade), og kan man savne andre (Xenakis), bliver dog et betragteligt antal væsentlige manifestationer her fremdraget - blandt dem fornemmelig endda nogle af de væsentligste, vor tid har at byde på.

Jan Maegaard.

Svend Erik Tarp

Te Deum, opus 33 (1938). Radioens Symfoniorkester og Kor med Mogens Wöldike. Symfoni i Es, opus 50 (1948). Radioens Symfoniorkester med Mil-tiades Caridis. PASK 2009. Det er Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, der har sørget for, at vi nu kan have disse to værker på det hjemlige lager. Og det er godt, for de hører til vores klassikere, vores hjemlige ballast, på linie med f. eks. de første 8 af Vagn Holmboe's symfonier.

Te Deum er et glansfuldt og vel-klingende værk, på klassisk vis inddelt i afsnit af forskellig struktur. Den latinske tekst, egentlig en stiv formel, er af Tarp fortolket, som var latin et levende sprog, og det kaster et profant skær over stykket. Derudover er udlægningen af teksten ret traditionel, - som man kunne vente af et værk fra Danmark 1938, - de enkelte tekstled sættes i relief mod hinanden, og sammenhængen i teksten går ofte fløjten.

De mellemliggende 10 år har i Symfoni nr. 2 givet Svend Erik Tarp en artistisk elegance, både i udformning og orkesterbehandling. De tre satser er så forskellige som tre temperamenter, den første væsentligst vegeterende i en slags nordisk pastoralestil, den anden med energisk rytmik og en livligt varieret instrumentation. Trediesat-sen ét langt crescendo, ekspressivt romantisk.

Om udførelsen: begge værker overbevisende; Te Deum en smule indifferent, symfonien med skarpere profil og tydeligere detaljer.

Til teknikken: 1 rose og 1 tidsel. Rosen for Te Deum, som har fået en meget fin gengivelse, tidslen for al den rummel og pladestøj på den anden side, i hvert fald af det tilsendte eksemplar.

hej.

Lidt NØRGÅRD fra WH.

Først på året udkom på WH's forlag tre af Per Nørgårds værker: Quartetto Brioso (str.kv.) 5 stemmer, 9 Studies for piano, og Grooving for piano solo. Samtidigt udkom klaverværkerne på plade, som også indeholder Sonata in I movement, Scetches, og 4 Fragments - alle for klaver, alle af Per Nørgård. Kvartetten udkom på plade i 65 sammen med Holmboe's 6. strygekvartet.

Quartetto Brioso kan vist ikke falde andre for brystet end dem, der står af omkring århundredskiftet eller før; den er skrevet ud af et positivt traditionelt forhold til f. eks. Bartok og Holmboe, dateret 1958. Koppel-kvartetten spiller på pladen meget overbevisende og indlevet, strukturen er lysende klar i den tørre studieakustik. Men studiestemningen er også kommet med. Hvad er Brioso uden publikum?

Kvartetten hører ikke til de lette; de vekslende taktarter i 1. sats og nogle vanskelige intonationer, f. eks. i 2. sats's begyndelse, kan give noget hovedbrud, men det kan overkommes af en god amatørkvartet. Og det lønner sig.

De 9 Studies fra 59 er først og fremmest struktureret musik, d.v.s. opbygningen af de enkelte satser og sammensætningen af dem er det væsentligste; en intellektuel musik. Elisabeth Klein spiller den i samme ånd; køligt og sikkert. Også her er de tekniske vanskeligheder til at overvinde for en dygtig amatør, men jeg tror ikke, alle vil finde det umagen værd.

Grooving fra 67-68, - indadvendt, mediterende, »Written for Mrs. Elisabeth Klein and dedicated to Myself». Det er noget helt andet: ingen motorisk rytmik, ingen anstrengt melodik, klangen og samklangen er det væsentligste. Stykket skrider roligt frem, vi har masser af tid, vi skal ind i os selv, hjem til os selv. Elisabeth Klein spiller det uden distance, varsomt og indadvendt, det er godt sådan ja. Vi skal også spille det selv, og det er såmænd ikke så svært, tempobetegnelsen er Lentissimo.

Omslaget er dejligt.

Så mangler vi kun de små mugne bemærkninger til sidst: På klaver-pladen er der alt for kort ophold mellem kompositionerne; man skal være der som en smed for at nå at stoppe den inden næste nummer, l kvartetstemmerne er der slet ingen stiknoder, det er for dårligt.

Den hyppige brug af tre systemer i de 9 Studies (og 1 gang i Grooving), ofte på 2-stemmige steder, besværliggør læsningen unødvendigt. (Ellers er noderne udmærkede).

Men WH! - kunne vi ikke have udeladt 9 Studies, 4 Fragments og Sketches på pladen, og så fået f. eks. Prisme og L'Amour la Poesie i stedet? Og Luna og Iris i stedet for Den Unge Mand? og hvad med de tre kærlighedssange? o.s.v. hej

Per Nørgård:

Quartetto

Brioso WH4104 LP WH 3011 Grooving WH 4141 LP WH 3013 9 Studies WH4142 LP WH 3013