Bøger

BØGER

Populær operahistorie

Folke H. Törnblom: Fra trylle-opera til TV-opera. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1969. 204 sider, kr. 29,85.

De svagheder, som kendetegner Törnbloms digre »Operaens Historie«, (anmeldt i DMT 1968 s. 22), er i udstrakt grad blevet hængende i den vacuumforpakkede udgave, som nu også er blevet oversat. Man irriteres af forfatterens meget kategoriske vurderinger af forskellige tiders musikdramatik efter én og samme målestok, et aldrig defineret begreb, som benævnes »sand musikdramatik« og efter alt at dømme går i retning af Mozarts »Figaro«. Jo mere afvigende en komponists konception af kunstarten opera er

fra dette ideal, des ringere er hans værker pr. definition. Med dette redskab er det f. eks. muligt at hævde, at Cherubini »var for lærd i musikalsk henseende« (?) eller at hos Bellini »blev der naturligvis ikke megen sand musikdramatik«. Citaterne er valgt af utallige mulige. Bogen bekræfter konsekvent alle traditionelle fordomme, om hvad der er skidt og hvad kanel.

En tilsvarende unuanceret og uselvstændig skråsikkerhed møder man i mangfoldige andre sammenhænge. Om Mozarts »Tito« hedder det affærdigende, at den »bærer sandelig præg af bestillingsarbejde.« Et ægte romantisk argument og dårligt gennemtænkt. Var ikke »Don Giovanni« et bestillingsarbejde? Om Wagner hedder det, at hans musik »var ikke optakt til en ny stilperiode indenfor musikken men den imposante slutkrone på en periode«. Man kunne med lige så god ret hævde det stik modsatte. Da opera og operette begynder at ligne hinanden stærkt forklarer Törnblom, hvordan vi skal kende forskel: »Det er dog operettens hensigt først og fremmest at give en stunds underholdning, mens operaen - selv den komiske - vil give noget bestående.« Så ved man det! Om Alban Bergs »Wozzeck« antydes det, at de strenge klassiske former, som de enkelte scener er udformet i, er opstået spontant som følge af de dramatiske krav. Det er naturligvis noget vås.

Men hvis man har brug for en overskuelig og populær operahistorie på dansk, er der jo ikke stort at vælge imellem, og for de mere beskedne krav er bogen ikke værst. Den får temmelig meget med, (selvom man f. eks. godt kunne have forventet at Vivaldi og Haydn var nævnt om så også blot i forbifarten), og den har alligevel ikke præg af opremsning, er altså letlæst. Naturligvis er det en skrabet udgave. Nodeeksempler findes ikke, og de otte billeder gør hverken fra eller til. Bibliografi falder selvsagt helt uden for rammerne. Derimod er der et register med personer og titler på både originalsprogene og dansk. Det er en god ting, og ville være endnu bedre, hvis det var helt frit for unøjagtigheder. Heller ikke teksten er aldeles uden fejl, men det er stort set småting og i betragtning af bogens sigte uden nævneværdig betydning.

Torben Meyers oversættelse er flydende, men hist og her opstår der besynderlige sproglige situationer, som ikke uden videre lader sig gennemskue. Lidt irriterende er det også, at norske operaer refereres med svenske titler, og at visse titler er galt citeret (af Törnblom) eller galt oversat henholdsvis overført til dansk. Om det skyldes oversættelsen eller originalen, at den ældste overleverede opera, Péris »Euridice« hævdes at have et parti for bastuba (har der mon ikke stået basluta?) eller at Rimskij-Korsakov karakteriseres som den mindst doktrinære af De mægtige Fem, skal jeg ikke afgøre. Derimod er det Torben Meyers fortjeneste, at flere afsnit om operaen i Danmark er flettet ind i helheden, og at titlerne i registret foruden årstallet for uropførelsen er tilføjet tid og sted for den danske førsteopførelse. Heller ikke dette har dog helt undgået fejl og mangler.

Bogen udfylder indtil videre en tom plads i litteraturen på dansk. Men den bør ikke være det sidste ord i sagen. Det skulle ikke være vanskeligt for en kompetent forfatter at stable et virkelig sobert populærvidenskabeligt arbejde af tilsvarende dimensioner på benene. Og den dag det er gjort, ryger Törn-bloms doktrinære og moraliserende bog i skarnbøtten.

Jan Jacoby.

Schutz-årbog.

Sagittarius 2. Beiträge zur Erforschung und Praxis alter und neuer Kirchenmusik. Herausgegeben von der Internationalen Heinrich Schütz-Gesellschaft. Bärenreiter Verlag. Kassel 1969. Ser man i forordet til Sagittarius 1,

der udkom i 1966, kan man læse, at denne »årbogslignende publikation«, navnet til trods, ikke kun skal behandle emner fra Heinrich Schütz' liv og virke, men også kirkemusikalske emner fra vor egen tid. Udgiverne hævder det synspunkt, at der består en sammenhæng, en »Gleichzeitigkeit«, mellem Schütz og den evangeliske kirkemusik i det 20. århundrede, og at en konfrontation mellem Schütz og en komponist som f. eks. Hugo Distler vel viser kontraster, men samtidig berøringspunkter, der vidner om kontinuitet i kirkemusikkens udvikling. Det er derfor rimeligt (sinnvoll) under overskriften Sagittarius også at behandle nutidens kirkemusik.

Men er det nu det? Jeg kan ikke frigøre mig fra en mistanke om, at det 20. årh.'s kirkemusik her søges anskuet ud fra det 17., og at Schütz' aktualitet skal »bevises« med en henvisning til nyere komponister, der skriver ligesådan på en anden måde. Og den krogede tankegang forekommer mig helt overflødig. Schütz er aktuel, hvis han kan sige os noget i dag. Det synes jeg, han kan. Men derfor behøver kirkemusikken af i dag ikke ligne Schütz'. Det mener jeg heller ikke, den i almindelighed gør. Uden på nogen måde her at ville tage afstand fra nyere komponisters kirkemusikalske bestræbelser - deres vilkår er i forvejen ringere end Schütz' under trediveårskrigen - mener jeg, at det havde været redeligere at kalde Sagittarius en Schutz-årbog.

Sagittarius 2 er en Schutz-årbog. Den indledes med Jens Peter Lar-sen's foredrag ved åbningen af den 20. internationale Heinrich Schützfest 5 København 1968, »Schütz und Dänemark«, der samler, hvad vi ved om Schütz' tre besøg i København, og tegner et fint billede af musikken på Christian IV's tid. Kilderne er sparsomme, og mange spørgsmål, f. eks. om en evt. Schütz-tradi-tion som baggrund for Buxtehude, må stå ubesvarede. Men de kan stilles, og det gør fremstillingen levende og inspirerende, når det

gøres som i dette foredrag. Og fundet af Clausholm-manuskripter-ne, som Jens Peter Larsen slutter med at henvise til, kan vel støtte et optimistisk håb om, at nye kilder stadig kan dukke op.

Et andet væsentligt bidrag er Bruno Grusnick's »Litania Upsalien-sis«. Så overbevisende som det kan godtgøres ved en stilanalyse, bliver et anonymt litani i Dübensamlingen i Uppsala identificeret som Schütz' værk. På grundlag af overleveringen kan det fastslås, at værket er skrevet før 1663 af en saksisk eller en i Saksen virkende musiker, og de mange citater i artiklen viser en del af de talrige typiske Schütz-ven-dinger, der støtter Bruno Grusnick's tese.

Om Schütz selv handler desuden Dietrich Manicke's »Heinrich Schütz als Lehrer« og Jost Harro Schmidt's »Heinrich Schützens Beziehungen zu Celle«. Manické gennemgår 5 hovedtræk Christoph Bernhards kompositionstraktat og prøver at placere den i forhold til Schütz. Han nævner dens mulige forbindelse med Marco Scacchi, som Claude V. Palisca har nævnt i MGG, men hverken Hellmut Feder-hofer's eller Carl Dahlhaus' bidrag fra kongressen i Bamberg 1953.1) En stor del af artiklen beskæftiger sig med at »aktualisere« Schütz -5 indledningens forstand. Jost Harro Schmidt har fundet et indicium for, at Schütz har været beskæftiget ved hoffet i Celle som »Kapellmeister von Haus aus«, ligesom i Wolfenbüttel og i Hannover.

l fortsættelse af sin bog Die Kasseler Hofkapelle im 17. Jahrhundert (Kassel 1958), hvis hovedemne var identifikationen af de anonyme værker i kapellets musiksamling, har Christiane Bernsdorff-Engelbrecht i artiklen »Musik zwischen den Generationen« skrevet mere alment om repertoiret ved landgreve Moritz von Hessen's hof. Hun har især lagt vægt på en bedømmelse af repræ-

1) Bericht über den internationalen musikwissenschaftlichen Kongress, Bamberg 1953. Kassel 1954. S. 132 og 135.

sentationsmusikkens stilling over for brugsmusikken og kan tegne en udvikling fra den gamle Georg Otto, der var kapelmester »im Sinne der alten Torgauer Tradition« og altså komponerede inden for rammerne af kirkens og skolens behov, frem over Christof Cornet til Schütz. Det fremgår desuden, at den venetianske stil er slået igennem i Kassel på et tidligere tidspunkt end det i almindelighed skete i Tyskland, efter Friedrich Blume's mening omkring 1620.

Richard Rybaric præsenterer i sin artikel den slovakiske komponist Johannes Šimbracký, hvis forbindelse med Schütz viser sig i udarbejdede orgelstemmer til Psalmen Davids (1619) og Musikalische Exe-quien (1636). Den sidste har han skrevet så tidligt som i 1640. Også hans egne kompositioner peger i deres stil hen mod Schütz. Bogen slutter med Heinrich W. Schwab's undersøgelser af Johann Grabbe's madrigalbog fra 1609, et svendestykke fra Venedig. Det fremgår af en fodnote, at Grabbe's samlede kompositioner skal udkomme i år som bd. II af Denkmäler Norddeutscher Musik, så at billedet af Ga-brieli-elevernes madrigalværker kan blive fuldstændigt - så fuldstændigt, som overleveringen tillader, l forvejen findes Schütz' madrigaler i den nye samlede udgave (ved Hans Joachim Moser) og Hans Nielsen's og Mogens Pedersøn's i Dania so-nans II og IN (ved Jens Peter Jacobsen). Artiklens citater fra Grabbe's satser er egnede til at vække forventninger om den kommende udgave.

Hvis Sagittarius fortsætter med at bringe lige så værdifuldt indhold i de kommende numre, må man håbe, at der ved lejlighed også bliver råd til et register.

Carsten E. Hatting.

Musikkens Hvem-Hvad-Hvor: Jazz

Politikens Forlag,

København 1969

For tredie gang foreligger en jazzens »Hvem-Hvad-Hvor« i Politikens

håndbogsserie, denne gang med et sideantal yderligere udvidet med 20 »/o.

På de knap 500 sider er samlet en kolossal mængde oplysninger, men samtidig er der heldigvis blevet plads til et anseligt antal billeder, som virker forfriskende blandt de i dobbelt forstand tætskrevne spalter. Her tænker jeg især på situationsbillederne, som ofte udstråler megen atmosfære af musik. Derimod er de traditionelle frimærkebilleder af mere tvivlsom værdi, de har tendens til at virke uklare indtil det anonyme.

Biografierne over danske jazzmusikere er denne gang samlet i et afsnit for sig, og det giver god oversigt over det miljø, der er vores, og som alene af den grund betyder meget for os. Det giver også mulighed for at anvende en mere lokal målestok ved optagelsen i registret, hvorved bredden i optagelsen bliver relativt større - for stor vil nogen måske mene. Jeg Tinder det rimeligt, kunne endda tænke mig her et »frimærkebillede« - af optimal kvalitet - ved hvert navn, for endnu lettere at kunne finde rundt i vor jazzverden.

Jeg kunne også tænke mig lidt mere omtale af den danske jazz -og musik i det hele taget ~ under det kronologisk fremadskridende afsnit om jazzhistorie. Stadig på grund af vor særlige synsvinkel, og selvom det vil give en værdiblanding globalt set. Man kunne lade sådan omtale træde i stedet for opremsningen af årets døde, oplysninger der jo i forvejen er givet under biografierne. Det øvrige stof i dette stykke nutidshistorie er ellers spændende læsning med sin sammensætning af oplysninger, hvoraf mange ihvertfald er nye for undertegnede.

At dansk jazz ikke behøver at være et lokalt anliggende, giver oversigten over udenlandske musikeres indspilninger med danske musikere dokumentation for. Der er endda her tale om et relativt stort antal; også de rent danske indspilninger (- efter 45 -) er katalogise-

ret indenfor afsnittet diskografi. Dertil en bibliografi med fortegnelse over litteratur om jazz på dansk, svensk, engelsk, fransk og tysk, en ordliste med vigtigste jazz-udtryk, og en fortegnelsen over biografier, der er gledet ud i forhold til -62 udgaven, ca. 500, hvoriblandt Frank Sinatra.

Alt gennemført med stor akkuratesse og med pietetsfuld udvælgelse, også hvor det gælder stof, der går ud over data.

En værdifuld håndbog, prydet af et billede af Sam Jones; billedets udtryk er helt identisk med begrebet - og bogens titel - JAZZ.

Finn Savery.

Frottola-studier

Knud Jeppesen: La Frottola II. Zur Bibliographie der handschriftlichen musikalischen Überlieferung des weltlichen italienischen Lieds um 1500.

Acta Jutlandica, XLI:1. Skrifter fra Aarhus Universitet. XL, 349 sider, deraf 54 sider nodeeksempler. Universitetsforlaget i Aarhus og Wilhelm Hansen, Musikforlag, København 1969.

Med dette beundringsværdige, grundlæggende værk fortsætter Knud Jeppesen sin bibliografi over italiensk teksterede kompositioner fra det senere 1400- og det tidlige 1500-tal. Medens hans værks første del, publiceret i 1968, beskæftigede sig med italienske musiktryk fra det 16. århundredes begyndelse, ligger det her omtalte binds eftertryk på en lang række italiensk teksterede manuskripter fra tiden omkring 1500. Det digre bind begynder med 37 faksimiler, der illustrerer et mindre udsnit af de af Jeppesen undersøgte manuskripter, efterfulgt af en liste over de 148 kilder, som udgør materialet for begge binds bibliografier. Dette materiales 94 manuskripter og 11 af dets musiktryk gennemgås grundigt og kritisk, dog henvises der vedr. Trienter Codices til fyldestgørende behandling andet sted. En imponerende række kon-kordanstabeller oplyser om kompositionernes forekomst i kilderne. Det alfabetiske incipit-register og komponistfortegnelsen tilstræber -for at citere Jeppesens ord - at være »Versuch eines kritisch vergleichenden Gesamtkatalogs der musikalischen Frottola und verwandter italienischer Formen«.

Værkets titel »La Frottola« er måske en anelse frimodigt valgt, al den stund bibliografien - foruden et væld af regulære frottole - ikke blot tillige behandler kilder med karnevalssange, der unægtelig er stilistisk beslægtede med frottolaen, men også indbefatter stykker som f. eks. Bedinghams, Ciconias og Dunstables »O rosa bella«-kompo-sitioner, tidens mange »Fortuna de-sperata«-bearbejdelser, Gaforis hyldningsstykker for Guglielmo de Monferrato og andet, der kun har sproget fælles med frottolaen.

Enkelte oplysninger er lidt vel summariske, f. eks. når der oplyses, at Ms. 714 i stadsbiblioteket i Porto indeholder en traktat af Johannes de Mûris om mensuralmusik. Da dette manuskript ikke findes nævnt som kilde i MGG's Johannes de Muris-artikel, ville det have været rart, hvis Jeppesen havde specificeret traktaten nærmere, selv om det skal indrømmes at spørgsmålet ligger på et sidespor. Må jeg fortsætte med at brokke mig: værkets tyske tekst burde have været revideret af en sagkyndig, for den skæmmes af mange sproglige fejl, der ikke blot er uskønne, men også gør læsningen besværlig, ja enkelte gange tilmed afstedkommer uklarhed.

Må jeg efter disse indvendinger skynde mig med endnu en gang at give udtryk for min næsegrus beundring for Jeppesens bedrift og udtrykke håbet om, at han indfrier sit løfte om et 3. bind, forudset til udgivelse i indeværende år, indeholdende musikalsk eksempelmateriale, der vil være højst velkommen, efter at foreliggende binds 16 musikeksempler har vakt læserens appetit.

Herbert Rosenberg.

Luca Marenzio

Denis Arnold, Marenzio: Oxford Studies of Composers, 2. 6 -f- 46 sider, nodeeksempler. London, Oxford University Press, 1965. Luca Marenzio (ca. 1553-1599) var en af sin generations betydeligste italienske komponister, beundret både syd og nord for Alperne. Hans madrigaler, canzonetter og villanel-ler, udgivet fra 1580 til 1599, oplevede mange oplag, og forlag både i Tyskland og i Nederlandene udgav dem i pirattryk. Så sent som i 1632 genudsendte Phalèse i Antwerpen hans fire sidste madrigal-samlinger, medens et italiensk forlag i Treviso samme år inkorporerede 33 af hans villaneller, uden at nævne hans navn, i samlingen »Fio-re de Villanelle«. Allerede i 1588, kun otte år efter udsendelsen af hans første madrigalsamling, figurerede syv af hans kompositioner, underlagt engelsk tekst, i den berømte engelske madrigalantologi »Musica transalpina«, og siden 1606 publiceredes i Tyskland et stort antal af hans kompositioner, til gavn for de i det italienske mindre bevandrede »jetzo mit Teutschen Texten gezieret«. Når dertil lægges det betydelige antal af hans stykker som blev udgivet i arrangementer for instrumenter, forstår man, at Marenzio blev beundret af datiden. Denis Arnold, professor i musikvidenskab ved universitetet i Not-tingham og specialist i madrigalens historie, behandler Marenzio relativt kortfattet og dog forbavsende indgående. Han forklarer hans skiftende stilistiske træk dels ud fra hans tilknytning til en romersk kreds af amatører der satte pris på enkelhed, og dels ud fra hans lydhørhed for norditalienske impulser, der stimulerede ham til at arbejde med kromatik og »madrigalismer«. Når disse madrigalismer træder så stærkt tilbage i Marenzios værker fra en senere tid, forklares dette dels som en indflydelse fra modreformationen, der tilskyndede Marenzio til udtryksmæssig fordybelse, og dels som reaktion på en påvirkning

fra den florentinske Cameratas side. Det synes også at være indflydelser fra denne kreds, der har stimuleret ham til at anvende en slags par-landostil, der jo også kan påvises i mange af Monteverdis madrigaler. Monteverdi synes tillige at have givet ham impulsen til de sene madrigalers fri dissonansbehandling.

Arnolds lærerige og let læselige monografi røber ikke blot forfatterens store viden, men også hans fine musikalitet.

Herbert Rosenberg.

Tyve års vesttysk radiomusik

Zwanzig Jahre Musik im Westdeutschen Rundfunk.

Eine Dokumentation der Hauptabteilung Musik 1948-1968. XVI + 601 s. + 16 tvl. - Köln 1969.

Det er ikke uden misundelse, man tager dette store værk i hånden, blandt andet på baggrund af de erfaringer, man har fra de hjemlige græsgange. Ganske vist udgiver Danmarks Radio en pæn årbog og en årlig beretning om de stedfundne begivenheder, men nogen komplet oversigt gives der ikke, og det er temmelig vanskeligt at få oplysninger om præcise detaljer, f. eks. uropførelser og andre musikalske begivenheder med tilhørende personer, i hvert fald, hvis de ligger nogle år tilbage. Udover radioen har man iøvrigt savnet en statistik over det danske koncertliv, og det må i høj grad påskønnes, at tidsskriftet »Musik« siden 1966 bringer en månedlig koncertoversigt for hele landet. Men stoffet er jo enormt og vil formentlig aldrig blive indsamlet i en statistisk tilgængelig form. Derfor er bearbejdelsen af enkeltområder til stor hjælp for forskningen, selv om det kræver stor påpasselighed at få samlet stoffet alment oversigtligt. Den eneste vej går formodentlig gennem dagspressens annoncer og koncertanmeldelser samt gennem Det kgl. Biblioteks samling af pligtafleve-rede koncertprogrammer, hvortil kommer de mange musikalske institutioners koncertvirksomheder, hvis detaljer må søges på vidt forskellige steder. Det må dog nævnes, at de musikalske sider af dansk teatervirksomhed er fuldt tilfredsstillende registreret i Svend Kragh-Ja-cobsens »Teaterårbog«, der startede 1955, men hvis liv i de sidste par år synes at hænge i en tråd. Det vil være nærmest en ulykke, for ikke at sige skandale, hvis dens fortsatte eksistens ikke bliver sikret. Men for at vende tilbage til Westdeutscher Rundfunk, så er den nu publicerede 20-års musikoversigt jo kun et enkeltområde, der dog giver et ganske godt billede af den musikalske status i Vesttyskland. Det vil føre for vidt at komme ind på de tendenser, statistikken udviser, og som kunne give anledning til mange spændende betragtninger. Som dansker bliver man skuffet over, at vore komponister er så ringe repræsenteret. Kun tre danske værker er udsendt i disse 20 år: Carl Nielsens 5. symfoni, Niels Viggo Bent-zons violoncelkoncert op. 106, og Bernhard Lewkovitch's Cantata sacra. Desuden har de vesttyske lyttere, delvis gennem transmissioner, kunnet høre Thomas Jensen dirigere Det kgl. Kapel, radioens symfoniorkester og kor samt solisterne Erling Bløndal Bengtsson, Lone Koppel, Paula Frijsh, Gurli Plesner, Eskild Rask Nielsen, licho Parly og Odd Wolstad spille og synge. Og dermed er alt sagt om den vesttyske radios kontakt med Danmark. - Det kan tilføjes, at den statelige bog er tilgængelig på Musikhistorisk Museums bibliotek.

Sig. B.