Den Gregorianske sang efter der 2. Vatikankoncil

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 03 - side 59-64

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

B. Husson:

DEN GREGORIANSKE SANG EFTER DET 2. VATIKANKONCIL

Organist B. Husson, der er musikalsk medlem af liturgikommissionen for det katolske bispedømme København, redegør for problemerne omkring den gregorianske sangs mulige udelukkelse fra den katolske gudstjeneste.

Da pave Paul VI den 4. december 1963 underskrev den nye, af Det 2. Vantikankoncil den 22. november s. å. vedtagne Liturgikonstitution til ikrafttræden 1. søndag i fasten 1964, sattes noget helt nyt igang, som rejste en række problemer, ikke mindst på det musikalske område.

Særlig to ting kræver opmærksomhed: Tilladelsen til i vid udstrækning at benytte modersmålet samt ønsket om menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten. Benyttelsen af modersmålet i gudstjenesten rejser spørgsmålet: Hvad med den gregorianske sang?

Ifølge konstitutionens art. 36, §1, senere gentaget i instruksen »Musicam Sacram«, der trådte i kraft 14. maj 1967, §47, skal brugen af det latinske sprog bibeholdes i den romerske ritus, »medmindre der gælder særlige rettigheder«.

Om disse rettigheder siges i samme artikel § 2, at »da det kan være til stor nytte for folket, at modersmålet bliver anvendt, tilkommer det den stedlige kompetente kirkelige myndighed (biskoppen) at træffe bestemmelse angående den eventuelle brug af modersmålet, og den måde, på hvilken det kan ske«.

I konstitutionens art. 116 siges, at kirken betragter den gregorianske sang som »den romerske liturgis egen sang, der derfor må indtage førstepladsen«. Men også nye kompositioner er tilladt, når de »bærer præg af at være virkelig kirkemusik og egner sig til at blive sunget, ikke blot af store kor, men også af mindre, ligesom de bør fremskynde menighedens aktive deltagelse«.

Men hensyn til melodier til tekster på modersmålet siges det i instruksen »Musicam Sacram«s §54, at komponisterne skal respektere hvert sprogs særpræg og love, ligesom de også skal tage hensyn til hvert folks særlige karakter, alt under hensyn til
kirkemusikkens love. Konstitutionens art. 23 fastslår, at »komponisterne må gøre sig det klart, at de fortsætter en tradition, som har skænket kirken en stor skat, der har beriget den guddommelige kult. De skal studere fortidens værker, dens genrer og særegenskaber, men samtidig være opmærksomme på liturgiens nye regler og behov. Således skal de nye former betyde en organisk udvikling af dem, som allerede eksisterer, og de nye værker skabe en ny del af kirkens musikalske repertoire, en del, der ikke er fortiden uværdig.

Den gregorianske sangs muligheder idag

Det er uomtvisteligt, at den gregorianske sang, som i virkeligheden danner grundlaget for vor musik, er den mest sublime form for kirkemusik. Denne musik inspirerede da også Thomas Laub til den dybtgående revision af dansk kirkemusik, han foretog.

Imidlertid er det en kendsgerning, at den gregorianske sang er skrevet til latinsk tekst - for nogle enkelte melodiers vedkommende dog til græske tekster. Derfor er det på adskillige områder udelukket at benytte danske tekster, uden at der gøres vold mod melodierne. En undtagelse er de recitativiske melodier, der f. eks. benyttes i Davids Salmer, dog forudsat, at der tages fornødent hensyn til den sproglige betoning, men herom senere.

Koncilets vedtagelse af, at nu kunne modersmålet i udstrakt grad anvendes i gudstjenesten, ikke mindst i hovedgudstjenesten, højmessen, blev verden over modtaget med begejstring. Men konstitutionens art. 119 fremhæver, at »eksperterne bør forberede sig meget omhyggeligt for at kunne tilpasse musikken i de lande, som allerede har deres egen musikalske tradition, især i missionslandene. Thi det drejer sig om at forene fornemmelsen af det sakrale med hvert enkelt folks traditioner og karakteristiske udtryksformer«.

Hermed blev komponisterne i de forskellige lande stillet over for helt nye opgaver, som blev taget op med iver og interesse. Imidlertid siger det sig selv, at en sådan radikal omvæltning, hvor den folkelige musik i betydelig større udstrækning end hidtil kan få indpas i gudstjenesten, ikke lader sig gennemføre fra den ene dag til den anden. Men også dette var forudset, idet det i instruksen »Musicam Sacram«s § 60 anføres, at »de nye melodier, som skal komponeres til teksterne på modersmålet, selvfølgelig skal underkastes eksperimentering, for at de kan modnes og nå til den ønskede fuldkommenhed. Det er dog ikke ønskeligt, at man under påskud af at gøre forsøg præsterer sådanne eksperimenter i kirkerne, som er chokerende i et helligt hus, under en værdig liturgisk handling eller virker forstyrrende på de troendes andagt«.

Selv om den stærkt udvidede indførelse af modersmålet i gudstjenesten blev modtaget med begejstring, var der dog en betydelig del af katolikkerne, der var meget betænkelige ved denne revolutionerende ændring og de frygtede for, at det latinske sprog og med dette den gregorianske sang, der hidtil havde været den katolske kirkes særkende, nu helt ville forsvinde fra gudstjenesten. Og det var ikke alene, som man kunne vente det, de ældre, men også mange unge, der nærede denne frygt.

Risikoen for, at den adskillige hundrede år gamle tradition skulle forsvinde, fremkaldte en lang række protester. Men ikke blot katolikker protesterede. Således blev der i februar 1966 af såvel katolske som ikke-katolske kulturpersonligheder sendt en indtrængende anmodning til pave Paul VI om at søge den gregorianske sang bevaret, i hvert fald i klostrene. Blandt de 39 underskrivere var også den danske verdenskendte filminstruktør Carl Th. Dreyer, hans svenske kollega Ingmar Bergman, Benjamin Britten, Robert Bresson, Pablo Casals, Luigi Dallapiccola, Petrassi, Julien Green, Evelyn Waugh, Gabriel Marcel, Jacques Maritain, François Mauriac og Philip Toynbee.

I henvendelsen til paven blev der givet udtryk af frygt for, at den gregorianske sang - et af de største kulturelle og åndelige goder i Vesten - skulle ende som en »arkæologisk« foreteelse.

Over for Katolsk Ugeblad udtalte Carl Th. Dreyer, at det ville være ham en personlig sorg, om den gregorianske sang skulle uddø - ikke blot for det religiøse livs vedkommende, - men også for kunstens skyld. Der var gjort brug af gregoriansk sang i hans egen film »Vredens dag«, hvis ledsagemusik, komponeret af Poul Schierbeck, begyndte med middelalderhymnen »Dies iræ«, efter hvilken filmen fik sin titel. »Min film ville ikke være blevet det, den var, uden denne musik«, erklærede han.

De nye bestemmelser vedrørende liturgien blev fulgt på forskellig måde. De mest yderliggående komponister var sikkert de hollandske, der komponerede uden særlig hensyntagen til den gregorianske sang eller til det folkelige element med menighedens deltagelse. Her, som på andre områder, blev de kirkens »enfant terrible«. I modsætning hertil ser man, at f. eks. den jugoslaviske alterbog - som jeg har haft lejlighed til at se - benytter den gregorianske sang både til latin og modersmålet. Der har man åbenbart ingen vanskeligheder med at benytte modersmålet til den gregorianske sang.

Den gregorianske sang i Danmark

De danske katolikker udgør ganske vist en beskeden minoritet her i landet, men den gregorianske sang interesserer langt ud over deres rækker. Som før nævnt, blev Thomas Laub inspireret af den gregorianske sang, og selv skrev han fadervor, trosbekendelsen og en nadverliturgi til gregorianske toner.

Interessen for denne musik voksede, og for ca. 30 år siden stiftede studenter ved det teologiske fakultet på universitetet i København »Trefoldigheds-oratoriet«, der senere blev døbt om til »Teologisk Oratorium« med det formål, én gang om ugen at synge de gamle tidebønner vesper og komplet med Davids salmer til gregorianske toner. Det foregik i Bethlehemskirken i København. Udformningen skete i samråd med musikprofessorerne ved Københavns Universitet, først Erik Abrahamsen, senere Jens Peter Larsen. Oratoriet udgav forskellige publikationer som »Davids salmer« og »Ungdommens Tidebog«, sidstnævnte tilrettelagt af Dag Monrad Møller, Finn Viderø og Harald Vilstrup.

I løbet af nogle år udviklede denne bevægelse sig, og inspireret af det svenske »Laurentius Petri Sälska-pet«, stiftet 1941 og dettes mangeårige leder, kyrko-herde, theol. dr. Arthur Adel!, stiftedes i 1965 »Selskabet Dansk Tidegærd« med sognepræst Dag Monrad Møller som formand.

Selskabets formål er at arbejde for fornyelse af den bibelske fællesbøn, tidebønnen, i den danske kirke, arbejde med problemerne omkring anvendelse af gregoriansk sang på dansk og virke for denne sangs brug i det gudstjenstlige liv, støtte udgivelsen af Dansk Tidebog og Det danske Antifonale samt arrangere konventer og kurser for teoretisk og praktisk studium af tidebønnen og den gregorianske sang. Indtil nu har selskabet udgivet Svend Borregaard: »Hvad er tidebøn?«, Regin Prenter: »Bibelsk fællesbøn« samt »Gregoriansk sang på dansk«. Sidstnævnte publikation indeholder »Introduktion« af Dag Monrad Møller, »Den gregorianske sang« af Finn Viderø (foredrag holdt ved gregorianske studiedage i København 19.-21. maj 1950), »Forslag til regler for toneunderlægning af danske prosatekster til gregoriansk sang« af Ethan Rosenkilde Larsen samt »Om gregoriansk sang på dansk« af Finn Viderø (tidligere trykt i Dansk Musiktidsskrift nr. 8-1964). Dette hæfte egner sig til et nærmere studium af den gregorianske sang til danske tekster.

Da indførelsen af modersmålet blev indført i 1964, stod man for den danske katolicismes vedkommende på bar bund. Ud over komplet og nogle enkelte Davids-salmer på dansk til gregorianske toner fandtes der intet, og meget af det foreliggende var endda ret diskutabelt.

Dansk folkelig musik

Som før nævnt, lægger liturgikonstitutionen vægt på, at den nationale folkelige musiktradition bevares og udvikles. Men har vi en dansk musiktradition? Vi har ve! en række sange, og ikke mindst mange salmer, blandt hvilke en hel del er importeret sydfra. Det var jo netop Thomas Laub, der fik ryddet op i de overromantiserede melodier og for mange melodiers vedkommende genindført den gamle kirkestil.

Det var også Thomas Laub, der gjorde opmærksom på, at der eksisterer en relation mellem folkevisen og den gregorianske sang. Dette påviste Erik Abrahamsen i sin doktordisputats »Elements romans et allemands dans le chant grégorien et la chanson populaire en Danemark« fra 1923. I disputatsens danske resumé læser man:

»Gregoriana-Kunsten har overalt trængt sig frem i Folkets Bevidsthed, denne fremmede latinske og - som det vistes - germanske Komposition, er nøje kendt og skattet af Middelalderens Danske. Intet Under, at naar vore Forfædre selv vil skabe, selv vil finde Udtryk for de Tonetanker, der bryder sig Vej frem i deres Indre, den gregorianske Melodik da - bevidst eller ubevidst - glider ind i deres Kunst, eller rigtigere sagt, bliver den Idékreds, der ligesom giver dem Initiativet til at kombinere nye Tonefølger, det Middel, der saa at sige udløser den tonepsykiske Spænding i deres Sjæleliv, og ved hvilket de former deres sublime Musik. Intet Under, at Folkevisen, formalt set, bliver Udløber af den gregorianske Sang, og at en tonepsykisk Kausalitet, der har gjort sig gældende mellem »Moment«, Milieu og Komposition, her let lader sig påvise«.

Folkeviserne har holdt sig gennem årene, selv om de en overgang blev præget af de nyere musikformer, ikke mindst af romantikken, hvor den diatoniske form afløstes af dur- og moll-formen, hvorved viserne mistede deres særpræg. Men også på dette område har Thomas Laub udført et revisionsarbejde, idet han sammen med Carl Nielsen førte folkeviserne tilbage til deres oprindelige form.

Det er derfor ikke med urette, at man her i Danmark kan tale om den gregorianske sang som det oprindelige grundlag for den folkelige musik, og som derfor med visse modifikationer kan anvendes i gudstjenesten til danske tekster.

17.-19. oktober 1966 holdtes i København det første nordiske, katolske kirkemusikerstævne med 60 deltagere, og her var hovedtemaet højmessen på modersmålet. Der blev opførte tre danske og en norsk højmesse, der derefter blev diskuteret. Men der var i realiteten kun én komponist, der gjorde sig gældende, og det var Leif Kayser. Han havde skrevet en messe, egentlig beregnet som børnemesse, som var skrevet i den kirketonale stil, d.v.s. samme musikform som den gregorianske sang hører ind under.

Flertallet af deltagerne var imidlertid enige om, at den gregorianske sang ikke egnede sig til danske tekster. Denne sang er, som før nævnt, skrevet til latinske tekster, og disse har en helt anden betoning end danske. At tilpasse melodierne danske tekster ville være at øve vold imod dem, og at bruge dem, som de var, ville give dårlige resultater. Som eksempel på dette forhold spilledes en optagelse af morgenandagten i Vor Frue Kirke i København, hvor man i den senere tid altid har sunget en Davidssalme til gregorianske toner. Selv om det for det meste er recitativisk stof, er der dog f. eks. kadencen, der omfatter flere toner, men her lå betoningen som oftest på de forkerte steder, hvilket skyldtes ukendskab til teknikken ved foredraget. Imidlertid viser det sig, at Davidssalmerne, der udgør en væsentlig del af tidebønnen, meget vel kan synges på danske tekster til gregorianske toner. Dette har Dansk Tidegærd og i øvrigt den svenske statskirke vist i praksis.

Udenlandsk kirkemusik

1.-6. september 1969 deltog jeg på opfordring i »Universa Laus«, en international katolsk organisations musikkongres i Turin. Her blev man præsenteret for en række moderne kompositioner, blandt hvilke nogle gav udtryk for folkelig musiktradition. Således hørtes sydamerikansk musik, hvor rytmen spiller en stor rolle. Men det var musik, der kun var beregnet til anvendelse i de pågældende lande. Herhjemme kender vi den bedst som dansemusik. Den øvrige musik, der blev opført, var almindelig moderne musik i de forskellige former, som man kan høre allevegne. Med undtagelse af litanier, hvor menigheden sang akklamationerne, var der meget lidt for menigheden, til trods for koncilets udtalte ønske. Det meste var for solo- og korsang, og når der var noget for menigheden, var det for vanskeligt for menigheden at udføre. Ligeledes var musikken meget lidt præget af det gregorianske element, og kunne derfor ikke karakteriseres som en organisk udvikling af det bestående.

Da jeg på et af møderne fik lejlighed til at fremføre mine synspunkter, som ovenfor anført, og sluttede med at stille det spørgsmål, om det var meningen, at den katolske kirkesang skulle forlade den gregorianske sang, der havde været dens egen sang gennem århundreder, og overlade det til protestanterne - her nævnt den danske og svenske statskirke - at føre traditionen videre, fik jeg stormende tilslutning til min opfattelse.

Ungdommens sang

Ved nogle af opførelserne på musikkongressen i Turin mente nogle af deltagerne, at den fremførte musik måtte egne sig til ungdomsgudstjeneste. Musik med guitar, tromme o.s.v. står jo højt i kurs i øjeblikket.

Også herhjemme har man inden for den katolske kirke eksperimenteret med denne form, men det har ikke virket særligt overbevisende, selv om ungdommen har interesseret sig meget for denne form. Ligegyldig hvilken form, der benyttes, kræver koncilet, at musikken skal være sand kunst, kirkerummet værdig og til menighedens opbyggelse. Imidlertid skal der være plads og tid til at eksperimentere, så det er nok lovlig tidligt at vurdere denne musiks muligheder.

Konklusion

I det følgende skal jeg forsøge på, objektivt at fremsætte den gregorianske sangs muligheder med hensyn til det danske sprog.

Først og fremmest er det et uafviseligt krav, at melodien skal bære teksten, og ikke omvendt. Da der er stor forskel på det latinske og det danske sprog, er betoningen den største vanskelighed, og det er netop denne, der gør det umuligt at sætte danske tekster til de ialt 18 messer med gregoriansk sang, der findes i det romerske Kyriale, idet man derved øver vold mod melodierne. Dertil kommer de mange melismer, toneranker, i Proprium - messens bevægelige dele som indgangsvers, graduale m. m. - hvor de mange noder på samme stavelse let kommer til at virke som en karikatur.

Men der er andre områder, hvor gregoriansk sang kan anvendes til danske tekster. Der er således Davids-salmerne, hvis form er recitativisk, også kaldt »Salmodi«. Her er hvert vers delt op 5 to halvvers. Gennem nogle få indledende toner, Initium, føres man ind i den førende tone, tenor, der ved første halvvers slutning når det melodisk-rytmiske højdepunkt, Mediatio, hvor der holdes en kort pause. Er første halvvers for langt, kan det deles ved en Flexa, en ubetydelig vejrtrækningspause, der dog er afhængig af, om det sproglige udtryk vinder derved. Efter den korte pause fortsættes med andet halvvers på tenor indtil slutningen, Finalis, hvor kadencen omfatter et mindre antal toner for som regel at ende på udgangstonen. I de tilfælde, hvor tekst-betoningen ikke passer til melodiforløbet, må man benytte hjælpetoner - hvilket også sker ved latinske tekster - og det er udeladelsen heraf der bevirker, at f. eks. udførelsen af Davidssalmerne ved morgenandagten i Vor Frue Kirke i København ikke virker naturligt.

Salmodien er en tekst-recitation, der ved at blive sunget, sætter teksten i et højere, mere højtideligt plan. Man kan her tale om en slags tåle-sang, og det væsentligste her er, at sprogets rytme kommer frem på rette måde. I øvrigt har E. Rosenkilde Larsen i sin artikel »Forslag til regler for toneunderlægning af danske prosatekster til gregoriansk sang« i Dansk Tidegærds publikation »Gregoriansk sang på dansk« på fortræffelig måde gjort rede for dette forhold.

Til Davidssalmerne hører antifoner, der indleder og afslutter salmerne, og disse er som regel rigere udstyret i melodisk henseende. Til menighedsbrug vil et mere enkelt omkvæd - som antifonerne i realiteten jo er - være mere praktisk gennemførligt, og dermed nærmer vi os folkevisernes omkvæd, noget, der er karakteristisk for disse viser.

Da der med den ny messeordning, »Ordo Missæ«, der trådte i kraft 1. søndag i advent 1969, er indført tre tekstrækker, savnes gregorianske melodier til mange af de latinske tekster til Proprium, og da praktisk talt så godt som alle disse tekster er vers fra Davidssalmer, er der intet til hinder for, at de synges som ovenfor angivet med kor eller forsanger til selve salmeverset og menigheden til omkvædet. Dette kan gøres såvel med latinsk som med dansk tekst, og dermed kan de små danske menigheder - kun ganske få har kor - gennemføre en fuldstændig højmesse med gregoriansk sang.

Præstens sang i den katolske gudstjeneste er også recitativisk med inddeling i halv- og helslutninger, altså ikke Davidssalmerne ulig. Derfor gælder de samme regler for udførelse her, og den kan derfor meget vel synges på dansk.

En anden form, der ligeledes egner sig til at synges på dansk, er hymnerne. Disse er metriske, men med visse små forsiringer, der fremhæver rytmen. Som eksempel skal nævnes salme nr. 258 »Kom, sandheds Ånd« i Den danske Salmebog. Her er som melodi angivet »Efter førreformatorisk hymne« og er en bearbejdelse af den latinske hymne »Veni Creator Spiritus«. Men her er alle forsiringer skåret bort, hvorved melodien fremkommer som almindelig salmemelodi uden den rytme, der er den gregorianske sangs særpræg, hvilket kun kan beklages.

Herefter kan en katolsk højmesse herhjemme udføres med Ordinarium (de faste dele: Kyrie, Gloria o.s.v.) på latin og Proprium på dansk. Dette er forudset i instruksen »Musicam Sacram«, der i §51 fastslår:

»Sjælesørgerne må tage hensyn til både de stedlige vilkår, de troendes pastorale udbytte og hvert sprogs særpræg, når de bedømmer de musikalske værker, som tidligere er blevet komponeret til latinske tekster, for at se, om de uden ulempe kan benyttes til teksterne på modersmålet. For der er ikke noget i vejen for, at forskellige stykker i samme gudstjeneste kan blive sunget på forskellige sprog.«

Bernhard Lewkovitch:

Vi hørte for nylig en radioudsendelse. Det skulle være en dansk katolsk messe, men var en pærevælling af græske kyrieråb, latinske melodier og danske salmer tilsat en kommenterende speakerstemme, der tvang lytterne til at skele med ørerne.

Det er naivt at tro, at man nu i slutningen af det 20. århundrede, fordi alt nu skal være på dansk, kan få menigheden til at synge mere end i den latinske æra. At det ikke vil være tilfældet, kan enhver overbevise sig om ved at gå i kirke om søndagen. Danmark er overhovedet ingen syngende nation, hvilket betyder, at man ikke vil synge mere på dansk til iørefaldende melodier end hvis man sang den 8. messe.

(Af et interview 1966).

Leif Kayser:

Når en ukyndig bygger et hus, risikerer han at få taget i hovedet. Man kunne ønske, at de mange, der fusker i kompositionsfaget, kunne opleve en lignende livsfare som fuskerne inden for arkitekturen.

Der er eksempler på, at man ved at sætte gregorianske melodier til dansk tekst får teksten til at lyde så krukket, at man ikke ville tage den i sin mund ... Det er vanskeligt at forklare principperne for en sangbar tekst ... Alle det danske sprogs meget slappe, tonløse stavelser må ikke anbringes således, at de ødelægger for meget ... Med hensyn til folkekirkens tekster har deres anvendelse nok økumenisk begrundelse, men fra flere protestantiske organisters side er der en hel del kritik af det tekstlige.

(I forbindelse med en kritik af betoningerne i en dansk tekst over »De profundis« sunget til en gregoriansk salmodiformel): Det er nok gjort ud fra den tanke at bevare den gregorianske arv. Men hvis man ville spørge, om den, der var ubunden af sådanne melodiske formler, ville skrive en melodi af denne struktur til en dansk tekst, blev svaret nej.

Med en sådan melodistruktur til disse tekster var man nødt til at synge dem noget langsommere . . . Det kunne føre til en vis smagen på teksten, som ingen stod sig ved at introducere i de liturgiske liv.

(Udtalelser ved Det nordiske katolske Kirkemusikerstævne 1966).

Årgang 45/1970, nr. 03