Musikalier

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 03 - side 68-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKALIER

Orgelmusik

Egil Hovland: Elementa pro or-gano (Norsk Musikforlag, Oslo). Leif Kayser: Julesalmelege (Engstrøm & Sødring). Finn Viderø: Europæisk Orgelmusik fra det 16. og 17 Aarhundrede (Wilhelm Hansen).

Igen en bunke noder, som demonstrerer spændvidden i det nutidige orgelrepertoire: fra barok til avantgardisme. Hertil må dog bemærkes, at Egil Hovland i sit op. 52 ikke kan nøjes med en organist, men kræver to assistenter, der foruden at passe en travl virksomhed som registratorer skal blæse i otte løse orgelpiber af forskellig størrelse. Om denne spøgelsesagtige virkning er ulejligheden værd, kan nok diskuteres. Også andre modernistiske effekter tages i brug, clusters og improviserede afsnit - for ikke at tale om den gode gamle at sætte tangenter fast med tændstikker. Som i så megen anden musik af denne art savner man i nogen grad substans, mest synes der mig at være i stykkets 4. del, en passacag-lia, hvor Hovlands utvivlsomme talent kommer tydeligst til orde.

Med Leif Kayser er vi i den afdeling, man almindeligvis kalder moderat modernisme, men iøvrigt har han jo helt sit eget ansigt. Hans »Julesalmelege« er variationer over en række kendte melodier, at spille samlet eller enkeltvis. Klangligt vover Kayser sig ikke længere ud, end de tonale forlæg kan bære, satsen er oftest spinkel og let, hovedindtrykket overmåde poetisk, allerskøn-nest måske i »En rose så jeg skyde«.

Endelig et digert bind orgelmusik fra det 16. og 17. århundrede, omhyggeligt udgivet af Finn Viderø. Stoffet er ordnet efter komponisternes nationalitet og omfatter Neder-

landene, Frankrig, Italien, Nord- og Sydtyskland. Viderøs hovedsynspunkt er det fuldstændigt rigtige, at »en stilistisk overbevisende gengivelse af den klassiske orgelmusik næppe er mulig uden et tilstrækkeligt kendskab til den orgeltype, for hvilken den er skrevet.« Altså meddeles foran hvert afsnit flere orgeldispositioner, ofte for instrumenter, som stod til de pågældende komponisters rådighed, ligesom der er en sand rigdom af spilleanvisnin-ger, hentet både hos komponisterne og fra tidens teoretiske værker. Det er et spørgsmål, om ikke adskilligt af dette kunne have været indarbejdet i teksten, det havde sikkert gjort bogen nemmere at arbejde med. Men Viderø har altså valgt at bringe noterne for sig og lade nodebilledet stå i puritansk renhed.

Bortset fra nogle få sider i anmelderens eksemplar, hvor sværten er »slået igennem«, står trykket fint og klart. På side 23, takt 11 mangler i pedalet et A, men fejlen er så åbenbar, at den er let rettet. Ligeledes mangler manualfordeling på tysk til sidste sats af Druckmüllers Concerto, men da den findes på engelsk, kan man også her hitte ud af det.

Alt i alt et meget anbefalelses-værdigt værk, som nok skal blive brugt.

Richard Sennels.

Hartmann og Gade på orgel

J. P. E. Hartmann: Samtlige orgelværker.

Samfundet til udgivelse af dansk musik, 3. serie no. 178. Revideret af Jørgen Ernst Hansen. Dan Fog Musikforlag, København.

Af J. P. E. Hartmanns orgelværker har tidligere Fantasi i f-moll op. 20, Sørgemarch v. Thorvaldsens bisættelse, 1844, »Langfredag-Paaske-morgen« op. 43 og Sonate i g-moll, op. 58 været trykt i udgaver, som

man imidlertid længe kun ved skæbnens gunst har kunnet erhverve sig antikvarisk. I den foreliggende udgave, som indgår i »Samfundet til udgivelse af dansk musik«s serie har Jørgen Ernst Hansen forestået genudgivelsen af disse værker samt tilføjet Fantasi 5 A-dur, 1826 og Sørgemarch ved N. P. Nielsens begravelse, 1860, således at Hartmanns samlede orgelværker nu for første gang er tilgængelige til praktisk brug. Jørgen Ernst Hansens indledning »Om Hartmann og hans orgeler« samt den efterfølgende revisionsberetning er oversat til engelsk og tysk, hvorved udgivelsen henvender sig til et internationalt forum.

Indledningsvis skal det fremhæves, at »Samfundet« har sat alt ind på at præsentere disse centrale værker i dansk romantisk orgellitteratur på den smukkest mulige måde. Forside, titelblad, teksttryk og nodesats udgør et gennemarbejdet hele, og det forekommer mig at være en af de æstetisk mest tiltalende musikpublikationer 5 lange tider. Hertil kommer, at revisionen og udgivelsen, som er Jørgen Ernst Hansens indsats, fuldt ud står mål med de ydre kvaliteter.

l forordet gives der en kort historisk redegørelse for Hartmanns virke som organist, dels i Garnisons kirke og dels i Vor Frue kirke, Kbhvn., samt minutiøse oplysninger om de pågældende orglers dispositioner og ombygninger i Hartmanns embedsperiode; herigennem får man - også ved angivelsen af Hartmanns egne registreringsfor-slag - en vis forestilling om det klangbillede, der har ligget til grund for hans kompositioner.

Forordet indledes på charmerende måde med Hartmanns udbrud: »Nå i Guds Navn da!« hvormed komponisten påbegyndte sin ufuldendte selvbiografi. Måske har Jørgen Ernst Hansen gjort dette udbrud til sit eget, da han gik i lag med udgivelsen, som frembyder meget store editionstekniske problemer! Som grundlag for udgivelsen har der foruden de trykte udgaver fore-ligget manuskripter, som navnlig i frasering og artikulation rummer både afvigelser og vilkårligheder fra komponistens side. Udgiveren er ikke veget tilbage for det pillearbejde, som er forbundet hermed, og har med omhu og konsekvens gjort rede for disse detaljer i sin revisionsberetning. Som en enkelt undtagelse, der bekræfter dette hovedindtryk, skal blot nævnes, at fraseringen 5 A-dur fantasien takt 163-170 ikke er i overensstemmelse med tilsvarende steder takt 109-114 og 247-252. Trods ivrig granskning er anmelderen ikke i stand til at fremføre andre nævneværdige indvendinger end denne petitesse, men vil gerne udtrykke sin uforbeholdne begejstring for denne fornemme og helt igennem sobre udgave.

De 6 orgelværker, som denne udgave rummer, er blevet til inden for tidsrummet 1826-86 og repræsenterer vidt forskellige faser i Hart-manns kompositoriske virke. Bortset fra de to sørgemarscher er disse værker absolut koncertmusik - uden forbindelse til det liturgiske og egentlig også uden forbindelse til orglets ydeevne. Hvor en César Franck til hver en tid har lyttet til sit instrument og dets formåen, har Hartmann - i majestætisk ophøjethed - givet sit kompositionstalent frit løb, ofte på bekostning af orglets natur (oktav-fordoblinger i passagespil, staccato-spil 5 fede akkorder m. m.). Men det er stort set dejlig musik, som gennem nærværende udgave vil komme til at indgå i mange organisters repertoire.

Niels W. Gade: Orgelkompositioner.

Udgivet af Steen Lindholm. Wilhelm Hansen.

Niels W. Gades virke som organist, først i Garnisons Kirke 1851-1858, derefter indtil sin død i 1890 i Holmens Kirke, satte sig bl. a. spor i en række orgelkompositioner, hvor-

af »Tre Tonestykker« op. 22 (tilegnet svigerfaderen J. P. E. Hartmann) og »Festligt præludium over Choralen »Lover den Herre«« har foreligget i nu forlængst udgåede tryk, mens de øvrige kompositioner af ukendte grunde ikke nåede til udgivelse, og indtil nu kun har befundet sig i håndskrevne autografer eller afskrifter herfra.

Steen Lindholm har i den foreliggende udgave samlet de væsentligste bidrag fra Gades hånd til orgelmusikken, d.v.s. foruden de allerede nævnte værker tre orgelkoraler samt en sørgemarsch, komponeret til admiral Suensons jordfæstelse fra Holmens Kirke. Som nodetryksag kan denne udgave ikke fremkalde samme begejstring som Hart-mann-udgaven; nodetegning er nu ikke så smukt som stik, men det er selvfølgelig også mindre bekosteligt, og så får man tage de mange små skævheder og ujævnheder med, men herudover er det min opfattelse, at Gades orgelværker havde fortjent en mere gennemarbejdet udgivelse end den foreliggende. Lige så værdifuldt det er, at vi nu kan lære denne del af den store danske komponists produktion at kende og indlemme den i vores repertoire, lige så beklageligt er det, at udgaven skæmmes af uforholdsmæssig mange trykfejl, uklarheder, inkonsekvenser og mangler både i revisionsberetning og nodetekst.

En sådan kritik må naturligvis dokumenteres, hvorfor jeg må bruge spalteplads på en række detaljer, som kan synes smålige, men som dog ikke er ganske uvæsentlige for den, der ønsker at bruge udgaven:

Side l-ll omtales orglerne i de to kirker, hvortil Gade var knyttet, og dispositionerne anføres, l Garnisons orgel er rygpositivets 8. stemme angivet som Mixtur 4 Fach (ligesom 7. stemme); det rigtige er trompet 8', hvorved først Gades egen registreringsanvisning til »Af Høiheden oprunden er« får mening, l samme orgels pedalværk anføres som 7. stemme Piccolo 1/2 Fuss,

hvilket skal være Piccolo 1V2 Fuss. Endelig kan man ved sammenligning med de oplysninger, Jørgen Ernst Hansen giver i Hartmann-ud-gaven, se, at orglet formentlig er blevet ombygget 1835 af Marcus-sen og Reuter, hvorved hovedværket bl. a. har fået tilføjet en trompet 8. Dette er dog ret vigtigt, hvis man skal forstå denne udgaves oplysninger om registreringsanvis-ningen til Tonestykke !, takt 22 ff. Ombyggeren af Holmens Kirkes orgel 5 1834 hed Ramus, ikke Rasmus, og Brystværkets Waldfløjte var en 2-fod, ikke 4'.

Revisionsberetningen: Det er rigtigt, at manuskriptet til »Tre Tonestykker« indeholder 4 stykker, men det burde for en ordens skyld nævnes, at den - også i Breitkopf og Härtels udgave 1852/53 - udeladte d-moll Andante er streget over med blyant i ms. Udgiveren betegner ms. som »skitser«, hvoraf man kunne få det indtryk, at kun det nødtørftigste er noteret, men stykkerne foreligger dog i ms. fuldt udarbejde, omend de frembyder afvigelser fra den trykte B&H-version. Det fastslås, at »den foreliggende udgave bevarer dispositionen fra B&H«: men på trods heraf har udgiveren den ene gang efter den anden foretrukket manuskriptets læsemåde. Denne fremgangsmåde er i princippet meget problematisk, idet man dog med nogen sikkerhed kan gå ud fra, at en trykt udgave, som udkommer året efter værkernes tilblivelse, repræsenterer komponistens endelige version, l den foreliggende udgave medfører denne vælgen og vragen mellem manuskriptets og trykkets læsemåde i visse tilfælde de besynderligste resultater, som f. eks. Tonestykke l, takt 45 og 48, hvor udgiveren har meddelt ms.' oprindelige version, men fortiet, at den er overstreget med blyant i ms. til fordel for den, vi møder i B&H-udgaven. Nøjagtig det samme ses i t. 84 og 97. Til t. 84 burde blyantsrettelsen være registreret, t. 97 ligeledes, selv om den er næsten identisk med B&.H.

- Udgiveren skønner ganske vist, at de her nævnte rettelser ikke er »nævneværdige« (s. IV), men det forekommer mig at være en lovlig flot påstand, især da man af ovennævnte eksempler kan se, at Gade

- både i stemmeføringsmæssig og harmonisk henseende - med sine rettelser er nået til en musikalsk afklaring af stoffet. - Til t. 85 og 89 gives den uforståelige oplysning, at »Ms. Pedal noteret en oktav dybe-bere«. Sagen er, at ms. gengiver pedalstemmen t. 85—89 i samme leje som udgaven her, men den er forsynet med 8va-tegn over, indført med blyant! Det giver en anden mening; til gengæld har udgiveren overset, at pedalstemmen t. 105 er noteret en oktav dybere med bly-antstilføjet 8va-tegn over. Endelig skal bemærkes, at »accellerando«

t. 55 ifølge såvel B&H som ms. sætter ind allerede to takter før; som det står her, kan man dårligt nå at accellerere, før der foreskrives ri-tardando.

l revisionsberetningen til Tonestykke il er der visse misforståelser med hensyn til de oprindelige klaviatur-angivelser. Både for ms. og B&H gælder, at Clav. l er pianissimo og Clav. II piano, l sin hovedtekst har udgiveren konsekvent byttet om på de to værker, hvilket naturligvis også i praksis lader sig gøre; men det motiverer ikke en ændring i revisionsberetningens oplysning om kilderne, navnlig ikke, da de meddelte anvisninger er ulogiske: »Einige 8 füssige Stimmen« må ifølge sagens natur være kraftigere end en gedakt 8. - På et musikalsk afgørende punkt i dette

stykke følger udgiveren atter primært ms. i stedet for B&H: pedalindsatserne på sidste slag i t. 6, 7 og 33, som 5 B&H er forskudt til første slag i hhv. t. 7, 8 og 34, en uden tvivl af Gade selv ønsket ændring, som giver en naturligere vægtfordeling i harmonifølgen på de pågældende steder. Det forekommer mig igen at være imod Gades egne intentioner, nu at ophøje ms. til at være den primære kilde, (l øvrigt har udgiveren glemt de pausetegn i mellemstemmen t. 7, som faktisk står i ms., og i t. 33 har han på første slag fulgt B&H, på sidste ms., hvilket man kan gætte sig til af revisionsberetningen, som her har glemt henvisning til B&H). Tonestykke III: Bortset fra enkelte artikulationstegn angives i revisionsberetningen alle divergenser mellem4 ms. og tryk. Det er dog undgået udgiverens opmærksomhed, at t. 110-111 i ms. er rettet med blyant til den endelige version (B&H). Udgiveren følger i dette stykke B&H undtagen på eet punkt, nemlig ved repriseindsatsen t. 90, hvor ms. undtagelsesvis lægges til grund. Man kan her blot håbe, at alle, der fremfører stykket efter denne udgave, vil studere revisionsberetningen og følge den der meddelte B&H-version, som unægtelig er bedre. De nyindførte cæsurtegn på dette sted kan meget vel anvendes, hvis man følger B&H-versionen, mens det nærmest er vold mod den musikalske puls at anvende dem som her foreslået (jvf. tenorstemmen t. 89).

De editionstekniske problemer er åbenbart kun påtrængende i de omtalte tre tonestykker. For de øvrige kompositioners vedkommende har de foreliggende manuskripter - for »Lover den Herre« tillige et posthumt tryk - ikke krævet dyberegående overvejelser, og udgaven er her næsten lydefri. Kun det ene koralforspil »Af Høi-heden oprunden er« præges af nogen uopmærksomhed. Foruden en underordnet trykfejl i revisionsberetningen skal der peges på flg. i nodeteksten: l t. 10 skal e' forsynes med bindebue over til en helnode (som helt mangler) i t. 11, og bindebuen skal derfra videreføres til e' i t. 12. T. 15 er opløsningstegn for cis' faldet ud, t. 17 skal a forsynes med bindebue til t. 18, t. 18 skal g' sidste fjerdedel bindes over til næste takt; t. 21 har fraseringsbue i højre hånds e'-cis' (svarende til cis-e i venstre). Endelig indeholder ms. t. 23 manualangivelsen: »Ober Cl.«, ikke III.

De påviste editionsmæssige mangler tyder på hastværk, og det er synd for både Gade og de orgelspillere, som i kommende tider vil tage disse stykker ind i deres repertoire, og som med god ret mener at kunne stole på udgavens på-

lidelighed. Vi er ikke forvænt med nyudgivelser af vor guldaldermusik; så meget mere kan man forvente, at de, der påtager sig så stor en opgave, gør sig klart, at det kræver masser af tid, en udpræget indlevelsesevne samt en skærpet sans for selv de mindste detaljer. Disse krav er, som man vil forstå, ikke ganske opfyldt her, hvorved den glæde, man umiddelbart føler over, at Gades storartede orgelmusik nu er tilgængelig, desværre bliver stakket og vendes til det modsatte. Vi havde godt kunnet vente et par år endnu, hvis resultatet var blevet af større kvalitet. Men naturligvis - med de fremførte forbehold - vil jeg gerne anbefale interesserede at anskaffe sig udgaven og fordybe sig i Gades værker, hvoraf navnlig de tre tonestykker viser hans inspirerede musikerskab.

Inge Bønnerup.

Årgang 45/1970, nr. 03