Ung nordisk musikfest 1970

Henrik Colding-Jørgensen:

UNG NORDISK MUSIKFEST 1970

— en rapport

Der var en vis linie over årets UNM, i hvert fald fra arrangørernes side:

Målet var at lave en musikfest, hvor ny kammermusik - som altså er koncertmusik i traditionel forstand - indgik i et musikmiljø sammen med en hel del andre slags musik. Og som det kom til at se ud, var der om eftermiddagene seminarer - improvisation, diskussion, slagtøjsdemonstration - og om aftenerne musikfest. Én aften måtte henlægges til radioen, så det blev en almindelig koncert. De øvrige blev blandet af kammermusik, jazz, folkemusik, sitarspil, beat og instrumentalteater. Selv om der selvfølgelig var nogle detaljer, der kiksede, må det siges, at det komplicerede arrangement stort set klappede. En tak til Stockholm for det!

Om musikfesten så fungerede rigtigt, set fra deltagernes synspunkt, er en anden sag:

Der er mange forskellige meninger om, hvad og hvordan UNM bør være, og bl. a. derfor var der også forskellige grader af tilfredshed med »musikmiljøet«. Nogle mente, at de nye musikværker var det mest interessante, seminarerne og de andre slags musik var der ikke meget ved. (Jeg hørte sågar udtalt, at det var orkesterkoncerten, der var hovedsagen på UNM). Andre mente, at seminarerne absolut var det mest givende. Andre igen, at de nye værker var der ikke meget ved, men sammensætningen af de forskellige slags musik var yderst interessant.

Og så var der nogle, der syntes, at det her var simpelthen skønt! eller nåh ja, det var da meget rart.

Det viste sig meget vanskeligt at sige noget konkret om hele musikfesten, af den simple grund, at ingen af deltagerne (måske med undtagelse af nogle få sejge gemytter) kunne overkomme at deltage i alle arrangementerne. Kast blot et blik på programmet, som begynder i højre spalte, så ses det let hvorfor. Når jeg alligevel prøver på det, er det fordi jeg mener jeg har fundet en brugbar angrebsvinkel. Den kommer her: Den nuværende musiksituation kan ikke anskues som en meningsfyldt helhed, medmindre den betragtes i sammenhæng med det øvrige samfunds tilstand. Ej-heller kan musikkens udvikling forstås uden sammenhæng med det øvrige samfunds udvikling.

Dette behøver ikke nærmere forklaring; det kan de fleste vel gå med til. Men derfra at slutte, at simple økonomiske modeller, som for en overfladisk betragtning passer på musiklivet, skulle kunne sige noget væsentligt om musikken, - det er en kortslutning, som er foretaget i skøn samdrægtighed af sociologer, psykologer, musikmennesker og mange flere. Vi kan tage den klassiske

ØL:

producent

distributør

konsument

MUSIK:

producent

distributør

konsument

og »oversætte« det til, at producenten må vel være komponisten, distributøren musikeren og konsumenten tilhøreren. Det kan man jo godt tillade sig at kalde dem, men sammenstillingen siger stort set ingenting om musik eller øl, kun om begreberne producent, distributør og konsument.

Musik anskuet som information, det løb er kørt fast i den helt uhåndterlige informationsteori.

Kommunikation - som alle modeord brugt i brede, vage betydninger, - vil egentlig bare sige udveksling af impulser, og det passer jo meget godt på en hel del musik, men igen siger sammenstillingen os mere om begrebet kommunikation end om musik.

En analyse eller beskrivelse af musiksituationen må begynde med en definition eller en afgrænsning af begrebet musik. Hvad i himlens navn er musik? - Og her er det, mennesker bliver vildt uenige; der er mange forskellige opfattelser af dette begreb, og mange af dem er simpelthen uforenelige. Det er situationen, det er dér, vi begynder.

Jeg foreslår altså følgende definition af musik: musik er alt, hvad noget menneske opfatter som musik. (Denne definition gælder principielt kun for mennesker, hvis sprog indeholder ordet musik, men kan vel med forsigtighed anvendes med gængse oversættelser). Det er en large formulering, men ikke intetsigende. Dyrs musikopfattelse er f. eks. udeladt af praktiske grunde. Og alt det, som ingen mennesker opfatter som musik, er ikke indeholdt i begrebet. Denne definition kan muligvis bruges i praksis, da der er foreteelser, som af umådeligt mange mennesker opfattes som musik, og der altså er en forbindelse mellem mange af de enkelte musikopfattelser.

I en analyse af musiksituationen må vi så prøve at finde frem til nogle grundlæggende og uforvekslelige polariseringer af dette musikbegreb. For eksempel:

1) musik med et konkret praktisk formål

eks.: radioens pausesignal, bjældeklang, tågehorn i havnen, militære hornsignaler, tårnursklokker;

2) musik der er aftalt på forhånd

eks.: strygekvartetter, tempelmusik, spillemandsduet-ter, salmer, marcher, beatkoncerter;

3) musik fra mekaniske indretninger

eks.: timeslag fra ure, Calder's klokke-mobile, spilledåsemusik, musik fra båndmaskiner og grammofoner;

4) musik i enrum

Og her vil jeg så forlade dette spændende emne med en bemærkning om, at de nævnte 4 slags musik jo ikke er modsætninger til hinanden (ud med dualismen!), og vende tilbage til årets UN M, som var centreret omkring begrebskomplekset musik i samvær - samvær igennem musik.

Musiklivet i Skandinavien opfattes i almindelighed som opdelt i genrer, såsom jazz, kammermusik, beat, opera, folkemusik, evergreens, elektronmusik, balletmusik, muzak, kirkemusik. (Indisk, japansk, afrikansk musik o. lign. opfattes sjovt nok også tit som genrer). Det er nok en temmelig realistisk opfattelse, da mange mennesker næsten kun beskæftiger sig med - eller har noget videre kendskab til - ganske få sådanne genrer. Det væsentligste formål med at lave UNM 70 som en blandingsfestival var at give mennesker med forskellig musikalsk baggrund mulighed for at konfronteres med hinanden og med hinandens musik, og måske opnå en slags kontakt. Sagt med et slagord fra planlægningsmødet i april: at bryde den herskende isolationisme.

Ønskerne om at bryde isolationismen kommer forståeligt nok fra mennesker i de (såkaldte) kredse, som hidtil har været mest isolationistiske. Den »seriøse« musik er traditionelt snævert forbundet med kirker og universiteter, og musikvidenskab har hidtil stort set været ensbetydende med musikhistorie, eller rettere: historien om den »finkulturelle« musik. Men nu er der altså nogle, der har fået nok af at være hofnar, og som vil være med i samfundet, uden derfor at give afkald på deres personlige viden og kunnen. Og nogle af dem forsøger så at bryde isolationismen ved at lave et arrangement som UNM 70.

Musik i samvær - samvær igennem musik: Der var almindelige koncertsituationer (musikere - tilhørere) med kammermusik, viser, sitarspil og jazz, men det højtidelige var taget af situationen med farvede projektører og sølvpapir på væggen; man havde øl og tobak - under sitarspillet sad og lå tilhørerne iøvrigt på sivmåtter på gulvet. Der blev også danset til noget af jazzmusikken, og en enkelt gang var der så mange andre, der havde instrumenter med, at jazzkoncerten endte som en jam-session med dans. Så var der improvisationerne. På seminarerne blev der arbejdet bevidst og energisk med både lyd og bevægelse, de to første dage bundet - alt for bundet -, derefter næsten helt frit; og nu og da opstod der situationer, hvor deltagerne spontant fandt sammen i elementære situa-tionsmønstre. Man fik virkeligt indtryk af, at mennesker har et grundlæggende behov for frit aktivt samvær uden ord, med plads til at bevæge sig på, og uden frygt for at forstyrre. Også voksne mennesker. Og det er et behov, som det er meget svært at tilfredsstille i vores samfundsindretning.

Iøvrigt blev der også improviseret under koncerterne; og om lørdagen, hvor gruppen »träd, gras och stenar« kom og spillede, bestod hele resten af arrangementet af deltagernes egne improvisationer. I 5-6 timer.

Alt i alt var det et vellykket eksperiment. Nogle af deltagerne kom i kontakt med hinanden i større og mindre grupper, nogle barrierer blev gennembrudt, eller i det mindste lavere. Og nogle af kontakterne resulterede oven i købet i fælles, skabende virksomhed, fælles improvisation.

Det var ikke den store forbrødring med katharsis til alle, eller uhæmmet kommunikation til alle sider, det ville også have været besynderligt. 150-200 mennesker, som kun i meget begrænset omfang kender hinanden i forvejen, og som møder med vidt forskellige forudsætninger, kan ikke uden videre komme hinanden ind på livet, især ikke når mange er hæmmede af samfundsmæssige konventioner, og slet ikke på kun 6 dage. Men det opløftende er, at der overhovedet var nogle der kom i kontakt, kom i gang. At det kan lade sig gøre.

Hvad deltagerne egentlig fik ud af dette forsøg, kan ingen sige. Men der skete noget i Stockholm. Det må følges op.

»Missa de profunctis« (snapshot fra improvisationsseminariet). Mennesker har et stort behov for at meddele sig til hinanden uden brug af ord, for eksempel med lyd, bevægelse og berøring. Dette behov bliver almindeligvis ikke tilgodeset i vores vesterlandske samfund, - »den slags gør voksne mennesker da ikke«. Billedet er fra en helt improviseret situation. Prøv det selv, det er en spændende måde at være sammen på, Michael Bertelsen: »... jeg hader det elegante og raffinerede. ... Min musik kan ikke bruges i en konservativ valgkampagne. Jeg tror ikke, den udtrykker noget socialistisk, men jeg tror kun, den kan bruges i et socialistisk samfund. ...«

Magne Hegdahl (N): »... Jeg er vældigt skeptisk over for, om komponisten kan lave noget direkte forkyndende i musikken, om det i det hele taget fungerer ... Jeg føler det som yderst utilfredsstillende at lave musik, som er så uhyre vanskeligt tilgængelig, og opretholde den vældige adskillelse mellem publikum og komponisten. ...«

Gunnar Valkare (S): »... Der er måske slet ikke tale om, at man skal lave musik, som har evig værdi, men at man laver musik, som passer til en gruppe, passer en situation ... Man kommer ingen vegne i de her gamle mønstre, gamle institutioner, med det her nye; man har ikke en chance. Og de fleste - i hvert fald jeg - er allergisk mod institutioner i det hele taget. ...«

Kurt Lindøren: »... For os er folkemusik så at sige en genre, det er ikke en levende form. Måske kan vi inden for improvisationskunsten finde en basis for en folkemusik. ... Det første skridt, synes jeg, er at genrer og sådant noget ikke har nogen som helst betydning, det har ingenting med stil at gøre. Men stilen kan man muligvis skabe senere, når man har arbejdet meget længe ...«

(Citatudpluk fra Sveriges Radios rapport fra UNM den 18. februar).