Den store spilledåse

Jens Brincker:

DEN STORE SPILLEDÅSE

På baggrund af en ny bog om computermusik opsummeres facts og erfaringer med denne musik.

Alle byboere kender synet af regnecentraler eller datacentre -: disse akvarielignende kontorlokaler, hvor ens klædte mænd i terrylene-bukser og hvide skjorter (slipset stukket ind mellem 2. og 3. knap) bærer rundt på stabler af papir eller magnetbånd og ser betydningsfulde ud.

Nogle heldige har været indendørs i sådanne informationstempler og har opdaget, at altrene - de grå, strømlinjede maskiner med båndstationer og lysende knapper - ikke er lydløse. En summen og brummen ledsager regneoperationerne som et diskret, værdigt udtryk for aktiviteten. Når det er jul kan denne summen og brummen krystallisere sig til musik. Smarte hvidskjortede herrer har fundet ud af en række regneoperationer, der udført i passende tempo giver »Glade jul« som akustisk output. POP-ART. Til daglig er regnemaskinernes musikalske muligheder almindeligvis uudnyttede. Eller helt og holdent underlagt ikke-kompositoriske formål.

Imidlertid - det land, der har flest datamaskiner, må på et tidspunkt få en »til overs«, der kan programmemeres til kompositoriske formål. Om ikke andet så en datamaskine, der er helliget eksperimentelle aktiviteter og befinder sig på en forskningsanstalt eller et universitet, hvor der er komponister og musikere i nærheden.

Så opstår COMPUTERMUSIKKEN.

Computermusik er altså musik, der realiseres af en datamaskine, ligesom elektronmusik realiseres af et elektronstudie og almindelig musik af instrumenter eller stemmer. Betegnelsen »Computermusik« siger intet om kompositionsmetoderne, der er anvendt, eller kompositionens stillistiske observans. Det fortæller kun, at musikken spilles på datamaskine.

I USA har man gennem adskillige år eksperimenteret med musik, der kan spilles på datamaskiner. En af de tidligste pionerer er Lejaren Hiller, hvis første komposition »Illiac-suite« er komponeret på datamaskine, men spilles af en strygekvartet og altså falder uden for vort område. Men Hillers følgende værk »Computer-Kantate« fra 1963 er både komponeret af og for datamaskine og er en af genrens klassikere. Bell-telefon kompagniets forskningslaboratorier har under ledelse af bl. a. John R. Pierce også interesseret sig for computerens akustiske muligheder, ifølge sagens natur inspireret af computerens manglende talefærdigheder, og flere andre amerikanske computercentrer arbejde også med computeren anvendt som alle tiders største spilledåse.

Når man vil udnytte en computer rationelt som musikinstrument, er det ikke praktisk at forlade sig på de »naturlige« støjlyde, der følger regneoperationerne, jfr. indledningen. Disse støjlyde skyldes de enkelte regnestykker i maskinen, som arbejder så hurtigt, at et mange gange gentaget regnestykke giver en frekvens, der opfattes som en en tone. Det er mere praktisk at konstruere et apparat, der laver datamaskinens interne elektriske impulser om til elektriske svingninger, der er analoge med lydsvingninger - altså elektriske svingninger af samme type som vi kender fra en grammofon-pick-up eller tonehoveder på en båndoptager.

Datamaskinens interne elektriske svingninger er som regel af en type, der er væsensforskellige fra de analoge svingninger. De kaldes digitale og ligner en række diskontinuerte impulser, der skifter mellem to stadier.

Har man et apparat, der kan ændre digitale svingninger til analoge - en digital/analog omvender - kan man lagre forskellige svingningstyper i digital form i sin datamaskines hukommelse og kalde den frem med det program, der repræsenterer komponistens partitur. Takket være datamaskinernes store kapacitet og deres principielle ligegyldighed med hvilke svingnings-former, de indeholder, kan man opbygge en hvilken som helst svingningsform med en hvilken som helst frekvens. Og man kan med et passende programmeringssprog kalde disse svingninger frem, vende dem om i digital/analog omvendere og indspille dem på båndoptager.

Det lyder ret så enkelt, men teknisk er det en temmelig kompliceret proces, man skal igennem, før man har et tilfredsstillende data-musikinstrument, der som almindelige musikinstrumenter reagerer simultant på de påvirkninger komponist/interpreten udsætter det for. Det er ikke alle datamaskiner, der er store nok til at kunne generere toner med et tilstrækkeligt stort overtonespektrum simultant, og ingen skal tro, at data-teknikken betyder nogen forenkling eller »genvej« til musikken.

Imidlertid betyder den et definitivt brud med de begrænsninger, som traditionelle musikinstrumenters akustik og spillemåde hidtil har sat, så besværet med datamaskinerne behøver ikke at være forgæves for den komponist, der vil ud over gængse udtryksmåder.

F. eks. kan man nævne muligheden for at komponere musik, som er frigjort fra de traditionelle musikinstrumenters overtoneforhold, der som bekendt implicerer oktaven, kvinten og treklangen som basis-intervaller. Med computeren kan man fremstille en skala med f. eks. otte lige store intervaller og spille på den med toner, hvis overtoneforhold genspejler skalaens intervaller.

Såvel det nævnte eksperiment som flere andre er omtalt i bogen »Music by Computers«, der er udgivet 1969 af to professorer ved Illinois Universitet (hvor også Hiller arbejder) Heinz von Foerster og James W. Beauchamp. De to udgivere har stået for en
konference, hvor amerikanske musikere og videnskabsmænd beskæftiget med emnerne musik og datalogi har redegjort for deres arbejder, og bogens ti kapitler eller rapporter er udvidelser af disse foredrag.

Bortset fra Heinz von Foersters principielle introduktion om »Sounds and Music« er kapitlerne delt op i tre emnekredse: Om programmer og systemer, om algoritmer i kompositionsprocessen, og om æstetik. Ingen af disse emnekredse kan siges at være udtømmende behandlet, idet de enkelte kapitler eksemplificerer specifikke løsninger på konkrete problemstillinger. Men man kan næppe forvente andet og mere på Computermusikkens nuværende stadium.

Alt efter temperament og interessesfære kan man fordybe sig i de enkelte rapporter og emner, og man skal nok være noget af en datalogisk-musikologisk polyhistor for at forstå alle bidragene til bunds. Alligevel kan den samlede gennemlæsning give et indtryk af feltets bredde, og navnlig den sidste emnekreds - om æstetikken - vil have bud til et overvejende musikalsk interesseret publikum.

Den afskrækkende titel »Algorithms in Composition« skal dog ikke skræmme kompositionsstuderende, for her skriver Lejaren Hiller om sit eget programmeringssprog MUSICOMP, der er specielt udviklet til komposi-tionsopgaver - om man vil en ny notationsmetode. Og er man teknisk interesseret, vil James W. Beauchamps artikel »A Computer System for Time-Variant Harmonic Analysis and Synthesis of Musical Tones« være en glimrende introduktion til de logiske og tekniske problemstillinger, som computermusikken afstedkommer.

Navnlig er sidstnævnte bidrag med mange instruktive diagrammer informativt, da det følges af en grammofonplade med toner, der er spillet af musikinstrumenter, analyseret af et computersystem, syntetiseret af et andet og slutteligt indspillet til sammenligning med originalen. Denne procedure, hvor molboagtig den end kan forekomme, giver et indtryk af computermusikkens tekniske udvikling og den præcision, hvormed man kan udtrykke sig på dette nye instrument.

De øvrige artikler er også hvor det falder for, ledsaget af grammofonplader, indspillet i en temmelig ringe teknisk kvalitet, men alligevel velkomne, da emnet ofte går ud over den menneskelige forestillingskreds, hvor det udkrystalliserer sig i kompositioner.

(Heinz von Foerster & James W. Beauchamp (ed), Music by Computers. John Wiley and Sons, New York 1969).