Musikalier

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 04 - side 108-111

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKALIER

Georg Wilkenschildt: Caprice for trombone og klaver (Wilh. Hansen)

Med udgivelsen af denne komposition er der ydet et godt bidrag til den i forvejen ret sparsomme litteratur for instrumentet. Capricen bærer præg af komponistens naturlige sans for instrumentets tekniske og klanglige muligheder, som han udnytter med stor sikkerhed. - Udfra en pædagogisk synsvinkel må denne komposition betegnes som avanceret stof og ligger som sådan nok også i forlængelse af en tidligere Wilkenschildt-komposition, de 24 solostykker for basun og klaver, der afrunder Palmer Traulsens reviderede udgave af Anton Hansens skole, der nu anvendes i undervis-ningsøjemed overalt i Skandinavien. - Derfor ville det være ønskeligt, om den linie, der ligger i Wilken-schildts arbejde for instrumentet, ved først givne lejlighed måtte blive kompletteret fra Wilhelm Hansens side ved en udgivelse af klaverstemmen til de 24 solostykker. Ole Engler.

Four Scotch Songs, Arranged by J. C. Bach. Udgivet af Roger Fiske. The Braes of Ballan-dine. Lochaber. The Broom of Cowdenknows. I'll never leave thee.

Schott Edition 11094-11097. Gennem hele det 18. århundrede kan der 5 England spores en stigende interesse for den folkelige kunst; specielt møder man en intens dyrkelse af folkesange, dels af national, dels af skotsk, irsk og walisisk herkomst. Denne interesse giver sig bl. a. litterære udslag i 1760'erne i Thomas Percy's berømte »Reliques of Ancient English Poetry« og James Machpherson's Ossian-digte, der begge, trods deres forskellighed, imødekom tidens trang til det påståede umiddelbare l musikalsk henseende foregår der gennem hele århundredet en livlig udgivelse af disse, specielt skotske, folkesange, lige fra Henry Playford's udgaver fra o. 1700 frem til William Napier's og George Thomson's store flerbinds udgaver fra 1780'erne og 90'erne med arrangementer, skrevet af tidens førende komponister. Det er en kendt sag, at navnlig Haydn, med sine ca. 450 arrangementer af skotske folkesange, var førende på dette område, men også folk som Ignaz Pleyel, Humme!, L. A. Kozeluch og Beethoven bidrog med talrige arrangementer.

Til denne skare af større eller mindre arrangører melder sig også J. S. Bachs yngste søn, Johann Christian Bach - skønt formodentlig noget tidligere end de nævnte. Fra 1762 virkede J. C. Bach i London og foranstaltede her, sammen med C. F. Abel, en serie berømmede og flittigt besøgte abonne-

ments-koncerter. Som det fremgår af originaltrykkene af disse fire ny-udgivne skotske folkesange, er i hvert fald tre af dem skrevet med direkte henblik på opførelse ved disse Bach-Abel koncerter; det drejer sig om »Lochaber«, »I'll never leave thee« og »The Broom of Cowdenknows«, som alle trykkes kort efter Bachs død i 1782, idet titelbladet som komponist angiver »the late celebrated Mr. Bach«. Det skal nævnes, at Charles San-ford Terry's tematiske katalog over J. C. Bachs værker kun nævner to af disse sange, nemlig »Locaber« og »The Broom of Cowdenknows«, og - mærkeligt nok - som de eneste værker i katalogen, uden temaangivelse.

Hvad Bachs udsættelse angår, udviser disse tre sange tydelige paralleller. Alle tre er de ledsaget af 2 fløjter, 2 violiner og bas og fremviser i harmonisk og sats-teknisk henseende en yderst enkel stil;

hver af sangene er forsynet med et kort for- og efterspil, bygget over den pågældende skotske melodis begyndelse. Af det nationale og folkelige er der kun lidt tilbage.

Den fjerde af sangene. »The Braes of Ballandine«, er anderledes stort anlagt. Den er instrumenteret for obo, violin, viola, cello og klaver, og akkompagnementet er langt mere omhyggeligt og differentieret end i de tre øvrige sange; foruden et langt for- og efterspil er den forsynet med mellemspil, der efter tidens målestok er ganske krævende i teknisk henseende. Der levnes ligefrem de udførende mulighed for at indlægge solokadencer i disse mellemspil. Vi ved da også, at netop dette arrangement er skrevet for fire af Londons største virtuoser på den tid.

Bachs arrangement, som det foreligger her, blev trykt i William Shield's »Rudiments of Thoroughbass for Young Harmonists« fra 1815, og her hedder det udtrykkeligt:

»A favorite Singer of the following elegant Scotch melody, was accompanied in the year 1771 by four of the greatest performers in Europe, and the voice was supported but not overpowered by the expressive finger of its ingenious Harmonizer«. William Shield nævner hverken navnet på komponist eller musikere, men af originaltrykkets titelblad fremgår det, at foruden Bach selv ved klaveret medvirkede oboisten J. C. Fischer, violinisten W. Cramer, bratchisten Giardini og cellisten Crossdill.

At netop disse fire sange har været kendte og yndede i samtidens England fremgår dels deraf, at også Haydn arrangerede de samme fire sange, hvad ikke kan undre, når man betænker det store antal udsættelser, han fik trykt, dels af, at de optræder i adskillige af tidens folkesangsantologier, blandt hvilke kan fremhæves Domenico Corri's »A Select Collection of the Most Admires Songs, Duetts etc.« fra o. 1780. Endelig kan det nævnes, at melodien til »The Broom of Cowdenknows« formodentlig har hørt til de populæreste af disse skotske sange overhovedet, idet den af J. C. Pepush ca. 50 år tidligere var blevet brugt som sidste sang i 1. akt af en af århundredets store opera-successer, »The Beggar's Opera« til John Gay's tekst »The Miser thus a shilling sees«.

De fire små hefter, som de er udgivet af Roger Fiske hos forlaget Schott, er forsynede med løse stemmer, og de begrænsede tekniske færdigheder i instrumental og sanglig henseende, som i hvert fald tre af dem kræver, gør dem velegnede til brug for skoleorkestre o. lign. Samtidig er de en kærkommen forøgelse af den forholdsvis beskedne del af Johann Christian Bachs samlede produktion, som indtil nu er tilgængelig i moderne udgaver.

Niels Krabbe.

Flemming Weis: »Femdelt Form III« (for orkester) 1963. Samfundet 3. serie nr. 202. Orkester: 1 også picc., 1, 1, 1,-2, 1, 1j-Timp., Tamburo, G.C., Trgl., Cel, -Archi. Total var. 11 min.

Såvel de intervalliske som de rytmiske karakteristika er i udstrakt grad de samme i alle satserne. Ligeledes er alle 5 satser stærkt præget af en såkaldt gennembrudt orkestersats.

Værket forløber fra en tilblivende karakter i første sats over allegro agitato i III sats, domineret af f-dynamik, til en mere og mere udklingende karakter i sidste sats. Dette fremgår tydeligt af satsernes tempi: III metr. 126,-ll metr. 84 og IV metr. 76- l metr. 76-88-76 og V metr. 60-66-60.

Værket bærer præg af komponistens fortrolighed med de kompositoriske erfaringer som aktualiseredes i 50'erne (serialisme, klangfarvemelodi etc.). Disse erfaringer har han udformet efter sine personlige krav, ikke mindst om klarhed og anskuelighed.

T. Ø.

KLAVERMUSIK

Povl Rovsing Olsen: Concerto pour piano et orchestre. Samfundet til udgivelse af dansk musik. 3. serie nr. 203. Dan Fog Musikforlag, København. En velklingende klaverkoncert.

Efter en maestoso-indledning kommer klaveret med et aldeles fascinerende tema. Dette tema, som dominerer hele førstesatsen, bliver bearbejdet af Rovsing Olsen med stor klanglig fantasi. Således virker den kanonagtige del i messingblæserne storartet. Et kontra-sterende tema optræder i strygergruppen og er glimrende anvendt efter klaverets store kadence i et sammenspil mellem violoncello og fløjte. Midtersatsen er en Larghetto, soloinstrumentet indleder, og det slutter også satsen med det sangbare tema. Morsomt virker strygernes rytmiske motiv, der afbryder temaet i blæserne, klaveret

akkompagnerer her med figuratio-ner. Denne rytmefigur bliver mere og mere pågående, indtil hovedtemaet atter sætter ind i messingblæserne. Den danseagtige 3. sats med de hyppige taktskift giver solisten lejlighed til brillant spil.

Koncertens tematiske stof lyder i mine ører som om det var folkemusik, men det er det ikke. Rovsing Olsen har formentlig nået det udviklingspunkt, som både Bartók og Kodåly også har nået: Mange års arbejde med folkemusik påvirker komponisten i så høj grad, at han gør folkemusikken til sit eget musikalske modersmål.

Alfred Jansson: November 1962. Wilhelm Hansen Edition n r. 4163.

Et fremragende stykke klavermusik, der viser, at komponisten kender sit instrument og dets virkemidler til bunds. Janson bruger clusters, tremoloer og triller til sine klangfarver, og det alt sammen med så meget artistisk sans og smag, at opmærksomheden holdes fangen hele stykket igennem.

Nikos Skalkottas: Concertino for two pianos and orchestra (1935). Universal Edition LTD London.

Concertinoen er et af de første værker som Skalkottas har skrevet 5 Grækenland efter en lang pause, hvor han ikke var i stand til at komponere. Han komponerede og tilegnede værket til en græsk klaver-duo, men de ønskede ikke at modtage tilegnelsen og spillede det heller ikke. De sagde, at Concertinoen manglede sammenhæng og var uspillelig. Man forstår det ikke. Concertinoen er sammenhængende og absolut ikke uspillelig. Første satsen, en Allegro, er nærmest påvirket af Schönberg, hvad rytmerne og brug af intervaller angår. Den kortfattede Andante viser mere Skalkottas personlighed. 3. satsen er en effektfuld sats, mu-sikantisk og med mulighed for virtuos udfoldelse for de to solister. Hele værket er meget gennemsigtigt.

Neue Tschechoslowakische Klaviermusik. Heft 1 und 2. Edition Gerig HG 657 og HG 658. Den tjekkoslovakiske musik er traditionsrig, l 2. halvdel af det 18. århundrede blomstrer instrumental musikken i de bøhmiske lande, derfor har man kaldt landet for Europas musikkonservatorium. Allerede fra den tid kender man en del klaverværker, som er skrevet af landets største komponister: Ben-da, Reicha og Dusík. Senere har Smetana, Fibich, Novák, Janácek, Suk og Alois Hába bidraget med strålende værker til denne tradition. Nu har tjekkerne udsendt 2 hæfter af de nyere kompositioner. 1. hæfte indeholder stykker af lettere og også af middelsvær art. Jeg har hæftet mig ved et par stykker. Således synes jeg, at Jan Novák (født i 1921) har et morsomt stykke, der hedder Allegretto, Bohuslav Martinu har et luftigt lille værk, som han kalder :Et stykke for lille Eva. Lezider Kardos's Baga-tella er et smukt, fabulerende værk. Jaroslav Kricka's meget fikse Scherzino må også nævnes. Jeg kan anbefale hæftet til de musikpædagoger, der gerne vil friske op på undervisningsmaterialet, både lærerne og eleverne vil få glæde af det.

Værkerne i 2. hæfte er i modsætning til 1. hæfte vanskelige og utraditionelle. Jeg vil fremhæve Marek Kopelents stykke: Für Arnold Wilde, som benytter utraditio-nell notation og arbejder også i klaverets indre, Jan Klusak's Rondo, med optisk notation og Zbynek Vostrak's Essay, der med sine store spring og hyppige taktskift nok er seriens vanskeligste værk.

Alle stykker er af høj kunstnerisk kvalitet, men som før nævnt er 2. hæfte absolut for viderekomne. Elisabeth Klein.

Lårs-Erik Larsson: Lätta spei-stycken for piano, op. 56. Carl Gehrmans Musikforlag.

Hvis man spørger efter vor tids salonmusik, altså en musik, der bygger på affabel og antikontrover-siel opblødning af det bestående (læs: det forgangne), så er Lårs-Erik Larsson en god mand at holde sig til. Hans »spelstycken« er vel nærmest beregnet for børn i pædagogisk øjemed (få voksne ville lade sig dem byde) og henvender sig til en kategori af spillefrøkner, som, hvis den ikke allerede er uddød, i det mindste burde være det. Man kan ligefrem høre hendes »en-og-to-og« i baggrunden, når man spiller dem igennem. Det er en række frit dur-mol tonale satser med melodi og akkompagnement (gerne mere eller mindre ostinat), rutineret skruet sammen med et minimum af opfindsomhed og selvkritik. Teknisk kan man lære, hvad utallige andre stykker lige så godt kunne have lært én. Musikalsk bliver man sultet ud. Hvor er der dog saft og ånd i Bartóks stykker for børn! Lad hellere børnene spille dem; så lærer de ikke bare at bruge fingrene, men også ørerne.

Jan Jacoby

Årgang 45/1970, nr. 04