Per Nørgaards klaver (klang) verden

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 04 - side 101-102

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Elisabeth Klein:

PER NØRGAARDS KLAVER (KLANG)VERDEN

17 års klavermusik

Bartók betragtede klaveret som slagtøj i de værker, han komponerede efter midten af tyverne, og hører man Nørgårds sidste klaverværker, er man ikke i tvivl om, at han betragter klaveret som et elektronisk instrument. Her har jeg naturligvis Grooving i tankerne.

For at begynde med de tidlige klaverværker som for ex. Preludio espansiva fra 1954, ser vi at dette er et smukt stykke musik, der er typisk dansk i sit tonesprog. Stykket er mættet af »det nordiske sinds univers«. Nørgård gik meget ind for denne tanke i halvtredserne, som Bo Wallner også nævner i sin bog: Vår tids musik i Norden. Preludio espansiva har faste konturer, værket vidner om, at traditionerne endnu tynger den unge Nørgård. Det samme gælder de 2 sonater: Sonata in one movement fra 1953, omarbejdet i 1956-57) og Sonate nr. 2 fra 1957. Tilhøreren er ikke i tvivl om, at det er dansk musik han lytter til. Men allerede i sonaterne begynder man at lytte og spidser ørerne, der er en klanglig udvikling, som man ikke er vant til.

Som alle nulevende komponister eksperimenterer Nørgård også med nye klange, men han gør det ud fra instrumentet. Det vil sige, han tænker instrumentalt i den forstand, at han ikke abstrakt hører sig frem til nye klange han så bagefter forsøger at realisere, men han lytter sig ind i instrumentets verden. Det er nok først helt bevidst gjort i hans seneste værker, men som før nævnt mærker man tendensen allerede i de tidligste værker. For ex. udvikler Nørgård temaet i Sonata in one movement af een tone, af een klang:

Der er her ikke tale om en almindelig ostinato, eller bare en repetition af en tone; det er en klanglig indlevelse i en tone.

Tillige begyndelsen af Sonate nr. 2.

Nørgård forventer, at anslaget af det dybe H er af en sådan art, at det får kvinten som overtone til at klinge, dette kan lade sig gøre. Derved får han temaet til at hvile klangligt i de indledende takter. Lignende effekter ses i det 3. stykke af de »4 Skitser« og i Grooving:

En anden klanglig finesse er Nørgårdsslagtøj-effekt i de »9 Studier«. Ideen bevirker, at stykket får en dimension til meningen er, at pianisten skal støje med pedalen, som om det drejede sig om et samspil mellem klaver og slagtøj .

En anden klangvirkning Nørgård tit gør brug af, er hans pludselige Fp, der virker som elektrisk stød. Dette er måske mest udpræget i det 1. stykke af de »4 Fragmenter«, men effekten bruges flittigt i de 2 sonater og i de »9 Studier« også.

Nørgårds evne til at lytte sig ind i klaveret har opnået helt enestående klangresultater i Grooving, mest i sidste del af værket, hvor klangen åbner sig som en vifte.

Ved at spille på disse 4 toner så hurtigt som muligt og hænderne uafhængige af hinanden, opstår der på et vist tidspunkt et knudepunkt i klangen. Tonerne falder parvis sammen, for så lidt efter lidt at komme tilbage til det oprindelige klangmønster, til den oprindelige musikalske tanke, stykket er bygget på.

Rejser i klaverets indre, hedder hans hidtil nyeste opus, småstykkerne er delt i 3 grupper: Overtoner, Vibrationer og Percussion, det er pædagogiske stykker, hvor Nørgård giver instruktion i overklange og slagtøj-effekter. Hele hans klaverproduktion forekommer mig som een stor rejse i klaverets verden, og det er forbavsende hvor målbevidst denne rejses retning er allerede fra begyndelsen, og hvor stærkt beslægtede disse klangvirkninger er, al stilforskel til trods.

Årgang 45/1970, nr. 04