Blokfløjten

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 05 - side 136-137

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Niels Bak:

BLOKFLØJTEN

Svarer pædagogikkens dogmer til de fysiske realiteter?

Man behøver ikke at studere officielle bekendtgørelser og vejledninger ret grundigt for at erkende, at foruden guitaren vil blokfløjten og andre blæseinstrumenter præge den folkelige musikalske aktivitet i tiden fremover.

Dette, at der nu bydes på mange valgmuligheder for de unge, kan jo kun hilses med tilfredshed, men samtidig må det erkendes, at i det nye ligger der en udfordring til musikpædagogerne. Tag eksempelvis blokfløjten. Forunderligt så sublim kunst der kan fremtrylles med det lille »primitive« instrument, når mesteren og hans dygtigste elever kommer til.

Vil den virke som en tryllestav, der åbner for alt det musiske i vort fag, eller er den dømt til at blive symbolet på det uforløste, det ufuldkomne, hvad angår faget musik?

Man har da lov at håbe det første, men frygte det sidste er nok ikke let at undgå.

Men hvad skal der til for at gøre dens skæbne god? Her skal kun peges på en ting, fordi den er så vigtig i det pædagogiske arbejde: mest mulig viden om instrumentet, der skal undervises på, viden om, hvordan det rent fysisk fungerer, om alt det instrumentalisten selv er ansvarlig for: hans muligheder og hans begrænsninger.

Inspirationen, vi kan få fra kunstneren, er af uvurderlig betydning, men på grund af hans særlige stilling er det ikke ganske givet, at han er os til særlig megen hjælp, hvad angår dette konkrete pædagogiske krav. Lad mig trække det lidt skarpt op og sige: det kunstneren fortæller os om aktiviteten, der foregår under spillet inden for de læber, der er lukket om åbningen ved klarinettens eller blokfløjtens mundstykke, kan godt være rigtigt, men kan lige så vel være forkert.

Forskere, der har forsøgt at kaste lys over disse skjulte funktioner, har ikke gjort situationen mere holdbar, da de er kommet til divergerende konklusioner. Her skal gives nogle eksempler:

KLARINETTEN (jfr. orglets tungepibe).

E. Leipp (1) har gennem forsøg med mundharmonika bevist, at man ved ændring af mundhulens resonansrum kan påvirke klangspektret, hidrørende fra instrumenttypen, beslægtet med orglets tungepibe, og konkluderer, at mundhulens form og dimensioner er betydelige faktorer ved spil på alle blæseinstrumenter: »On s'explique également pourquoi tel musicien à une »jolie« ou une »vilaine sonorité«: apprendre à jouer d'un instrument à vent, c'vent, d'abord apprendre à accorder la cavité buccale sur tel ou tel harmo-niàue sensible en fonction de l'effet esthétique recherché«.

V. Aschoff (2) og J. Backus (3) har uafhængigt af hinanden undersøgt klarinettens funktionsmåde ved mekanisk »læbe?« og anblæsningstryk» Aschoff dæmpede resonanseffekten i luftindblæsningskammeret mest muligt og begrundede det således: »Um einen Einfluss des Innenraume der Blasvorrichtung auf den Schwingungsvorgang der Klarinette möglich zu vermeiden, wurde der freie Innenraum weitgehend mit Schwammgummi ausgekleidet. Es erweis sich dies bei den Vorversuchen als günstig und entspricht ja auch dem stark gedämpften Zustand der Mundhöhle des Bläsers«. Og senere: »... Oszillogramme von Klängen, die mit dem gleichen Mundstück einmal von einen Bläser, dann mit der Anblasvorrichtung beblasen worden waren, zeigen weitgehende Übereinstimmung. Es erscheint also berechtigt, den Anblasmechanismus im Gerät als ausreichend identisch mit dem natürlichen anzusehen«.

Backus udtaler i sin konklusion: »This indicates that the size and shape of the blowing chamber or respiratory tract and mouth are no importance in tone production in the clarinet, in agreement with Parker and contrary to the opinion of many clarinetists.«

J. Meyer (4), der under forsøgene havde professionelle klarinettister til intonering af tonerne, henviser til Leipps forsøgsresultater i spørgsmålet om mundhulens indflydelse, men hos følgende kommentarer kan just ikke tages som forsvar for Leipps synspunkt. Han skriver (s. 71) vedrørende blæsernes ansats og mundhulens resonans: »... jedoch sind diese Komponenten sehr schwer eindeutig zu erfassen. Es sei deshalb lediglich erwähnt, dass in Fällen, wo ein oder mehrere Teiltöne auf Grund einer Eigenart des Instrumentes bei der ersten Messung nicht richtig ausgebildet waren, auch andre Bläser kein besseren Ergebnisse erzielen konnten. Man kann also durchaus annehmen, dass bei Untersuchungen mit nur einem Spieler die Auffindung eventueller Fehler des Instrumentes ziemlich gesichert ist«.

Uden at det er meningen at fælde dom over Leipps arbejde, synes der at være grund til at forholde sig kritisk til hans udtalelse om forsøgsresultatets gyldighed for alle blæseinstrumenter. Man kan ikke se bort fra den mulighed, at andre kræfter kan være så dominerende i et traditionelt orkesterinstrument, at de kan eliminere betydningen af mundhuleresonansens indflydelse på det svingende blad. Ved klarinetspil kan der således nævnes to fænomener, som må virke på denne måde: underlæbens dæmpning af bladets frie svingninger og bladets kobling til den svingende luftsøjle i klarinet røret.

BLOKFLØJTEN (jvf. orglets labialpibe).

Ved dette instrument lægger mange pædagoger stor vægt på mundhulens effekt som resonator, dels - i overensstemmelse med Leipps antagelse - ved 1) påvirkning af tonens klangspektrum og dels ved 2) indflydelse på tonehøjden.

ad 1) Sundbergs undersøgelser af orglets labialpiber (5) har interesse i forbindelse med første punkt. Han fandt, at ved visse labialpiber dannede cylinder og pibefod en enhed akustisk set, når pibens akustiske egenskaber, altså, uden at piben anblæstes. Eller sagt på en anden måde: der var i den passive tilstand kobling mellem pibefod og cylinder.

I sig selv virker denne konstatering vel ikke særlig overraskende i betragtning af, at de to komponenter kun er delvis adskilte af kærnen, som udgør et udsnit af en cirkulær metalplade. Forestiller man sig labialpibens cylinder erstattet med blokfløjtens udboring og pibefod med mundhulens resonansrum, er det let at se, at adskillelsen her er langt mere udtalt. Det overraskende ligger i det følgende af Sundbergs beretning (Sundberg s. 89): »Redan nar en ytterst svag luftström släpptes fram genom kärnspringan, närmade sig resonansfrekvensen och bandbredden (i.e. cylinderets egen resonansfrekvens og båndbredde, forf. anm.) normale varden. Av experimentet kan den slutsatsen dragas, att foten icke inverkar på den resonator, som är av betydelse vid anbläsning.«

Efter dette udsagn synes det berettiget at indtage en vis skeptisk holdning til spørgsmålet om, hvorvidt der er akustisk kobling mellem mundhulen og luftsøjlen i fløjtens udboring.

Tilbage står den mulighed, at man ved ændringer af mundhulens form direkte kan påvirke det luftblad, der vifteformigt udstråler fra kernespaltens munding i labieåbningen, og som ved vibrationer ud af og ind i fløjten omkring labiet sætter hele systemet i svingninger.

L. Cremer (6) har teoretisk beregnet luftbladets stationære svingningsmønster ved labialpiber og H. Ising (7) har eksperimentelt undersøgt samme fænomen. Begge har undladt at inddrage lufttilførselsvejene som parameter ved undersøgelserne. Alligevel viser det sig, at Cremers teoretiske og Isings praktiske resultater er overensstemmende. Der kan altså formentlig også ved blokfløjten ses bort fra lufttilførselsvejene, når der er tale om stationære tilstande.

ad 2) Det er ikke lykkedes mig at finde offentliggjorte forsøgsresultater angående luftvejenes indflydelse på tonehøjden ved blokfløjtespil.

Allerede A. Lüpke (8) tager som givet, at tonehøjden på blokfløjten, foruden fløjtens mensur, kun afhænger af anblæsningstrykket. Samme standpunkt tager Chr. Mühle (9) i sin grundige undersøgelse af blokfløjter. Også Sundberg, Cremer og Ising anlægger dette synspunkt vedrørende labialpiben. De to sidstnævnte bruger dog partikelhastigheden i luftstrålen omkring labiet i stedet for anblæsningstrykket, men der er en entydig sammenhæng mellem disse to størrelser.

Jeg påtog mig derfor at bekræfte, subsidiært afkræfte, teorien om mundhuleresonansens indflydelse på tonehøjden ved blokfløjtespil. Forsøgsresultaterne, der er meddelt i tidsskriftet ACUSTICA (10), bekræfter og belyser den strenge lovbundethed mellem anblæsningstryk og frekvens, og det påvises, at »resonansrummet« (læs luftkanalen) ingen indflydelse har på tonehøjden.

Det lader sig vist ikke skjule, at jeg i ovenstående har forsøgt at undergrave tilliden til de mest udbredte dogmer vedrørende blokfløjtespil. Det er derfor nok på tide, at vrede læsere får lejlighed til at reagere.

Skulle udfald mod mine udsagn blive skrappe, er jeg indstillet på at tage det med fatning. En passiv, ligegyldig holdning ville derimod føles nedslående.

I en senere artikel håber jeg at få lejlighed til at fremdrage en række forskningsresultater, som har positiv interesse for det pædagogiske arbejde med blokfløjten og andre blæseinstrumenter.

Litteraturliste

(1) E. Leipp: La cavité buccale, paramètre sensible des spectres rayonnes par les instruments à vent.

4. internationale akustiske kongres i København 1962. Foredrag P 51.

(2) V. Aschoff: Experimentelle Untersuchungen an einer Klarinette. Akust. Zeitschrift 1 (1936), s. 77.

(3) J. Backus: Vibrations of the Reed and the Air Column in the Clarinet.
Journal of the Acoustical Soc. of America (1961), s. 809.

(4) J. Meyer: Akustik der Holzblasinstrumente in Einzeldarstellungen. Das Musikinstrument 17, s. 71.

(5) J. Sundberg: Mensurens betydelse i öppna labialpipor. Uppsala 1966, s. 89.

(6) L. Cremer: Berechnung der selbsterregten Schwingungen vor Orgelpfeifen. Femte intern, akustiske kongres i Liege (1965), foredrag L 64.

(7) H. Ising: Über die Tonbildung in Orgelpfeifen. Femte intern, akustiske kongres i Liege (1965), fodrag M 55.

(8) A. von Lüpke: Untersuchung an Blockflöten Akust. Zeitschrift 5 (1940).

(9) Chr. Mühle: Untersuchungen über die Resonanzeigenschaften der Blockflöte. Dissertation 1966. Forlag: Das Musikinstrument Frankfurt/Main.

(10) N. Bak: Pitch, Temperature and Blowing-Pressure in Recorderplaying. Acustica vol. 22, no. 5 1969/70, s. 295.

Årgang 45/1970, nr. 05