Bøger

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 05 - side 138-140

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

BØGER

Anthony Payne: Schoenberg. Oxford Studies of Composers (5). Oxford Univ. Press, London, 1968.

Serier af små komponistmonografier har længe været godt stof, og de har strakt sig lige fra det populære og anekdotiske til det videnskabeligt mere seriøse. Den serie, som Oxford University Press har startet under den erfarne publi-kator Colin Masons redaktion, synes bestræbt på det seriøse uden dog at give det lejlighed til at komme tilstrækkeligt til orde, hvis man skal dømme efter den 5. publikation, som her foreligger.

At skrive en bog om Schönberg på effektivt 53 sider måtte på forhånd anses for halsløs gerning. Hvis det skal siges, at opgaven ikke er løst - og det skal det -, må det dog samtidig gøres klart, hvordan man vil forstå opgaven. Er det den opgave, der principielt må anses for uløselig, eller er det den opgave, der består i dog at få noget akceptabelt ud af en umulig situation? l det sidste tilfælde må bedømmelsen blive væsentlig mere nuanceret.

At forfatteren har følt situationens pres, er givet. Forordet begynder således: »Det ville være umuligt i, hvad der svarer til et udvidet essay at behandle hvert værk i en så righoldig produktion som Schönbergs i dybden.« Ikke at der er noget opsigtsvækkende i denne konstatering; men problemet er sat - til læserens efterretning. Det udvidede essay handler eksklusivt om Schönbergs musik og rummer så godt som intet biografisk. Det nødvendigvis snævre valg af værker er truffet med henblik på at vise, at de skiftende faser i stil og form har udviklet sig som tekniske løsninger på vekslende psykologiske og udtryks-mæssige behov hos komponisten.

På denne måde, med udgangspunkt i musikken, søger forfatteren at trænge ned under musikkens overflade.

Overensstemmende med denne bestræbelse lægges der ingen vægt på at beskrive Schönbergs historiske betydning, men så meget des mere på at søge hans identitet som skabende kunstner omskrevet. Et portræt af kunstneren tegnet med få, men vel dragne streger - velsagtens den eneste akceptable udvej af de givne betingelser.

Hvis dette kan godtages som den lille bogs mål og hensigt, hvis altså forventningerne kan skrues ned hertil, må Anthony Payne siges at have løst sin opgave med talent. Efter en kort introduktion med eksempler fra Wagner og Skrjabin følger fem afsnit koncentreret om 1) kammersymfonien op. 9 og 2. strygekvartet op. 10; 2) Fem orkesterstykker op. 16; 3) George-liederne op. 15 (Buch der hängenden Gärten), Pierrot Lunaire op 21 og Erwartung op. 17; 4) Die Jakobsleiter (fragmentarisk) og det 4. af Fem klaverstykker op. 23; 5) tolvtoneteknikken forklaret ved eksempler fra en lang række værker: 3. og 4. strygekvartet, Suite op. 29, orkestervariationer, violinkoncert, klaverkoncert, mandskorsange og strygetrio.

l kraft af sin meget musikrelevante tekst, der oftest refererer til de mange nodeeksempler, lykkes det forfatteren at meddele en stor mængde musikalske iagttagelser, som læseren umiddelbart kan efterprøve. Et sted, hvor dette undtagelsesvis ikke er tilfældet, har en fejl indsneget sig: fundamentakkorden i op. 16 nr. 1 er D-A-Cis, ikke D-Fis-Cis (s. 25). Melodien, der ligger til grund for variationssatsen i suiten op. 29, hedder »Ännchen von Tha-rau« (s. 45); denne titel synes der at være tradition for at tage fejl af Enkelte steder er jeg stødt på, hvad jeg ville kalde analytiske mærkværdigheder og vovede påstande; dog stedet her er ikke til at diskutere dem.

Langt flere steder har jeg imidlertid mødt frugtbare og originale analytiske iagttagelser og overbevisende konklusioner, der vidner om, at forfatteren har arbejdet mere intenst med sit stof, end denne beskedne publikation kan give det udseende af, at der med andre ord ligger et meget righoldigt materiale til grund, hvoraf kun en forsvindende del har kunnet forelægges under de givne ydre rammer. Behandlingen af fænomenet »fikserede toner« (s. 26 ff), tolkningen af tolvtonesat-sens teoretiske og æstetiske funktion (s. 39 ff) og afvejninen af forholdet mellem kontinuitet og diskontinuitet i Schönbergs værk (s. 61) overbeviser mig om, at forfatteren er ikke så lidt bedre end bogen.

Den kan derfor anbefales, ikke som en i sig selv tilstrækkelig introduktion, men et nyttigt supplement til en fyldigere fremstilling af emnet. Jan Maegaard.

Wieland Wagner

Walter Erich Schäfer: Wieland Wagner, Persönlichkeit und Leistung. Rainer Wunderlich Verlag -Tübingen.

Der er allerede udgivet flere store værker om Wieland Wagner. Nu er der kommet et til, som m. h. t. format, udstyr og billedmateriale må betegnes som et pragtværk. Med et smukt forord af broderen, Wolfgang Wagner, indeholder værket 300 sider i kæmpeformat, hvoraf billeddelen - scenefotos fra Bayreuth of Stuttgart - optager de 200 sider.

Værket er forfattet af intendant Walter Eich Schäfer ved Württembergischen Staatstheater i Stuttgart, en af de første, der følte sig overbevist om Wieland Wagners genialitet. Hvad der er skrevet baserer sig på et nært kunstnerisk samarbejde, der gennem 10 år bragte 16 Wie-land-iscenesættelser frem på Stutt-gart-Operaen (den han selv benævnte sit »Vinter-Bayreuth«) og som strakte sig også til Bayreuth.

Indholdet er rubriceret under: Schäfer's personlige tanker om geniet Wieland W. og forsøg på at indordne det af ham skabte i vor tids teaterhistorie - Wagnersønnens arbejde i Stuttgart-Bayreuth-arbej-det, fuldendelsen af hans kunst. Altsammen højst interessant læsning.

Man får tydeligere end andre steder indtryk af, hvad Wieland og Wolfgang måtte kæmpe sig igennem for at nå det begreb, der hedder »Ny-Bayreuth«. Først det panser, der omgærdede deres hjem i »Wahnfried«, hvor Richard Wagners sidste hustru, fru Cosima's enkeslør og hendes evindelige »Han har selv sagt det!« hvilede over alt og alle. Det gjaldt også Festspilhuset »Auf dem grünen Hügel«. Nok var der under Siegfried og Winifreds regime løftet på dette slør: scenekunstnere som Preetorius' og dirigenter som Furtwängler's og Toscanini's virke i førkrigsperioden var ikke gået sporløst hen. Men der var stadig familietraditioner og et publikum der kom, »selvom den uhyre misforståelse, Adolf Hitler, viste sig på balkonen«.

Efter 2. verdenskrig var det dog klart for alle, at der i enhver henseende var sat en slutstreg. - Var det så muligt at overvinde denne katastrofe, at vække dødt til liv? Det var de to brødres problem. Og det blev løst af Wieland den 30. juli 1951, da hans nye Parsifal-iscenesættelse, der blev en teaterhistorisk begivenhed, åbnede teatret.

Hvorledes var han kommet til dette resultat? Der fortælles om stille studier ved Bodensøen i 1945, hvor han i drama og billedkunst oplevede en verden, hvis existens han ikke havde anelse om. Der nævnes navne som Sigmund Freud, Adler, Jung, v. Klee, Picasso. Desuden studerede han de græske klassikere -og i disse dage blev han, hvis han ikke allerede havde været det, revolutionær. Han læste tidens franske digtere, som afklædte personerne deres maske og forklædning og fremstillede urbilledet, de rene menneskelige karakterer.

Derigennem åbnedes øjet for et scenebillede, hvori alt overflødigt, alle biting var fjernet, og hvor hver bevægelse, tone, ord og billede var underordnet det primære.

Dette enklest mulige scenebillede kan Wieland have set hos Gordon Craig, fader til det moderne scenebillede, og dertil lysets overragende betydning. Og i at beherske dette lys er Wieland ubestridelig blevet den store mester.

l Stuttgart prøvede han sine kræfter, og i Bayreuth foldede hans kunst sig ud gennem to arbejdsprincipper: han gennemtænkte hvert eneste kunstværk til bunden - og så bragte han de kunstnere, der fremstillede hans arbejder, langt udover deres egne muligheder. Det var af uvurderlig betydning, at han på operaen i Stuttgart fandt et kunstnerisk team, hvis opførelser havde nået en meget høj kvalitet, et ensemble vænnet til at indestå for hinanden, endda et ensemble særlig skikket til Richard Wagners værker. Disse sangere tog han med til Bayreuth, hvorefter de, gennem hans intensive prøvearbejde og i konkurrence med verdens bedste Wagnersangere, kunne vende tilbage til den hjemlige scene, styrkede og udviklede.

Alene den interessante karaktertegning af denne række kunstnere -hvoraf flere måske snart er teaterhistorie - er en oplevelse. Her kan kun nævnes enkelte navne: Wind-gassen, Jes Thomas, Neidlinger, Modi, Lore Wissmann, Varnay. Alle modtog de under arbejdet med Wieland i Bayreuth, et tilskud, som gjorde dem til andre kunstnere.

Helt fascinerende er afsnittet, der afslører dybderne i Wielands opfattelse af de sceniske personers psykologiske fremtræden og gøremåde.

- Til slut blot et par ord om det righoldige billedarkiv. Foruden fra en række værker, som Wieland isce-nesatte udenfor Bayreuth er der nu grund til at gøre opmærksom på det billedmateriale, der alene omfatter Bayeruth-arbejderne. Når vi i de seneste dage har erfaret, at Wielands »Hollænder«, »Tannhäu-

ser«, »Lohengrin«, »Ringen« er »taget af plakaten«, at det er sidste år, mestertrekløveret af kunstnere som Karl Böhm, Birgit Nilsson og Wolfgang Windgassen skaber den »Tristan«-opførelse, der er absolut enestående - og når det vel kun er et spørgsmål om tid, inden Wielands uforglemmelige storværk »Parsifal« - der har oplevet 20 somre! - også er væk, så vil teaterhistorien i disse scenefotografier finde vidnesbyrd om både »forspil« til og fuldendelse af en uforglemmelig epoke af mu-sikteaters historie og af dens skaber Wieland Wagner.

Rieh. H.

Nyt fra Boccherini-forskningen

YVES GÉRARD: Thematic, Bibliographical and Critical Catalogue of the Works of LUIGI BOC-CHERINI. XIX + 716 s. + 6 tvl. - Oxford University Press. London 1969. -£ 16.16.0.

Der har hidtil hersket en del forvirring i fortegnelserne over Boc-cherinis enorme produktion og dens autentiske udgaver, bl. a. fordi det 18. århundredes musikforlag og tidens musikelskere, ja endog komponisten selv, uden smålige hensyn har foranstaltet adskillige piratudgaver og unøjagtige afskrifter, stimuleret af det store behov hos tidens udøvere af den kammermusik, som var på mode. Og det gjaldt jo i høj grad Boccherinis.

Med det nu foreliggende monumentale værk skulle Boccherinis produktion være kortlagt så godt, som det i dag er muligt. Yves Gérard har allieret sig med nutidens bedste specialister på området, og hans arbejde bærer præg af den største omhu i de mindste detailler.

Boccherini, der levede fra 1743 til 1805, skrev sine første, nu kendte værker, da han var 16-17 år gammel - og sine sidste i året før sin død, en periode på 44 år, der ifølge den nye bibliografi rummer 473 kammermusikværker, 16 solokoncerter, 34 orkesterværker (deriblandt 21symfonier) og 57 andre kompositioner (deriblandt operaer, ballet- og anden scenemusik, kirkelige værker m. m.), ialt 580 værker, hvoraf over 80 % er kammermusik.

Nu kunne man jo synes, at Boc-cherinis kammermusik må være passé i vore dage. Men ikke desto mindre dyrkes den med stor iver, bl. a. af den kendte italienske violinistinde Pina Carmirelli, som er professor ved Santa Cecilia-aka-demiet i Rom og primaria, først i Quintetto Boccherini og nu i sin egen Quartetto Carmirelli. Hendes plan er at opføre samtlige Bocche-rinis strygekvartetter, hvis utrolige rigdomme hun gerne vil overbevise verden om. Samtidig har den formående madame Germaine de Roth-schildt organiseret grundige eftersøgninger af Boccheriniværker netop med henblik på etablering af en kompositionsfortegnelse så komplet som det i dag er muligt. Og nu har vi altså resultatet, der efter alt at dømme er det foreløbig sidste ord i sagen om Boccherinis autentiske værker.

Sig. B.

Finn Viderø: Vejledning i Salme-forspil. Ed. Engstrøm & Sødring. 24 s.

Citat af forordet:

»Efterfølgende vejledning vil søge at imødekomme det behov, der er opstået for en undervisning i at skrive salmeforspil med henblik på de nuværende krav til organisteksamen.«

Heftet er altså ment som en lærebog til brug ved en højere læreanstalt, og det vil derfor i det følgende blive behandlet derefter.

Viderøs indstilling til et salmeforspils formål fremtræder ikke klart. Et forbehold mod kravet om, at et forspil altid skal spilles i samme tempo som den tilhørende salme, begrundes således med, at i de mere kunstfærdige former vil en udstrakt brug af gennemgangsnoder i små nodeværdier ofte sætte tempoet ned. Og forspillets længde an-

gives at være afhængig af salmens liturgiske placering - med eksemplificering, men uden begrundelse af nogen art.

Ejheller har Viderø angivet sin fremstillings afgrænsning på en blot nogenlunde tydelig måde. Han taler om »det rent håndværksmæssige grundlag« og »de elementære grundformer«, men uden at gøre det klart, hvad det er, som bygger/bygges på dette grundlag og disse grundformer.

Det viser sig, at Viderøs vejledning udgår fra - og begrænser sig til - Dansk Kirkestil (i.e. den instrumentalstil, som blev oprettet i forbindelse med kirkesangsbevæ-gelsen), og at stilen forsøges afgrænset af axiomatiske værdidomme. For eksempel: »... vil det således være naturligt...«, »... kan være af god virkning ...«, ».. . behøver man ikke holde sig strengt til denne regel...«, »... da det giver satsen større svingkraft, som det kan ses af følgende eksempler: »(her følger 3 nodeeksempler), »... en velklin-gende sats, som på grund af sine »tætte« harmonier har en betydelig spændkraft.«, »... ikke alene har en god melodisk gang, men også danner en logisk akkordfølge ...«

Denne form for begrundelser må siges at være utilstrækkelig. Bedre fyldestgørende ville det være at definere og afgrænse den pågældende stil, og derefter nøjes med at referere - med henvisning til, hvorfra oplysningerne er hentet - hvad der falder indenfor stilen, og hvad der falder udenfor, hvad der er hyppigt og hvad der er sjældent.

Fremstillingen er meget ujævn, idet nogle anvisninger er meget udførlige, mens andre er lige så overfladiske, uden at det fremgår, hvorfor Viderø ønsker-at lægge mere vægt på det ene end på det andet. Ligeledes er de 36 nodeeksempler (af Viderø selv) ujævnt fordelt.

Ca. 31/2 side af fremstillingens 20 handler om orgelkoraler, et område, som, da Viderø selv skelner mellem salmeforspil og orgelkoral, må

siges at ligge uden for emnet.

Alt i alt har Viderøs fremstilling ikke form af en lærebog, ej heller af undervisningsmateriale, l sin causerende form fremtræder den snarere som en lang artikel eller et foredrag om, hvorledes Finn Viderø laver salmeforspil.

Henrik Colding-Jørgensen.

Årgang 45/1970, nr. 05