Noder og plader

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 05 - side 140-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NODER OG PLADER

Nils H. Petersen: Bufast for klaver. Engstrøm & Sødring Musikforlag.

Blandt dem, der mest uforbeholdent har bekendt sig til den såkaldte »nye enkelhed«, er Nils H. Petersen, og hans ensatsede klaver-stykke »Bufast« (navnet er hentet fra et Vesaascitat) er i en vis forstand uhyre enkelt. Den beskedne B-dur treklang, der indleder værket og dukker op en del gange, står næsten som et symbol på »farvel til komplexiteten« og på en bevidst naiv stilistisk tolerance og uskyld. En treklang er pæn, så hvorfor ikke bruge den? Satsen er lagt an på at være umiddelbart letopfattelig for øret: På nogle enkelte akkorder nær er forløbet aldrig mere end tostemmigt, ofte kun enstemmigt; den rytmiske udvikling er ret rolig, og store spring spiller kun en ringe rolle og kan i reglen forstås som afledninger af snævrere (form-konstituerende) intervalfigurer.

Opbygningen er umiddelbart hørt også enkel. Der er korte motiver som gentages atter og atter. Men der er ikke tale om en mekanisk konstruktion, som man kender det fra Henning Christiansen. De motiviske celler, som værket bygger på, bliver ganske vist for nogles vedkommende gentaget uden forandring, men oftere er der tale om en nærmest fabulerende variations-teknik på mikroplanet, hvor den enkelte celle kan udvides eller ind-snævres, splittes i sine bestanddele og sættes sammen på nye måder. Det, der sker, minder mest om et kig ind i et kaleidoskop: altid det samme og dog ustandselig

noget nyt. Også stykkets svale, affektløse karakter kan i øvrigt føre tankerne til et kaleidoskop.

Bortset fra nogle rytmiske og metriske komplikationer rummer stykket ingen klavertekniske vanskeligheder for en habil amatør. Det skulle da være den ejendommelige måde at differentiere dynamikken på: For et vist afsnit gælder en

grundnuance, men inden for den optræder adskillige underordnede styrkegrader. Det skal nok være speget at udskille fem forskellige lag af et mezzopiano. For resten skal man også først have fundet et klaver, der går ned til 62! Bufast er uropført i april 1968 af Elisabeth Klein, hvem stykket med ordene »Til mor« er tilegnet.

Jan Jacoby.

KARLHEINZ STOCKHAUSEN:

Koniakte for elektroniske klange, klaver og slagtøj. Aloys Kontarsky, klaver og slagtøj, Christoph Caskel, slagtøj, Karl Sieben, lydtekniker. Refrain for 3 instrumentalister. Aloys Kontarsky, klaver og træblokke, Christoph Caskel, vi-brafon og koklokker, Karlheinz Stockhausen, celeste og antikke cymbaler. Candide CE 31022.

Heldigvis hører Stockhausen til de nutidige komponister, som ikke helt eller delvis negligeres af pladeselskaberne. På DGG, Wergo og CBS findes allerede en række af hans betydeligste værker; og i det sidste halve år har Candide udsendt 3 plader, hvorpå han er repræsenteret: på CE 31001 findes »Prozession«, på CE 21015 har pianisten David Bürge foruden betydelige nutidige klaverværker af andre komponister indspillet det lille

»Klavierstück VIII«, og for nylig kom »Kontakte« og »Refrain« i handelen.

Begge disse værker findes i tidligere indspilninger: »Kontakte« er (uden klaver og slagtøj) indspillet af DGG (138811) og af Wergo (60009), »Refrain« af Time Records (8001). Man stiller derfor ganske naturligt først og fremmest sig selv det spørgsmål, om den nye plade er kendetegnet ved fordele eller ulemper, som adskiller den væsentligt fra de tidligere.

Spørgsmålet er lettest at besvare for »Kontakte«s vedkommende. Denne »elektrofoniens klassiker« fra 1960 fremviser som følge af forbedret indspilningsteknik her endnu flere af sine klangfarvemæssige rigdomme og dynamiske kontraster end i Wergo-Sndspilningen. Og da netop klangfarve og dynamik i dette tilfælde må siges at være de væsentligste parametre, er den nye

indspilnings overlegenhed indlysende.

En anden fordel: de instrumentale passager fremtræder her tydeligere end i den gamle indspilning. Som følge heraf opleves værket her i endnu højere grad end på Wergo-pladen som en virkeliggørelse af den idé, som kommer til udtryk i titlen: »kontakter« imellem de kendte instrumentlyde og de elektroniske, »nie erhörte Klänge«. Her kan det tydeligt høres, hvorledes de sidstnævnte bringes til at fungere undertiden ligefrem chokerende smukt derved, at de konfronteres med - og ofte smelter sammen med - de mere velkendte (hvorom Stockhausen ganske træffende siger, at de »fungerer som trafiksignaler i den ubegrænsede, nylig opdagede verden af elektroniske lyde«).

Værket er det første, som er skrevet i »momentform«; og at det er lykkedes at virkeliggøre denne formidé, høres måske endnu tydeligere her end på de tidligere indspilninger: både de statiske, »endeløse« momenter og de mere dramatiske har fået et endnu mere selvstændigt præg som følge af de mere differentierede klangfarver og styrkegrader.

Både Aloys Kontarsky og Christoph Caskel har løst deres opgaver med den kunstneriske overlegenhed, man må forvente af dem: de er to af den nye musiks betydeligste interpreter.

l »Refrain« fra 1959 er der indført nogle ændringer i forhold til partituret. Alle instrumenterne overskrider i styrkegrad det foreskrevne mezzo-forte, og pauser og fermater er forlænget. Stockhausen skriver, at han, idet disse ændringer er foretaget, »håber, at denne indspilning vil korrigere den almindelige misforståelse, at »Refrain« er blid stemningsmusik.«

Det er nu ret tvivlsomt. Så vidt jeg kan høre, fremtræder værket hverken mere eller mindre »blidt« i den nye end i den gamle indspilning, (l den sidstnævnte hørte Caskel sammen med Aloys og Bernhard Kontarsky).

Det er mig ikke muligt at mobilisere den samme uforbeholdne begejstring her som over for »Kontakte«. »Refrain« hører vel heller ikke til Stockhausens allermest betydningsfulde værker, men det gør dog med sin skiften imellem til tider indadvendte og stille, til andre tider ret temperamentsfulde karakterer et umiskendeligt »Stockhau-sensk« indtryk.

Pladen kan anbefales på det varmeste - ikke mindst når den såre beskedne pris tages i betragtning. Jørgen Lekfeldt.

Hans Pfiizner: violinkoncert, h. moll, op. 34. Susanne Lautenbacher, Philharmonia hungarica, dir.: Günther Wich. - Candide CE 31026.

Noget af det, jeg har glædet mig mest over ved denne publikation, er omslagets reproduktion af Gustav

Klimts dejlige maleri af en eng med valmuer. Indholdet har været en skuffelse. Ikke værket, men udførelsen. Et er, at hverken solist eller orkester intonerer synderligt sobert; det er, hvad det er, og man vil ofte være tilbøjelig til at bære over med sligt, når det ikke er alt for generende - hvad det for resten er her. Væsentligere er, at den interpretation, der gives - tempo, dynamik, frasering etc. - må give den lytter, der ikke kender værket, indtrykket af, at Pfitzners violinkoncert er et rigtig kedeligt stykke. Det er synd, for der er nok ikke så mange, der kender den i forvejen. Hvis jeg ikke havde tappet den fra radioen i en udmærket udførelse med Edith Paynemann og Südfunk-orkestret under Hans Müller-Craig i februar 1969, ville jeg være i samme situation.

Det er et levende og udtryksfuldt og - naturligvis - særdeles gedigent komponeret værk, en »symfonisk« koncert i lignende forstand som Brahms' 1. klaverkoncert, egenartet bl. a. derved, at den langsomme mellemsats er rent orkestral, mens solistens stemme i ydersatserne er både krævende, integreret og instrumentalt tilfredsstillende. Når dertil kommer, at det er et lidet kendt værk, og at komponisten i det hele taget ikke er genstand for nogen udbredt sympati - hans uheldige personlige egenskaber og politiske tilbøjeligheder har modarbejdet hans oftest fortræffelige musik - er det særdeles beklageligt, at indspilning på plade af et af hans værdifulde værker ikke yder værket den retfærdighed, det har krav på. Magen til usmidigt, uelegant, ud-tryksfattigt, ja ligefrem kluntet spil skal man lede efter.

Jan Maegaard.

Noël Lee

Fona har udgivet en plade med Noël Lee's klavermusik, udført af komponisten selv. Det drejer sig om 4 etuder fra 1961, 4 etuder fra 1967, en sonatine fra 1959 og en sonate fra 1955.

Det er vanskeligt at se noget formål med at udgive etuderne. Ingen af dem er særligt smukke eller interessante at lytte til, selv om nr. 1, »On a rhytm from Belå Bartok«, og nr. 8 »On chords from Charles Ives«, tiltrækker sig nogen opmærksomhed. Udførelsen er dygtig og effektiv, med dump klanglig indifference.

Den lille neo-klassiske Sonatine er derimod ganske køn, med koncentreret motivisk arbejde, og klanglig og rytmisk differentiering.

Om det sidste værk - Sonate in One Movement - har jeg ikke noget at bemærke.

Noël Lee. Fona TF 122 stereo/ mono.

(PS. Til opmuntring af trætte læsere vil jeg lige citere et par sætninger fra komponistens kommentarer: - There is no equipment of any sort involved, and the performer need not flail his arms, or indulge in acrobatics around the instrument, or split his jacket because of long reaches, or risk kicking his chair backwards; as a matter of fact, he should remain seated.« -»The ear, however, only detects a pianissimo rattle and diking of high-pitched sounds which soon become a forte clatter and clash-like shattering of broken glass!« -

Hverken fremhævelser eller udråbstegn skyldes anmelderen).

hej.

Årgang 45/1970, nr. 05