Åbent nytårsbrev

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 06 - side 182-183

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Åbent nytårsbrev

Kære herr redaktør:

Deres opfordring i DMT nr. 5 til at glæde Dem med at deltage i en debat om læreruddannelsen efterkommer jeg gerne. Jeg håber, at De er enig med mig i, at den må begynde med et »hvorfor«, inden man taler om »hvordan«. Det vil sige, at vi begynder med at tale om hvad vi ønsker, at børnene skal have ud af musiktimerne, ikke blot i skoletimerne, men også bagefter, inden vi drøfter, hvordan de skal undervises, hvorefter vi igen må overveje, hvordan vi bedst uddanner dem, der skal varetage undervisningen.

Som generalnævner for al musikundervisning vil jeg sætte, at den skal gøre så mange som muligt til gode musikamatører: lyttende, skabende og (eller) genskabende.

Om det første må det være nok at sige — i en tid, hvor der er så nem adgang til at få lejlighed til at høre musik — at det gælder om at bibringe eleverne gode lyttevaner. Til sådanne vil jeg regne: at man så-vidt muligt aldrig bruger musik som baggrundsstøj, men at man så ofte, det kan lade sig gøre, lytter til musik under de forhold, hvortil den er skrevet.

Med hensyn til at gøre så mange som muligt skabende tror jeg, at det i høj grad er et vigtigt element, ja vel helt uundværligt på de tidligste alderstrin, hvor al leg naturligt kan gøres til skabende virksomhed. På senere stadier af den musikalske udvikling, hvor selvkritikken sætter ind, kan kompontoriske øvelser navnlig have betydning til at skabe øget respekt for dem, der »kan« (kunstnerne), og til erkendelse af, hvor man selv ville have stået i forholdet til sam-

tidens udtryksmidler. Men hovedvægten vil jeg lægge på at gøre så mange som muligt udøvende (genskabende) i deres forhold til musik.

l »Neue Zeitschrift für Musik« nr. 11/1970 skriver Wolfgang Burde »Über gesellschaftliche Vermittlung von Musik«: »das gegenwärtige Erziehungssystem kennt ideal nur ein Ziel: Individuen erzieherisch so anzuleiten, dass sie möglich lange fähig bleiben, schöpferisch mit ihrer gesellschaftlichen Umwelt sich auseinanderzusetzen.«

For mig står dette klart udtrykte ideal som udmærket, men hverken som det eneste eller det bedste. Da det i kunstneriske forhold ikke blot drejer sig om at frembringe, men i lige så høj grad om at meddele sig til hinanden, er det lige så vigtigt at opdrage til at forstå og tage imod det, andre ønsker at udtrykke, som til at kunne udtrykke sig selv; og da musikken er den kunst, hvor man frem for alt har denne mulighed, kommer man, menneskeligt set, videre ved at hjælpe til at blive udøvende.

Det er, eller var i alt fald, den europæiske musiks særkende, at i den kunne mange tilsyneladende selvstændige stemmer forenes til et meningsfyldt hele. Det musikalske sammenspil er på enestående måde et spejlbillede af det ideelle samfundsliv, hvor enhver på en gang oplever sin egen betydning for helheden og de andres nødvendighed for ens egen glæde — samtidig med, at man oplever, at alle er underkastet den samme harmoniske lovmæssighed. Harmoni naturligvis taget i platonisk betydning af ordet. De værdier, der iøvrigt kan opleves gennem musikken, behøver jeg vist ikke at nævne; de er naturligvis de samme for den lyttende som for den udøvende; kun tror jeg, de har mulighed for at gøre sig mere intensivt gældende for den, der kan være begge dele, endog på samme tid.

Mit svar på »hvorfor« har naturligvis indflydelse på »hvordan«. Ud fra et begrænset kendskab til læreruddannelsen, der dels bygger på egen instrumentalundervisning af lærerstuderende og samtaler med universitetsstuderende, lægges der i begge uddannelser for lidt vægt på at indstille de pågældende på selv at deltage i sammensang og -spil for siden ud fra egne oplevelser at kunne tilskynde børnene og de unge til at synge og spille. Hvordan det rent praktisk skal kunne lade sig gøre, har jeg naturligvis gjort mig

mine tanker om, men skal — i alt fald foreløbig — overlade det til mere sagkyndige at udtale sig. Det har foreløbig glædet mig, at på den i september afholdte konference på Silkeborg højskole var der almindelig enighed om, at musikundervisningens vigtigste formål måtte være: at skabe aktive musikamatører.

Jeg skal derfor slutte med det nytårsønske, at musikunderviserne i det kommende år må beslutte sig til at skabe en form for samråd, der i lighed med amatørernes for kor, orkestre og teatre arbejder ud fra den grundsætning: at vi søger at virkeliggøre det, vi er enige om, og forhandler videre om det, der giver anledning til større eller mindre uenighed.

Med venlig pilsen!

Johan Bentzon

Årgang 45/1970, nr. 06