Foreningen Symfonia

Torben Schousboe:

FORENINGEN SYMFONIA

— sin tids DUT

I årene 1889-1895 var musikforeningen »Symphonia« virksom i det københavnske musikliv - omstridt og ofte kritiseret, men altid fulgt med opmærksomhed på grund af sit særpræg og den kreds af unge komponister, som sluttede op om den i et forsøg på at give de større og etablerede koncertinstitutioner et stilistisk og repertoiremæssigt korrektiv.

Hovedstaden var i tiden op mod århundredskiftet inde i en rivende ekspansion; i 1885 var befolkningstallet således i Stor-København 280.054, 5 1895 var det vokset til 333.835, og i 1901 til 400.575.(1) Hertil kom forstædernes befolkningstal. Et for en nutidig betragtning rigt koncertliv florerede, båret af en aktiv interesse hos musikalske amatører. Med en statistik, som offentliggjordes i forbindelse med en artikel om musiklivet i hovedstaden i sæsonen 1888-89, fik artiklens forfatter (Angul Hammerich) til at skrive, at et koncertantal på henholdsvis 61, 62 og 63 for sæsonerne 1885-86, 1886-87 og 1888-89 ingenlunde var noget overvældende tal »for en By med Kjøbenhavns meget
over 300.000 Indbyggere.«(2)

København var musikforeningernes by - i en grad, som fik bl. a. den strenge og noget konservative, men velorienterede musikkritiker og leksikonforfatter H. W. Schytte til at mene, at der var for mange deraf.(3) Ud over de mere specielle korforeninger som »Studenter-Sangforeningen« (1839 ff.), »Cæciliaforeningen« (1851 ff.) og talrige mindre kor på forskelligt plan var især »Musikforeningen« (1836 ff.), der forenede kor og orkester, betydningsfuld; med ca. 12 koncerter årligt i slutningen af 1880-erne var »Musikforeningen« en særdeles aktiv koncertgiver.(4) Også »Koncertforeningen« (1874-93) dyrkede korværker med orkester foruden orkestermusik af enhver art og var oprindeligt startet med det formål at give musikalsk begavede amatører lejlighed til at lære fortrinsvis nyere værker at kende(5). I Tivoli gaves daglige koncerter, og lørdagene var helliget musik af den finere slags. Koncertrækker med et udpræget pædagogisk sigte rettet mod befolkningens bredere lag (Folkekoncerter) gaves af Balduin Dahl omkring 1890; desuden eksisterede »Folkekoncerterne på Wodroffslund« og især den meget aktive organisation »Folkekoncerterne af 1886«, der gav koncert søndag eftermiddag, og som i 1895 afløstes af »Palækoncerterne«, der afholdt koncert både onsdag og søndag med samme program. På et højere plan befandt sig de »Filharmoniske Koncerter med Johan Svendsen« (1883 ff.), der i 1894 efter et brud med koncertarrangøren Hennings afløstes af de betydningsfulde »Symphonie-Koncerter med Johan Svendsen og Det kgl. Kapel«. Hertil kom yderligere amatørforeningen »Euphrosyne« (1875 ff.), talrige kirkekoncerter med et yderst broget program, foruden solistkoncerter. Kammermusikken dyrkedes af foreninger som »Kammermusikforeningen« (1868 ff.), af »Privat Kammermusikforening« (1887 ff.), og på det Kgl. Kapels Soiréer for Kammermusik, der eksisterede fra ca. 1868 til midt ind i 1890-erne. Og over alt dette tog Det kgl. Teater sig af de større dramatiske opgaver, som de øvrige koncertinstitutioner af naturlige grunde måtte lade ligge.

Til dette billede føjedes i 1889 foreningen »Symphonia«, hvis historie og repertoire her skal meddeles i oversigtsform, l anledning af den første koncert præsenteredes foreningen positivt i »Politiken« den 30. april 1889 på forsiden:

»Beskedent uden Brask og Bram holdt Symfonia i Søndags Formiddags sin første Koncert. Den ny Forening, der i al Stilhed er stiftet i Slutningen af Vinteren, synes at skulle faa Betydning for vort hjemlige Musikliv. Den vil give Ly for det unges Vækst i den danske Musik, hæge om de ny Spirer, vække Interessen hos Publikum for talentfulde Æmner, der vil bane sig Vej, og desuden genoptage Arbejder, der har gjort Lykke andetsteds, men derefter er lagt hen.

Som man ser, et Formaal, der har Krav paa Anvendelse og Tilslutning. Thi vi har i Virkeligheden længe savnet et saadant Fristed, hvor de Unge kunde afæske Publikum en Dom om deres Arbejder. Man siger, at der er Musikforeninger nok. Ganske vist, men Foreninger, der kun aabner deres Døre for Folk, der allerede har vundet Navn, ingen, der laaner sig som Valplads for Folk, der vil vinde Navn. Og det i og for sig med Rette, for Ingen vilde finde sig i at betale fire-fem Kroner til en Musik- eller Koncertforenings Soirée og saa blive opvartet med umodne og famlende Begynderforsøg. Den eneste næsten, der hidtil har taget sig af de Unge, har været Balduin Dahl, der af og til i Tivolis Koncertsal har opført instrumentale Debutarbejder.

Derfor vil Symfonia's Oprettelse blive hilst med Jubel i de Unges Verden, dens Udvikling fulgt med Interesse af Enhver, der laaner Øre til det ny, som gror frem.«

Skønt nye værker forekom i flere af koncert-institutionernes programmer, bl. a. i »Koncertforeningen«, på Johan Svendsens koncerter og såmænd også i »Musikforeningen«, var der dog megen sandhed i denne vurdering; og under alle omstændigheder var det vel naturligt, at unge komponister opfattede situationen således.

Det synes at have været ret let at danne en ny forening dengang, og om »Symphonia«s oprindelse fortæller foreningens stifter, Robert Henriques(6), i en lang, anklagende artikel i forbindelse med opløsningen af »Symphonia«(7):

»Anledningen var en hel tilfældig. En Vinteraften 1888 sad Carl Nielsen og den, der skriver disse Linjer, hos Nimb, som den Gang havde Lokaler i Erichsens Palæ. Nielsen havde den Gang lige skrevet sin Strygekvintet, som flere Gange var spillet i Privatkredse, og den unge Musiker beklagede sig over, at Værket ikke kunde komme offenlig frem. Jeg var meget indtaget i Stykket og sagde derfor resolut: »Saa laver vi en Forening paa Kvintetten. Den skal spilles offenlig.« Og i den følgende Tid blev Foreningen, som jeg kaldte »Symfonia« for at antyde, at den stillede sig høje Maal, organiseret, idet jeg henvendte mig til Musikerne Gustav Helsted og Louis Glass og bad dem træde ind i Bestyrelsen sammen med Carl Nielsen og mig.

Meningen med Foreningen var, at den skulde være et Hjemsted for dansk Musik, yngre og ældre, og søge gjennem Fremførelsen af vore egne Komponisters Værker at vække Sansen og Interessen hos Publikum for den nationale Tonekunst. Foreningen blev da og-saa i alle Musiklejre hilst med Sympathi, og mange af vore ansete Musikere meldte sig strax ind som Medlemmer. I de første Sæsoner var Programmet udelukkende dansk, og der opførtes sjældent hørte Ting, deriblandt Kompositioner af J. P. E. Hartmann, Winding, G. Matthison-Hansen, Victor Bendix, Rosenfeld. »Symfonia« havde den Gang akkurat saa mange Medlemmer, at de to Koncerter kunde dække sig, men den var noget for sig selv, blev ogsaa betragtet som en Institution i vort Musikliv, der havde sin betydning. Dér blev f. Ex. en Strygekvartet af afdøde N. W. Gade opført for første Gang i Manuskript, og dér fik yngre Komponister deres Arbejder frem, ligesom yngre Exekutører havde Lejlighed til at erhverve Rutine ved at spille dem.

»Symfonia« havde den Gang Livsberettigelse. Det gik ganske vist smaat, og en Del af Kritiken, for hvem Personen gjælder mere end Sagen, stiklede til Foreningen af let gjennemskuelige Grunde. Men »Symfonia« vilde noget bestemt og hav.de Muligheder i sig for med Tiden at blive taget under Armene af Offenlig-heden. Foreningen var den selvskrevne Arena for Opførelsen af dansk Musik, omtrent det eneste Sted, hvor man med aabne Arme hilste et talentfuldt dansk Arbejde Velkommen.«

Da foreningen ikke rådede over kor eller orkester, var dens naturlige opgave at bringe kammermusik af enhver art offentligt frem; og da den ikke havde egentlige love og heller ingen generalforsamling, baseredes den på ægte og ideel interesse og lededes af en selvbestaltet bestyrelse.

Nedenfor bringes en oversigt over de værker, som fik deres opførelse under »Symphonia«s auspicier(8). I anden del af oversigten, ordnet efter komponister, er en datering af værkerne søgt gennemført til brug ved sammenligningen mellem kompositionsår og opførelsesdato.

Den første koncert (28/4 1889) afholdtes i »d'Hrr. Hornung & Møllers Koncertsal«; de øvrige koncerter fandt sted i Koncertpalæets mindre sal(9). I de to første år af foreningens tilværelse, dækkende to koncertsæsoner, gaves kun to koncerter; ellers var normen to koncerter pr. sæson, og til disse kunne man få billetter mod at betale et medlemskontingent på 3 kr. om året.

Den første koncert havde samlet næsten fuldt hus; blandt publikum noteredes professorerne Hartmann, Gade og Malling samt en mængde andre komponister og udøvende kunstnere. På programmet finder man som ventet værker af foreningens fire bestyrelsesmedlemmer; dog var kun Robert Henriques' sange og Carl Nielsen's strygekvintet (her betegnet som Op. 3) nyheder på en offentlig koncert. Både forening og kompositioner modtoges af musikkritikerne med venlig interesse.

Den 19. april 1890 anbefalede Leopold Rosenfeld i »Berlingske Aftenavis« foreningen til publikums bevågenhed - man kan ikke fri sig for at skele til koncerten tre dage senere, hvor tre af programmets fem punkter bestod af Rosenfeld-sange. Desuden foreslog Rosenfeld, at »Symphonia« også burde tage ukendte værker af allerede kendte komponister på programmet; dette var imidlertid et af foreningens formål, og det skete allerede i næste sæson og foranledigede nogle polemiske bemærkninger fra musikkritikerne. I »Politiken« skrev Charles Kjerulf den 19. marts 1891, at Lange-Müller og August Winding ikke behøvede »en saadan Forening for at faa deres Ting spillet«; og i »Berlingske Tidende« konstaterede H. W. Schytte den 14. april 1892, at »Symphonia« efter sin start hurtigt havde skiftet karakter. Skønt idéen bag foreningens grundlæggelse havde været at opføre yngre og ældre dansk musik, var foreningen fra begyndelsen, sikkert under indtryk af de fire bestyrelsesmedlemmers alder og de første koncerters program, blevet opfattet som et specielt forum for ung musik; således varierede den hvasse Schytte i sin anmeldelser en indledende vending om »Symphonia« som »vore unge Componisters Concertforening«, måske med et stænk ironi.

Hårdere ramte han, når han i samme artikel skrev: »Vore unge Componister have stadig nydt stor Gjæstfrihed særlig i »Concertforeningen« og i »Kapelsoiréerne«, og deres Production viste sig snart ude af Stand til at kunne bære en Forening. Efterhaanden har »Symphonia« i Grunden kun concurreret med vore i Forvejen for talrige Concertinstituter og budt Musiknumre, der ikke give den nye Forening noget Særpræg og ligesaa godt kunne forekomme paa alle andre Programmer.« Her beskriver Schytte det dilemma, som ung musik næsten altid står i: ønsket om opførelsesmulighed over for vanskeligheden ved at fylde regelmæssigt afholdte koncerters programmer, uden at tidspresset efterhånden medfører en sænkning af standarden. Derfor havde »Symphonia« også fra begyndelsen klogeligt ment at ville opføre både ny og ældre musik. Men tænker man over, hvor lidt af den tids musik, som er »blevet stående« i eftertiden - skønt dette har flere årsager end de rent kvalitetsmæssige, så føler man, at Schytte på en måde pegede på et ømt punkt, nemlig en vis mangel på udbud af ny musik af kvalitet. Man erindrer, at der i 1900 udskreves en konkurrence om et eensatset orkesterstykke, men at ingen af de 13 indkomne arbejder blev fundet værdigt til præmie(10). Da imidlertid »Symphonia«s bestyrelse, måske som følge af kritiken, ved koncerten den 9. november 1892 præsenterede et program med lutter uropførelser, blev man mødt med ny, ganske vist indpakket kritik, idet det påpegedes, at det var vanskeligt for en musikkritiker at skulle sige noget udførligere om så mange nye ting på een gang.

I efteråret 1892 trådte Robert Henriques ud af »Symphonia«s bestyrelse, da hans virksomhed som journalist ikke levnede ham tid til andet arbejde. Carl Nielsen havde tidligere forladt bestyrelsen, som nu bestod af Louis Glass, Gustav Helsted samt musikforlæggerne Jonas og Alfred Wilhelm Hansen, der stod for den forretningsmæssige side af foreningens virke. I »Symphonia« blev Louis Glass nu den drivende kraft. For at modvirke en dalende tilslutning fra publikums side begyndte man i sæsonen 1893-94 at opføre nyere udenlandsk musik foruden danske værker. Dette gav Robert Henriques anledning til et tilbageblik over foreningens virke:

»Musikforeningen »Symphonia«, der i fem Aar har arbejdet utrætteligt paa det lidet taknemmelige Hverv at faa det københavnske Publikum til at interessere sig for dansk Musik, har i Aar udvidet sit Program, idet Bestyrelsen har ment det rigtigt at udvide Foreningens ordinære Virksomhed til ogsaa at omfatte Arbejder af betydelige, udenlandske, moderne Komponister.

Denne Frontforandring syntes nødvendig, da Pressen stillede sig uforstaaende over for en sund og naturlig Bevægelse, som det var dens Opgave at støtte, medens Publikum kun alt for villigt kølnedes over for et Foretagende, som gik blot lidt uden for den Kost, der kan fordøjes uden Hovedbrud, og som ikke allerede har Autoritetens Stempel.

Naar »Symphonia« alligevel har kunnet klare alle Skær og oven i Købet har arbejdet uden Underskud i det forløbne Tidsrum, maa Grunden dertil udelukkende søges i Foretagendets egen Livskraft og i den Støtte, der er blevet vist den unge Forening af alle vore vægtigste Musiknavne.«(11)

Robert Henriques understregede videre foreningens oprindelige eksklusive formål som dens berettigelse og årsagen til, at den hidtil havde kunnet klare sig i konkurrencen med de øvrige musikforeninger; og han advarede mod at gribe til udenlandske værker ved andet end eksceptionelle lejligheder. Denne advarsel blev imidlertid ikke fulgt, hvilket Henriques senere udlagde som årsag til foreningens opløsning; ved koncerterne den 21/2 og 23/10 1894 bestod programmet endog helt af udenlandsk musik.

Bestræbelserne på i højere grad at få publikum i tale medførte også en anden fornyelse: ved koncerten den 20/11 1893 og alle følgende ledsagedes det trykte program af en motivfortegnelse med kort indføring i de værker, man anså for vanskeligst tilgængelige. Dette må sikkert have været Louis Glass' idé; han var jo også på anden betydelig måde virksom som pædagog. Noget lignende havde Niels W. Gade dog længe i forvejen indført ved »Musikforeningen«s koncerter.

Det første udenlandske værk, som opførtes i »Sym-phonia«, og det eneste udenlandske på programmet den 20/11 1893, var violinsonaten i A-dur af den berømte, men i Danmark lidet kendte César Franck. De eneste kompositioner af Franck, man kendte, var nogle af hans orgelværker, som Gottfred Matthison-Hansen havde opført på sine berømte »orgel-foredrag«. Ved at bringe værker af Franck til offentlig fremførelse ydere »Symphonia« en pionérindsats; man finder ganske vist de samme og andre Franck-værker opført i »Kammermusikforeningen« tidligere eller senere, men denne forenings koncerter var ikke tilgængelige for offentligheden(12).

Franck-sonaten blev vel modtaget af kritiken, ligeledes strygesekstetten af Glass; Alfred Toffts sange betegnedes derimod som »mislykkede« af Schytte, der dog troede på komponistens talent, medens Robert Henriques fandt, at sangene røbede »en saadan dilettantisk Mangel paa Respekt for, hvad det drejer sig om i Kunsten, at de aldrig burde have fremkommet i en Forening, der som »Symphonia« har sat sig til særlig Opgave at virke for alvorlig Musik.«(13) Skarpere for Schytte ved næste koncert frem mod Christian Sindings »vældig fremstormende« violinsonate i C-dur, som han rubricerede blandt de larmende moderne værker; og idet han erkendte Sindings talent, fandt han dog, at komponisten i 1. sats boltrede sig »med misundelsesværdig Selvtilfredshed i et oprørt Tonehav, i en Malstrøm af harmoniske Forvridninger«, og at »for den fine, færdige, skjønne og befriende Kunsts forstaaende Elskere er der noget Ufiint og Frastødende, som man ikke rigtig kan tilgive en saa begavet Componist.«(14) Det var sikkert med adresse til Schytte, når Robert Henriques, der var af en noget anden musikalsk observans, om samme værk skrev: »Sinding er en af Tidens Fremgangsmænd. For Dilettanter og halvstuderede Røvere vil han foreløbig staa som et Skræmselsbillede.«(15)

I efteråret 1894 udsendtes et trykt blad til musik-interesserede. Her påpegede underskriveren H. (Gustav Helsted? eller en af brødrene Wilhelm Hansen?), at publikums tilslutning, selv da sagerne stod bedst, havde været ringe, og han mente, at pressens holdning, som han fandt havde været »lidet sympathetisk«, måske var årsag hertil. Imidlertid, da bestyrelsen »havde ændret »Symphonia's« oprindelige Opgave (Opførelse af dansk Musik, saavel ny som lidet kjendt ældre) til en anden og mere nærliggende, nemlig: Opførelse af ny, her ukjendt Musik af danske og fremmede Komponister, vandt Foreningen almindelig Anerkjendelse hos Pressen, men samtidig har en Del Medlemmer meldt sig ud.« Modtagerne af skrivelsen opfordredes til at indtræde som medlemmer i »Symphonia«, der »er den eneste Musikforening i Kjøben-havn, som udelukkende opfører nye Værker«, »en kunstnerisk Opgave, hvis Berettigelse og Betydning før eller senere maa blive den mere intelligente Del af Publikum klar.«

Her var linierne trukket klart op i den musikpolitiske strid, som synes at have udspillet sig i »Symphonia«s bestyrelse. Ved den følgende koncert den 23/10 1894 præsenteredes en række nyheder for publikum, de fleste af komponister, som i forvejen var kendt, og som behandledes med interesse parret med velvilje. Een ukendt kunstner-fysiognomi var der dog i rækken: Jean Sibelius, og han fik ikke nogen blid medfart. Åbenbart må den deklamatoriske stil og anvendelsen af 5- og 7-takts rytmik i den første sang have mishaget Schytte, der den 25/10 1894 skrev:

»Bekjendtskabet med den forhaabentlig meget unge Hr. Sibelius, der skal være en Finne, var ikke behageligt. De to første Sange vare i denne nyere recitativiske eller declamatoriske Maneer, der bestaaer i, at Texten udraabes uden at melodisk Aare spores, medens der i de grelleste Modulationer buldres omkring paa Flyglet i den Formening, at dette Virvar skulde skaffe Tilhørere og blive taget for en Illustration af Digtets Indhold eller give dette forhøiet Vægt. Noget mere forskruet end disse to Sange er endnu ikke forekommet i vor Praxis. Den tredie Sang, »Jägar-gossen«, tydede dog paa, at den os ubekjendte Tonehelt ogsaa kan have lysere Øieblikke, og at han, ifald han er meget ung, maaske vil kunne løbe Hornene af sig og præstere noget virkelig Godt.«(16)

Også ved koncerten den 4. maj 1895 præsenteredes lutter nyheder, denne gang førsteopførelser af danske værker. Kvartetterne af Helsted og Glass fandtes af Schytte at tilhøre en retning, som kun var »lidet imødekommende, og ligesom synes udsprunget af en underlig Sky for at vise sig fra en elskværdig Side.«(17) Carl Nielsens sange bedømtes noget mildere, men den samlede københavnske musikkritik stillede sig ret uforstående over for komponistens opus 8 »Symphonisk Suite for Piano«(18). Den kontrapunktiske satsart og benyttelsen af intervalmæssigt klart dannede linier, der i harmonisk henseende til tider måtte ofre det tilvante til fordel for det vigtigere: den indre logik og nødvendighed, synes ikke at have behaget. Men mærkeligt nok var det en ydre omstændighed ved værket, som man særligt hæftede sig ved, og som var årsag til de hårdeste angreb, nemlig mottoet «Ach, die zärtlichen Herzen! Ein Pfuscher vermag sie zu rühren. (Goethe)«. »Dette Componistens Opus 8 har, som man af disse tydske Ord kunde vente, et meget alvorsfuldt Physiognomi. »Ei blot til Lyst« vilde være altfor imødekommende Ord. Naar »blot« stryges, passe Ordene til denne Symphoni for Claveer, som i Hr. Glass havde en beundringsværdig Fortolker.«(19)

Da også mange senere kommentatorer synes at fejlfortolke anvendelsen af dette motto i retning af ironi eller frygt for blødhed, må det her være på sin plads at bringe de citerede linier i deres rette sammenhæng; derved ses nemlig tydeligt en overensstemmelse mellem mottoets virkelige idé og den Carl Nielsen'ske æstetik og hans stadige fremhævelse af nødvendigheden af som komponist at beskæftige sig med musikkens basis-elementer såsom kontrapunkt og rene intervaller for at kunne skrive god og ægte følsom musik.(20) Mottoet er taget fra Goethe's 104 Epigrammer fra Venedig 1790, der tryktes i januar 1796 og revideredes i 1800; Nr. 78 lyder: »

Mit Botanik giebst du dich ab? mit Optik? Was thust du?

Ist es nicht schönrer Gewinn, rühren ein zärtliches Herz?«

Ach, die zärtlichen Herzen! Ein Pfuscher vermag sie zu rühren;

Sei es mein einziges Glück, dich zu berühren,

Natur!

I september 1895 udsendte Louis Glass »paa Bestyrelsens Vegne« en trykt meddelelse til »Symphonia«s medlemmer om foreningens opløsning:

»I Saisonen 1892-93 satte Koncertforetagendet »Symphonias« ny Bestyrelse sig følgende Program: Opførelse af ny, her ukjendt Musik af danske og fremmede Komponister, en kunstnerisk Opgave, hvis Berettigelse og Betydning yderligere har fået sin Stadfæstelse i den Omstændighed, at de fleste af vore Koncertforetagender efterhaanden er slaaet ind paa lignende Baner. Forsaavidt har »Symphonia« haft større Indflydelse, end der fra Begyndelsen af var Grund til at vente, idet den fra selv at være et Hjem for den unge danske Musik, nu har haft det Held at kunne gjøre sit til at lette unge danske Komponister Adgang til større og mere velsituerede Koncertforetagender.

»Symphonia« betragter dermed foreløbig sin Opgave for løst og vil derfor indstille sin Virksomhed under den nuværende Form.

Da der imidlertid i de sidste Saisoner har været vist Foreningen stadig stigende Sympathi, agter Undertegnede at fortsætte Koncerterne med et udvidet Program, idet der foruden nye Arbejder og da særligt saadanne, som paa Grund af forskjellige Forhold ikke er naaet til Opførelse andetsteds ogsaa vil blive opført sjældnere hørte klassiske Værker. Det forventes, at Symphonias Medlemmer med samme Interesse vil følge disse Koncerter....«

Herimod protesterede Robert Henriques skarpt med et indlæg i »Dannebrog« den 30. september 1895. Efter et kraftigt angreb på Louis Glass for at ville dominere »Symphonia« og bringe egne værker og sig selv som pianist frem - et angreb, som ikke ganske stemte overens med tonen i Henriques' anmeldelser, og efter at have fortalt om stiftelsen af »Symphonia« og dennes formål (se ovenfor), fortsatte Henriques:

»I Aar har man fundet det rigtigt at lukke Foreningen — uden at lade dens Stifter det vide med et eneste Ord. Hvis »Symfonia« havde været en Forening med Love etc., og Opløsningen var vedtaget paa en Generalforsamling havde der intet været i Vejen for denne Fremgangsmaade, skjønt det aldrig kunde blive fuldstændig gentlemanlike at lukke en Forening uden at sige et eneste Ord derom til Stifteren. Som Sagen imidlertid nu stiller sig, er Bestyrelsens, in casu Hr. Louis Glass', Opførsel i højeste Grad ukorrekt. »Symfonia« var kun rent formelt en Forening, det var i Virkeligheden kun et Navn - min Ejendom for Resten -under hvilket der blev givet Koncerter. Og jeg var kun rent foreløbig traadt ud af Bestyrelsen, havde udtrykkelig forbeholdt mig Ret til paa et senere Tidspunkt igjen at tage Affære. Det mindste, d'Hrr. kunde have gjort, var da at spørge, om jeg agtede at føre Foreningen videre, da de nu var trætte og havde faaet nok.

Men det har ikke passet Hr. Glass at iagttage Høflighedens - den simpleste Høfligheds - Fordringer.

Han vilde bruge Foreningens Navn og tidligere Prestige til at slaa sig op paa.

Og han har derfor i disse dage udsendt et Cirkulære ...« (citat af Glass' ovenfor omtalte meddelelse) »... til »Symfonia«s Medlemmer med Kvitteringerne. Og jeg har i de sidste Dage talt med Folk, der har betalt deres Billetter, og som ikke aner andet, end at disse gjælder til »Symfonia«, som de stadig støtter.

Hr. Glass har da slaaet »Symfonia« ihjel i mere end én Henseende. Han har for det første ved sin Ledelse bragt Foreningen stort Underskud, hvilket er kjedeligt. Men - og det er det værste - han har ogsaa ved sit mildest talt højst uklare Cirkulære blandet Begrebet »Symfonia« og »Louis Glass« saa behændig sammen, at Foreningen aldrig vil kunne rejse sig igjen.

Og dertil har samme Hr. Louis Glass ingen som helst Berettigelse haft, selv om han hundrede Gange taler »paa Bestyrelsens Vegne«. Robert Henriques.«

Den første af de to abonnementskoncerter, som Louis Glass havde stillet i udsigt, fandt sted den 4. november 1895. Der kan være flere og for udøvende musikere forståelige grunde til, at Glass handlede som han gjorde; glemmes må det jo ikke, at han i mange måder havde været »Symphonia« en god Mand. Men at Robert Henriques trods overdrivelser foretaget i vrede nok har ramt nogle ømme punkter i sagen, synes at fremgå af et brev af 15. februar 1895 fra Carl Nielsen til pianistinden fru Marie Dahl (født Musæus) vedrørende opførelsen af »Symphonisk Suite«. Heri hedder det:

»Desværre traf jeg Dem ikke idag, jeg vilde gjerne have talt med Dem. Sagen er at Symphonias Bestyrelse har meddelt mig at mine Stykker kun vil blive opført, når De vil spille dem dér ogsaa eller lade være at spille dem i Kammermusikforeningen, da det er Glass ubehageligt at en anden har spillet dem inden han skal føre dem offentligt frem. Som De kan forstaa vil jeg gjerne have mit Arbejde offentligt frem og da jeg véd, at De for Tiden ikke optræder saaledes, vilde jeg gjerne bede Dem ikke blive vred naar jeg anmoder Dem om at opsætte min Stykker til en anden Gang; Jeg behøver neppe at forsikre Dem om hvor meget det har glædet mig at De saa beredvilligt har paataget Dem det Arbejde og jeg haaber ikke at det skal være spildt. Jeg haaber at træffe Dem en af de nærmeste Dage.. ,«(21)

I 1895 døde foreningen »Symphonia« efter i syv år at have været et omstridt forum for mange nye danske værker. Allerede i 1892 havde opførelsen af nyere, dog hovedsagelig udenlandske værker af større format fået bedre vilkår i København, idet Franz Neruda da havde overtaget posten som dirigent i den hæderkronede »Musikforeningen«. Men et forum, som var specielt indstillet på at opføre og lytte til danske værker, syntes trods stridighederne omkring »Symphonia« at være en nødvendighed for komponisterne. Og det er interessant at bemærke, at de tre notable danske komponister, hvis værker udgjorde »Symphonia«s sidste koncertprogram, seks år senere, i 1901, sammen med Lange-Müller, Otto Malling og Vilhelm Rosenberg stiftede en forening med et sådant formål: den nye tids bannerfører »Dansk Koncertforening«.

»Symphonia«s programmer.

Søndag den 28. april 1889 Kl. 1.

1. LOUIS GLASS:

Op. 5. Sonate (F-Dur) for Pianoforte og Violoncel. (Louis Glass, Robert Henriques)

2. ROBERT HENRIQUES: Sange. Det bødes der for
Jeg rejste en dejlig Sommerkvæld (Af Op. 8)
Pagen højt paa Taarnet sad (Af Op. 12) Ninon: »Hvor din bløde Haand« (Af Op. 12) (Beatrice Diderichsen, ?)

3. ROBERT-HANSEN:

Op. 3. Fantasistykker for Oboe og Pianoforte. (Olivo Krause, Louis Glass)

4. GUSTAV HELSTED: Sange. (Af Op. 7)
Saa Havets Brusen
Kunde jeg Roser male
Bøgen skyder alt sit Blad
Har du alt længe sovet?
(Viggo E. Bielefeldt, ?)

5. CARL NIELSEN:

Op. 3. Kvintet (G-Dur) for 2 Violiner, 2 Bratscher og Violoncel.
(Ludvig Holm, Carl Nielsen, Osvald Poulsen, Kr. Pedersen-Sandby, F. O. Hansen)

Tirsdag den 22. april 1890 Kl. 8.

1. G. MATTHISON-HANSEN:

Op. 16. Sonate (F-dur) for Pianoforte og Violoncel. (G. Matthison-Hansen, Robert Henriques)

2. LEOPOLD ROSENFELD:

Schnee (Op. 26 Nr. 8)
Der Himmel hat keine Sterne (Op. 26, Nr. 3)
Reue (Op. 29 Nr. 3)
Im Lenz (Op. 26 Nr. 7)
Wie es kam (Op. 29 Nr. 4)
(Ida Morris)

3. G. MATTHISON-HANSEN:

Op. 5 Trio (F-dur) for Pianoforte, Violin og Violoncel. (G. Matthison-Hansen, Frederik Hilmer, Robert Henriques)

4. LEOPOLD ROSENFELD:

a. Navnløs
I Seraillets Have
Asaili
(Frk. A. Schmaltz)

b. Dæmringsfantasier (Op. 23 Nr. 4)
Duggen er falden (Op. 21 Nr. 2)
(Emmy Mentzel

5. LEOPOLD ROSENFELD:

a. Hun sover i ly af den blomstrende Lind (Op. 21 Nr. 4)
Saa vel mig huer den klare Sol (Op. 24 Nr. 5) (Ida Morris)

b. Duetter for Sopran og Alt. Hochsommer (Op. 33 Nr. 2)
Du mit den schwarzen Augen (Op. 13 Nr. 1)
Wenn ich an Dich gedenke (Op. 13 Nr. 2)
Wenn alle Vögel schlagen (Op. 33 Nr. 3)
(Ida Morris og Emmy Mentzel)

Fredag den 14. november 1890 KL 8.

1. GUSTAV HELSTED:

Sonate (A-Dur) for Pianoforte og Violin (1. Gang) (Louis Glass, Axel Gade)

2. HOTHER PLOUG: Sänge (1. Gang)

Skotsk Folkevise (Af Op. 2)
Pigen ved Brønden (Af Op. 2)
Sang af »Mirza Schaffy« (Af Op. 2)
(Karen Volquartz, Salomon Levysohn)

3. LOUIS GLASS: Klaverstykker (1. Gang)

Barcarole (F-Dur) Polonaise (E-moll) (Louis Glass)

4. J. P. E. HARTMANN:

Sange. Der Tropfen (Af Op. 35)
Ausgang (Af Op. 55)
Abendlied (Af Op. 35)
(Karen Volquartz, Salomon Levysohn)

5. AXEL GADE:

Trio (C-moll) for Pianoforte, Violin og Violoncel. (Louis Glass, Axel Gade, Robert Henriques)

Onsdag den 18. marts 1891 Kl. 8.

1. AUGUST WINDING:

Op. 17. Kvartet (D-Dur) for Pianoforte, Violin, Viola og Violoncel. (Louis Glass, Axel Gade, Julius Borup, Robert Henriques)

2. ROBERT HENRIQUES:

Op. 16. Suite (D-mo II) for Oboe og Pianoforte. (Olivo Krause, Louis Glass)

3. P. E. LÄNGE-MÜLLER:

Sange. Aakande (Af Op. 4)
Sulamiths Sang i Dronningehaven (Af Op. 6)
Suanas Sang (Af »Spanske Studenter«)
Folkeviser (Af Op. 34) »Silde den Aften«
»Al min Kærlighed«
(Augusta Lütken, Gustav Helsted)

4. AUGUST WINDING:

Op. 26. Præludier i alle Tonearter (Udvalg) (August Winding)

Mandag den 7. december 1891 Kl. 7Vi

1. ROBERT-HANSEN:

Kvartet (D-moll) for 2 Violiner, Violo og Violoncel. (1. Gang) (Axel Gade, Julius Borup, Kr. Sandby, Frits Bendix)

2. JOSEPH GLÆSER:

Romancer.
Et Ønske
Sneklokken
Sommerstemning
Til Hende
Godnat
(Viggo E. Bielefeldt til eget Akkompagnement)

3. VICTOR BENDIX:

Klaverstykker.
Rondo dramatique
Valse
Tristesse (Af Op. 9)
Caprice burlesque
(Victor Bendix)

4. VICTOR BENDIX:

Trio (A-Dur) for Pianoforte, Violin og Violoncel. (Victor Bendix, Axel Gade, Frits Bendix)

Tirsdag den 12. april 1892 Kl. 8.

1. NIELS W. GADE:

Kvartet (F-moll) for 2 Violiner, Viola og Violoncel. (MS, 1. Gang) (Axel Gade, Julius Borup, Osvald Poulsen, Robert Henriques)

2 LOUIS GLASS:

Sonate (E-dur) for Pianoforte. (Louis Glass)

3. C. F. E. HORNEMAN:

Sange med Pianoforte.
Die Zeit ist hin
Aus »Lebens-Lieder und Bilder«
Die Lerchen
Marie Tuxen, Victor Bendix)

4. NIELS W. GADE:

Op. 17. Okie (F-Dur) for 4 Violiner, 2 Bratscher og 2 Violonceller.

(Axel Gade, Ludvig Holm, Holger Møller, Julius Borup, Anton Bloch, Osvald Poulsen, F. O. Hansen, Robert Henriques)

Onsdag den 9. november 1892 Kl. 8.

1. AXEL GADE:

Sonate (G-Dur) for Pianoforte og Violin (1. Gang) (Louis Glass, Axel Gade)

2. OLIVO KRAUSE: Sange (1. Gang)

Mens Lampen breder sit hvide Skin
Den lyse Sommernat
l Skoven vil vi følges ad
(Viggo E. Bielefeld, Olivo Krause)

3. FIN! HENRIQUES: Sange (1. Gang)

Kan du erindre
Min søde Glut
Læg dig kun ned
Glæd dig!
Du Klang, som engang vakt
(Ellen Nordgren-Gulbransson, Salomon
Levysohn)

4. LOUIS GLASS:

Kvartet (F-Dur) for 2 Violiner, Viola og Violoncel. (1. Gang) (Anton Svendsen, Holger Møller, Julius Borup, F. O. Hansen)

Mandag den 20. november 1893 Kl. 8

1. CÉSAR FRANCK:

Sonate (A-dur) for Pianoforte og Violin. (Louis Glass, Axel Gade)

2. ALFRED TOFFT: Sange.

l: Smaa Elskovsviser af Holger Drachmann
Jeg har i Slotte huset —
Jeg hører de høje Palmer —
Dog, det var godt, saadan det gik.
Alle klokker bringer fjærnt —
(Carl Døcker, Alfred Tofft)

II: Böse Träume
Du Blomst i Dug!
I Haven (Med obligat Violoncel)
(Augusta Noack, Alfred Tofft; Ernst Høeberg)

3. LOUIS GLASS:

Sextet (D-moll) for 2 Violiner, 2 Violaer og 2 Violonceller.

(Axel Gade, Johannes Schjørring, Fini Henriques, Andersen-Marke, Frederik Hansen, Ernst Høeberg)

Onsdag den 21. februar 1894 Kl. 8.

1. ALEXANDER BORODIN:

Strygekvartet (Nr. 2) i D-Dur.
(Ludvig Holm, Johannes Schjørring, Kr. Sandby, Frits Bendix)

2. LOUIS GLASS:

Sange til Texter af J. P. Jacobsen

Landskab
Det har Seraferne Det bødes der for -
I Seraillets Have Afsted,
min Baad!
(Emmy Menzell, ?)

3. CHRISTIAN SINDING:

Sonate (C-Dur) for Piano og Violin. (Marie Dahl, Ludvig Holm)

Mandag den 23. april 1894 Kl. 8.

1. ANTON BRUCKNER:

Strygekvintet i F-Dur.

(Axel Gade, Johannes Schjørring, Fini Henriques, Julius Borup, Frits Bendix)

2. FRANZ LISZT:

Sange. Der du von dem Himmel bist
Ihr Glocken von Marlin
Vergiftet sind meine Lieder
Oh! quand je dors
(Magda Gersdorff, ?)

3. GUSTAV HELSTED:

Sonate (G-Dur) for Piano og Violin. (Louis Glass, Axel Gade)

Tirsdag den 23. oktober 1894 KI. 8.

1. CHRISTIAN SINDING:

Trio (D-Dur) for Pianoforte, Violin og Violoncel. Op. 23.

(Louis Glass, Axel Gade, Ernst Høeberg)

2. JEAN SIBELIUS:

Sange. Ur »Idyll och epigram«
Våren flyktar hastigt
Jägargossen
(Sigrid Wolff, ?)

3. CÉSAR FRANCK:

Prélude, Choral et Fugue for Piano. (Louis Glass)

4. I: CHRISTIAN SINDING: Sange. Majnat

Sylvesternat

II: PER LASSON:

Dulgt Kjærlighed

III: EYVIND ALNÆS:

Gyngevise (Sigrid Wolff, ?)

5. ANTON DVORAK:

Kvartet (F-Dur) for 2 Violiner, Viola og Violoncel Op. 96.

(Ludvig Holm, Axel Gade, Andersen-Marke, Ernst Høeberg)

Lørdag den 4. maj 1895 Kl. 8.

Samtlige Kompositioner opføres for første Gang.

1. GUSTAV HELSTED:

Kvartet (c-moll) for 2 Violiner, Viola og Violoncel. (Axel Gade, Kr. Sandby, Andersen-Marke, Frits Bendix)

2. CARL NIELSEN: Symphonisk Suite for Piano (Louis Glass)

3. LOUIS GLASS:

Kvartet (Es-Dur) for 2 Violiner Viola og Violoncel. (Axel Gade, Kr. Sandby, Andersen-Marke, Ernst Høeberg)

4. CARL NIELSEN:

Sange (Viser og Vers af J. P. Jacobsen)

Genrebillede
Seraferne
Vise af »Mogens«
Det bødes der for
Silkesko over gylden Læst
(Julie Gundestrup, ?)

De opførtet kompositioner, ordnet alfabetisk efter komponister.

ALNÆS, EYVIND (1872-1932)

Gyngevise (V. Krag) Op. 1 nr. 4 (trykt 1885). Ti 23/10 1894.

BENDIX, VICTOR E. (1851-1926)

Klaverstykker: Rondo dramatique (MS), Valse (MS), Tristesse (ikke i Op. 9), Caprice burlesque. Ma. 7/12 1891.

Klavertrio A-dur Op. 12 (ca. 1880) Ma 7/12 1891.

BORODIN, ALEXANDER (1833-1887)

Strygekvartet Nr. 2, D-dur (1880, trykt 1888). Ons 21/2 1894.

BRUCKNER, ANTON (1824-1896)

Strygekvintet i F-dur (1879, trykt 1884). Ma 23/4 1894.

DVORAK, ANTON (1841-1904)

Strygekvartet Op. 96 F-dur (1893, trykt 1894). Ti 23/10 1894.

FRANCK, CÉSAR (1822-1890)

Prélude, Choral et Fugue, for klaver (1884). Ti 23/10 1894.

Violinsonate A-dur (1886). Ma 20/11 1893.

GADE, AXEL W. (1860-1921)

Violinsonate, G-dur. Ons 9/11 1892.
Klavertrio, c-moll. Fre 14/11 1890.

GADE, NIELS W. (1817-1890)

Strygekvartet, f-moll (1851, MS). Ti 12/4 1892.
Strygeoktet Op. 17, F-dur (trykt 1848). Ti 12/4 1892.

GLASS, LOUIS (1864-1936)

Klaverstykker: Barcarole, F-dur; Polonaise, e-moll, op. 8 (utrykt). Fre 14/11 1890. Klaversonate Op. 5 F-dur (1889). Sø 28/4 1889.
Klaversonate Op. 6 E-dur (trykt 1891). Ti 12/4 1892.
Sange til Texter af J. P. Jacobsen, Op. 16 (trykt 1893). Ons 21/2 1894.
Strygekvartet Op. 10 F-dur. Ons 9/11 1892.
Strygekvartet Op. 18 Es-dur (1893). Lø 4/5 1895.
Strygesekstet Op. 15. d-moll (trykt 1896). Ma 20/11 1893.

GLÆSER, JOSEPH (1835-1891)

Romancer: Et Kløverblad, nr. 1: Godnat (H. P. Holst; trykt 1864?). - Fire Romancer, nr. 1: Et Ønske (En Student, tr.: ?), nr. 2: Sommerstemning (Neumann, tr.: ?), nr. 3: Til Hende (Kaalund; tr.: ?). - Tre Romancer, nr. 1: Sneklokken (St. St. Blicher; tr.: ?) Ma 7/12 1891.

HARTMANN, JOHAN PETER EMILIUS (1805-1900)

Sange: Sechs Lieder Op. 35 (1839), nr. 3: Der Tropfen »Wackermann), nr. 4: Abendlied (Heine). -Sechs Gesänge Op. 55 (1853), nr. 5: Ausgang (l. N. Vogl). Fre 14/11 1890.

HELSTED, GUSTAV (1857-1924)

Sange (af »Seks Digte af Chr. Winther« Op. 7, 1886, trykt 1888): Nr. 2 »Saa Havets Brusen«; Nr. 3 »Kunde jeg Roser male«; Nr. 5 »Bøgen skyder alt sit Blad«; Nr. 6: »Har du alt længe sovet?« Sø 28/4 1889.
Strygekvartet Nr. 2 Op. 19, c-moll (1891). 4/5 1895.
Violinsonate Op. 13, A-dur (1889). Fre 14/11 1890.
Violinsonate Nr. 2, Op. 20, G-dur (1892). Må 23/4

1894. HENRIOUES, FINI (1867-1940)

Sange: »Kan du erindre« (Th. Moore, ved E. Aarestrup. Op. 8 nr. 1, 1892); »Min søde Glut« (H. Heine, v. E. Aarestrup. Op. 8 nr. 2, 1892); »Læg dig kun ned« (H. Hertz. Op. 8 nr. 4, 1892); »Glæd dig!« (E. Aarestrup. Op. 8 nr. 5, 1892); »Du Klang, som engang vakt« (H. Drachmann. Op. 9 nr. 1, 1892). Ons 9/11 1892.

HENRIQUES, ROBERT (1858-1914)

Sange: »Jeg rejste en dejlig Sommerkvæld« (J. Paulsen. Op. 8 nr. 3, 1884); »Ninon. Hvor din bløde Haand« (I. Iversen. Op. 12 nr. 2, 1887); »Pagen højt paa Taarnet sad« (J. P. Jacobsen. Op. 12 nr. 1, 1887); »Det bødes der for« (J P. Jacobsen. Op. 18 nr. 6, trykt 1895). Sø 28/4 1889.

Suite for Obo og klaver (d-moll op. 16 (trykt 1891). Ons 18/3 1891.

HORNEMAN, C. F. E. (1840-1906)

Sange: »Die Lerche« (Fünf Lieder zu Gedichten von L Uhland (1879?) nr. 1); »Die Zeit ist hin« (Th. Storm. 1883?); »Gesänge. Aus »Lebens-Lieder und Bilder«« (A. v. Chamisso, 1883?). Ti 12/4 1892.

KRAUSE, OLIVO (1857-1927)

Tre Sange (trykt 1892-93): »Mens Lampen breder sit hvide Skin« (H. P. Holst), »Den lyse Sommernat« (Oscar Madsen), »l Skoven vil vi følges ad« (C. H. Stibolt). Ons 9/11 1892.

LANGE-MÜLLER, P. E. (1850-1926)

Sange: Aakande (V. Bergsøe. Op. 4 nr. 2, 1875); Sulamiths Sang i Dronningehaven (B S. Ingemann. Op. 6 hæfte II nr. 1, 1876); Juanas [anden] Sang af »Spanske Studenter (V. Faber. 1883); Folkeviser, oversatte af Thor Lange: »Al min Kærlighed« (Efter det Russiske. Op. 34 nr. 2 1887), »Silde den Aften« (Efter det Svenske. Op. 34 nr. 3, 1887). Ons 18/3 1891.

LASSON, PER (1859-1883)

»Dulgt Kjærlighed« (Han tvær over Bænkene hang. Bj. Bjørnson. Trykt som nr. 5 i »Sang-Album, Femten Sange« (1883?, 1899)). Ti 23/10 1894.

LISZT, FRANZ (1811-1886)

Sange: »Der du von den Himmel bist« (Goethe. 1843); »Ihr Glocken von Mariin« (Goethe); »Vergiftet sind meine Lieder« (Heine); »Oh! quand je dors« (V. Hugo). Ma 23/4 1894.

MATTHISON-HANSEN, GOTTFRED (1832-1909)

Cellosonate Op. 16 F-dur (ca. 1875). Ti 22/4 1890.
Klavertrio Op. 5 F-dur (ca. 1860). Ti 22/4 1890.

NIELSEN, CARL AUGUST (1865-1931)

Strygekvintet i G-dur (1888, trykt 1937). Sø 28/4 1889.
Symphonisk Suite for klaver, Op. 8 (1894, trykt 1895). Lø 4/5 1895.

Viser og Vers af J. P. Jacobsen, Op. 6 (1891, trykt 1893). Lø 4/5 1895.

PLOUG, HOTHER (1856-1932)

Sange (af »Seks blandede Digte« Op. 4 (ikke Op. 2) trykt 1887): Nr. 2 Sang af »Mirza Schaffy« (oversat af P. Hansen), Nr. 3 Skotsk Folkevise (på dansk ved Thor Lange), Nr. 6 Pigen ved Brønden (Chr. Richardt). Fre 14/11 1890.

ROBERT-HANSEN, EMIL (1860-1926)

Fantasistykker for obo og klaver Op. 3 (trykt 1888-89). Sø 28/4 1889.

Strygekvartet, d-moll (Op. 6, før 1888). Ma 7/12 1891.

ROSENFELD, LEOPOLD (1849-1909)

Duetter for Sopran og Alt: »Du mit den schwarzen Augen« og »Wenn ich an Dich gedenke« (E. Giebel; Op. 13 nr. 1-2, trykt 1883?); »Hochsommer« (P. Heyse) og »Wenn alle Vögel schlagen« (E. Giebel) (Op. 33 nr. 2-3, trykt 1889-90). Ti 22/4 1890.

Sange: »Duggen er falden« og »Hun sover i Ly af den blomstrende Lind« (Ernst v. d. Recke; Op. 21 nr. 2 og 4, trykt 1884); »Dæmringsfantasier« (A. Ip-sen; Op. 23 nr. 4, trykt 1884); »Saa vel mig huer den klare Sol« (Ernst v. d. Recke; Op. 24 nr. 5, trykt 1885); af Op. 26 »Acht Gedichte..« (trykt 1885): Nr. 3 »Der Himmel hat keine Sterne« (P. Heyse), nr. 7 »Im Lenz« (P. Heyse), nr. 8 »Schnee« (E. Claar); af Op. 29 »Lieder und Romanzen..« (trykt 1887): Nr. 3 »Reue« (E. Claar); nr. 4 »Wie es kam« (E. Claar); »Asali« (J. P. Jacobsen; enkelttryk 1894); »i Seraillets Have« (J. P. Jacobsen; MS); »Navnløs« (J. P. Jacobsen; Op. 53 nr. 4, trykt 1907). Ti 22/41890.

SIBELIUS, JEAN (1865-1957)

Sange: af »Sju sånger till ord av Runeberg« Op. 13 (trykt 1892): Nr. 1 »Ur 'Idyll och epigram'« (1892), nr. 4 »Våren flyktar hastigt« (1891), nr. 7 »Jägar-gossen« (1891). Ti 23/10 1894.

SINDING, CHRISTIAN (1856-1941)

Klavertrio Op. 23 D-dur (1893). Ti 23/10 1894.
Sange: af Op. 22 »Galmandssange af Vilhelm Krag« (1893): nr. 3 »Majnat« og nr. 5 »Nytårsnat«. Ti 23/10 1894.
Violinsonate Nr. 1, C-dur, Op. 12 (1894). Ons 21/2 1894.

TOFFT, ALFRED (1865-1931)

Sange: »Du Blomst i Dug!« (J. P. Jacobsen; Op. 4 nr. 3, trykt 1887-88); »Böse Träume« (A. Fitger; Op. 11, trykt 1893); »l Haven« (E. Aarestrup; med obi. vlc.); Smaa Elskovsviser af Holger Drachmann: »Jeg hører de høje Palmer -« og »Alle Klokker bringer fjærnt -« (Op. 19 nr. 1-2 trykt 1897) »Dog det var godt, saadan det gik.«, »Jeg har i Slotte huset-«. Ma 20/11 1893.

WINDING, AUGUST (1835-1899)

Klaverkvartet Op. 17, D-dur (ca. 1869). Ons 18/3 1891.

Præludier i alle Tonearter, Op. 26, for klaver (trykt 1881), Udvalg: Nr. 1-C, 2-a, 4-d, 5-B, 6-g, 7-Es, 8-c, 11-Des*), 12-b, 13-Ges, 14-es, 16-gis, 17-E, 18-cis, 20-fis, 21-D, 22-h, 23-G, 25-C (Postludium). *) Ombyttet med »Idyller og Legender« Op. 37 Nr. 6 (trykt 1890). Ons 18/31891.

Ifølge referater i »Berlingske Tidende« har der ved to koncerter, hvor der blev opført sange, været givet ekstranummer. At musikstykker uden for programmet meget vel kan frembyde vanskelighed for referenterne, er måske årsag til, at kun disse to stykker kan påvises opført:

HEJSE, PETER (1830-1879)

»Min Skat, vil Du med mig ride« (Syv Digte fra Middelalderen af Thor Lange, Nr. 4, 1875). Ti 23/10 1894, efter 4. programpunkt

LANGE-MÜLLER, P. E. (1850-1926)

»I Würzburg ringe de Klokker til Fest« (Otte Folkeviser, oversatte af Thor Lange, Op. 34 nr. 6, 1887). Ons 18/3 1891, efter 3. programpunkt.

Noter:

(1) Trap: »Danmark«, 4/1929 bind l.

(2) »Nationaltidende« 16/6 1889.

(3) Se f. eks. »Berlingske Tidende« 8/12 1891, 14/4 1892, 11/11 1892.

(4) Angul Hammerich: »Musikforeningens Historie 1836—1886« (Musikforeningens Festskrift. Den 5. Marts 1886. bind II). Hertil slutter sig: »Koncert-repertoiret i Musikforeningen i København 13/3 1886 — 14/4 1931. . . Udarbejdet af Torben Schousboe. . . 1966.« (stencileret).

(5) Torben Schousboe: »Koncertforeningen i København. Et bidrag til det københavnske musiklivs historie i slutningen af det 19. århundrede.« (i: »Festskrift til professor Nils Schiørring den 8. april 1970«, stencileret), hvorfra dette afsnit er citeret.

(6) Robert Henriques (1858—1914), cellist, komponist og musikkritiker. R. H. var en meget aktiv musiker og en begavet, norsk-fransk påvirket komponist; hans temperament og skarpe pen skaffede ham efterhånden mange fjender, da han koncentrerede sig om virksomheden som musikkritiker — fra 1893 ved »Dannebrog« og fra 1909 ved »Vort Land«. R. H. var stifter af musikforeningen »G-Dur« (1886—89), der nu afløstes af »Symphonia«.

(7) »Dannebrog 30/9 1895. — Carl Nielsens strygekvintet blev spillet for Niels W. Gade en onsdag aften i december 1888; senere blev den opført i Kammermusikforeningen den 13/2 1889.

(8) »Symphonia«s koncertprogrammer i Det kongelige Bibliotek, Småtryk, samt i musikafdelingen sst. i kapsel »Diverse Koncerter, I«, hvor desuden et par af de nedenfor omtalte skrivelser vedrørende foreningen befinder sig.

(9) Om omdannelsen af Det Schimmelmann'ske Palæ i Bredgade til »Concertpalaiet« (1889) og senere til »Odd Fellow Palæet« (1900), se Gerhard Lynge: »Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse« (Jung, Aarhus og København 1917, artikel om Jakob Fabricius), samt Torben Schousboe: »Koncertforeningen . . .« side 2.

(10) Niels Friis: »Det kongelige Kapel« (Kobenhavn, P. Haase &. Søn, 1948) side 222—223.

(11) »Dannebrog« 21/11 1893.

(12) Se repertoirelisten i »Kammermusik i hundrede år . . .« Udgivet af Kammermusikforeningen, København 1968. — Først efter at »Symphonia« og »Kammermusikforeningen« havde startet, tog også andre koncertgivere fat på Franck'ske værker; i 1896 opførtes »Variations symphoniques« på Palækoncerter 18/11 og 22/11, oratoriet »Rebekka« gik i »Musikforeningen« 17/11, og kapellet spillede »Les Eolides« den 8/2 samt den 3/5 1899 »La Procession«; strygekvartetten hørtes først ved Brussier-kvartettens gæstespil i sæsonen 1902—03; og først ved en kapelkoncert den 6/3 1914 kom d-moll symfonien frem.

(13) »Dannebrog« 21/11 1893.

(14) »Berlingske Tidende« 22/2 1894.

(15) »Dannebrog« 22/2 1894.

(16) Jvf. Erik Tawaststjerna: »Sibelius« (bind l, Albert Bonniers Forlag, Stockholm, 1968) side 187 og 234; ved en let forklarlig misforståelse angives opførelsen at være foregået »vid en symfoni-konsert«.

(17) »Berlingske Tidende« 6/5 1895.

(18) Se presse-citater i Ludvig Dolleris: »Carl Nielsen« (Fyns Boghandels Forlog . . Odense 1949) side 36, og Torben Meyer & Frede Schandorf Petersen: »Carl Nielsen« bind l (Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn 1947) side 124.

(19) H. W. Schytte i »Beriingske Tidende« 6/5 1895.

(20) Nærmest den rette tolkning er Ludvig Dolleris kommet, når han skriver (opus cit., side 34): »Med disse Ord har Komponisten villet give den Synsvinkel, hvorunder hans Værk skal ses: at faa Folk til at »svømme hen« kan enhver Undermaaler. At skrive en sund, kraftig og samtidig følsom Sats er kun den virkelig Begavede givet.« —Il det hele taget synes denne med nyttige oplysninger fyldte bog, skønt ujævn, at være ufortjent overset.

(21) Det kgl. Bibliotek, Carl Nielsen Arkivet. Gengivet med tilladelse af professorinde fru Irmelin Eggert Møller. — Den planlagte opførelse i »Kammermusikforeningen« blev aldrig realiseret.