ISME

ISME

Fra professor Aksel Schiøtz har vi med tak modtaget nogle indtryk fra Moskva:

l juli 1970 rejste en gruppe på ca. 30 musikpædagoger fra alle dele af Danmark under ledelse af Ragnhild og Frode Toft til Moskva for at deltage i den niende l.S.M.E. (International Society of Music Educators) kongres, som varede fra den 8.-14. juli.

Forventningerne var høje, dels fordi der forelå en officiel indbydelse fra det sovjetiske kulturministerium, dels fordi man selv var stærkt interesseret i at erfare, hvordan der undervises i musik i et vanskeligt tilgængeligt land, som har frembragt så mange fremragende musikere.

Kongressen var lagt meget stort an. Der havde meldt sig ca. 1300 deltagere - dobbelt så mange som beregnet - fra 42 lande, og det skal straks siges, at den blev en storslået oplevelse. Fra indbydernes side var der gjort alle tænkelige anstrengelser for at give et så udbytterigt program som muligt. Foruden de musikpædagogiske deltagere var der mange tusind børn og unge, der medvirkede i kor, orkestre, folkesangs- og dansergrupper fra hele verden, og de optrådte for os. (Man kunne dog ikke helt frigøre sig fra den fornemmelse, at dette gigantiske foretagende i nogen grad var vokset arrangørerne over hovedet. Bl. a. havde den voldsomme deltagertilslutning bevirket, at over halvdelen måtte anbringes på hoteller i Moskvas periferi, hvorved transportproblemet blev noget besværligt og tidsrøvende, især da befordringsmidler i forvejen er overbelastede og taxaer en mangelvare.)

Hovedtemaet for kongressen var »Musikkens rolle i børns og unges liv«, og det blev belyst i tre serier af foredrag, symposier og koncerter fra tidlig morgen til sen aften, dels i det russiske Arbejderforbunds Hus (et fornemt rokokopalæ), dels i Kulturarbejdernes Hus og endelig i Komponistforeningens Hus. Hvert sted var der hver dag fra 3 til 4 foredrag eller rundbords-diskussioner fra 9-12 og fra 16-19, dernæst koncerter hvert sted fra kl. 12 og kl. 15, foruden en stor koncert hver aften i Arbejderforbundets pragtfulde søjlehal.

Der var en fremragende tilrettelagt service med tolke til og fra alle sprog og russisk, fransk, tysk og engelsk, men det var unægtelig en besværlig og langsommelig procedure.

Det siger sig selv, at den enkelte deltager konstant var i »valet og kvalet«, da det var udelukket at høre alt, hvad man gerne ville, og desuden måtte man styrte fra sted til sted for at finde frem til netop det foredrag eller den koncert, som særligt interesserede een.

Undertegnede var især ivrig efter at erfare, hvorledes østlandene når de glimrende resultater i deres musikopdragelse både på skole- og ungdomsniveau, og jeg koncentrerede mig derfor om at høre de russiske, ungarske, czekiske og balkanlandenes foredrag og koncerter. Foredragene fik jeg ikke meget ud af, fordi jeg havde ventet at høre redegørelser for deres undervisningsmetoder, men blev næsten kun præsenteret for de færdige resultater. F.ex. gik jeg til et foredrag med titlen: »En musiktime i en Sovjetskole« med store forventninger og blev præsenteret for to unge violinister, som var trænet op til teknisk virtuositet af en lærer, der blot sad og nikkede i takt til elevernes spil - uden anden kommentar, end at dette var resultatet af mange års arbejde!

Dog talte vicepræsidenten, komponisten Dimitri Kabalevski vægtigt og elegant om »De ideologiske principper for musikopdragelse af masserne i Sovjetunionen«, hvor han bl. a. sagde: »... man må ikke lade sig binde i snæver professionalisme eller afsondre sig fra tidens ideologi... Vi sovjetiske musikpædagoger anser teori og praksis i musikopdragelsen for at være uadskilleligt forbundet med hele vor revolutionære kultur.« Han vendte sig skarpt mod Vestens leflen for ungdommens ensidige betagelse af »pop«, »beat« og »rock«. »Det er ungdommens natur at ville underholdes, men det er musikopdragerens pligt at vise vej til værdierne i de store komponisters værker.« Han udtrykte stolthed og selvimponerethed over, hvad regimet havde nået på dette område i de 50 år efter revolutionen. - Og man måtte give ham medhold, når man senere hørte f.ex. Tschaikovsky-Konservatoriets orkester og solister og de 2000 små sangere i Moskvas samlede skolekor. Begge dele var overvældende pragtpræstationer, hvor man stod ganske målløs over for resultaterne.

Fra USA fik vi et redeligt og udførligt indlæg af Dr. Karl Ernst, Californien, om »Opdragelse af musiklæreren - en fremtidsplan«, hvor han refererede nogle amerikanske symposiers planer for reform af musiklæreruddannelsen. Det var egentlig diametralt modsat Kabalevskis. Her var man nået til en formulering af kravene ved hjælp af en i bedste forstand demokratisk fremgangsmåde, hvor elevens behov var i fokus. Hovedvægten bør ifølge ham lægges på den auditive opdragelse, ikke på den visuelle (lyden, ikke nodebilledet, er det afgørende, idet musik kun eksisterer, når den høres. De tre, indbyrdes beslægtede processer: komposition, udøvelse og lytten til musik, er alle dele af kunstarten musik, og børn bør oplæres i alle tre kategorier. Man må være åben for alle slags lyde, og for andre kulturers musik. Det lille ensemble bør dyrkes. De bedste lærere bør beskæftige sig med børn under 9 år, hvor modtageligheden er størst. Og de ikke-udøvende, som hidtil har været forsømt i undervisningen, bør man beskæftige sig mere med.

Men det mest udbytterige på kongressen var de mange koncerter, hvor man fik et storartet indtryk af de forskellige landes kor- og orkesterkultur. Mange ensembler fra de talrige sovjetstater og satellitstater var imponerende gode. Et akademisk kor fra Budapest og et violinensemble på 100 små violinister i alderen 7-14 fra Estland - de spillede rent og rytmisk! ! - vidnede om specielt glimrende undervisningsmetoder. Kor fra Frankrig, Schweiz og Sverige havde meget høj musikalsk og kunstnerisk standard.

Danskerne var repræsenteret af komponisten Bent Lorentzen med et udmærket foredrag om elektronmusik, samt af Unge Akademikeres Kor (dirigent Niels Møller) og Radioens Juniororkester (dirigent Frits Haase). Jeg håber, at også de to danske ensembler benyttede sig af den rige lejlighed til at høre nogle af de andre fremragende ensembler fra alverdens lande. Det skulle jo gerne være den stimulans, man får ved at deltage i en international kongres af de dimensioner.

Men - en næsten uhyggelig oplevelse var det at høre de østtyske kor! De mindede i hvert fald nogle af os om de nazistiske soldaters march-sang i Københavns gader! Det var ikke rart.

At kunne drøfte musikopdragelse med kolleger fra hele verden var i sig selv så værdifuldt, at vi også derfor skylder arrangørerne - og den danske generalsekretær Henning Bro Rasmussen stor tak for kongressen. Tak, Bro!

Aksel Schiøtz