Musikalier

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 06 - side 174-175

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKALIER

Kammeropera på tryk

Henning Christiansen: Dejligt vejr i dag - n'est-ce pas - IBSEN. Engstrøm og Sødring, Musikforlag, København.

Af de operaeksperimenter, som er blevet til på DUTs foranledning i de senere år, er Henning Christiansens »kammeropera, ritual, messe, oratorium«, som det hedder i undertitlen, afgjort det originaleste og mest konsekvente. Her skal ikke gås i detaljer med værkets indhold, da det allerede er gjort af komponisten i dmt 1968, s. 58-62, hvor bl. a. ouverturen og scene 3 citeres in extenso. Tilbage bliver dog at gøre opmærksom på den gennemførte overensstemmelse i alle værkets parametre med den hovedidé, som kortest er udtrykt i et stykke af Hans-Jørgen Nielsens libretto: »Alt bevæger sig i cirkler - alt kan begynde hvorsomhelst«. Den cirkelidé, hvis betydning for den musikalske struktur og storform komponisten gjorde rede for i ovennævnte artikel, gennemtrænger tillige tekstens udformning samt Bjørn Nørgaards aktionsmønstre og dekoration. Følgelig er alt dette minutiøst angivet i partituret - det må betragtes som en integreret del af kompositionen, (skulle der mon iøvrigt ikke have indsneget sig en fejl? Hvis cirklen skal være helt rund, bør alten i scene 5, afsnit S Sigge i stedet for at læne sig, og i afsnit Y skulle hun læne sig og ikke sidde.)

Med dette værk er Henning Christiansen trods den semantisk helt konkrete tekst og de klart associe-rende kostumer (selskabsdame, sygeplejerske, baseballspiller og automekaniker) kommet besnærende nær ved det helt abstrakte musikteater. Alt er underlagt én og samme geometriske, ikke begrebsbæ-rende idé, og de konkrete ingredienser mister deres begrebsind-hold, fordi de så at sige betragtes gennem et kaleidoskop. Samtidig

har han opnået sin hensigt: at gøre formen klar og umiddelbart opfattelig, selv om den totale organisation næppe kan erkendes ved et første møde med værket.

l følge sin natur er musikken såvel som det sceniske forløb helt uden nogen form for dramatisk dynamik eller indre spændinger. Indtrykket er helt igennem svalt, upersonligt og urokkeligt som en naturlov. Dette er en nødvendig følge af værkets grundprincip: at være ren matematik, projiceret ud i tid og rum. End ikke det melodiske materiale ejer nogen egenvilje, eftersom den tilgrundliggende intervalrække er bestemt af cirkelideen og dermed er blevet vægtløs. Det er antagelig denne emotionelle lavspænding, der er skyld i, at værket trods sin helstøbthed ikke har vundet synderlig udbredelse.

For øvrigt er »Dejligt vejr i dag - n'est-ce pas - IBSEN« tillige en interessant kommentar til serialismen. Det er umiddelbart forsvarligt at kalde Henning Christiansens musik for seriel, selv om kompositions-processen ikke har haft samme præ-determinerende karakter som i den hårde Darmstadt-serialisme. Men hvor den serielle behandling i almindelighed fører til en for lytteren helt uoverskuelig kompleksitet, søger Henning Christiansen den yderste enkelhed - og når den - bl. a. ved at lade »rækken« være et umiddelbart erkendeligt princip og ved at indskrænke det musikalske glossar til det allernødvendigste. Det kan som kuriosum nævnes, at tonerne cis, e, g og b, der ikke findes i den tilgrundliggende »cirkelskala«, overhovedet ikke optræder i operaen, medens d-mols og gis-mols treklange som »tilfældigt« produkt af samme skala spiller overordentlig stor rolle i det samlede klangindtryk.

Den trykte udgave af partituret er som nodetryk betragtet overordentlig klart og smukt udført. Eksporten er der også tænkt på, idet ikke blot de samlede sceneanvisninger men også tekstunderlægningen i partitu-

ret findes både på dansk og tysk. Ved den tyske tekst er det imidlertid ofte nødvendigt at dele noder eller trække dem sammen af hensyn til stavelsesantallet, og i dette værk i modsætning til alle andre går det direkte ud over den musikalske logik, som er intimt knyttet til hver enkelt nodes længde. Cirkelrytmerne brydes, hvis man synger på tysk. En engelsk oversættelse af librettoen men ikke af aktionsmønstrene findes også, dog ikke i selve nodebilledet. De (antagelig af Bjørn Nørgaard) tegnede instrukser angående kostumer og aktion er morsom dekoration, men noget upraktisk og uoverskueligt disponeret. Med lidt tålmodighed finder man dog de relevante oplysninger. En ellers udmærket fotocollage fra uropførelsen er desværre meget dårligt reproduceret.

Jan Jacoby.

Etuder

WH har udsendt Bent Ly 11 of f s Århus etuder 1-11 for slagtøjsensemble. Det vil sige, nr. 9 er for lilletromme alene, de andre for 3-6 batterister fordelt på diverse instrumenter. Hver etude er udgivet for sig, i et omslag der indeholder et partitur og stemmematerialet.

Lylloffs udgangspunkt har været hans egen erfaring, og etuderne er skrevet til hans slagtøjselever i Århus, - deraf navnet - for at stille dem over for en række af de problemer, slagtøjsmusikere hyppigst stilles over for, såvel i orkester som i kammermusik.

De fire første etuder er meget enkle og vil være velegnede til at vænne eleverne til at spille sammen. Fra nr. 5 har Ly l lof f taget fat på rytmiske finesser, instrument- og kølleskift og den slags, og så bliver det pludseligt underholdende at være med.

WH har også udsendt Kjell Roi-kjers 10 Inventions for 2 Tubas (op. 55). Man kunne tænke sig, at Roi-kjær havde villet udnytte de muligheder som er særlige for tubaen; men det har han ikke gjort, inventionerne er ikke spor tubastiske. Jeg tror faktisk, de lyder bedre på 2 kontrabasser. (At ville lave intim musik på 2 tubaer alene er noget af en selvmodsigelse. På en kontrabastuba kan op til 10-11 meter rør være aktivt ad gangen.)

Det ser altså ud til, at stykkerne er lavet, for at tubaisterne skal have noget at spille på tomandshånd, d.v.s. til undervisningsbrug. Og set fra denne synsvinkel kendetegnes de blandt andet ved at indeholde en hel del, som tubaister ellers sjæl-dens vil blive udsat for. Det stilistiske er neo-klassisk, og satsen er temmelig tynd - der skal nemlig være gode vejrtrækningsmuligheder. Ærlig talt: en kedelig omgang.

Trykket i Århus-etuderne er meget fint, stemmerne er letlæselige og med mange stiknoder, de medfølgende partiturer lidt sammentrængt, men ellers tydelige og overskuelige. På bagsiden af omslaget til de enkelte etuder er der et lille forord og en liste over nogle slagtøjsud-tryk på forskellige sprog.

Tuba-inventionerne er affotograferet efter en håndskrevet node, hvilket gør dem noget vanskeligere at læse, især på tuba-afstand. Af håndskrift at være er det udmærket, men de burde have været tegnet eller stukket.

hej

WH: Bent Lylloff: Århus etude nr. 1-11 for percussion ensemble. WH: Kjell Roikjer: 10 Inventions for 2 Tubas. Ed. WH nr. 4169.

TILTALENDE VÆRK ELENDIG UDGAVE

Per Nørgård: Partita Concertante for orgel - für orgel ed. WH n r. 4141.

Så er Per Nørgårds opus 23, som vel efterhånden er en halv snes år gammel, udkommet på Wilhelm Hansens Musikforlag.

Værket er skrevet for et stort moderne orgel med mindst 3 manualer og pedal. Manualerne går op til g ' ' ' og pedalet til g ', så det det er ikke så mange orgler, det uden

videre vil kunne spilles på. Det er opdelt i 3 satser: I (Fantasia) Allegro vigoroso - II (Canto variato) -III (Toccata) Allegro, og varer efter opgivelsen ialt ca. 20 minutter.

Hvad tekniske vanskeligheder angår, ligger det i klasse med Commotio. Dels er der temmelig mange pianismer, som ikke så let lader sig gøre på orgel, dels har Nørgård ikke bekymret sig om de anatomiske forhold, hvad der gør nogle passager meget ubehagelige at udføre, for små mennesker umulige. (Medens det er ret almindelig kendt, at der er særlige problemer ved legatospil på orgel, glemmes det ofte, at der er ligeså vigtige balanceproblemer, da fødderne jo bruges til at spille med, og at spændvidden mellem fødderne er stærkt afhængig af krop og lemmers øjeblikkelige positioner.)

Men kan man overvinde det, er det et ganske tiltalende værk. Stilistisk nærmest neoklassik-neo-barok, med nogle punktualistiske tilbøjeligheder i midtersatsen. Et ungdomsværk af Per Nørgård, how nice.

Udgaven er den sløjeste, jeg længe har set. Trykket er i og for sig tydeligt nok, bortset fra at det er for småt til den normale halve meters afstand. Det ser ud til at være originalmanuskriptet i lidt formindsket udgave. Men de steder, hvor nodelinierne ikke har været beskrevet i hele papirets bredde, er de overflødige stykker skåret væk, hvad der giver de enkelte sider et uroligt helhedspræg. Dvs enkelte steder har stumperne fået lov at blive siddende, uvist hvorfor. Nogle ubeskrevne systemer, der har været brugt som adskillelse, er blevet retoucheret væk, men meget sjusket og ufuldstændigt, hvad der skæmmer nodebilledet en del, og er enkelt sted er en rytmeanvisning halvvejs gået med i farten. På hver side (undtagen s. 11) er der i øverste etage - og kun dér - et par millimeters ekstra afstand mellem pedalsystemet og ne-

derste manualsystem. Kort sagt: det ser herrens ud.

Begynder man så at læse i noden, viser der sig en hel del nota-tionsmæssige fiksheder, som forlaget burde have ændret. For eksempel at lade være at skrive 3-taller over triolerne, så man må tælle og stave sig frem. At lade være at skrive pausetegn, hvad der også henviser én til at tælle, og et sted efterlader én i tvivl om den ønskede rytme. Pludseligt at notere manualerne på 4 systemer i stedet for 2, for at anskueliggøre en kon-trasterende virkning, selv om tilsvarende virkning findes i massevis i den klassiske orgellitteratur, noteret på 2 systemer. Et accidentait kryds foran en punkteret fjerde-delspause.

Det ser ud som denne udgivelse er gået lige igennem som ekspeditionssag, uden at materialet på noget tidspunkt er blevet kritisk gennemgået. Er forlaget mon blevet for stort? eller har man for travlt med andre ting?

Henrik Colding-Jørgensen.

WH?

How can det være, at man på forlagets editions often can træffe ikke et eneste dansk word, even om komponisten er dansk og forlaget er dansk too?

Når det er possible at skrive romaner, noveller, aviser, blade og digtsamlinger på dansk og even få dem printed, og når bunker af books bliver translated til dansk fra andre sprog, så burde the biggest musikforlag i Denmark ikke abandon det danske sprog.

Man can very well skrive for instance titler på både dansk og english.

hej

Finn Mortensen: »Evolution«

op. 23 for orkester (Norsk Musikforlag) 1968.

Orkester: picc + 2,2-f C.L, 2+B.C1, 2+C.Fag., - - 4, 3, 3+Tuba - -Timp., Tamb.picc., Tam-tam, Gran Cassa — Archi.

Årgang 45/1970, nr. 06