En svensk jubilæumsopera

Gorm Busk:

EN SVENSK JUBILÆUMSOPERA

Nyt i Berwaldserien

I forlaget Bärenreiters komplette Berwald-udgave udkom i 1968 bind 18 og nu i år bind 9, indeholdende henholdsvis Berwalds anden og sidste opera »Drottningen av Golconda« og symfoniske digtninge II. Det er en prisværdig opgave forlaget har sat sig for, ved at trykke alle komponistens værker, men hvem køber det 563 sider store orkesterpartitur til operaen, som i parentes bemærket ligesom de foregående bind i udgaven er smukt trykt, omend lidt småt, hvilket er en skavank, der præger dette forlags udgivelser; man se f. eks. på deres lommepartiturer.

»Drottningen av Golconda» er ganske ukendt for os, men har dog været opført for to år siden i Stockholm i anledning af 100-årsdagen for Berwalds død (d. 3. april 1868). Værket er som Berwalds øvrige vokalmusik af en meget blandet kvalitet. Det indledes med en pragtfuld ouverture, et af komponistens bedste symfoniske værker, men så har vi også hørt det bedste af operaen. Denne, skrevet så sent som i 1864, er baseret på en fransk libretto af J. B. C. Vial og E. G. F. de Favières, »Aline, Reine, de Golconde«, der også danner grundlaget for franskmanden Bertons opera af samme navn fra 1803. Dette værk blev opføre (i svensk oversættelse) i Stockholm mellem 1812 og 1835, og Berwald, der sad som violinist og bratschist i kapellet 1812-1818 og 1820-1828, er således blevet bekendt med stoffet. Lad mig som et lille kuriosum nævne, at emnet har inspireret til operaer af følgende komponister: P. A. Monsigny (1766), Francesco Uttini (1776, også opført i Stockholm i svensk oversættelse), J. A. P. Schulz! ! (1787), H. M. Berton (1803), F. A. Boieldieu (1804) og sågar Donizetti (1828). Berwald komponerede operaen med henblik på, at den dengang 21-årige Christina Nilsson, der et par år i
forvejen var kommet i hjemmet hos komponisten, skulle kreere titelrollen, hvilket dog aldrig skete. Operaen nåede heller aldrig til opførelse i Berwalds levetid, og den føromtalte opførelse i Stockholm for to år siden var den første og sandsynligvis også den sidste. Handlingen i denne »eventyropera« er følgende:

I akt: I landet Golconda ved Ganges' bred hersker dronning Aline, der fortæller, hvorledes hun, der er af fransk afstamning, efter et skibbrud blev solgt til landets hersker, efter hvis død hun nu har overtaget magten. Hun tænker med vemod på sit fædreland, da man melder hende, at en fransk gesandt med følge netop er sejlet ind i havnen. Stykkets skurk, premierminister Sadomar, forelsket i Aline, men tilbagevist, nærer skumle planer om at erobre tronen og dronningen og samler til dette formål andre af hoffets personer. Ved gesandtens ankomst kender Aline i ham St. Phar, sin ungdomselskede, som dog ikke genkender hende (hun er tilsløret). Dronningen forbereder nu en fest, efter hvilken det er hendes plan at lade St. Phar sove på slottet i den franske park, for at han ved sin opvågnen skal tro sig hensat til hans og Alines fædreland og igen blive forelsket i hende.

II akt: Denne plan udføres med det ventede resultat. Dronningen gennemskuer mod aktens slutning de sammensvornes forehavende.

III akt: Si Phar, dronningen og hendes følge holdes fangen på slottet af Sadomar, der først prøver at fri til hende, men afvises, og derefter forsøger at lokke St. Phar på sit parti, hvilket naturligvis heller ikke lykkes. Dronningens kammerpige Zélie får imidlertid bragt St. Phar ud af slottet, hvorefter han med sine tropper dræber Sadomar og befrier dronningen. Som løn får han dronningen og det hele kongerige.

Et rørende og handlingsmæssigt ikke helt uinteressant stof, men uden større dramatiske konflikter. Operaverdenen er ikke blevet beriget væsentligt med dette værk, der må siges at tilhøre det lettere kavalleri. Partituret indeholder dog mange interessante og melodisk smukke steder, især i 2. akt ved gesandtens opvågnen i haven og i de påfølgende kor- og balletoptrin. Sådanne lyriske ting klæder måske Berwald bedre end de decideret dramatiske episoder, scenerne mellem Sadomar og Aline.

Stykkets to modpoler: De sammensvorne og den ædle dronning med hendes hjemlængsel høres straks i den blændende ouverture, hvis indledende allegro assai-afsnit i a-moll (42 takter), begynder på den formindskede septimakkord og med en langsomt opadgående melodi i kontrabasserne, symboliserer Sadomar og hans slæng (forekommer i selve operaen):

Det efterfølgende 18 takter lange Larghetto-afsnit i C-dur for firdelte celli og bas symboliserer Alines længsel og er ægte berwaldsk og svensk i sin vemodige, lidt folkeviseagtige tone, som vi kender den fra den langsomme satser af symfonierne (forekommer ligeledes i operaen):

Et sådant kort, hurtigt indledningsafsnit efterfulgt af et langsomt, begge gående forud for den egentlige hovedsats, er forøvrigt typisk for operaouverturer i første halvdel af det 19. århundrede (f. eks. Auber: Den stumme i Portici og mange Rossini- og Berlioz-ouverturer). Hovedsatsen, her en Allegro molto i A-dur, er i begyndelsen karakteriseret ved skælmske blæserpassager og udhamrede kvartetmotiver 5 messingblæserne, altsammen kendt gods fra det berwaldske arsenal. Messinget indtager en fremtrædende plads hos komponisten, især har han en forkærlighed for at lade basunen spille solistisk. Musikken spilles i pp og minder meget om symfoniernes scherzosatser. Det første tutti-ff-sted bringer det fyrige tema:

og derefter kommer sidstetemaet:

karakteristisk for Berwalds fastholdelse af samme grundrytme gennem hele temaet. Temaets eftersætning:

er lånt fra orkesterfantasien »Bajaderfesten« (bemærk de typiske kvartintervaller i slutningen). Gennemføringen behandler hovedtemastof, og reprisen indledes med det ovenfor citerede hovedtema (ex. 3), nu i D-dur!

Berwald er først og fremmest symfoniker, og selvom det i operaen langtfra skorter på smukke melodier, der ligger udmærket for sangstemmerne, gode ensemblesatser og effektfulde kor, gør symfonikeren i ham sig ofte for meget gældende. Et af de ejendommelige og helt personlige træk i Berwalds (symfoniske) stil, er de kraftige accenter (mest i messingblæserne), der i form af et hurtigt kvartintetrval eller en tonegentagelse dukker op med mellemrum, ofte på en højst overraskende måde. De er meget virkningsfulde i symfonierne (f. eks. finalen af »singulière«), men bliver her i operaen brugt for hyppigt og visse steder ganske umotiveret. Når St. Phar i 3. akt synger en rolig strofe til teksten» Ej sucka hjerta mer, var tröst«, virker det unægtelig noget mærkeligt og en smule komisk, at 2 trompeter i fff sætter ind med en accent på 2. slag i takten, således:

Med hensyn til det melodiske gør især i de komiske scener mellem Zélie og hendes tilbeder Kaleb en af de sammensvorne (det er gennem ham, at komplottet røbes) en vis Mozartpåvirkning sig gældende. Operaen er i det hele taget lidt af en anakronisme, hvilket ikke kan undre, eftersom Berwald var meget klassisk i sin stil, der ikke undergik nævneværdige udviklinger, efter at han i 30-års alderen havde fundet sin personlige udtryksmåde. Han skrev denne opera i en sen alder, på et tidspunkt, hvor operaen lød ganske anderledes end »Drottningen«, der er samtidig med værker som Tristan og Skæbnens magt.

Et par ord om værkerne i det andet bind: De symfoniske digtninge. Der findes ialt 6 bevarede (en i 1841 i Wien komponeret »Humoristische Capriccio« er gået tabt) nemlig: Slaget ved Leipzig (1828), »Elfenspiel« (Vien, 1841), »Ernste und heitere Grillen« (Wien, 1842), (disse 3 skal udkomme i bd. 8) og i bd. 9: »Errinnerungen an die norwegischen Alpen« (Wien, 1842), »Baya-deren-fest« (Nyköping, 1842) og »Wettlauf« (Nyköping, 1842). De musikalsk mest spændende af disse værker er Elfenspiel og Ernste und heitere Grillen. De findes sammen med Erinnerungen indspillet på plade. Sidstnævnte værk hører ikke til det mest betydningsfulde fra komponistens hånd, men skal dog nævnes her på grund af et tema i den langsomme indledning. Som det fremgår af Anhang, stammer det fra Berwalds i Berlinerårene komponerede men aldrig fuldførte opera »Leonida«. Der hentydes til samme tema i en måske af Berwald selv forfattet notits i »Die Gegenwart« fra 26. januar 1847, hvori det hedder: »Die Erinnerungen an die norwegischen Alpen bestehet aus einem Andante, in welchem ein Thema vorgeführt wird, das Berwald auf einer Reise über die »Fille Fjellen« (i 1827) von einem Postillon singen hörte«. Det er altså en af de sjældne gange, hvor Berwald bruger folkevisestof. Efter en hurtig hovedsats i sonateform med den for komponisten så yndede omvendte reprise vender den langsomme del tilbage og afslutter stykket med en basunsolo, under hvilken der ligger en højst ejendommelig akkordgang:

l 4. og 5. takt en vekseldominant (som sekundakkord) og en tonika!

De to sidste orkesterstykke har ikke før været trykt og mig bekendt heller ikke spillet i vort århundrede: »Væddeløbet« er en slags perpetuum mobile for orkester over følgende motiver:

Det sidstnævnte motiv har måske givet anledning til stykkets undertitel »Etude for orkester«. I Sverige er gennem de sidste 20 år en musikalsk skat uden lige kommet for dagens lys i Franz Berwalds værker, for selvom de fleste af disse allerede forelå trykte, har de først nu erobret sig den plads i landets musikhistorie, som de fortjener. Men hvorledes bedømmer man ham om 50 år, når nyhedens interesse har lagt sig? Symfonierne vil nok holde sig, og 3 af dem står som de ypperste i deres genre i nordisk musik, nemlig: Symphonie sérieuse, symphonie singulière og Es-dur symfonien. Symphonie capricieuse er trods en god førstesats mindre betydelig. Af hans kammermusik indtager de 2 sidste strygekvartetter i a-moll og Es-dur en førerstilling. Man kan ikke rose disse værker nok; de er faktisk fuldendte i deres genre. Men også megen anden kammermusik skal nævnes, f. eks. septetten og de 2 klaverkvintetter.

Og lad os ikke glemme en ting: Berwald er ikke blot en kunstner, der som så mange andre mestrer den symfoniske form, men en komponist med ansigt, med personlighed. Til de træk i Berwalds helt personlige udtryksmåde, som er særlig tydelige, kan nævnes: En ret usædvanlig forkærlighed for gentagelser og sekvensdannelse af et tilgrundliggende motiv, en indsmigrende og sangbar melodik, især i sidetemaer, bratte, om Bruckner mindende slutninger, altså uden »pauser mellem slutakkorderne«, hyppig brug af messingblæsere, især basuner, de føromtalte kraftige accenter, forkærlighed for kvartintervallet (se f. eks. singulière, l sats), ofte en dristig, stærk synkoperet rytme, derimod en temmelig klassisk, ikke særlig romantisk-kromatisk harmonik; han bruger derimod ofte visse arkaiserende, næsten kirketonalt virkende akkordforbindelser, ved f. eks. at lade subdominanten følge efter en dominantakkord, hvor man ville vente en tonikaakkord. Det er efter min mening det sidstnævnte, der giver Berwalds musik en speciel svensk tone.

Jeg imødeser med spænding de næste Berwaldbind fra Bärenreiter. Lad os håbe, det bliver nogle af hans udmærkede kammermusikværker. Det er dem og symfonierne, han vil leve på i svensk musikhistorie.