Eugen Onegin i radioen

RADIO

»EUGEN ONEGIN« l RADIOEN

Udsendelsen torsdag den 14. ja-nuar af Tjaikovski's »Eugen One-gin« i en russisk grammofonindspilning for EMI på Melodia med den kendte russiske cellist M. Ro-stropovitsj som dirigent var på mange måder en interessant opførelse, som til trods for en vis inhomogenitet blev holdt sammen til et hele af en stærk, umiddelbar begejstring for værket.

Begge forhold måtte i kraft af dirigentens stærke præg på værket søges i hans styrke og svaghed. Rostropovitsj's styrke som dirigent var hans store engagement og hans evne til at formidle operaens dramatiske nerve og lidenskabelige fremstormen både i de rene orkestersteder og i forhold til sangene ved et usædvanligt levende og medskabende akkompagnement.

Hans svaghed var hans i nogen grad manglende evne til eller interesse for at forløse værkets poesi. Det hang måske sammen med hans temperament, men vel også med en vis kejtethed i orkesterbehandlingen, som trådte særligt frem i disse sider af operaen. Den gav sig blandt andet udtryk i stedvise usmidige fraseringer og i en tendens til koncentration om detaljen på bekostning af helheden, som forhindrede de mere vegete-rende lyriske steder i at folde sig ud (eksempelvis orkesterindledningen til havescenen mellem Tatjana og Onegin, efter at han har modtaget brevet). Ligeledes stillede et undertiden vaklende tempo og en manglende rytmisk spændstighed sig flere gange i vejen for musikkens inciterende slagkraft, som det skete i balscenen hos fyrst Gre-min, og hvor det ikke lod sig opveje af det meget hurtige tempo.

Dog — disse mangler fordunklede ikke den friskhed, som hele tiden lyste ud af musikken og gjorde den vedkommende.

Indspilningen havde i så godt som alle roller fremragende sangere. Galina Vishnjevskaja er af temperament og stemmemidier den fødte Tatjana, og hendes udførelse lader intet tilbage at ønske. Den overgås egentlig kun af hendes egen tidligere udførelse af rollen i en ældre, helt enestående russisk indspilning, også med Bol-shois kor og orkester, men med B. Chaikin som dirigent. Dér har hendes stemme sin fulde ungdommelige smidighed og kræver ingen af de kunstfærdige udtryksmidler, hun stedvis tager i brug i den sene indspilning, og som ikke er nogen gevinst, da denne rolle jo ikke hjælpes på vej af modenhed, men tværtimod lever af umiddelbar ungdom.

Som Onegin var Jurij Mazurok noget nær det fuldkomne. Hans parti kom til i sjælden grad at stå helstøbt og centralt i forestillingen. Også Vladimir Atlantov som Lenski havde en fortræffelig stemme. Begge sangere var præget af en international, blandt andet italiensk udtryksstil, og også på dette punkt adskiller indspilningen sig fra den tidligere, som — især for tenorens vedkommende — havde valgt en sanger med en mere udpræget russisk stemmeklang og udtryksmåde, en russisk stemme, således som Turgenjev beskriver den i novellen »Sangerne«: »... den var en smule brusten og syntes mig i begyndelsen at klinge lidt sygelig, men den åndede af en

ukunstlet, dyb lidenskabelighed, af ungdom, styrke og indsmigrende ynde, af en henrykkende, vemods-tung længsel. En sand russisk sjæl, en brændende livsfølelse tonede i den og meddelte sig til alles hjerter og greb dér i de russiske strenge ...«

Dette gav en stor forskel for eksempel i udførelsen af Lenskis arie før duellen. Forskellen mellem det internationalt og dramatisk prægede og det nationalt farvede, lyriske er iøvrigt karakteristisk for forholdet mellem de to indspilninger som helhed.

Men den enes fortrin er jo ikke den andens mangel, og rent bortset fra dens øvrige kvaliteter var radioens »Eugen Onegin«, alene fordi den var fri for al rutine, en værdifuld udsendelse.

Inge Colding-Jørgensen.