Om Finn Viderøs syn på Hartmanns Orgelværker

Jørgen Ernst Hansen:

OM FINN VIDERØS SYN PÅ HARTMANNS ORGELVÆRKER

Et svar på Finn Viderøs kritik af nyudgaven.

Efter at have læst Viderøs artikel i DMT's nr. 5 angående den reviderede udgave af J. P. E. Hartmanns orgelværker, som jeg har forestået, vil jeg anse det for naturligt i den anledning at komme med et par bemærkninger - og måske vil andre læsere af artiklen også mene, at det var på sin plads.

Viderøs første konkrete indvending er en beklagelse af, at jeg »ikke har fundet det umagen værd at gå nærmere ind på den ikke uinteressante revision, Hartmann underkastede sin sonate inden trykningen«. En nøjere redegørelse herfor ville tage uforholdsmæssig megen plads op, idet man - hvis den skulle have nogen mening - måtte aftrykke store dele af den første version. De få, som måtte interessere sig herfor, får i udgaven oplyst, hvor manuskriptet befinder sig, - og de ville alligevel ikke stille sig tilfreds uden en nærmere kontakt med dette, og i vor Xerox-tid vil det være spil af plads — og dermed af penge — at offentliggøre så meget af interesse for så få. Viderø fortsætter: »... og direkte vildledende er redegørelsen for forholdet mellem den oprindelige og den reviderede version af sonaten ...« Om dette forhold hedder det i udgaven: »Den første version af sonaten fra før 1857 har i det følgende fået betegnelsen C, og sonatens endelige udformning, som består af C med Hartmanns senere rettelser og tilføjelser og det nykomponerede Passions-Intermezzo har fået betegnelsen A.« Det er mig ikke muligt at se, hvordan denne sætning »efterlader indtryk af, at der findes to indbyrdes forskellige manuskripter«, men hvis det alligevel for en eller anden læser er tilfældet, vil det være ligegyldigt, eftersom der hele tiden klart gøres forskel på den tidlige

(C) og den endelige version (A). Viderø savner herefter »oplysninger om Marcussen og Reuters orgel i Christiansborg Slotskirke, for hvilket Hartmann sikkert har skrevet sin f-moll fantasi«. Det danske sprog kan jo undertiden snyde landets egne indbyggere, for den vending betyder, at det ikke er sikkert, at Hartmann skrev sin f-moll fantasi for dette orgel. Og da ingen formodentlig heller ved noget om det, ville der ikke være nogen rimelighed i at give oplysninger om dette orgel, hvis oprindelige disposition i øvrigt findes opnoteret lettere tilgængelige steder end det af Viderø anførte jubilæumsskrift, som kun er tilsendt en snæver kreds (P.-G. Andersen: Orgelbogen — og i øvrigt i de tre første »organistbøger«, i disse dog med en noget afvigende version af dispositionen). Derfor kan de enkeltheder om dette orgels disposition, som Viderø opremser, ikke have interesse i denne sammenhæng, - og det forekommer direkte ubegribeligt, at man skulle kunne udlede noget af at høre en række danske organister fortælle om dette orgels klangkapacitet og særpræg. Har man ikke efterhånden fået nok af at høre folk med ord forsøge på at beskrive et orgels klang? Viderø besværer sig herpå over, at fordoblingen af pedalet med venstre hånds dybeste toner bliver affærdiget med en kort bemærkning - og uden at grunden til denne fordobling bliver omtalt. I udgaven side 6 nederst og side 7 øverst står en fyldestgørende omtale af dette forhold, som i øvrigt på ingen måde er enestående - bl. a. er der i Hans Matthison-Hansens orgelværker over lange stræk en tilsvarende fordobling. Grunden hertil kan vel enhver forestille sig: at orgelkompositioner med denne ejendommelighed er tænkt for et orgel med et ikke særlig velbesat pedal og uden koblinger fra pedal til manual. Her kan man altså ikke finde nogen bekræftelse på, at fantasien skulle være komponeret for Slotskirkens orgel, da det havde et velbesat pedalværk. Dette anfører Viderø også og fastslår i stedet, at der »fandtes ingen koblinger fra manualerne til pedalet, og det er åbenbart dette forhold, der gjorde, at Hartmann så at sige gennem hele f-moll fantasien lader venstre hånds dybeste toner fordoble pedalstemmen som en klanglig forstærkning.« Straks efter burde Viderø fortryde og spørge: Mon det alligevel er rigtigt? Hvorfor denne fordobling af venstre hånd og pedal, når der er registre nok i pedalet? Ja, hvad skal man overhovedet med koblinger fra pedal til manual, når pedalet er »velforsynet«? (Dette spørgsmål har særlig aktualitet med tanke på det nuværende orgel i den kirke, ved hvilken Hartmann virkede i den sidste del af sit liv.) Og Hartmann vil sammen med mange af sine senere kolleger i årene omkring 1970 svare: Dem skal man bruge, dersom man ønsker et bestemt manuals klang ned i pedalet og gerne vil være fri for at spille pedalstemmen også i venstre hånd! - Men spøg til side - Viderø har flere indvendinger: »... og han har øjensynlig heller ikke gjort sig nogen ulejlighed for at efterspore Hartmanns manuskript«. Indrømmet - jeg har på forhånd fæstet lid til den oplysning, jeg har fået - jeg kan ikke huske fra hvem - om, at dette manuskript ikke lod sig opdrive (en oplysning, som altså viser sig at være korrekt) - og har dermed undladt at skrive til et forlag i Østtyskland og bede dette om informationer angående et manuskript, som ingen formodentlig har haft i hænderne siden 1837. Herefter »nøjes Jørgen Ernst Hansen med at trykke stykket efter den trykte udgave...« - ja, hvad skulle jeg ellers gøre? (Her undlader Viderø at fortælle, at jeg dog retter de åbenbare fejl, der er i den trykte udgave fra 1837).

I Viderøs artikel følger nu det afsnit, som omhandler de foreteelser i udgaven, der har gjort et sådant indtryk på forfatteren af samme artikel, at han nødes til at betragte disse som sygdomstegn, — ja, et så afgørende, at hele hans artikel kommer til at stå under denne sygdoms navn. Og dog er der blot tale om, at man (citat fra udgaven): »tvinges til at drage den slutning, at Hartmann i adskillige tilfælde ikke har taget det så nøje med anbringelsen af buer og staccato-prikker«, og at disse så er tilføjet i analogi med de forekommende - og altid med oplysning om, hvor det er gjort. På side 130, 16. linje fra oven skriver Viderø, at disse tilføjelser ikke er konsekvente - og her ville det unægtelig være af interesse med en dokumentation for denne påstand!

Med hensyn til Viderøs bemærkninger om staccato-spil, er der kun det at sige, at en staccato-node betyder en node, der er adskilt fra den foregående og efterfølgende; - om noden skal spilles længere eller kortere kan kun den musikalske context afgøre. Det vil derfor være særdeles ilde anbragt at forsøge på at gøre sig til herre over de udførendes måde at spille staccato på, - og man kan ikke med ord gøre musikalsk mindre velbefæstede sjæle mere befæstede. Efter i 1. spalte på side 130 alligevel at gøre sig til talsmand herfor, mener Viderø længere nede i samme spalte, at den med staccatoprikkerne »antydede agogik kan man uden pegepind med sindsro overlade til den spillende ...« Her behøves altså ingen hjælp! Da agogik er rytmiske forskydninger, må det vist være en tanketorsk, når der står, at staccatoprikkerne skulle antyde agogik (!)

Herefter gennemgår Viderø »A-dur fantasien, der giver anledning til de mest alvorlige indvendinger mod den Hansenske editionsteknik og musikalske op« fattelse«. Viderø refererer indledningsvis fra forordet i udgaven, »at det ikke fremgår, hvilke noder der er tiltænkt pedalet« og påstår derimod, at »det af Hart-manns notation de fleste steder med endog ret stor tydelighed fremgår, hvad der skal spilles i pedalet og hvad i manualet. Hvor den dybeste stemme er tiltænkt pedalet, er den som regel noteret med egne nedadrettede halse,...« Med de fremhævede (som skyldes undertegnede) reservationer er bevisførelsen unægtelig noget gennemhullet, og den viser sig da også slet ikke at holde stik. Blandt de »finheder, som udgiveren har overset« nævner Viderø et enkelt tilfælde, nemlig »at de i venstre hånd i takterne 143-147 noterede oktaver er skrevet med tydeligt forbundne opadrettede halse, hvad der kan kan betyde, at pedalet hører op i takt 143 for at sætte ind igen i takt 148.« Det ser på papiret overbevisende ud, men musikalsk giver det ingen mening. Hvad der imidlertid ganske udelukker Viderøs synspunkt, er det faktum, at takt 147 - som er kulminationstakten efter de forudgående fire takters stigning - i bassen har et A med både en opadrettede halse, hvad der kun kan betyde, at peda-betyde, at både manual og pedal skal spille denne node. Som yderligere bekræftelse herpå er der i resten af takten skrevet pauser ind under de tre sidste fjerdedele, der altså kun skal spilles i manualet; -og dette skulle efter Viderøs teori være ganske overflødigt, eftersom disse fjerdedele har opadrettede halse. Når pedalet således skal spille med i takt 147 (og ikke først fra 148 som Viderø mener), vil det musikalsk være ganske meningsløst, at de fire takters stigning op til 147 skulle spilles uden pedal, - derfor de oversete finheder!

Hvor umuligt det er at afgøre, om en basnode skal spilles i pedalet eller ej, leverer Viderø selv et skoleeksempel på i første spalte på side 131, hvor han skriver: »udgiveren, som åbenbart ikke har forstået den tematiske sammenhæng, forsyner begge sidetema-afsnit med pedal,...« I disse to afsnit, 86-92 og 220-226, er basstemmen noteret »med egne nedadrettede halse« og skulle således efter de netop opstillede regler spilles i pedalet, men om disse afsnit skriver Viderø som en selvfølge, at de er »rene manualiter afsnit«. Endelig et sidste eksempel i første spalte side 132: »For at kunne udføre dette, må den spillende have højre fod på sveltrinet og kan selvfølgelig kun spille det dybe E i pedalet og ikke oktaven E-e, som Jørgen Ernst Hansen foreslår.« Også her er både den nederste og øverste node i oktaven E-e forsynet »med egne nedadrettede halse«, men her passer det ikke Viderø at følge sin egen netop opstillede teori, fordi den spillende må have højre fod på sveltrinet. På hvilket sveltrin? Hvorfra kommer omtalen af en svelle i Garnisons-orgel i 1826? Kan Viderø begrunde sin tilrettelæggelse af A-dur fantasien med en svelle, han selv opfinder ?Jeg har ikke hørt om nogen svelleanordning i orglet, og det ville være af ganske stor betydning, om Viderø i sin omtale af instrumentet side 130, 2. spalte, havde nævnt, at der fandtes en sådan. Viderøs omtale af svellen findes lidt tidligere på side 132, og noget kunne tyde på, at betegnelsen »smorzando« har forledt ham til at drage slutningen om tilstedeværelsen af en svelle. Musikken har på de to i fantasien forekommende smorzando-steder en til dette udtryk svarende karakter, men da denne fantasi er Hartmanns første orgelkomposition, kan betegnelsen udmærket være løbet ham i pennen fra hans tidligere virke som komponist for andre medier, - og betegnelsen lader sig i øvrigt til en vis grad realisere ad rytmisk vej.

Vedrørende Garnisons-orglet i øvrigt forklarer Viderø ganske rigtigt, at det fremgår af A-dur fantasien, hvilke toner orglet på grund af sin alder ikke var forsynet med, men hans konklusioner herudfra - med henblik på A-dur fantasien i en ny udgave - er ganske ejendommelige. I takt 118 er der tale om en musikalsk sekvens, som må ske fyldest - ellers mangler den musikalske logik, derfor min tilføjelse af det dybe Es. l 253-256 har Hartmann kun i 253 noteret den dybe oktav, men da sekvensen her er ganske lig 115-118 er pedalets noder tilføjet. Så er vi nået til »det sted, der tydeligst af alle ligefrem råber på en tilføjelse af det dybe Dis, nemlig takt 188«. Det er klart, at Viderø ikke helt kan have overskuet, at konsekvensen af denne tilføjelse må blive, at man i takt 189 også tilføjer det dybe E, ellers ville man jo få det forstørrede oktavspring her. Hvis man bestemmer sig for disse to tilføjelser, går man derved glip af det meningsfyldte oktavspring til det dybe E i anden halvdel af 189 og må nøjes med at gentage det dybe E, hvad der musikalsk ville deformere dette sted.

Med hensyn til den af mig foreslåede fordeling, som Viderø finder »urimelig kluntet« og som »har næppe nogen sandsynlighed for sig«, står der i udgaven, at fantasien kan have været disponeret således. Vi befinder os på særdeles gyngende grund, når vi skal regne ud, hvad Hartmann har gjort, og det kommer da også frem i Viderøs ordvalg, fx.: »spilles åbenbart på hovedværket« - »synes der at være tale om et vexelspil mellem tre manualer.« En umulighed er hans forslag: » ..., og fra anden ottendedel 5 takt 17 spilles der på brystværket med den nu indtrædende registrering, støttet af pedalets dybe G.« Den nu indtrædende registrering er brystværkets Ged. 8' og 4', pedalets dybe G er stadig registreret med Subbas 16' og Oktav 8' og Viderøs svelle er lukket siden takt 14. Hvordan skulle brystværket i det dybe leje i takt 17 overhovedet kunne høres?

Inden mine afsluttende bemærkninger må jeg gøre opmærksom på et sidste fejlslagent forsøg på tilrettevisning fra Viderøs side. Side 133, spalte 2: »Tilbage står kun at nævne, at udgiveren nok burde have oplyst os om, at de stedvis sammen med fjerdedels-trioler forekommer enkelte i fjerdedele (fx. i takt 94) også her skal spilles i triolerytmen.« (Sætternissen har været på spil, men meningen er klar nok.) Men hvor ved Viderø det fra? Noget sådant ville medføre, at man i takt 84 må spille og straks efter i takt 92 hvilket dog vel ikke kan være Viderøs mening.

Jeg finder det selvfølgeligt, når en udgave af denne art publiceres, at udgiveren får på puklen, når han har draget forkerte slutninger, overset dette, glemt hint eller noget helt tredje mangler, - eller han har været unøjagtig i sin »Revisionsbericht«. Det fremgår af ovenstående, at jeg på næsten alle punkter finder Viderøs kritik urimelig, men ret skal være ret, - og på nedenfor anførte to punkter vil jeg erklære mig tildels enig med min kritiker:

1) Som Viderø gør gældende på side 131, 1. spalte, afsnittene 86-92 og 220-226 kunne med større ret spilles manualiter. (Men bemærk, at jeg i noterne har meddelt, at fordelingen på tre systemer er foretaget af mig.)

2) Viderøs fastslåen af, at registerskift er noteret »adskillige takter før de skal træde i funktion« er utvivlsomt rigtig. Antagelsen heraf forklarer ikke så meget, men løser det problem, der er udtrykt i bemærkningen i udgaven øverst side 8 (ang. registerskift 73-76 og 94-96).

Uden at gentage mit syn på den øvrige del af Viderøs kritik må jeg i særlig grad fremhæve endnu et punkt: Jeg bliver gennem hele artiklen beskyldt for at have tilføjet et eller undladt noget andet - det gælder udpræget i omtalen af staccatoprikkerne, hvor Viderø mener, at jeg lige så godt kunne have anbragt et passende antal prikker og buer i f-moll fantasien, -og det gælder i placeringen af basstemmen i A-dur fantasien og tilføjelsen af pedalnoder. Ud over i sin indledning at nævne, at udgaven har vedføjede tekstkritiske noter omtaler Viderø ikke med eet ord, at der findes en »Revisionsbericht«, hvor alt, hvad der er foretaget af ændringer, tilføjelser eller udeladelser i forhold til kilderne er noteret. Det betyder, at enhver kan læse sig til, hvad der stammer fra udgiveren, og hvad der er originalt, l fortielsen af dette faktum har artiklens forfatter sat sig ud over grænserne for begrebet »saglig kritik«.