Vi har modtaget

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 01 - side 21-21

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

VI HAR MODTAGET

Kritik og kritik

Når man stiller noget frem for offentligheden, må man også finde sig i kritikernes kårdestød, og jeg skal villig indrømme at jeg læser en saglig vurdering med interesse. Jeg holder mig således orienteret om

det som kommer ud, og jeg kan som regel lære noget af kritikerens iagttagelser. Men desværre hænder det at kritikeren fægter ganske vildt, hvilket må ske hvis denne bygger sin vurdering på et fejlagtigt grundlag. Dette er tilfælde med Henrik Colding-Jørgensens gennemgang af Finn Viderøs »Vejledning i Salmeforspil«. H. C-J's fejlagtige præmis-se er, jeg citerer: »Hæftet er altså ment som en lærebog ..., og det vil derfor i det følgende blive behandlet derefter.« Selv betegner Viderø sit arbejde som en vejledning, og det er da noget andet end en lærebog. En vejledning er en tilrettevisning eller orientering. (Nu dansk ordbog). Mærkværdigt nok kommer H.C-J. til den rigtige konklusion. Jeg citerer: »Alt i alt har Viderøs fremstilling ikke form af en lærebog ...« En vejledning kan gives på forskellige måder, f. eks. som et causeri, et foredrag, en artikel eller som vedkommende vejledning, så her er jo kritikeren forsåvidt inde på rigtigt spor. En lærebog derimod kan aldrig forekomme som en mundtlig fremstilling.

H.C-J. betragter ikke dette hæfte som undervisningsmateriale, og kan have ret heri hvis han mener at denne vejledning er beregnet på de som allerede kan lave salmeforspil. Men det er den ikke. Den er det første skridt på vejen for den ukyndige på dette område, og må derfor betragtes som undervisningsmateriale ud fra hvad som menes med læring, (se R. S. Woodworth & D. G. Marquis: Psychology, s. 490 ff. University Paperbacks).

Selv om alle de skrevne eksempler er i Dansk kirkestil, begrænser denne vejledning sig ikke kun til denne stil. På side 14 kan man f.eks. læse at ostinatomotivet kan gennemføres i moderne stilart og Viderø henviser også til romantiske melodier, hvor hans anvisninger kan benyttes. (Dansk koralbog nr. 168, 205, 239, 384, 424, 305).

Ser man på de løsrevne citater, som H.C-J. kalder for axiomatiske værdidomme, kan man let konstate-

re, at også her er han på vildspor. Læser man sætningerne i den rette sammenhæng og sin helhed, ser man at det slet ikke er tale om domme, men gode råd som enhver kan efterprøve ved et instrument. Dette fremgår også af sætningernes vage formuleringer. Gode råd forekommer til stadighed i undervisningssituationen.

H.C-J. ser helst, at Viderø havde defineret og afgrænset den pågældende stil. For den uopmærksomme læser ser det tilforladeligt nok ud, men ser man nærmere på kravet, så må man finde det urimeligt. Man kan finde frem til karakteristiske træk og sætte op en del regler for den som vil skrive i en stil, men næppe definere den. Selv om man f. eks. lærte alle de eksisterende regler som nu finder om vokalfugaen i Palestrinastilen, så kan man nok skrive en teknisk korrekt fuga, men det er ingen garanti for at man har truffet stilen. For at opnå det sidste, kræves en indlevelse. Nærmer man sig vor egen tid, volder det større problemer med at stille op regler, og et forsøg herpå ville utvivlsomt have sprængt den ramme som en vejledning bør holdes indenfor. Så står kun muligheden med anvisninger, bygget på personlige erfaringer tilbage. Indlevelsen er i alle tilfælde noget den enkelte må arbejde med på egen hånd.

Et krav om udførlighed må jo også gælde den som fremsætter kravet. H.C-J. burde nøjagtigt have påpeget hvilke anvisninger han mener er overfladiske. Ligeledes fortælle på hvilken måde nodeeksemplerne er ujævn fordelt. (Der er et eller flere nodeeksempler på hver side, undtagen side 14). Sådan en klargørelse ville kunne have betydning, hvis vejledningen skulle komme i nye oplag.

At Finn Viderø kan skrive salmeforspil efter anvisningerne i den udgivne vejledning, siger sig selv, men at han gør det, fortæller vejledningen intet om. Hvad H.C-J. mener med sin afslutningssalut, må man kun tænke sig til. Oddvin Mathisen

Årgang 46/1971, nr. 01