Bøger

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 63-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

BØGER

Günther Hausswald: Die Orchesterserenade. Das Musikwerk. Heft 34. Köln 1970. Arno Volk Verlag.

Erich Schenk: Die ausseritalienische Trisonate. Das Musikwerk. Heft 35. Köln 1970. Arno Volk Verlag.

Man kunne spørge, hvad hensigten er med at udgive disse hefter om musikhistoriske genrer, omfattende 20-25 siders indledende tekst og 50-100 sider med musikeksempler. Det er navnlig fristende efter læsningen af de to sidst udkomne, der begge på udmærket måde introducerer deres respektive emner, men ikke desto mindre er fundamentalt forskellige i deres anlæg.

Günther Hausswalds tema er den wienerklassiske1 orkesterserenade, som han allerførst giver en kort beskrivelse af. Han bemærker dens flydende grænser til sonate, suite, koncert og symfoni, skiller den fra den samtidige kammermusikalske type, og understreger som dens væsentlige særpræg den løsere forbindelse mellem satserne, der resulterer i stor variation i satsantallet. Semantiske overvejelser bringer ham over til den vokale serenata, der i barokken stod kantaten og operaen nær, og til serenaden som senere operaarie og lied. Inden den historiske oversigt gør han rede for det sproglige og begrebsmæssige indhold af betegnelserne serenade, notturno, kassation og divertimento. Serenaden er friluftsmusik og/ eller aftenmusik. Den er oftest bestemt som hyldest, måske til en dame, måske til en øvrighedsperson, som fødselsdags- eller bryllupsmu-sik eller - med titlen finalmusik -som studenternes hilsen til deres professor ved semestrets afslutning. Notturno (natmusik), kassation (af-skedsmusik) og divertimento (underholdende musik) bliver på lignende måde præsenteret, og beslægtede betegnelser forklares.

Hvortil tjener nu denne brogede og tilsyneladende vidtløftige indledning? Det afsløres i det følgende kapitel, hvori forfatteren trækker historiske forbindelseslinier mellem serenadebegrebets forskellige musikalske udtryksformer, og i løbet af denne fremstilling kommer sammenhængen til at stå som noget mere end et på en titel baseret postulat. Det bliver ikke blot »serenadens« historie, vi følger, men samtidig lejligheds- og hyldest kompositionernes historie.

Fra den middelalderlige verdslige enstemmighed føres læseren gennem renaissancens madrigal - der skelnes ikke mellem trecento- og cinquecento-madrigalen - og madri-galkomedien. Orazio Vecchi bruger som den første titlen serenata. Parallelle udviklinger af vokale og instrumentale danseformer kommer til. l barokken betegner titlen den kombineret vokal-instrumentale type, dramma per musica, azione teatrale, såvel som suitetyper for kammereller orkesterbesætning. Genrens kulmination ligger i det sene 18. årh., hvor Mozarts store orkesterserenader, Haffner- og Posthorn-serenaden, markerer højdepunktet. Samtidig understreges det betydningsfulde i, at samme serenadetype trænger sig ind på det kammermusikalske divertimento's område med de tre blæserserenader i B dur, Es dur og c mol. Mozart har hermed skabt de klassiske forbilleder for den senere udvikling af serenaden i orkester- og kammermusikken. Hvis der da overhovedet er tale om en udvikling! Naturligvis er der til stadighed forandringer i den musikalske stil, men i og med at baggrunden for serenade-kompositionerne, den festlige hyldest, lidt efter lidt faldt bort, og genren blev til koncertmusik, indtræder der en stilstand i udviklingen. To typer, bestemt af besætningen, følges igennem det 19. og 20. årh., men forfatteren viser samtidig, at det eneste, der er tilbage af genrens tidligere selvstændighed, er dens forkærlighed for anvendelsen af usædvanlige

instrumentkombinationer og klangvirkninger.

Samlingen af eksempler strækker sig fra Orazio Vecchi til Jean Fran-caix, men med hovedvægt på wie-nerklassikken. Mozart har alene fået tildelt 3 eksempler, der optager 25 af de 100 nodesider, men her, som overalt, begrænser forfatteren sig til enkeltsatser eller endog partier af satser, så at eksemplerne blot tjener til illustration af den indledende tekst.

Günther Hausswald har med dette hefte leveret et meget originalt bidrag til den musikalske historiografi ved at placere genren centralt snarere end perifert i den historiske udvikling, og hans fremstilling - som er langt mere detaljeret, end denne anmeldelse giver udtryk for - vil være et værdifuldt hjælpemiddel fremover.

Erich Schenks hefte om triosonaten uden for Italien anlægger ikke i samme forstand nye synspunkter, mens hans emne kræver det heller ikke. l stedet sammenfatter hans fremstilling et vældigt materiale af musik - så stort, at hele indledningen får leksikonartiklens komprimerede præg. Den er delt i fire hovedafsnit efter perioder: Fruhbarok, Spatbarok und Galanterie og endelig Rokoko und Empfindsamkeit, og de sidste tre kapitler er igen under-delt efter nationer. Hver komponist, som Schenk nævner, hver omtalt værktitel og i mange tilfælde enkelte værker får en kort karakteristik adjektivisk vedføjet, sådan som det tyske sprog tillader det, og mange små historiske forbindelsestråde danner tilsammen en tæt mosaik af detaljer. En helhedsvurdering af denne umådelige informationsmængde lader sig først forme efter længere tids arbejde med bogen, men en stor del af forfatterens resultater er i forvejen kendt fra hans tidligere publikationer på dette område. Litteraturlisten viser hen til 11 titler på Schenks arbejde, som alle ligger helt inden for emnets rammer.

Foruden den fyldige litteraturliste rummer heftet en fortegnelse over nyudgaver, hvori mere end 100 komponister er repræsenteret, og de fleste med flere samlinger. Schenks fremstilling henviser hele tiden til disse udgaver, som han ikke citerer, men supplerer på de 57 nodesider, der udgør hans eksempelsamling. Eksemplerne kommer således ikke til at udgøre et samlet begrænset studiegrundlag - igen en modsætning til det foregående hefte - men er i sig selv nyudgaver (bortset fra Marais-eksemplet, som Alfred Einstein har bragt i en publikation fra 1905). Hvor Schenk i sin indledning henviser til sine egne eksempler, afbryder han sin fremstilling og indskyder en kort analytisk tekst, som motiverer hans udvalg.

Schenks hefte vil blive brugt side om side med William S. Newman's artikel Sonate i MGG og hans bog om bartoksonaten. Prøveoplag viser, at han bringer en hel del oplysninger, der ikke findes hos Newman. Carsten E. Hatting

Winton Dean: Handel and the Opera Séria. London 1970. Oxford University Press.

l 1965-66 holdt den engelske Handelforsker Winton Dean en række forelæsninger på universitetet i Berkeley i Californien med Handels operaer som emne, og disse forelæsninger har dannet grundlag for den foreliggende bog. Der er således ikke tale om en gennemgang af operaerne en for en, eller om et sidestykke til forfatterens »Handel's Dramatic Oratorios and Masques«, men snarere om en indføring i Handels operastil og den musikalske såvel som den teaterhistoriske baggrund for operaerne. Fremfor alt har Winton Dean imidlertid sat sig som mål at bekæmpe traditionelle fordomme om opera séria i det 18. årh. og at bane vej for flere og bedre opførelser af disse værker, der trods de sidste 50 års bestræbelser ikke kan siges at have fået

tildelt den plads, de fortjener, på operascenerne.

Mens forsvaret for opera seria-konventionerne ofte har ligget på et rent musikalsk plan, således forstået at de musikalske kvaliteter i »nummeroperaen« skønnedes at opveje svaghederne i det dramatiske forløb, viser Dean, at handlingsgangen i Handels operaer ikke kan reduceres til en ligegyldig forbindel-sestråd mellem en række dejlige arier, men at hans libretti har deres egen dramatiske logik, og at Handel behersker den lige så mesterligt, som han behersker musikken.

De fleste af Handels libretti er overtaget fra tidligere operaer -kun i Agrippina og Rinaldo havde han at gøre med originale tekster - og i sammenligning med forlæggerne kan Dean så at sige kigge Handel i kortene og finde hans motiver til ændringerne. Ofte er de naturligvis betinget af den sangerstab, han på det givne tidspunkt havde til rådighed, men her er det morsomt at se, at store sangere ikke altid er ensbetydende med ideale betingelser for komponisten. Stjernernes krav kan undertiden snarere have været en hæmning for ham i hans anstrengelser for at skabe en musikdramatisk helhed, som det f. eks. ser ud til at have været tilfældet i årene 1726-28, da Francesca Cuzzoni og Faustina Bordoni samtidig sang for The Royal Academy of Music.

Mere central er Dean's understregning af den musikalske sceneopbygning og af personudviklingen, som den forløber gennem hver enkelt persons arier. Traditionen bød, at sangerne forlod scenen, når de havde afsluttet en arie, og Händel (og hans librettister) har ikke blot accepteret denne for dramaet lidt besværlige skik, men også forstået at benytte den behændigt til en musikalisering af dramaet. Problemet er ikke så stort; hvor personerne er samlet på scenen, og det gælder om at få nogen af dem af vejen. Mange operaer begynder simpelthen med et

»kor«, et ensemble af solister. Det giver en fortræffelig eksposition, at bipersonerne herefter synger hver en arie og går, så at hovedpersonerne efterhånden får scenen overladt. Men hvor personer skal samles, må komponisten f. eks. sørge for at sætte ariosi eller instrumentalsatser for at bygge scenen op. Det er karakteristisk, at Händel forkorter recitativerne, som ikke forpligter ham i dramatisk henseende og i højere grad fører dramaet fremad gennem musikalsk vægtigere led. Dean belyser disse forhold ved hjælp af en række eksempler. Hertil kommer den store variation i arie- og scenetyper, der både tillader en smidig tilpasning af arien til den dramatiske situation og - i Handels hænder - åbner for en uendelig rigdom af ud-tryksnuancer. Dean citerer Donald J. Grout for hans udtalelse: »... one is tempted to believe there is no emotion of which humanity is capable that has not found musical expression somewhere in Handel's operas.«

Et andet forhold, der har været opfattet som en barrière mellem Handels operaer og et nutidigt publikum, er kastratsangen. Dean's udgangspunkt er her, at Händel viser en forkærlighed for høje stemmer, uanset om de repræsenterer mandlige eller kvindelige figurer, og det må fastholdes. Händel besatte ofte kastratpartier med kvindelige sangere, når han tog operaer op igen og indrettede dem for et andet hold sangere. Det hændte da også, at en arie blev transponeret, men aldrig har han flyttet vokalstemmen en oktav ned, så at den kunne passe til en mandsstemme. Når han undgik denne enkld udvej, kan forklaringen kun være, at han ikke ville ændre den klanglige balance mellem sangstemme og akkompagnement eller mellem sangstemmer indbyrdes. Dean konkluderer, at det uden videre er acceptabelt at besætte kastratpartier med kvindestemmer eller med kontratenorer, men meningsløst at give dem til tenorer endsige dybere mandsstemmer. Indvendinger mod at lade kvinder udføre mandsroller afviser Dean med henvisning til Mozart og Richard Strauss.

Men bogen er ikke blot polemisk. Den rummer også et overblik over hele Handels operaproduktion og en gennemgang af adskillige værker, og udsnit af værker, under de typologiserende overskrifter: heroiske, magiske og anti-heroiske operaer desuden en indgående behandling af arie- og recitativtyper og et afsnit om instrumentationen. Forfatterens hovedanliggende, »Moderne Revivals«, er overskriften over det afsluttende kapitel, hvori han giver et overblik over, hvad Handel-bevægelsen i denne henseende har givet af resultater, og henvisninger til den tidligere argumentation danner basis for anerkendelse og kritik. En sidste opsummering af synspunkter munder ud i en appel om opførelser, der yder operaerne retfærdighed.

Bogen er* underholdende og oplysende, som veloplagte forelæsninger er det, og gode registre gør den samtidig til et nyttigt værktøj. Den er ikke og udgives ikke for at være standardværket om dette emne, men måske er der også mere brug for det, den er: en inspirerende vejviser.

50 Jahre Göttinger Händel-Fest-spiele. Festschrift herausgegeben von Walter Meyerhoff. Göttingen 1970. Bärenreiter-Verlag. I foredraget »45 Göttinger Händel-Bewegung«, der indgår i denne samling, parallelliserer Jens Peter Larsen Oskar Hagens opførelse af operaen Rodelinde i 1920 i Göttingen med Mendelssohns opførelse af Bachs Matthäuspassion i 1829. Naturligvis er der, som det også siges, betydelige forskelle mellem de to begivenheder, men Hagens bedrift havde vældig igangsættende virkning og var afgørende i hvert fald

for den fornyede interesse for Handels operaer.

Rækken af festspil har ikke været uden afbrydelser. Det nævnte foredrag og lignende af Konrad Ameln (1961) og Walter Meyerhoff (1970) tegner sammen med de af udgiveren samlede programoversigter fra samtlige Händel-fester i Göttingen et billede af udviklingens besværlige gang: Oskar Hagen kaldtes 1925 til et professorat i USA, Alfred Bertholet, der førte arbejdet videre, drog til Berlin 1929 - i begge disse år bortfaldt Handel-festerne - og siden betød krigen nye afbrydelser. Den drivende kraft har siden 1931 været Walter Meyerhoff, præsidenten for det »Göttinger Händel-Gesellschaft«, der stiftedes samme år netop med det formål at fastholde festspiltraditionen. Dirigenterne Fritz Lehmann og Günther Weissenborn har båret det musikalske hovedansvar.

Festspillenes idé har hele tiden i første række været at bringe Handels værker til opførelse, men til lykke for begge parter er der hurtigt skabt forbindelse til de kredse, der beskæftiger sig videnskabeligt med samme emne, og det er navnlig inden for det seneste tiår blevet en fast skik at indlægge et foredrag imellem koncerterne. Festskriftet til 50-års jubilæet rummer 12 sådanne foredrag foruden 6 afhandlinger skrevet specielt til denne lejlighed, og har det ikke været kendt før, så fremgår det alene af indholdsfortegnelsen, hvor omfattende en indsats Jens Peter Larsen har ydet i dette arbejde. Med 3 forelæsninger, »Handels Weg zum Oratorium und sein Messias« fra 1960, »Esther und die Entstehung der Händeischen Oratorien« fra 1963, det ovenfor nævnte fra 1965 og en afhandling, »Oratorium versus Oper«, står han som den hyppigst indbudte forsker. Det er naturligt, at indholdet især af det første foredrag ligger nært op ad det, der kendes fra bogen »Handel's Messiah« fra 1957, men i det følgende foredrag og i afhandlingen prøves konklusionen om opførelses-

praksis pány i lyset af egne og andres senere opdagelser.

Det første foredrag i bogen er Rudolf Gerbers »Händel und Italien« fra 1944. Det er et af de arbejder, der særlig tydeligt bekræfter Hal Kochs ord om historien som en dialog mellem nutid og fortid, idet det både ud fra valget af emne og hele behandlingen deraf vidner om de sidste krigsårs trængsler og håbet om den tyske nations fortsatte beståen. Det er et stærkt vidnesbyrd om den virkelighed, der ligger bag de tilbageskuende bemærkninger ved jubilæerne.

Joseph Müller-Blattau giver i foredraget »Das Händel-Bild unserer Zeit« (1957) et overblik over de skiftende perioders forhold til Handels musik fra 1759 og fremefter, og han gennemgår desuden i en artikel »Handels Festkantate zur Fünfhundertjahrfeier der Stadt Elbing 1737«. Det drejer sig om et Drama per Mu-sica med titlen »Hermann von Bal-cke«, hvortil Händel har komponeret en del af arierne. Men det mest overaskende er i denne sammenhæng afsløringen af, at Händel efter sin kur i Aachen, hvor han forvandt følgerne af sit første slagtilfælde, sammen med sin ven og sekretær John Christopher Smith er rejst til Elbing, der ligger ca. 40 km øst for det nuværende Gdansk! Hvad mon han har villet der?

I forbindelse med emnet »Zum deutschen Erbe Handels« (1964) undersøger Alfred Mann de træk i Handels værker og i hans biografi, der belyser hans forhold til den samtidige protestantiske kirkemusik i Tyskland, orgelmusikken, kantaten, passionen, koralen og den kontrapunktiske sats. Percy M. Young beskriver i »Englische Musik im Zeitalter der Königin Anna« (1966) baggrunden for, hvad Roger North kaldte »ye reform of musick al Ita-liana« i tiden efter Purcell's død og til Handels første London-år. Samme forfatter giver i artiklen »Das Händel-Oratorium in London in der Fastenzeit des Jahres 1786« en skildring af en serie på 6 oratorie-opførelser to år efter den berømte »100-års« fest, som Burney har beskrevet. Navnlig en udførlig avisomtale fra tiden, den første egentlige »anmeldelse« af en oratorie-op-førelse, er interessant og bidrager til forståelsen af englændernes næsten religiøse beundring for Handel.

Amerikaneren J. Merill Knapp talte i 1967 under titlen »Die musikalische Aufführung von Händel-Opern in der Gegenwert« om de kilder, som bør danne basis for den musikalske tekst, d. v. s. Handels egne partiturer i British Museum, arbejdskopierne med de mange varianter i Hamburger Staatsbibliothek og de trykte libretti, som giver præcise oplysninger om ændringer i hver enkelt opførelse (fordi librettist og instruktør var en og samme person, sml. Winton Dean: Handel and the Opera Séria, p. 3). Endvidere kommer Knapp ind på, hvordan kastratpartierne bør udføres, nemlig af kvindestemmer (hans argumentation er den samme som Dean's) samt på en række andre opførelsespraktiske problemer af musikalsk natur. Samme forfatter har i artiklen »Handels Tamerlano und das Werden einer Oper« gennemgået især librettoens historie.

Wolfgang Boetticher, Rudolf Gerbers efterfølger som professor i Göttingen, holdt 1968 foredrag om »Georg Friedrich Handels caecilia-nische Kompositionen und die Tradition« og kommer vidt omkring både kronologisk og geografisk. Emilie Dahnk-Baroffio, den erfarne oversætter af italiensk libretti, står for 1969-foredraget, som hun har kaldt »Probleme der Übersetzung von Handels Opern«, og hvori hun med talrige eksempler belyser sit emne. Mere almindeligt historisk, men dog med betydelig vægt på librettoen, redegør hun i en artikel for »Handels »Ricardo Primo« in Deutschland«.

Endelig har William C. Smith skrevet om »Dr. James S. Hall«, en engelsk kirurg, som i sin fritid har startet og driver et Handel-selskab i de to små kystbyer Deal og Wal-

mer lidt nord for Dover. Han besidder en af de fineste samlinger af Handel-udgaver og -litteratur i England, driver bibliografiske studier, som var »eine grosse Hilfe« for forfatteren, foranstalter og dirigerer Handel-opførelser, der kan begejstrere The Times' musikanmelder, og hvormed han turnerer til Halle -og passer altså i øvrigt sin lægevirksomhed. Selv om han tilsyneladende ikke har haft med Göttingen at gøre, bliver han på denne måde hyldet i festskriftet.

Som det vil være fremgået, er bogen en frodig buket arbejder af nogle af Handel-forskningens mest fremtrædende vestlige repræsentanter. Den er i sig selv en glimrende anbefaling af festspillene i Göttingen, og så rummer den endda ikke en lyd af det, som er festspillenes kerne: Handels klingende musik.

Det eneste, man ellers savner, er et register.

Carsten E. Hatting

Årgang 46/1971, nr. 02