Koncert

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 67-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

KONCERT

Dut-koncert i Nikolaj 30. apríl

Dut-koncerten fredag den 30. april i Nikolaj kirke var - allerede gennem sin underholdningsværdi og umiddelbare appel - et vidnesbyrd om en frugtbar kombination af udadvendt åbenhed og professionel alvor i dagens ny musikliv, en kombination, der så tydeligt ikke bygger på negligering af, men tværtimod dybtgående beskæftigelse med moderne musiks erfaringer og problemer.

Det var således interessant at kunne opfatte værker af Lars Hal-näs (f. 1950) og Flemming Weis (f. 1898) under samme synsvinkel, uden at nogen af dem forsøgte at være »neoklassisk« eller »modernistisk«. Halnäs lader i sin strygekvartet fra 1970 sine bevidst frustrerede klange snuble over et kort obo-motiv (Bach?), ifølge programmet en anledning til at indse, at vi ikke skaber vort eget sprog, men at det skabes af en lille grup-

pe på toppen af »musikbourgeoisiet«. Som tanke noget primitivt negativistisk, i udførelsen alligevel af virkning. Weis' strygekvartet »Statiske situationer« (1970-71) er nok baseret på hans tidligere stil, men denne har - i stedet for at være blevet kastet over bord eller gradvis udtyndet - inddraget den moderne musiks problematik. Næsten programmatisk afslutter et »lento inquiéto« denne foruroligede musik, der mere end antyder, at den diverterende rolle i nogle tidligere værker heller ikke har skullet tages helt bogstaveligt.

Mest vellykket i den »venlige« qenre var uden tvivl Mogens Winkel Holms »Overtoninger l« (1970) for sopran (con bocca chiusa), cymbalon og cello, et gedigent og velklinqende arbejde over ret enkle musikalske formler, på een gang af næsten statistisk karakter og mindende om folkemusik i sin instrumentation og formelopbygning.

l denne enkelthedsatmosfære befandt Hennning Christiansen sig som en fisk i vandet, især gjorde hans »Det er forår« (1970) for blokfløjte og spinet sig som absolut musik, mens »Satie auf hoher See« (1969) for violin og klaver i højere grad måtte støtte sig til de meget fantasi-befordrende programnoter og ville måske have gjort sig allerbedst f. eks. som akkompagnement til en stumfilm indeholdende de begivenheder, der omtaltes i programmet.

Mest udadvendt var koncertens ældste værk, Henrik Colding-Jør-gensens »Sinusrhapsodi« for 2 celli (1968), et koncentreret kammermusikalsk værk i en kompliceret strukturel opbygning.

Niels la Cours 3. strygekvartet »Communio« (1970-71) opnåede, bl. a. ved en sammenstilling af hårdtklingende, modernistiske partier og et pastiche-agtigt afsnit en betydelig gestisk virkning.

Skulle man fremhæve nogen af udførelserne, skulle det nok være Den skandinaviske kvartets indforståede og engagerede fortolkning af Weis' kvartet.

GCJ

Årgang 46/1971, nr. 02