Musikalier

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 59-62

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

MUSIKALIER

Walter Gieseler: Canti Toccati für Klavier

edition gerig HG 807 Værket som består af 3 stykker virker ret konventionelt, når man ser overfladisk på det. Man siger til sig selv, nå ja, det er almindelig tresser-modernisme med stumme akkorder, store grupper af små noder, clusters o. s. v., som man har set bedre hos Berio og Stockhausen. Men ser man nærmere på det, så må man indrømme, at Giesel har noget på hjerte.

Det første af stykkerne er ret rapsodisk, det hedder Capriccio og er et virkelig interessant bekendtskab. Midterstykket: Calmo, præsenterer kort åndede fraser med store dynamiske kontraster. Madrigale er det sidste stykke, det vokser ud af en

akkord-række til de helt store dynamiske udladninger i midterdelen. Det slutter med to kontrapunkteren-dej ostinate figurer, den ene FF i yderregistrene, den anden pp i mellemregistret. Storartede stykker.

Alan Rawsthorne: Concerto for Two Pianos and Orchestra

Oxford University Press. Arrangement for Three Pianos. Værket er bestilt af BBC og blev 1. gang opført i Royal Albert Hall ved en Promenade Concert den 14. august 1968 af John Ogdon og Bren-da Lucas, hvem koncerten er tilegnet, med London Philharmonie Orchestra og John Pritchard som dirigent. Komponisten skriver om værket: »Vanskeligheden ved at skrive til denne kombination, er de forskrækkende mange noder, som man må arbejde med. Omfanget af klaviaturet og den behændighed, man kan bearbejde det med er af en sådan art, at de 2 flygler plus et symfoniorkester fremviser et overskud af muligheder, der sommetider kan virke forvirrende.«

1. sats åbner med virtuose passager for soloinstrumenterne, hvorefter de 2 solister spiller et flydende 6/8-dels tema. Satsen kulminerer i et kontrasterende tema, hvis karakter er både heftig og deklamatorisk. En Lento slutter satsen lidt melankolsk. Den langsomme midtersats danner en bro mellem ydersatsene, den er intermezzo-agtig, her spilles det langsomme tema hovedsageligt af orkestrets dybere instrumenter. 3. sats er Tema med variationer. Orkestret spiller igen temaet og solisterne har en flydende kontrapunkt dertil. I den 1. var. akkompagnerer solisterne atter, men i 2. var. bliver de aggressive, de spiller korte marca-to akkorder, som efterhånden bliver opløst i arpeggioer, som fører over i den næste, dennegang langsomme variation. Sidste variation er livlig og leder til en energisk slutning. Alt i alt et morsomt, velskrevet værk, der vidner om godt kendskab til kombinationen: 2 klaverer og orke-4. ster. Elisabeth Klein

Norske klavernyheter

Norsk Musikforlag er nylig kommet med to klavernyheter som fortjener oppmerksomhet, det er to av dagens mest fremtredende norske komponister som her forteller at de interesserer seg for klaveret -og dermed fører videre en rik tra-disjon. (Mange av nåtidens komponister har mistet sansen for klaveret som soloinstrument og bruker det slagverksmessig i ensembler.)

De to verker av Kvandal og Mortensen forteller i et nøtteskall om spennvidden i dagens norske kom-ponistleir. Kvandal er tro mot sine idealer, han føler seg ikke presset av »up-to-date«-retninger og lår i sine »Tre slåttefantasier« opus 31 de norske slåtterytmer tone fritt ut. Komponisten har på en delikat mate overført slåttenes særpræg (ikke minst klanglig, slåttene er opprinnelig skrevet for munnharpe, langeleik og fêle). De tre fantasiene er pianistisk takknemlige og forteller at folkemusikken fortsatt har store hemmeligheter å by på -nbr komponisten som i dette tilfelle vet å behandle den spennende.

Det er Finn Mortensen's opus 2 som Norsk Musikforlag kommer med, en »Sonatine« med tre klart kontrasterende satser. Det er ikke Mortensen i dag vi her møter, her er ikke voldsomme dynamiske ut-ladninger, men en nesten tilbake-trengt klangsans som følger det tematiske materiales nesten asketiske krav på dynamisk utfoldelse. Den enkle og periodevis spinkle klavérsats røper i ett og alt Finn Mortensens kresne valg av virkemidler og kan uten videre karakteriseres som et verdifullt tilskudd i nordisk klavérlitteratur.

Måtte så de to fremtredende norske komponister Johan Kvandal og Finn Mortensen finne gjenklang også i sine naboland!

Kjell Bækkelund.

Dansk klaverkoncert

De fleste komponister har forskjel-lige »faser« i sin kompositoriske utvikling, deres aktivitet gir seg forskjellige forløp. Heldigvis! Komponister som mangler »variasjon« i sin produksjon forteller ikke om personlig utvikling ...

Den klavérkonsert som Dan Fog nylig har utgitt av Poul Rovsing Olsen forteller ikke mye om den samme komponist - slik han skriver i dag, det måtte i så fall være hans

velsignede evne til ikke å over-lesse et notebilde.

Klavérkonserten vil være kjent fra flere oppførelser, den er tre-satsig og holder seg til det tradi-sjonelle hendelsesforløp mellem solist og orkester. Her er ingen store kampsituasjoner (à la Brahms), her er mer som kan min-

ne om Ravel-konsertens klare og glitrende passasjeverk, hvor enkelte dynamiske utløsninger kommer som passende kontraster.

Rent pianistisk er solostemmen velskrevet, den virker lokkende på en pianist - hvilket ikke er uvesent-lig for en klavérkonsert!

Kjell Bækkelund.

Axel Borup-Jørgensen:

Winterpieces for klaver. Op. 30 b. Engstrøm & Sødring Musikforlag.

Det vil sikkert glæde mange mu-sikinteresserede, at disse aldeles glimrende stykker nu er kommet på tryk og til og med i en nydelig udgave.

Winterpieces er komponeret i 1959; det var nogle hollandske malerier med vinterlige motiver, der har inspireret komponisten til at skrive dette værk. De fire små satser, som værket består af, hører sammen og kan opfattes som en cyklisk form. Den første: Andante, er den mest vægtige af satserne, 2. sats (lento) er en lille perle af ophøjet ro, den 3. sats (allegrissi-mo) er scherzoagtig, og den sidste sats (poco andantino) er et lille luftigt stykke, som ender i en coda, der består af 1. satsens motiver.

Borup-Jørgensen har skabt en egen atmosfære i Winterpieces, jo flere gange man spiller dem, des mere kommer man til at holde af dem. Til slut må jeg bemærke, at det var en virkelig god idé af forlaget, at informere om komponisten og hans øvrige produktion på titelbladets inderside.

Anatol Vieru:

Die Kinderwelt. Op. 20. 20 Miniaturen für Klavier. Musikverlag Hans Gerik, Köln, HG819.

Hæftets titelblad og værkets titel må ingenlunde forlede musikpædagogerne til at tro, at her er noget for små elever. Der er 3-4 stykker i hæftet, som er lette at spille, men resten er absolut til meget ferme klaverspillere. Og sidstnævnte kan få stor glæde af stykkerne, de er morsomme. Jeg kan fremhæve: Die mechanische Gitarre, Hund und Katze, Der chinesische Vogel, som hver for sig er nogle fantasifulde klangstudier. Der Kreisel og Der Ball mit den drei Farben, som rytmisk udviklende stykker.

William Mathias:

Piano Concerto nr. 3. Op. 40. Arrangement for Two Pianos.

Dette værk er bestilt af The 1968 Swansea Festival of Music and the Arts og blev uropført af komponisten som solist og den israelske Moshe Atzman som dirigent, med BBC Symphony Orchestra.

Koncerten er skrevet af en dygtig komponist, men virker ikke inspireret. Det er godt håndværk, men kompositionen er et rutinearbejde. Man har set alt for mange af samme slags koncerter, den er hverken dybsindig eller original. Evindelige brudte oktav- og akkord-løb op og ned ad klaviaturet, både i første og tredie sats. Bedst virker nok 2. sats, hvor der er nogle smukke impressionistiske klange i soloinstrumentet.

Elisabeth Klein.

OXFORD UNIVERSITY PRESS

Roberto Gerhard: Epithalamion for orkester (besætning: 4,4,4,4, - 4,4,3,1 - 2 timpa-nister, 6 percussionister, piano, harpe, - strygere (8.7.6.5.4. pulte)). Varighed 20 minutter. (Studiepartitur).

Libra for fløjte, clarinet, violin, guitar, slagtøj og klaver, Varighed 15 minutter. (Partitur). Gemini. Duo concertante for violin og pianoforte. Varighed 12 minutter. (Stemmer og partitur).

Alun Hoddfnott:

Fioriture for orkester (besætning: 3,3,3,3, - 4,3,3,1, - timp, 3 percussionister, Harpe - strygere). Varighed 20 minutter. (Studiepartitur).

Sonata for violin og klaver. Varighed 15-16 minutter. (Stemmer og partitur).

Alan Rawsthorne:

Suite for fløjte, viola og harpe. Varighed 131A minut. (Stemmer og partitur).

Gerhard:

Epithalamion vil sige et bryllups-digt, men hvad navnet hentyder til i øvrigt, fremgår ikke af partituret, undtagen muligvis for indviede. Libra og Gemini er de astrologiske tegn vægten og tvillingerne, og det kan i følge Gerhard være lige me-meget, så det er det nok ikke.

l Epithalamion spiller slagtøj og klaver langt de vigtigste roller, stykket er egentlig en solokoncert med en sologruppe på 9 personer. Ud over disse har kun fløjterne en smule at sige solistisk, medens resten af den store besætning anvendes lidet differentieret,, såvel i rytmisk som klanglig og melodisk henseende. (En del melodisk bevægelse forekommer i brudt instrumentation, men da som oftest fordelt på medlemmer af samme instrumentgruppe.)

De to kammerværker er ret vanskelige at spille. Lige som Epithalamion er de opdelt i en række forskelligartede afsnit, som kon-strasterer mere eller mindre til hinanden. Stilen er atonal, med hårdt-klingende harmonier og ret stiv melodik.

Hoddinott:

Fioriture: udsmykning, ornamentering, egtl.: blomstring. Stykket består af en snes små afsnit i en lang kæde; en stor del af afsnittene er bygget op således at melodisk motivstof eller aleatorisk udførte tonegrupper opstilles som kontrast til statiske akkordstrukturer, enkelte består af nogle polyfont førte strygertremuli, og af og til koncerterer orkestrets instrumentgrupper med hinanden. Ved de mange kontrasterende strukturer opstår ind imellem nogle mere ualmindelige klangvirkninger.

Sonaten for violin og klaver er kun sonate af navn, den består også af en række forskellige afsnit, dog i en strammere formopbygning. Stykket lider under en hel del energisk, motorisk rytmik.

Hoddinotts atonalitet er af den blødere type, med hyppig brug af små septimer og store sekunder.

Rawsthorne:

Suiten er i tre satser: l Andantino -Allegro moderato - II Intermezzo (Allegretto) - III Allegro vigoroso. Den er en musikervenlig (eller musiker-rigtig?) komposition, velklin-gende i traditionel forstand, og med gennemført tematisk arbejde. Et afbalanceret neo-klassisk værk.

hej.

SPRECHCHOR A CAPELLA

Folke Rabes og Lasse O'Månssons »Pièce« for talekor a cappella (fra 1961) er nu udkommet i en tysk udgave ved Ilmar Laaban.

Lydmaterialet består dels af enkeltlyde - 5 forordet opregnes 29 forskellige fonetiske tegn - dels af sammenhængende tekster, som kan være mere eller mindre menings-bærende. En del af materialet er noteret i exakt rytme, og noget af det er ogsb angivet i bestemte stemmelejer, men det meste frem-siges efter en omtrentlig tidsangivelse, 2-20 forskellige tekster samtidigt. Enkelte tekster giver indtryk af at være meningsbærende, men er det ikke (LAPAN AV EN GLADER BÅDE - BALDER EN GLADA PAL - ABEL EN BOLL AV LÄDER - osv).

Sagt med det samme: det er vanskeligt at oversætte sådan noget til et andet sprog, selv om det som her er til et ret nærtbeslægtet. Dels skal de meningsbærende dele oversættes inden for den givne værkstruktur (og »Piece« rummer et langt mangestemmigt epos) -dels skal de klanglige virkninger bibeholdes, og disse to krav kommer ofte i konflikt indbyrdes.

Størstedelen af de meningsbærende tekster er omhyggeligt oversat til korrekt tysk, lidt omstændeligt og med en skov af kommaer, og hvor den svenske tekst er forvansket (ARBETSOFFICERARNA-ERARNA-ERARNA SAM-SAMLA-

DES-DES ... osv) er tilsvarende gjort ved den tyske tekst. Men meget af originalen er holdt i dagligsprogs-vendinger, og de er ofte forsvundet under oversættelsen. (For eksempel er »fast det var forstås en del som tog upp sina kam-mår« blevet til »obwohl da natürlich Einige waren, die ihre Kämme zückten«). Til gengæld er en række navne skiftet ud for at give oversættelsen samme tilknytning til Tyskland som originalen har til Sverige, ja Ilmar Laaban er endog gået så vidt som til at ændre for eksempel Louis Armstrong til von Karajan, og födelsekontroll til Weltsicherheitsrat, det virker lidt besynderligt. Ordspillet »Ragnarok« er lidt fattigt oversat til »Götzendämmerung«, men hvordan skal man også oversætte »Ragnarok«, når det skal hentyde til en atomkatastrofe?

Der er en alvorlig indvending imod Laabans oversættelse: to steder har han ikke forsøgt at oversætte den svenske tekst, men har omskrevet den, det ene sted (forkert) til at læses på tysk med samme klanglige resultat, det andet og længste (forkert) til lydskrift. Og medens det ikke gør så meget at VOLMER LER OM MO MO VA VOOM ER ER ER VA VAM AM AM VOLMER bliver til WOLMER LEHR VOM MO WO WA WOHM EHR EHR EHR WA WAM AM AM WOLMER, er det temmelig ødelæggende for stykkets begyndelse, at følgende lille anekdote, sagt på spændstige verserytmer, for tysktalende udøvere b liver en række meningsløse lyde, da den kun om-skrives (forkert) til fonetiske tegn. »gössen sprang så de' klang så de' klang (i berget 5 berget) / flickans klack i backen sprack i backen / - (her følger en kor 4-stemmig remse over teksten:

sot tos mistade mossan i mossan .. som er oversat til: hübsche Mieze liess Mütze im Gebüsch,...) -gossen-gossen-gossen (-gössen) fick nok av knog i skog, nog av knog i skog«

Bortset fra disse indvendinger er det en grundig og stort set pålidelig oversættelse, som smager lidt rigeligt af venstre hånd.

hej.

folke råbe - lasse o'månsson piece sprechchor a cappella ed. Nordiska Musikforlaget nr. 10.049.

Maurice Karkoff: Four Sacred Songs

op 88 (1967) for blandet kor a cappella (SATB) ed. Walton Music Corporation, New York.

Teksterne, som synges på engelsk, er følgende:

l: Psalme 119, vers 25 og 28 II: Genesis 3 III: Ordsprogenes bog, kap. 3,

vers 24 IV: Psalme 117

Traditionel neo-klassik.

Udgivelsesteknisk en glimrende publikation, forsynet med et klaver-sammendrag til indterpningsbrug.

Udførelsen, som ikke skulle volde større problemer, kan overstås på i alt 6-7 minutter.

hej.

Friedrich Voss: Hamlet

ouverture for orkester (1968/69) Breitkopf u. Härtel's Partitur-Bibliotek nr. 4810. Tilegnet forlaget til dets 250-års jubilæum.

Besætning: 2,2,2,2; 4,2,3,1; timp; str.

En ikke særlig opfindsom behandling af et meget beskedent tematisk materiale, dog forlenet med en vis bravour.

Lentamente - allegro molto -meno mosso - allegro molto -meno mosso - allegro molto - meno mosso - allegro molto - piu mosso - lentamente.

12 minutter.

hej.

Årgang 46/1971, nr. 02