Og dog

Gunnar Colding-Jørgensen:

OG DOG

»Jeg sagde, at da toner (kun) er toner, giver det de mennesker, der hører dem, mulighed for at være mennesker, der bærer deres centrum i sig selv, som det dog er tilfældet, og ikke kunstigt anbragt et sted i det fjerne, som det er almindeligt hos dem, der anstrenger sig for at udspekulere, hvad der bliver sagt med toner dér« (John Cage - fra »Ubestemhed«).

Selv om jeg ikke vil benægte, at der kan være svage punkter i min artikel, forekommer det mig ikke, at Poul Nielsen har fået ram på nogen af dem, og jeg kan ikke ud fra hans kommentar overbevises om, at det er mig, der mest trænger til »orden i min musikfilosofiske begrebsverden«, som han så venligt skriver.

Jeg tror hverken det ene eller det andet standpunkt lader sig bevise i øjeblikket. Derimod kunne jeg have lyst til at diskutere nogle enkeltheder i PN's indlæg.

Opbygningen af Bachs præludium i en enkel symmetrisk form kan og bør adskilles fra en logisk udvikling i den forstand, at det ene led »nødvendigt« følger af det andet. At der kan konstateres mere eller mindre enkle symmetridannelser i megen musik, kan vi ikke blive uenige om. Om det så er denne enkle symmetri, der giver stykket en »fast og konsistent sammenhæng«, kan derimod diskuteres.

Eksemplet med »Eroica« er noget mere problematisk. Det forekommer mig, at PN ikke, som jeg anbefaler i artiklen, skelner mellem, om det »objektivt« er den eneste mulighed at indsætte reprisen på dette sted (d.v.s. at stoffet på en eller anden måde »vil« det), eller om Beethoven blot har ønsket at »bilde lytteren det ind«. Det ser nærmest ud til, at PN hælder til den sidste anskuelse, altså, at Beethoven har ønsket at skabe en illusion om en logisk udvikling, kort sagt »manipulere med lytterens imaginationer«. Det er muligt, at Beethoven har haft denne intention, det er også muligt han ikke har. I alle tilfælde fører en sådan opfattelse »Eroica« ind under den form for musik, som jeg hævder snarere beskriver en logisk ud-

vikling end har den, og jeg kan ikke se, hvorfor de* skulle være umuligt at indføre Århus Tappenstreg på reprisens plads, hvis det kunne tjene til at opbygge den illusion eller beskrive den tankemæssige udvikling, man ønskede.

PN har en idé om, at den objektive meningssam-menhængs gyldighed var tidsbegrænset, altså gjaldt i den tonale fase af musikkens udvikling, men ikke gælder i dag. Så vidt jeg kan se, viser den nye musik, hvis man kan tale om, at den viser noget, at den objektive meningssammenhæng til alle tider har været en illusion, byggende enten på rene konventioner eller på et ønske om, som ovenfor anført, at beskrive en objektiv meningssammenhæng, hvor man i vort århundrede ofte har været interesseret i at beskrive netop meningsløsheden, I øvrigt er det vel et spørgsmål, om denne illusion overhovedet havde så stor betydning på Beethovens tid, om den ikke først og fremmest hører sammen med senromantikkens motivteknik.

Jeg ser videre ikke, at der ligger nogen selvmodsigelse i anvendelsen af begrebet »absurd logik«, og når PN vil adskille »Tricolore IV« fra naturen, er det betegnende, at han må gribe til tilblivelsesprocessen. Det er indlysende, at en blomst eller et vandfald bliver til på en anden måde end et musikstykke, men det er dets æstetiske virkning som færdigt resultat, vi diskuterer. For øvrigt taler PN forbi pointen i min behandling af »Tricolore IV«, nemlig at det hverken har en mere eller mindre logisk udvikling end et hvilken som helst andet stykke musik, »Eroica« medregnet, og at lytterens skabende rolle ikke er speciel for det, men gælder al musik.

PN's kommentar hjælper mig altså ikke til at se, hvordan man ud fra værket selv kan skelne mellem kunst og natur. Mon ikke illusionen om at kunne det hænger sammen med en tidsmæssigt begrænset specielt vesteuropæisk tænkemåde, som på så mange områder ellers er ved at modificeres ved mødet med andre verdensdeles tankegange? Måske har vi så fundamentalt forskellige udgangspunkter, at selve tanken om en enighed om en objektiv sandhed i dette spørgsmål er en illusion.

Mere interessant er det at sammenligne de to synspunkter set udefra.

PN vægrer sig ved at skelne skarpt mellem logisk udvikling i musikken og skildring af (eller skabelse af illusion om) logisk udvikling, og han tilskriver sammenhængende hermed den objektive meningssam-menhæng gyldighed i én periode og ikke i en anden. Når hertil kommer frygten for menneskets tilbagefald til naturen og ideen om dets brud med naturen, som forklares mere inspireret-postulerende end ligefrem gennemargumenteret, så kommer PN's synspunkt til

at fremstå som et udtryk for et ønske om, hvordan tingene burde være, snarere end en beskrivelse af, hvordan de faktisk er.

Når mit synspunkt lader den objektive meningssam-menhængs ugyldighed i dag lede til erkendelsen af dens gyldighed til alle tider, og når jeg er villig til at skelne skarpt mellem den og dens beskrivelse, så har det naturligvis forbindelse med, at jeg ikke nærer noget håb eller ønske om, at en ny »objektiv« me-ningssammenhæng igen skal opstå, og med at jeg ikke føler nogen trang til at bryde med naturen.

Det rent tekniske spørgsmål er vel, om indholdet af en illusion (den objektive meningssammenhæng) kan siges at have nogen eksistens i det øjeblik illusionen er til stede, og - sammenhængende hermed - om det er muligt at skelne mellem erkendelsen af et fænomen (kunst) og erkendelsen af dets tilblivelse.

Men måske nærmer vi os så stærkt definitionsspørgsmål, at interessen snarere samler sig om de tilgrundliggende årsager til det ene eller det andet valg af præmisser, om man ønsker at sætte skel mellem natur og ånd eller ej, om man mener, at mennesket skal bryde med naturen eller skal lade den udvikle sig til ånd.