To slags kvartetter

Arne Skjold Rasmussen:

TO SLAGS KVARTETTER

Apropos nogle Brahms-indspilninger:

Samtlige klaverkvartetter, klaverkvintet (HMV: 163-10730/33 X). Samtlige strygekvartetter, klarinetkvintet (HMV: 163-10735/37). Den ungarske strygekvintet med Gearges Solchany (klaver) og David Glazer (klarinet).

Kammermusik med klaver er en vanskelig genre, ikke mindst i vor tid, hvor det moderne koncertflygel med sit enorme klangvolumen næsten er en trusel mod en Amati, Stradivarius og Guarnerius, der som medspillere omgiver flyglet i begrebet klaverkvartet.

Haydn, der næsten på egen hånd opfandt strygekvartetten, som vi kender den i wienerklassisk samt senere, romantisk og nyere skikkelse, dyrkede ikke klaverkvartetten, men han gav efterverdenen adskillige eksemplarer af en lignende genre, klavertrioen, to strygere og klaver. Mange af Haydns dejligste tanker er nedfældet 5 denne musik, som ikke bliver spillet i dag, hvorfor?

Haydns klavertrioer er sonater for det daværende, spæde klaver, hvis melodistemme og bas blev »forstærket« ved hjælp af henholdsvis violin og cello. Vi skal til de allersenest komponerede, efter fremkomsten af Beethovens klavertrioer Op. 1, for hos Haydn at finde en individuel, af klaverets melodi uafhængig udformning af violinstemmen; celloen er stadig sorteper, han må kønt holde sig slavisk til klaverets bas. Mens Haydn trofast forlænger rækken af klavertrioer, griber Mozart, siden Beethoven, begærligt om genren, komponerer ikke blot klavertrioer, men også klaverkvartetter, tre strygere og klaver, hvor alle stemmer er individuelt behandlet, hvilket giver ikke mindst strygerne stærk appetit på værkerne; genren uddybes hos Mendelsohn og i særlig grad hos Brahms, hvis sonater for violin og klaver, trioerne for klaver, violin og cello, klaverkvartetterne plus kvintetten er udviklet ikke blot til fuldkommenhed, men Brahms åbner ved sin detaljering af stemmematerialet mulighed for, at de største symfoniske tanker kan tage sæde i denne instrumentering; samtidig får den intime dialog mellem én af strygerne og klaveret en væsentlig plads, I samtlige tre klaverkvartetter og klaverkvintetten foregår der, ikke mindst i de langsomme satser, intime ting mellem klaveret og den pågældende stryger, ofte celloer, som om dette instrument har ventet i årevis på at få lov til at betro sig på denne måde. Hvor må klaveret være nænsomt!

På fransk udvikles genren gennem Gabriel Faurés værker for samme besætning, velklang og leg mellem instrumenterne står på gallisk vis i højsædet, men herefter visner genren. Debussy, Ravel? En sonate af hver for violin eller cello og klaver blev det til, for Ravels vedkommende yderligere en skøn, men sjældent spillet klavertrio. Bartok, Hindemith og Stravinsky vrider nogle duoer af sig, taler man med dagens komponister, både de traditionelt og de avantgardistisk betonede om genren, for man blot en hovedrysten til svar.

Så meget mere grund er der til at glæde sig over grammofonrillernes fastholden af Brahms' 3 klaverkvartetter samt klaverkvintetten, der oprindeligt var strygekvintet, men efter Clara Schumanns råd fik en bredere ramme samt en fastere og kraftigere klangkerne i form af sonate for 2 klaverer samt den oftest spillede version, 4 strygere og klaver.

Prægtigt spiller de ungarske musikere, ikke mindst klavermesteren Solchany, der med sit virile klaver-temperament præger alle pladerne og stærkt drager de mørkt farvede, emotionelle sider af Brahms frem, de konfliktbetonede; hans medspillere forsøger ofte at klargøre de charmerende, wieneriske sider af komponisten, de ønsker hist og her at drive lidt, lade musikken på stilfærdig vis snakke af sig selv, men pianisten går ikke med på de vegeterende sider af denne musik, eller det anelsesfyldte. A Dur kvartettens langsomme sats' kontrastdel med det optrækkende uvejr er af pianisten spillet så dagklart og kraftigt, at vi end ikke når at få paraplyen frem; hvor vejret virkelig kommer, er det blot ensartet hårdt, uden gru. Her bliver ikke filosoferet eller drevet, det overvejende optimistiske og lyse i denne kvartet er blokeret af pianistens pågående, til strid og konflikt manende klang. Brahms' sidste klaverkvartet, c-mo!l, Op. 60, nyder med sin dysterhed godt af dette spil, aldrig før eller siden har Brahms nedfældet så mange sorte tanker i et værk, den langsomme sats' forsøg på mildhed og afklaring overdøves af de tre hurtige satsers væren i mørkets magt, den forpinte, jagende scherzo rækker sig bag om den langsomme sats mod finalens lån af Beethovens 5. symfonis »skæbnemotiv«; ustandseligt banker det mod os, oppe og nede, i klaveret, i strygere, en besættelse for det andet hovedmotiv, aldrig får dette sig frigjort. Dette i Brahms' produktion særegne værk beviser genrens spændvidde; i fire musikeres hænder er nedlagt stof så kolossalt, at det med lethed måler sig med mesterens største symfoni.

I Brahms' første klaverkvartet, g-moll, bliver stilen lagt fast; hvad havde han at holde sig til? Mozarts to berømte. Beethoven, det bæst, giver os sonater for violin, cello og klaver, klavertrioer, men ingen klaver-kvartetter, på et givet tidspunkt komponerer han alle tiders kvintet for 4 blæsere og klaver på det mozar-ske mønster. Beethoven var i høj grad med til at udvikle Mozarts og Haydns spæde kammerklaver til noget langt kraftigere styrkemæssigt og robust; elsket var Wiens klaverløve på grund af sine helt fascinerende improvisationer, frygtet, fordi den grevelige familie ikke vidste dagen efter, om dens flygel stod til at redde efter Beethovens nye, chokerende tekniks tvang. Det har været udviklende, men bestemt ikke morsomt at være af Mozart og Haydn hæderkronet klaverbygger i Wien på den tid; i biografierne står der ikke noget om sejlgarn og hæfteplaster som foreløbige hjælpemidler, men mon ikke. Af Beethovens Graf- og Broadwoodinstrument hører vi, at tonens styrke og bærekraft er tilstrækkelig til at involvere klaveret i sammenspil med de i forhold til strygerne langt kraftigere blæsere, og ud sprang klaverkvintet-ten. Men klaverkvartetten med strygere hoppede han over, selv om det forbedrede klaver jo da også kan spille svagt og modulere tonen ud til noget for strygere i høj grad gangbart. Hvilket hans trioer og sonater for violin og klaver beviser, når det altså bliver gjort ordentligt fra pianistens hånd.

Mozart viser Brahms vejen, den individuelle behandling af stemmerne, unisonoet, der minder om orkestrets klang, valg af toneart, g-moll, den samme som Mozarts flagskib i genren, tilsyneladende ikke nogen let opgave, men han kommer fra det på en måde, der beriger både os og ham selv med et mesterværk, der er helt nyskabende, I finalen slår han sig løs som aldrig før, pladen sprutter og gnistrer af ungarsk dans, fremragende fremført af kvartetten, kadencerende partier i klaveret med slående virtuositet.

Tiloversblevne riller er fyldt ud med et par af Brahms' dejligste ungdomsværker for klaversolo, Scherzoen i es-moll, Op. 4 og Schumann-variationer-ne Op. 9, den første af fremstormende art, eruptiv og stor, uafklaret i sin klaverstil som f-moll-sonaten, der prætenderer mod orkestrets klangmasse, Schumann-variationerne langt mere nænsomme, pegende frem mod Brahms senere opstående stil i de mange intermezzi for klaver. Som i klaverkvartetterne viser Sol-chany fremragende teknisk spil, virilt og stærkt, men det poetiske og i sig selv i klangen dvælende lader han i stikken, en udtryksmåde, han åbenbart ikke kender eller anerkender.

Som klaveret i klaverkvartetterne tvinger strygerne til at få det yderste ud af deres instrumenter, står de klangligt mere fordelagtigt og er helt sig selv i Brahms 3 strygekvartetter. Som Brahms har ruget over mange af sine kompositioner, filtreret dem atter en gang, omarbejdet og fyldt sin papirkurv, nægtet at slippe dem fri til udgivelse, har filtreringen af hans strygekvartetmateriale været større end i nogen anden genre, han beskæftigede sig med. Blot tre fandt nåde for hans blik og kom til omverdenens kendskab, her på plads med den ungarske kvartet i en gedigen og meget levende bevæget udførelse, langsomme satser ofte med den ophøjede ro og skønhed, der gør musikken tidløs. Som man varmt må gå ind for kvartettens oplevelse og udførelse af musikken, bliver hjertesukket over svigtende intonation enkelte steder til at overse, pladerne må være et smykke hos samleren af Brahms musik.

Sidste plade bringer klarinetkvintetten, en videreudvikling af Mozarts værk for denne overordentlig sjældne besætning, som siden også Max Reger begavede med et enkelt værk. Den amerikanske David Glayers klarinet føjer sig smukt ind i strygernes klang, ideel kammermusik og vellyd uden at tabe hverken næb eller kløer, hvor musikken er heftig og dramatisk.