Thomas Hemsley

THOMAS HEMSLEY

Så har der igen været interpretationskursus for sangere herhjemme. Ikke sådan at forstå, at det går for tit på. Så langt fra! Hver gang sidder man jo tilbage med en glæde over at kunne konstatere, at den vokalmusikalske temperatur er gået i vejret. Også denne gang er den steget nogle grader. I de implicerede kredse mærker man varmen i luften. Måske er det et forår, der er på vej.

Det prisværdige arrangement udgik fra »Hanne og Lone« og Det jydske Musikkonservatorium, der til den praktiske realisering valgte at dele æren med Det kgl. danske Musikkonservatorium og hæder samt navnlig lommesmerter med Dansk musikpædagogisk Forening og Danmarks Radio.

Det var naturligvis vanskeligt at skjule skuffelsen over Peter Pears' sygdom og at mobilisere andet end en neutral, høflig forventning over for hans substitut Thomas Hemsley, skønt denne herhjemme allerede måtte siges at være kendt gennem oratorieopførelser, liedkoncerter og plader. For ingen havde vel regnet med, at han skulle åbenbare et så fremragende mesterskab på sit specielle felt og afsløre så fundamentale evner for undervisning, som tilfældet blev den 12.-21. januar i Århus og København.

Opgaven var ellers vanskelig nok; men han befandt sig tilsyneladende som ål i mudder konfronteret med hele hurlumhejet: de enkelte sangeres forskelligartet-hed, akkompagnetørerne, musikken, selve kursets særegne, flygtige form, de livligt arbejdende TV-folk med deres snurrende kameraer og fængslende stramtsiddende kjoler og det - navnlig i København - talstærke publikum. Ingen af disse komponenter skulle føle sig overset.

Hans varme lune, den beherskede, fine ro, hans kontaktsøgende, smilende øjne kontrasterede i et sympatisk understatement til den gnistrende, intensive livfuldhed, der blev værkerne ti! del, og den mærkbare begejstring, han tændte i sangere og tilhørere. Man vil sikkert sent glemme hans let bøjede hoved med de himmelvendte, koncentrerede øjne, den opadpegende finger ved det ene øje og hans fiffige, brede bocca ridente-indstilling, når han demonstrerede vejen til de høje resonanser og tonens maskeplacering.

Med denne fysiognomi og dens tilsvarende klingende resultat åbenbarede han den mest karakteristiske bestanddel af sin teknik: den fremplacerede, ma-skevibrerende, ligefrem snærtende tone, som bidrog til, at mat» så hurtigt identificerede ham med den specifikke angelsaksiske sangtradition, om end vokalister med et traditionelt italiensk, wiensk eller tysk klangideal måske blot vil anklage ham for at forsynde sig mod anden halvdel af det gamle bon mot: »l enhver vokal skal der være næse, men vokalen må ikke være i næsen«.

Det engelske ophav fremgik også af den eminente vibratobeherskelse; alle grader mestredes, lige fra en sinusagtig, plain tonefrembringelse over dens befriende opblomstring til det patetiske udbruds løssluppen-hed.

Men ikke mindst beundrede man stemmens elasticitet, den virtuose messa di voce-teknik, dens smidighed og egalitet; sjældent har man hørt en mandsstemme komme det ideale enhedsregister så nær.

Og på det musikalsk-udtryksmæssige plan: Hans bestandige - kun ved første gennemtænkning paradoksale - krav om at opnå udtryksmæssig intensitet gennem et asketisk mådehold, polemisk og polisk klargjort ved de hyppige advarsler: »No sentiments!« og fordringen: »Feelings!«. Dette sidste søgtes først og fremmest realiseret ved en betoning af de musikalske absolutter: Det rytmiske spils variabilitetsmuligheder, de dynamiske kontrasters rigdom, den musikalske artikulations- og fraseringslogik.

Men den intelligente, lyriske sanger fornægtede sig naturligvis ikke: Ubønhørligt krævede han tekstens tydelighed og pointering, ordets prægnans.

Han forklarede og rettede, opmuntrede og støttede, filosoferede og agerede, demonstrerede og korrigerede, gjorde det komplicerede enkelt og fik os til at lytte.

Lytte ikke mindst til akkompagnementet. Erkende dets visualiserende kraft og symbolik, harmonikkens indflydelse på melodi og klangvaleur, den musikanti-ske koncerteren sanger og instrumentalist imellem. Som sædvanlig ydede Friedrich Gürtler her en stor indsats, og fra Jørn Jørkovs lutspil udgik en inspirerende og forfinet stilsikkerhed.

Torben Stig Nielsen.