Bøger

BØGER

Elektronisk hørepartitur

György Ligeti »Artikulation« -Elektronische Musik. Eine Hörpartitur von Rainer Wehinger. Edition Schott 6378, 58 DM. Rainer Wehinger skriver selv om behovet for hørepartiturer til elektronisk musik: »For den tekniske realisation er numeriske angivelser til studioapparaturet tilstrækkelige. Et sådant realisationspartitur kan være anskueligt og læseligt ved enklere elektroniske stykker (f. eks. Stockhausens partitur til Elektronische Studie II). Men fremstillingen af komplekse stykker kan ikke samtidig udfylde begge funktioner, og en nedskrivning består derfor af to adskilte typer: en teknisk arbejdsanvisning og et læse- eller hørepartitur«.

Problemet er altså at overføre det færdige elektroniske klangbillede til skrift, og denne proces er, som Erhard Karkoschka skriver i forordet, samtidig en analyse, for hvis man vil optegne en detalje i det, må man hele tiden have helheden for øje. Denne analyse bliver ikke teoretisk eller akustisk, men netop en analyse af høremåden, en analyseform, der er ligeså forsømt, som den er vigtig inden for den moderne musik. Problemet er desuden at skabe et så nært forhold som muligt mellem lyd- og synsindtryk, bl. a. ved principielt at benytte symboler, der umiddelbart antyder musikkens karakter, uden at man skal slå efter i en tabel, og derved har hørepartituret også en social mission ved at kunne tydeliggøre musikken for lyttere, der ikke kender til nodelæsning.

Foruden selve hørepartituret og dets forklaring indeholder bogen også en enkel beskrivelse af Ligetis værk og dets tilblivelse og en forklaring af de vigtigste fagudtryk. Forståelsen af disse afsnit er ikke strengt nødvendige for at få noget ud af hørepartituret, men mangedobler naturligvis udbyttet, og taget i sin helhed vil dette værk være en oplagt introduktion til elektronmusik for både studerende og skolelever. Men størst interesse vækker naturligvis selve hørepartituret og skildringen af dets tilblivelse.

Som første stadium udarbejdedes to diagrammer ved hjælp af måleapparater, et over den dynamiske udvikling, et over de vekslende frekvensområder (ikke således, at de enkelte frekvenser er registreret, men kun med angivelse af, i hvilke oktavregistre tonerne forekommer, og hvilke oktavregistre, der er dynamisk mest fremtrædende). De to diagrammer, gengivet i bogen, kan, som Wehinger bemærker, ikke uden videre adskilles fra diagrammer af ikke-elektronisk musik (for frekvensdiagrammets vedkommende skyldes det nu nok, at det er så uhyre groft).

»Det var derfor af vigtighed at udvikle et billede på det elektroniske materiales klanglige fremtrædelsesform, som rent optisk tillader tilbageslutning til det anvendte materiale og måske endog kan vække klangforestillinger hos betragteren alene på grund af den grafiske gestalt. Hertil var grafiske symboler og farver velegnede.«

Selve hørepartituret blev opstillet gennem først og fremmest rent associativ nedskrift af farver og symboler ved gennemhøring (også ved lave hastigheder) af værket, og disse symboler blev derefter forenklet og systematiseret. Det er vigtigt at bemærke, at resultatet, som altså gik på det hørte indtryk, derved ofte kunne adskille sig fra det fysiske måleresultat, f. eks. høres dybe toner langt svagere, end de registreres af apparaturet. Der opstilledes et system af symboler (og dermed også et system af klange):

Der skelnes mellem støj, impulser og harmoniske spektre. Gennem farvelægning fra sort til røde og gule farver skelnes igen mellem »hvid« støj i hele frekvensspektrets bredde og bredere eller smallere filtreret støj. Smallest bredde har sinustonen (teoretisk set o HZ), og den er derfor angivet rent gul. Støjens karakter af sammenhængende klang gengives af det kamformede symbol, vandrette streger, der hænger sammen i den ene ende, mens de harmoniske spektres sammensætning gennem kombination af sinustoner antydes ved helt adskilte streger, som igen ved hjælp af farverne fra sort over brunt til grønt antyder mere eller mindre støjagtige sammensætninger.

Impulsernes mangel på tidsmæssig udstrækning angives ved runde prikker, tonehøjdeområdet ved farver fra sort over violet til blåt.

Med disse symboler og nogle modifikationer i retning af dynamik, tonehøjde og resonans, kan størstedelen af de væsentlige elementer i stykket gengives. Dog er i nogle afsnit det lydlige indtryk så komplekst, at man har måttet gribe til mindre detaljeret notation. Stykkets opdeling på 4 kanaler er forsøgt angivet ved særlige tegn over partituret, og når man ved afspilning af den medfølgende plade konstaterer den store forskel på virkningen af mono- og stereoafspilning, må man frygte, at væsentlig karaktertræk ved musikken er gået tabt allerede ved nedskæring fra 4 til 2 kanaler. Men til trods for denne og andre mangler er det forbløffende, 5 hvor høj grad det er lykkedes at nedfælde de lydlige begivenheder på papiret, og især, i hvor høj grad partituret umiddelbart antyder klangkarakteren af de forskellige begivenheder, således er de skrigende orange og røde tragtformede symboler på sireneagtige lyde ikke til at stå for. l det hele taget morer man sig ikke sjældent, når man følger pladeafspilningen i partituret, og det hænger naturligvis sammen med, at »Årtikulation« er opbygger i en slags sproglig struktur med paralleller til ord, sætninger, spørgsmål, svar, monologer og diskussioner.

Den vedlagte plade bringer, foruden den komplette gengivelse af stykket, dette delt op i afsnit (til hjælp til oversigt og analyse), og desuden bringes nogle eksempler på forskellige klangtyper, lidt for tilfældigt og sparsomt udvalgt, forekommer det mig, til at de virkelig kan give væsentlige oplysninger om stykkets klangverden.

Den grafiske standard er meget høj, både i tekstdelen og i diagrammer og hørepartitur (det sidste er et virkeligt kunstværk). Teksten er gennemført dobbeltsproget, tysk-engelsk.

Gunnar Colding-Jørgensen

Empirische Forschung in der Musikpädagogik

Herausgegeben von Michael Alt. Im Auftrag des »Arbeitskreises Forschung in der Musikerziehung«. B. Schotts Söhne, Mainz 1970.

På mange måder er det en meget anbefalelsesværdig og spændende bog, som Michael Alt og forlaget Schott har sendt ud. Den bør kunne få studerende og lærere, som hidtil har afholdt sig fra at beskæftige sig med pædagogik (mange mener vist, at den slags hører rjemme i børnehaver og i folkeskolen) til at gå over til fjenden; for selv om det er en svær fødsel - det er jo ikke så ligetil at starte en ny videnskab - så er der 5 de ret korte bidrag så mange impulser og overrumlende kombinationer, at det rigeligt beviser disciplinens levedygtighed. For mig har det især været opmuntrende, at man har formået at være i udpræget grad tværfaglig og samtidig vældigt på vagt over for enhver reducering af fagets selvstændighed. Det skal også nævnes, at der er tale om et virkeligt gruppearbejde, og opstillingen af indlæg og diskussionsuddrag - klart grupperet og underskrevet - er eksem-

plarisk. Endelig har hvert afsnit omfattende litteraturlister.

Der er 7 afsnit, som behandler følgende 7 del-discipliner:

1. Musikalitets-tests,

2. småbørnsundervisning,

3. didaktik,

4. hørings-forskning,

5. æstetikkens relevans i undervisning,

6. musiksociologi og

7. programmeret undervisning.

Alle indlæg er ret klare og målrettede; der er måske især grund til at fremhæve Karbusicky's artikel »Undervisning mellem smag, holdning og behov«. Det er en skarpsindig analyse af disse vigtige begreber, og særlig spændende finder jeg hans protest mod »oversociologiseringen«, hvorved han forstår den almindelige tendens til at gå direkte fra statistiske resultater til forestillinger om »folks« smag - eller, som han siger, før var smag noget helt personligt, nu er det udelukkende noget med miljø; og det sidste kan dog heller ikke være korrekt.

Gennem hele bogen mærker man en holdning, som virker meget frisk og nutidig: man forsøger på samme tid at være kritisk og omfattende, man vil gerne have alle aspekter med, men de skal hver især placeres i forhold til deres relevans for undervisningen, og flere gange betones betydningen af praksis og lærerens frihed i undervisningssituationen. Undervisning og læren er processer, og her er teori og praksis ikke to ting, man kan stille over for hinanden: de interaktionerer og er indbyrdes afhængige.

Til slut er der grund til at citere fra Michel Alts forord. Han gør her rede for, hvad der er musikpædagogikkens opgaver. Han mener, at det f. eks. kunne være - i samarbejde med beslægtede videnskaber - at lave en virkelig strukturanalyse af musiklivet, lige fra kindergarten til koncertlivet. Men man

er ikke i dag fra musikpædagogisk hold i stand til at løse denne opgave, og det skyldes bl. a., at man har isoleret sig og koncentreret sig om musikken i skolen. Det er også lettere at overskue et sådant begrænset område, men resultatet er blot, at man mister forbindelsen til samfundet. Musiklivet er så mangfoldigt, at det danner et ideelt udgangspunkt for en »éducation permanente«, og skolen bør være beskeden og bevidst om sin stilling som »gennemgangsstation«.

Skolen er stadig - siger Michael Alt- et residuum for middelstandstænkning med stærke konservative indslag, og musikken kunne være det ideelle område for en emancipation, fordi den ikke er under så stort erhvervsmæssigt pres som adskillige andre fag. Hertil kræves befrielse fra den depraverede romantiske æstetik og en klar, be-grebsmæssig sprogliggørelse, således at vi får en åben, tilgælgelig musikkultur i livlig kommunikation med det øvrige samfund. Også mediekulturen må inddrages, og enhver form for musik skal kunne tages ind og placeres ved hjælp af et passende begrebsapparat. Målet er at gøre musikpædagogikken til musiklivets »geistige unruhe« ved at sætte den i forbindelse med andre videnskaber og dernæst lade den skabe forbindelse mellem den almindelige kultur og fagfolk. Så bliver den nutidig og offentlig, dvs. så tjener den folket!

Alts visioner er meget smukke. Desværre får de jo bare frustrationen til at vokse endnu en grad.

Sigrid Abel-Struth: Musikpädagogik. Forschung und Lehre. Band l. Materialien zur Entwicklung der Musikpädogogik als Wissenschaft. Zum Stand der deutschen Musikpädogogik und seiner Vorgeschichte.

Dr. Sigrid Abel-Struth er en grundig og vederhæftig dame, og det er kun rimeligt, at hendes »materiale-samling« er kommet til at indlede Schotts serie af musikpædagogiske værker. Det oplyses fra forlaget, at 8 bind er under forberedelse - bl. a. Carl Dahlhaus »Analyse und Verturteil« - og da udstyret er pænt og prisen rimelig (ca. 25,- kr. pr. bd. m. 100-180 s.), må det betegnes som en tiltalende serie.

Men som sagt, denne bog er først og fremmest grundig; morsom kan man derimod bestemt ikke kalde den. Dens erklærede mål er at skabe en ny videnskab, og skal man dyrke videnskab, så skal man som bekendt have et passende begrebsapparat med klare definitioner og en logisk opbygning. Den første del af Abel-Struth's bog går da ud på at undersøge, hvad der i hovedværker og leksika lægges i begreberne »musik-erziehung«, »musik-pædagogik« og »musik-un-terricht«. Denne del er vist kun for meget interesserede, for det er et virkeligt puslespil af vekslende opfattelser og - efter min mening -ikke synderligt givende. Anden del indeholder musikpædagogikkens udviklingshistorie (dog kun den tyske), og det er heller ikke til at dø af grin over - selv om hendes redegørelse for det »tilbageskridt«, der sker med tyvernes »reform« (ved bl. a. Kerschensteiner) er vældig udmærket. Virkelig god er imidlertid den sidste del af bogen. Her redegøres for de forskellige retninger inden for musik-pædagogikken efter struktur: Musikpædagogikken som addition, som kooperation, som adaption, som par-tizipation og endelig som autonomi. Det er særdeles stimulerende at få stoffet igennem på den led. Til slut følger en meget omfattende biografi.

Abel-Struth's bog er dog - alene p. gr. af biografien - en fremragende hjælp hvis man vil beskæftige sig seriøst med disciplinen. Hun fremhæver ligesom Michael Alt fagets selvstændighed og dets omfattende karakter samt behovet for en virkelig videnskab. Dette vil ikke på nogen måde ændre ved, at det stadig er praksis, der tæller,

men den vil, som hun siger, lægge et »åndeligt filter« foran praksis og få læreren til at erkende og kritisk betragte de forskellige faktorer i undervisningen. Musik-pædagogikken er uundværlig for enhver musiklærer, og med disse to bøger er der gjort en fin begyndelse til en videnskab og et fag. Som F. Reu-ter sagde i 1953: det er kun et spørgsmål om tid før musikpædagogikken - som den ældre søster, musikvidenskaben - også er anerkendt på universitetet!

Lad os slutte med en bøn om, at Reuters profeti snart går i opfyldelse.

Anna-Use Malmros

Gerhard Schepelern: Instrumentbogen

Musikhøjskolens Forlag 1970.

Pris: lærerhefte 26,-

elevhefte 6,60.

Orkestrets instrumenter (plade)

49,50.

Bøger om instrumenter, historiske såvel som nutidige, foreligger på talrige fremmedsprog. På dansk har vi hidtil måttet klare os med leksika og enkelte ældre værker af populært tilsnit. 1950 forelå fra Gerhard Schepelerns hånd »Instrumenter og partitur«, og det er denne bog, som efter at have været udsolgt i en årrække nu atter foreligger i revideret udgave. Schepelern fortæller om orkesterets instrumenter på en fængslende og forbilledlig klar måde, hvad der gør bogen særdeles velegnet for musikundervisningen i gymnasiet og ved seminariet. Dette bør dog ikke afholde den almindelige koncertgænger og musikelsker fra at give sig i lag med værket, der giver en mængde interessante og relevante oplysninger. Enkelte fejl har sneget sig ind i fremstillingen. Ved angivelsen af bratschens stemning er noder og nodesystem vendt på hovedet mens selve bratschnøglen er blevet på sin plads. Ved bas-klarinetten omtales det, at A-bas-klarinetten i vore dage er yderst sjælden og at stemmerne spilles

på B-baskl. Skal dette kunne lade sig gøre bør det dog tilføjes, at den moderne B-baskl. til gengæld har fået et større omfang i dybden end det anførte. Ved trompeten er angivet to grundstemninger, F og B. Mens B-trompeten er såre udbredt, skal man vist helt tilbage til Lum-byes tid for at finde F-trompeter i brug, det anførte eksempel virker derfor ret overflødigt, navnlig da den egentlige - og stadig benyttede - bastrompet omtales udførligt senere i bogen. Til gengæld er omfanget af B-trompeten fejlagtigt angivet til c1-c3, hvor det burde være g-c3. Under beskrivelsen af basunen omtales 6 positioner (træk), som findes på instrumentet. Dette er noget vildledende, da basunister selv betegner trækkene med 1-7, således at første position angiver, at trækket er skudt (næsten) helt ind. l samme artikel afskaffer Schepelern helt basbasunen. Det er kun delvis rigtigt, idet det instrument der i vore største orkestre benyttes som 3-basun, ganske vist er et B-instru-ment som de øvrige i gruppen, men med bredere mensur, større mundstykke, et specielt ventilarrangement og en klang så mørk, at den fortsat bør have lov til at hedde basbasun. Endelig nævnes ventilbasunen, »hvis eneste virkelig fordel er, at man kan tage alle toner i dybden helt ned til grundtonen«. End ikke dette er tilfældet. Ventilbasun og trækbasun har nøjagtig det samme toneområde, og undertegnede kan af egen smertelig erfaring bevidne, at der så absolut ingen fordele er ved at spille på omtalte instrument (bortset fra at den fylder lidt mindre). Ved afsnittet om guitarens savnes den oplysning, at instrumentet klinger en oktav dybere end noteret, og i slag-tøjsafdelingen mangler et billede af celesten.

Her bør det nok nævnes, at værket 5 øvrigt udmærker sig ved at være gennemillustreret med fotos og tegninger, og endelig at en række tavler over instrumenternes omfang, diverse orkesterbesætninger, partituropstilling, transpone-rende instrumenter etc. samt et fyldigt stikordsregister gør INSTRUMENTBOGEN, dens lidenhed til trods, (knap 130 s.) til en udmærket og anvendelig håndbog.

Til ovenstående »lærerhefte« er knyttet et »elevhefte«, som simpelthen består af førstnævntes billedmateriale og omfangsangivel-ser. Da tekstheftets oplysninger om for eks. oktavtransponering mangler her bliver adskillige nodeeksempler direkte misvisende. Da man åbenbart ikke har kunnet finde et billede af en celeste er instrumentet udeladt. Interesserede læsere kan trøste sig med, at instrumentet til forveksling ligner et H &. M pianette og i øvrigt demonstreres på den LP-plade som er udgivet i tilknytning til instrumentbogen. Det drejer sig om en fordanskning af Yehudi Menuhins instrumentplade fra 1961. Gerhard Schepelern har indtalt den danske version, og den er som den originale engelske morsom og instruktiv.

Morten Topp

Werner Bachmann: The Origins of Bowing - and the

development of bowed instruments up to the thirteenth century. Translated from German by Norma Deane (Oxford University Press New York, Toronto 1969). l løbet af de sidste 10-15 år har instrumentvidenskaben gjort enorme fremskridt, men enkelte emner nægter fortsat hårdnakket at give svaret fra sig, lige meget fra hvilken kant man søger at nærme sig dem. Til disse besværlige områder hører strygeinstrumenternes tidligste historie, og man må erkende, at i forhold til den prominente plads de indtager i den europæiske musik, er det meget lidt der vides om deres ældste forgængere, trods stor aktivitet på dette forskningsfelt. Werner Bachmanns »Die Anfänge des Streichinstrumenten-spiels« (Breitkopf & Härtel, Leip-

zig 1964) er det hidtil mest omfattende forsøg på at klarlægge problemet fra filosofisk, etnologisk og ikonografisk hold, og den er nu oversat til engelsk, hvilket herved hilses med glæde. Der er tale om en uændret oversættelse med enkelte tilføjelser i bibliografien, men uden modificeret synspunkt og konklusion. Til gengæld får bogen noget vist afslappet over sig ved sin omformning til den engelske tunge - alene titlen er så overordentlig meget mere rammende og svarer langt bedre til det, der her er tale om: ikke en ny slags instrumenter, men en ny teknik: at stryge en streng med bue - at frembringe en kontinuerlig lyd - at skabe nye klanglige muligheder. Bachmann hælder fortsat til den anskuelse, at dette fænomen ikke skal tænkes opstået flere steder uafhængigt af hinanden, men kan lokaliseres til Centralasien i perioden omkring år 900, og denne påstand belægges med megen solid dokumentation, selv om man - konfronteret med en meget tidlig billedmæssig fremstilling pludselig får den kætterske tanke, at den ikke forestiller en hofmusiker, men en tjener, der er i færd med at skære en luns kød ud til sin herre! Det kan naturligvis skyldes mangel på fantasi hos anmelderen, men kunne også antyde de fælder, ikontografien sætter for sin forsker, noget Bachmann da også er opmærksom på i de fleste tilfælde. Bogen være hermed anbefalet specielt interesserede.

Mette Müller

A Checklist of Twentieth-Century Choral Music for Male Voices by Kenneth Roberts.

Detroit Studies in Music Bibliography Nr. 17, Detroit 1970. 32 s. 2 dollars.

Ca. 200 forslag til fornyelse af korrepertoiret bliver givet i dette lille hefte. Komponister fra mange lande, også de nordiske, er repræsenteret. Repertoiret strækker sig fra

rene a cappella kor over kor med orkesterledsagelse til kor med solister, slagtøjspillere og elektronisk musik på bånd. Både trykt og utrykt musik er medtaget med angivelse af, hvor det kan skaffes til veje. Der er opgivet kompositionsår og/ eller copyright år, besætning, kompositionens varighed og hvilket sprog, der synges på.

Foruden den rene mandskor-musik er der medtaget nogle kompositioner, hvori mandskor deltager, f. eks. Carl Nielson (sic! desværre): Hymnus Amoris og Schönbergs Gurrelieder. Kompositionerne

strækker sig fra 1897 til 1969. Heftet kan absolut anbefales.

International Association of Music Libraries (AIBM) - Commission of Research Libraries: Directory of Music Research Libraries

part II: Thirteen European Countries. Rita Benton (ed.) The University of Iowa. Iowa City 1970. XVI11 + 235 s. 6,50 dollars. Har man ikke bestemt sig for noget særligt i sommerferien, behøver man blot at sætte sig til at blade 5 Rita Bentons »Directory«. Straks sættes fantasien i sving: Hvad med at gå på jagt i Benediktinerklosteret i Einsiedeln i Schweiz, grundet år 950, med en totalsamling på 110.000 bind, hvoraf de 50.000 er musiktitler dækkende 17.-20. årh. og 1000 er in-cunabler? Eller Sächsische Landesbibliothek i Dresden med 45.000 musikværker, hvoraf 10.000 er mss (heraf 1500 autografer), særlig fin samling af 17.-18. årh.'s fransk, tysk og engelsk opera- og instrumentalmusik? Eller det lille bibliotek i Westminster Abbey? Sveriges Radio åbner også sine døre til 100.000 musiktitler. Stjernerne i denne musikkens Guide Michelin sætter man selv efter behov.

Part l af denne vejviser dækker Canada og U.S.A. (Iowa 1967, 21/2 dollar) Part I! dækker 13 europæiske lande. Da Rita Benton havde endt Part l, der kun medtog biblioteker med RISM-materiale (altså brug. De sidste er i øvrigt de tydeligste tegn på, at bogen er tænkt som lærebog og vejledning til praktiske øvelser. Ellers er den skrevet som en ren stilanalyse, baseret på beskrivelse og forklaring, og den undgår helt forsøg på at formulere regler eller forbud. Er det mon Jeppesens spor, der skræmmer, eller føler Hamburger, at studerende på det forholdsvis avancerede trin, som bogen er tiltænkt, skal skaneš for en alt for streng pædagogisk systematik?

Flere gennemlæsninger af bogen har ikke kunnet fremkalde væsentlige indvendinger fra undertegnede mod dens hovedsynspunkter og anlæg. Povl Hamburger er en af vore mest erfarne pædagoger, og den foreliggende bog er så vist ikke skrevet efter pludselig indskydelse, men er et resultat af årelangt arbejde. Det må i denne sammenhæng betones, at selv om Hamburgers omhyggelige citatteknik hyppigt bringer andre forskeres navne ind i billedet, så er bogen langt mere end en kompilation af deres resultater. Ikke blot er alle 257 nodeeksempler udvalgt, analyseret, forklaret (og skrevet) af ham selv, men de generelle iagttagelser, der fremkalder eksemplerne, er ofte hans egne resultater. Blandt de nyeste er opdagelsen af cambiata-figurens gradvise forsvinden i løbet af det 17. årh.

Men er hovedindtrykket af bogen end så helt overvejende positivt, findes der dog blandt dens mange detaljer enkelte, der frister anmelderen til en kommentar. Froberger-eksemplet s. 43 rummer både traditionelt anvendte synkopedissonanser og - som et af de tidligste eksempler herpå - en uforberedt dominantseptim, og i kommentaren hedder det bl. a.: »l disse to takter ses ... in nuce to hinanden afløsende tidsaldres helt forskellige klangopfattelse i indbyrdes konflikt.« Men konflikten er dog egentlig et resultat af betragtningen, d.v.s. af den skarpe skelnen mellem interval- og akkord-

dissonans, og de to teoretisk set forskellige dissonansformer er led i en kadencemæssig sammenhæng, der - set f. eks. i lyset af melodiliniernes trinvise bevægelse - fremstår som en udbrudt logisk stræben mod kadencepunktet. På samme måde kan den »klichéagtige formel« i eks. 38—40 forklares med henvisning til den roligt førte tenorstemme. Dette lineære aspekt har ganske vist ikke nogen historisk tradition bag sig, men kunne vel alligevel indgå i defensoratet for stilbruddet, l samme afsnit citeres ofte Christoph Bernhard, der i sin traktat fra ca. 1650 vel stærkere end nogen anden har betonet sammenhængen mellem det 16. århundredes teori og det 17. århundredes praksis. Det kan forekomme overraskende, at Hamburger flere gange går i rette med ham, men naturligvis må man gøre stærkest op med dem, der umiddelbart kan tage sig ud som ens meningsfæller.

Eksempel 152 skal vise en opad ført nonedissonans, der dog forsvinder som anomali, hvis man forestiller sig et stemmekryds mellem overstemmerne, sådan som man vel hører det. Eks. 166 frister til tale om skjult 3-stemmighed. Overstemmebevægelsen i t. 78 (ikke 76) i B dur fugaen fra W. Kl. II behøvede næppe et NB, idet temaet er en nodetro gengivelse af dets første præsentation, blot transponeret til dominanten. Og når det om t. 3-4 i Cis dur fugaen fra W. Kl. l hedder, at det springvist indtrædende forslag er fremkaldt »tvangsmæssigt« ved kombinationen af tema og kontrapunkt, så hører det vel med i vurderingen, at det er en tvang, Bach åbenbart meget villigt har underkastet sig, idet forholdet opstår, hver gang temaet forekommer og bidrager væsentligt til stykkets hel-hedsvirkning. I eks. 182 er et vigtigt kryds for h faldet ud. Den sjældne tertssekvens, som eksem-plificeres s. 150, kunne nok opfattes som en let maskeret trinse-

kvens, hvad forløbet af understemmerne illustrerer. Mellem spillet i subdominanten i analysen af g mol fugaen fra W. Kl. l (s. 161) hører vel snarere hjemme i begyndelsen af 3. del end i slutningen af 2.

Der henvises i anden del af bogen ofte til Ludwig Czaczkes »Analyse des Wohltemperierten Klaviers« (l-ll, Wien 1956 og 63), som Hamburger sætter højst af de mange eksisterende analysesamlinger. Det hører med til Czaczkes kvaliteter, at gennemføringer og mellemspil i hans analyser regnes for lige væsentlige dele af fugaen, l stedet for at betragte formforløbet som et antal gennemføringer adskilt af mellemspil, viser han, hvor-merne illustrerer. Mellemspillet i dan mellemspillene er forbundet med gennemføringerne enten som afslutning eller indledning, og han når herigennem til den anskuelse, at hovedparten af fugaerne i W. Kl. er 2-delte og ikke som det mere almindeligt har været hævdet 3-delte. Synspunktet virker centralt og overbevisende, og meget relevant virker også indførelsen - ligeledes efter Czaczkes - af begrebet »gruppeindsats« for en præcist defineret tætføringstype. Men læseren lades lidt i stikken med hensyn til den kategori af tætføring, der ikke svarer til definitionen på gruppeindsats, f. eks. t. 67-72 i fugaen i b mol fra W. Kl. l og t. 9-12 i E dur fugaen fra W. Kl. II. l samme afsnit (s. 153) nævnes det, at diminution kun forekommer i en enkelt fuga. Her må E dur fugaen fra II tilføjes.

Hovedparten af de analyserede satser eller dele af satser i 2. del er hentet fra »Das wohltemperierte Klavier«, som Hamburger en snes sider før bogens slutning i en fodnote forudsætter at den studerende ejer eller har adgang til. Når han lejlighedsvis benytter andre klaverværker eller orgelværker, refererer han til Steingräber- og Peters-udgaverne. Hvorfor ikke til Wolfgang Schmieders Bach Werke Verzeichnis, nu da den findes? Opremsningen af småindvendin-ger kunne måske fortsættes lidt endnu, men kun med fare for at pedanteriet drives ud over grænsen til det pinlige. De allerede anførte må forlængst have bekræftet den positive vurdering, der gik forud. Lad mig til slut summere op: Hamburgers nye bog er virkelig ny i den forstand, at den bygger på den seneste forskning på området, hans egen inclusive. Det er en lærebog, hvis lærestof er behændigt indpasset i skarpsindige og detaljerede analyser, så at den studerende gennem forfatterens spørgsmål, iagttagelser og forklaringer modtager anvisninger på, hvordan problemerne i forbindelse med opgaveløsning skal søges løst. Og frem for alt er det en bog, der giver kontrapunktundervisningen et bredere grundlag end den hidtil havde herhjemme. Den vil utvivlsomt i de kommende år sætte sit præg på musikuddannelsen.

Carsten E. Hatting

Becifring og akkordspil

Ejnar Kampp og Preben Fahnøe.

WH 1971.

Bedømt efter almindeligt lærebogs-niveau er dette en udmærket bog, pænt trykt, overskuelig og afvekslende og uden grove fejl, klart skrevet og omfattende og udogmatisk i sit valg af melodi-stof. Den er beregnet for viderekomne elever, dvs. studerende ved musiklinien på seminarier, lærerhøjskolen, musikpædagoger etc. (ifølge forlaget).

Altså er den skrevet for voksne mennesker - og så synes jeg ærlig talt, at den er en misforståelse. Der er virkelig behov for en bog om disse ting, som også kunne bruges på universitetet; men så må man kræve beskæftigelse med såvel musikalsk stil som de vanskelige problemer om rytme og frasering. Disse ting går denne bog helt uden om, og selv om det ikke er formålet med bogen, så må man dog sige, at for at bogen kunne være virkelig værdifuld, så måtte

den have en helhedsbetragtning af alle aspekter; de hænger dog meget nøje sammen. Det er udmærket at være »udogmatisk«, dvs. at bringe klassisk, folkeligt og moderne milodistof imellem hinanden, men man løber den risoko, at man ikke får karakteriseret hverken den ene eller den anden form. Det er efter min mening det, der er sket i denne bog. Den er så tolerant, at den ikke har nogen holdning. Derved er den en typisk traditionel »lærebog« af den slags, som blot vil fodre eleverne med facts og ikke opfordre til selvstændig tænkning. Den vil glide let og gnidningsløst ind i det nuværende undervisningssystem på seminarier og lærerhøjskolen; men den burde nu ikke gøre det.

Anna-Lise Malmros