Elektrofoni efter 1960

Jørgen Lekfeldt:

ELEKTROFONI EFTER 1960

En historisk oversigt med plade- og litteraturfortegnelse

Elektrofoniens historie før 1960 er blevet skildret ret udførligt i artikler som f. eks. »Den elektroniske musiks historie« af György Ligeti (DMT 4, 1966: første gang trykt i »Forum« 91/92, 1961) og kapitel II og III i Jan Maegaards »Musikalsk Modernisme« (Stig Ven-delkærs Forlag 1964). Derimod er der endnu ikke på dansk blevet offentliggjort en skildring af 60'ernes elektrofoni; måske kan denne kortfattede beskrivelse af perioden i hvert fald i nogen grad afhjælpe mangelen.

Hvad er elektrofoni?

I denne sammenhæng har udtrykket følgende betydning: musik, som har opnået den ønskede karakter ved hjælp af elektronisk apparatur. Alle musikkens lyde kan være fremstillet med dette apparatur; der kan være tale om optagelser af lyde, som senere er bearbejdet på forskellige måder; der kan være tale om vokal- og/eller instrumtntalmusik, som i opførelsesøjeblikket opnår den ønskede karakter ved hjælp af elektronisk bearbejdelse. Enhver tænkelig kombination af disse tre fremgangsmåder kan benyttes ved produktionen af et elektrofonisk værk.

Man kan ikke sige, at 1960 er et år, i hvilket afgørende ændringer indenfor elektrofonien sker. Alle de tre retninger, som i slutninger af 40'erne og i 50'erne var blevet udviklet: musique concrète, elektronisk musik og kombination af disse kategorier med musik, som opførtes direkte for publikum af instrumentalister og/eller vokalister - alle disse tre retninger fortsatte tilsyneladende uændret fra det ene decennium ind i det andet.

Betragter man udviklingen over en længere årrække, viser der sig imidlertid en betydelig ændring: den skelnen imellem musique concrète og elektronisk musik, som i næsten ti år var blevet ganske skarpt opretholdt, opløstes efterhånden fuldstændig.

Musique concrète havde oprindelig været en retning, som kun dyrkedes af medarbejderne ved »Groupes de Recherches musicales du Service de la Recherche de PO.R.T.F.« i Paris, mens studiet i Köln som følge af ønsket om total serialisme havde begrænset sig til anvendelse af elektronisk frembragte lyde. Men allerede i slutningen af 50'erne var man i Köln begyndt at anvende konkret lyd (Stockhausens »Gesang der Jünglinge« fra 1956 er det tidligste eksempel herpå), og denne tendens gjorde sig efterhånden stærkere og stærkere gældende. Endvidere produceredes der stadig flere og flere værker i de elektrofonistudier, som ikke følte sig forpligtet til benyttelse af noget bestemt materiale eller nogen bestemt kompositionsform.

Herbert Eimert - leder af Köln-studiet fra starten i 1951 - deltog i ISCM-festivalen 1960 i Köln med et værk ved navn »Selektion l«. I dette benyttedes dels elektronisk, dels vokalt klangmateriale. Eimert fortsatte eksperimenterne med anvendelse af vokalklange, og i 1962 kom to betydelige værker, som hver på sin måde udnyttede disse: »Epitaph für Aikichi Kuboyama« og »Sechs Studien«. »Epitaph« indledes med de første ord af gravskriften over Aikichi Kuboyama -en japansk fisker, som i 1954 omkom som følge af et amerikansk atombombeforsøg. Hurtigt gøres teksten uforståelig: den benyttes som akustisk grundmateriale til komplekse klangstrukturer. I »Sechs Studien« er der, som navnet antyder, tale om studier over forskellige former for anvendelse af vokalklange.

Henri Rousseur skabte i 1961 i »Studio de Musique électronique de Bruxelles« værket »Trois visages de Liège«. Her findes en ganske fri anvendelse af elektronisk lyd sammen med menneskestemmer (der benyttes digte af Jean Séaux) og en enkelt pizzicato-akkord, som er genstand for en raffineret elektronisk bearbejdelse. Skønt værket for størstedelens vedkommende består af elektroniske lyde, fremtræder det for øret som værende af ganske samme karakter som f. eks. det konkrete værk »Le voile d'Orphée« af Pierre Henry fra 1953. Rousseur har senere fortsat arbejdet med elektrofoni i operaen »Votre Faust« (1965/66), hvis elektrofoniske dele blev udarbejdet i »Instituut voor Psychoakoestiek en Elektronische Muziek, Rijksuniversiteit Gent«.

Kompositioner med anvendelse af både elektroniske og konkrete lyde udgør utvivlsomt hovedparten af de sidste ti års elektrofoni. Der kan nævnes utallige værker af denne art; et lille udvalg skal omtales i det følgende.

I studiet i Köln viste de konkrete lyde sig som nævnt for første gang i 1956. Senere fremkom bl. a. de omtalte værker af Herbert Eimert, og foruden disse kan der være grund til at nævne Michael von Biels »Fassung für fünf Lautsprechergruppen« (1965), som anvender vokalklange på særdeles effektfuld vis.

Pierre Henry - som i 1958 dannede sit eget »Studio Apsome Paris« - har været uhyre produktiv. Fra 1961 stammer hans »La Noire à Soixante«, som for størstedelens vedkommende er fremstillet af metronomslag og elektroniske impulser. Værket er i 1968 blevet kombineret med Francois Dufrenes »Granulo-métrie« fra 1962, som udnytter samtlige de lyde, en menneskestemme er i stand til at frembringe, i kun let bearbejdet udgave. »Fluide et Mobilité d'un Larsen« (1962) er senere blevet benyttet som andet afsnit i »Le Voyage« fra 1963; den sidstnævnte komposition har undertitlen »D'après le Livre des Morts Tibétain«.

Også i »Groupes de Recherches musicales de I'O.R.T.F.« har aktiviteten været betydelig. Blandt de vigtigste komponister her kan nævnes Francois Bayle, Francois-Bernard Mache, Bernard Parmegiani, Ivo Malec og Luc Ferrari. Især den sidstnævnte har i den senere tid tiltrukket sig større og større opmærksomhed; hans »Music promenade« (1968) og »Presque Rien Nr. 1« (1970) er begge eksempler på en teknik, som går ud på at optage dagligdagens lyde og dernæst at gengive dem med mindst mulig forvrængning - »elektro-akustisk naturfotografi«. Ferrari kan både i sine ideer og i disses klanglige realisation minde ikke så lidt om John Cage.

Til den modsatte yderlighed går tyskeren Gottfried Michael Koenig. Koenig, som siden 1964 har været leder af »Studio Elektronische Muziek der Rijksuniversiteit te Utrecht«, har i en kompositionsrække med fællesbetegnelsen »Funktion« (»Funktion Grün«, »Funktion Blau« etc.) udelukkende benyttet elektronisk frembragte lyde; værkerne konstrueres ved hjælp af en computer.

Fra det japanske studie »NHK Electronic Music Studio, Tokyo« stammer en række bemærkelsesværdige værker af komponister som Maki Ishij, Toshiro Mayuzumi, Makoto Moroi, Minao Shibata, Joji Yuasa - og Karlheinz Stockhausen. Stockhausens »Tele-musik« fra 1966 er det første eksempel fra denne komponists side på en musik, i hvilken der forekommer brug af andre komponisters musik (i dette tilfælde folkemusik fra alle egne af verden); denne forenes ved hjælp af ringmodulatorer etc. med elektroniske lyde. Hensigten er ikke at skabe en collage, men at opnå »universalitet«: at lade det fortidige, det nutidige og det fremtidige, det nære og det fjerne gå op i en højere enhed.

Af andre værdifulde værker for tonemånd alene kan endelig nævnes »Visage« (1962) af Luciano Berio og »Cybernetics III« af Roland Kayn (1969); begge disse værker er produceret i »Studio di Fonologia di Milano délia RAI«. De benytter begge den menneskelige stemme, men er i øvrigt vidt forskellige: »Visage«, som har undertitlen »racconto radiofonico«, er formet som et radiospil uden en entydig handling, idet der kun forekommer ét forståeligt ord: »parole«; »Cybernetics III« er et stykke absolut musik, som er baseret på kybernetiske teorier.

Man har ved læsningen af denne hastige og særdeles overfladiske beskrivelse af nogle ganske få komponister og musikværker utvivlsomt savnet én bestemt værkkategori: kombinationen af elektrofoni og musik, som opføres direkte for publikum af interpreterne. Da denne kompositionsmetode specielt i de senere år har vist sig at være uhyre frugtbar, har jeg valgt at behandle den særskilt.

Allerede i slutningen af 50'erne havde der vist sig en betydelig tendens til anvendelse af denne metode. Den mest betydningsfulde årsag hertil har vel nok været den, at man herved overvandt det problem, som så vidt forskellige komponister som Stravinsky og Mauricio Kagel har gjort opmærksom på: »højttalerhypnosen«. Det var i mange tilfælde mest publikums-venligt at lade folk se i hvert fald nogle af de udøvende musikere i stedet for at forsøge at fastholde deres opmærksomhed ved at lade musikken blive gengivet med den størst mulige lydstyrke over højttalere - hvilket vitterlig har været en ganske almindelig foreteelse, f. eks. ved opførelsen af den omtalte »Epitaph für Aikichi Kuboyama«. Man savnede i høj grad det visuelle moment - hvorfor så ikke lade de udøvende være til stede ved opførelsen i stedet for at optage og opføre det hele på tonebånd? Ofte havde man et ønske om i overensstemmelse med den serielle idé at etablere et kontinuum imellem den »levende« musik og elektrofonien; netop dette var lettest både at realisere og anskueliggøre på denne måde.

I 1960 uropførtes ved ISCM-festivalen et værk, som ikke alene skulle vise sig at være af helt usædvanlig kunstnerisk værdi, men som også indvarslede en ny kompositionsteknik: »Kontakte« af Stockhausen.

Det var oprindelig Stockhausens tanke at lade de udøvende reagere spontant på hinandens spil i stedet for at holde sig til et eksakt noteret partitur, således at der skabtes et værk, som ændrede sig fra opførelse til opførelse. Dette lod sig imidlertid på dette tidspunkt ikke realisere, hvilket dog ikke forhindrede Stockhausen i at vende tilbage til ideen. Herom senere.

»Kontakte« eksisterer i to versioner: en for tonebånd alene og en for tonebånd, klaver og slagtøj. På tonebåndet findes der elektronisk fremstillede lyde, som dels nærmer sig instrumentalklangene (hvoraf der er tre hovedkategorier: metal, skind og træ), og dels arbejder sig bort fra de kendte klangkategorier, ud i de helt nye, aldrig før hørte klange.

Hvadenten det nu skyldtes Stockhausens initiativ eller ej - en kendsgerning er det i hvert fald, at der efter 1960 opstod en mængde værker, som alle var baseret på det samme princip: kombinationen af elek-trofoni på bånd og tilstedeværende interpreter.

Samme år som »Kontakte« uropførtes, skabte Francois-Bernard Mache et værk for lydbånd og kammerorkester: »Volumes«. Ton de Leeuws »Antiphonie« for blæserkvintet og bånd stammer også fra 1960; stykket er produceret på PHILIPS-studiet i Eindhoven. Ma-koto Moroi, som allerede året før havde skabt et værk i den samme genre, producerede nu »A Red Cocoon« for solostemme, kor, kammerorkester og elektroniske lyde.

I 1961 kom »Logatome« for speaker, instrumenter og elektroniske klange af Hermann Heiss, som i 1957 havde oprettet sit eget elektrofoni-studie i Darmstadt; samme år skabte Bülent Arel på »The Electronic Music Center of Columbia and Princeton Universities, New York« et værk ved navn »Music for String Quartet and Electronic Sound«.

En opremsning af alle de værker af denne kategori, som er komponeret i tiden 1960-70, ville ganske sprænge denne artikels rammer. Det må være tilstrækkeligt at fastslå, at den ovenfor skitserede udvikling fortsatte og stadig fortsætter: år for år skabes der stadig flere værker af stadig flere komponister i stadig flere studier.

En af grundene hertil er sandsynligvis den, at også de mere traditionelt orienterede komponister herved får lejlighed til at stifte bekendtskab med elektrofonien, idet denne anvendes som en effektfuld kontrast til instrumentalmusikken. Ganske interessant er det at konstatere, at en sådan fremgangsmåde ofte vil resultere i en mere avanceret skrivemåde for de instrumentale deles vedkommende i sådanne værker, idet komponisterne - bevidst eller ubevidst - søger at tilpasse de instrumentale klange til elektrofonien. Noget sådant kan f. eks. iagttages i Roberto Gerhards »Collages« for bånd og orkester (1961).

Også de fleste af modernisterne har, skønt de ikke er knyttet til noget bestemt elektrofonistudie, på et eller andet tidspunkt prøvet at arbejde i et sådant. Også for disse har vekselvirkningen imellem elektro-foni og instrumentalmusik i mange tilfælde været årsag til skabelsen af værdifulde værker. Den spanske komponist Cristobal Halffter producerede i 1966 i Utrecht »Lineas y puntos« for elektroniske klange og 16 blæserinstrumenter. Halffter, som også tidligere havde gjort sig bemærket som en komponist af betydeligt format, har her skabt et af de mest bemærkelsesværdige værker i nyere tid - en på alle måder vellykket kombination af delvis aleatorisk noteret instrumentalmusik og fikseret båndmusik.

Af meget høj værdi er også Nonos værker for instrumentale og vokale klange samt bånd. »La fabbrica illuminata« for stemme og bånd, »Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz« for solo, børnekor og bånd, »A floresta é jovem e cheja de vida« for solostemme, instrumenter og bånd, »Contrappunto dialettico alla mente« for sopran, talestemmer, kor og bånd fra henholdsvis 1964, 1966, 1966 og 1968, alle produceret i »Studio di Fonologia di Milano délia RAI«, er eksempler på den karakteristiske nyere Nono-teknik: fremførelse af stærkt politisk orienterede budskaber i en til tider direkte kaotisk vrimmel af vokale, instrumentale og elektrofoniske lyde. Der er tale om en ganske åbenlys overførelse af teknikken fra »II canto sospeso« til elektrofonien.

Stockhausens »Hymnen« (»für elektronische und konkrete Klänge«) fra 1967 fortjener en mere detaljeret omtale end denne artikels rammer tillader. Værket kan som »Kontakte« opføres i to versioner: en for tonebånd alene, en for tonebånd og 6 instrumentalister. »Hymnen«, som er produceret i Köln, har en selv for Stockhausen usædvanlig lang varighed: ca to timer. Stykket har som hovedelement nationalhymnerne fra et utal af lande. Disse isoleres, kombineres og bearbejdes således, at alle trin fra den umiddelbart genkendelige hymne til den rene elektrofoniske struktur er repræsenteret. Formalt har stykket den ejendommelighed at være inddelt i fire »regioner«, hvoraf den sidste med sin gigantiske pulserende ostinato-virkning så udpræget udgør en »finale«. En sådan formtype er for Stockhausen et decideret særtilfælde.

Stockhausens virksomhed indenfor elektrofonien i de sidste ti år har ellers hovedsagelig været baseret på en teknik, som i 50'erne var ganske ukendt: forandringen af de af interpreterne fremførte klange i opførelsesøjeblikket ved hjælp af virkemidler som tilbagekobling, filtre og ringmodulatorer. Det første værk, i hvilket noget sådant benyttedes, var vistnok Kagels »Transición II« fra 1960; visse dele af dette stykke optages under opførelsen på bånd og udsendes snart efter over højttalere i mere eller mindre bearbejdet udgave. Den samme teknik benyttes af Stockhausen i »Solo« for melodi-instrument med tilbagekobling fra 1967. Tilbagekoblings-metoden har i øvrigt været anvendt af et ret stort antal komponister.

Den øjeblikkelige ændring med filtrering og ringmodulation synes at være et fænomen af tysk oprindelse. Det er bl. a. benyttet af Johannes G. Fritsch i et orkesterværk, og i 1964 anvendte Stockhausen for første gang teknikken i »Mikrophonie l« for tam-tam, 2 mikrofoner, 2 elektroakustiske filtre og potentiometre. Her udnyttes den improvisationsmulighed for interpreterne, som Stockhausen havde måttet opgive i »Kontakte«: værket består af 33 strukturer, som forbindes efter bestemte retningslinjer.

I »Mikrophonie II« fra 1965 benyttes kor, hammond-orgel og ringmodulatorer. Ved hjælp af ringmodulation ændres den menneskelige stemmes klang her på kunstnerisk særdeles vellykket vis. Desuden benyttes der brudstykker fra tidligere Stockhausen-værker.

Den mest vellykkede udnyttelse af ringmodulations-teknikken findes utvivlsomt i »Mixtur« for orkester, sinustonegeneratorer og ringmodulatorer fra 1964. Her er orkesteret opdelt i 4 instrumentgrupper: træblæsere, messingblæsere og to strygergrupper, hvoraf den ene spiller pizzicato. Det klanglige resultat fra grupperne forenes i 4 ringmodulatorer med sinustoner, og resultatet af denne proces udsendes over 4 højttalergrupper samtidig med musikernes spil. Endvidere forekommer der 3 janitsharer med hver et bækken og en tamtam; deres spil udsendes ubearbejdet i klanglig hen-

seende, men forstærket over højttalere. Værket består af 20 momenter, som kan spilles i rækkefølgen 1-20 eller 20-1; desuden kan visse par af klangligt beslægtede momenter bytte plads. Værket findes i 2 versioner: 1 for stort orkester, 1 for 31 musikere.

I »Prozession« fra 1967 og »Kurzwellen« fra 1968 er en meget stor del af kompositionsprocessen overladt til de udøvende (i begge tilfælde 5 musikere, med hvem Stockhausen har haft et langvarigt samarbejde). Notationen er kun vejledende, og består hovedsagelig af tegnene +, - og =, som angiver parametrenes forandringsgrader. Det klanglige resultat bearbejdes af komponisten med filtre og potentiometre.

Den »øjeblikkelige ændring« benyttes efterhånden af et stort antal komponister; foruden Stockhausens arbejder skal her blot nævnes Arne Nordheims »Colo-razione« for hammondorgel, slagtøj, filtre og ringmodulatorer (1968) og Maki Ishijs »Kyoo« for klaver, orkester, potentiometre og elektroniske klange (1968).

Generelt kan det siges om elektrofonien udvikling efter 1960, at man - som allerede forudsagt af Ligeti i den nævnte artikel - efterhånden har arbejdet sig bort fra serialismen, dels ved tilbagevenden til mere traditionelle formtyper, dels ved at appellere til de udøvendes intuitive skabende evner. Drejer det sig om ren elektrofoni uden anvendelse af interpreter, anvendes der meget ofte computere til bestemmelse af såvel værkernes storform som detaljen. I de senere år er det endvidere blevet ret almindeligt, at elektro-foni-komponister anvender deres apparatur til improvisation 5 koncertsalen.

Publikum synes i de forløbne ti år at være blevet stadig mere venligt stemt overfor elektrofonien. Der produceres et stort antal plader med indspilninger af sådanne værker; denne liste vil kunne give et indtryk af både mængden og alsidigheden:

Bülent Arel: Electronic Music No. 1;
Music for a Sacred Service; Prelude and Postlude.
Son-Nova S 3.
- Stereo Electronic Music No. 1. CBS MS 6566.

Tzvi Avni: Vocalise. TV 34004 S.

Milton Babbitt: Composition for Synthesizer. CBS MS 6566.
- Ensembles for Synthesizer. CBS MS 7051.

Henk Badings: Capriccio f. violin og to kanaler; Genese; Evolutions. Philips 835056.

Jean Baronnet &. Francois Dufrène: U 47. Philips 835485.

Jean Barraqué: Etude. Barclay 89005.

Francois Bayle: L'Oiseau Chanteur. Philips 836895.

- L'Oiseau Chanteur. Candide CE 31025.

- Lignes et Points. Philips 836895.

- Espaces Inhabitables. Philips 836895.

- Solitioude. Philips 6526 003.

- Pluriel. Philips 836894.

Luciano Berio: Différences. Time 8002.

- Momenti; Omaggio à Joyce. Philips 835485.

- Omaggio à Joyce. TV 34177 S.

- Perspectives. CGD Elektron 3.

- Visage. TV 34046 S.

- Visage. Candide CE 31027.

- laborintus 2. MV 34 764.

Karl-Birger Blomdahl: Aniara. CBS M2S-902.

- Altisonans. LPD 2.

Axel Borup-Jørgensen: Torso. ASA LS 102.

André Boucourechliev: Texte I. Philips 835486.

- Texte II. B AM LD 071.

Pierre Boulez: Etude II. Barclay 89005.

Herbert Brün: Klänge unterwegs; Anepigraphe.
Ama AVRS 5006.

John Cage: Aria con Fontána Mix. Time 8003.

- Fontána Mix. TV 34046 S.

- Atlas Eclipticalis 4- Winter Music + Cartridge Music. DG 643 543.

- Variations II. CBS MS 7051.

- Variations IV. Everest 3132.

Walter Carlos: Dialogues for Piano and 2 Loudspeakers; Variation for Flute and Electronic Sound. TV 34004 S.

Niccolô Castiglioni: Divertimento. CGD Elektron 3.

Jakob Cats: Lux. Philips 6526 004.

Aldo Clementi: Collage 2. CGD Elektron 3.

Marius Constant: Éloge de la folie. STU 70334.

Mario Davidovsky: Electronic Study No. 1. CBS MS 6566.

- Study No. 2. Son-Nova S 3.

- Synchronisms No. 1-3. CRI 204 SD.

Andrzej Dobrowolski: Musik für Tonband Nr. 1. Pol ZL 428.

- Musik for tonebånd og obosolo. Philips 6526 006.

Franco Donatoni: Quartetto III. CGD Elektron 3.

Jacob Druckman: Animus l. TV 34177 S.

Herbert Eimert: Etüde über Tongemische; Fünf Stücke; Glockenspiel. DGG 17242.

- Selektion l. Philips 835486.

- Zu Ehren von Igor Stravinsky. WER 60006.

- Epitaph für Aikichi Kuboyama; Sechs Studien. WER 60014.

Halim EI-Dabh: Leiyla and the Poet. CBS MS 6566.

Luc Ferrari: Etude aux accidents; Etude aux sons tendus. BAM LD 5070.

- Visage V. Philips 835485.

- Visage V. Philips 6526 003.

- Hétérozygote. Philips 836885.

- Und so weiter; Music promenade. WER.

- Presque Rien No. 1. DG 2561 041.

- Tête et queue du dragon. Candide CE 31025.

- Composé-Composite. Philips 836894.

- Tautologos II. BAM LD 071.

Björn Fongaard: Homo Sapiens. CSDS 1088.

- Galaxy. Philips 836 896.

Lukas Foss: Geod. Candide CE 31042.

Kenneth Gaburo: Antiphony III; Exit Music I; Exit Music II; Antiphony IV. H-71199.

Remi Gassmann: Electronics. WST 14143.

Roberto Gerhard: Collages. Angel S-36558.

Cristobal Halffter: Lineas y Puntos. WER 60042.

Bengt Hambræus: Konstellation II. Philips 839278.

- Fresque Sonore. SLT 33181.

William Hellermann: Ariel. TV 34301 S.

Pierre Henry: Entité. Philips 835486.
- Entité. Philips 836887.
- Le Voile d'Orphée. Ducretet-Thomson 320 C 100.
- Le Voile d'Orphée. Philips 836887.
- Spirale. Philips 836887.
- Variations pour une porte et un soupir. Philips 836898.
- La Noire à Soixante; La Noire à Soixante + Gra-nulométrie. Philips 836892.
- Le Voyage. Philips 836899.
- Apocalypse de Jean. Philips 837923-25.
- Orphée. Critère 140 LP 33. Maki Ishij: Kyoo. Philips 6526 005.

Alfred Janson: Kanon for kammerorkester og bånd.
Philips 836896.

Bengt Emil Johnson: 1/1967. LPD 2.

Mauricio Kagel: Transición l. Philips 835486.
- Transición II. Time 8001.

Roland Kayn: Cybernetics III. DG 2561044.

Gottfried Michael Koenig: Klangfiguren II. DGG 17244.
- Terminus II; Funktion Grün. DG 643 545.
- Funktion Blau. Philips 6526 004. Wlodzimierz Kotonski: Mikrostrukturer.
Philips 6526 006.

Ernst Krenek: Spiritus intelligentiae sanctus.
DGG 17244.

Jos Kunst: Expulsion. Philips 6526 004.

Andres Lewin-Richter: Study No. 1. TV 34004 S.

György Ligeti: Artikulation. Philips 835486.

Otto Luening: Gargoyles. CBS MS 6566.

Ralph Lundsten: Vintermusik. CSDS 1085.
- Svit for elektroniskt dragspei; Energy for Biological Computer. E 061-34052.

Ralph Lundsten & Leo Nilson: Lyckomusik; Mizar. CSDS 1085.
- Tellus; Fåge! Blå. TRS 11066.
- Kalejdoskop; Aloha Arita. LPD 1.

Francois-Bernard Mache: Volumes. BAM LD 071.
- Terre de Feu. Candide CE 31025.
- Synergies. Philips 836894.

Bruno Maderna: Musica su due dimensioni. CGD Elektron 3.
- Continuo. Philips 835485.

Ivo Malec: Dahovi; Spot. Philips 6526 003.
- Dahovi. Candide CE 31025.
- Dahovi; Cantate pour elle. Philips 836891.
- Tutti. Philips 836894.

Jozef Malovec: Orthogenesis. TV 34301 S.

Alireza Maschayeki: Shur. Philips 6526 004.

Richard Maxfield: Night Music. Odyssey 32 16 0160.

Toshiro Mayuzumi: Mandara. Philips 6526 005.

Bohdan Mazurek: Epitafium. M-3 XW-1185.
- Bozzetti. TV 34301 S.

Arne Mellnäs: Intensity 6, 5. CSDS 1088.

Ilhan Mimaroglu: Agony. TV 34046 S.
- Tombeau d'Edgar Poe; Intermezzo; Bowery Bum. TV 34004 S.
- Piano Music for Performer and Composer; Six Preludes for Magnetic Tape. TV 34177 S.

Makoto Moroi: Shosanke. Philips 5626 005.

Jan W. Morthenson: Neutron Star. Phono Suecia PS 2.

Gordon Mumma: Mesa. Odyssey 32 16 0158.

Leo Nilson: Satellitmusik. CSDS 1085.
- That Experiment Hz S. E 061-34052.

Luigi Nono: La Fabbrica illuminata; Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz. WER 60038.
- A floresta é jovem e cheja de vida. MV 30 767.
- Contrappunto dialettico alla mente. DG 2561044. Arne Nordheim: Epitaffio; Response l.
Philips 839250.
- Colorazione; Solitaire. Philips 854005.
- Solitaire. Philips 6526 006.

Pauline Oliveros: I of IV. Odyssey 32 16 0160.
Bernard Parmegiani: Générique; Ponomatopées. Philips 6526 003.
- Violostries. Philips 836889.
- Danse. Candide CE 31025.

Krzysztof Penderecki: Psalmus. Philips 6526 006.

Bö Anders Persson: Proteinimperialism. WER 60047.

Michel Philippot: Ambiance I. BAM LD 5070.
- Ambiance II. BAM LD 071.
- Etude 111. Candide CE 31025.

Zoltán Pongrácz: Phonothese. DG 643 545.

Luctor Ponse: Radiophonie. Philips 6526 004.

Henri Pousseur: Electre. UE 13500.
- Scambi. Philips 835486.
- Rimes pour différentes sources sonores. RCA SLD 61005/1.
- Trois visages de Liège. CBS MS 7051.

Michel Puig: Provisoires agglomérats. Philips 836992.

Dick Raaijmakers: Contrasts. Philips 835056. Folke Rabe: Was??. WER 60047. Guy Reibel: 2 variations en Etoile. Philips 6526 003.
- Carnaval; Trois pièces de »Rumeurs«; Durboth. STU 70599.

Steve Reich: Corne Oui Odyssey 32 16 0160.
- It's Gonna Rain. CBS MS 7265.

Rainer Riehn: Chants de Maldoror. DG 643 545.

Andrew Rudin: Tragoedia. H-71198.

Eugeniusz Rudnik: Dixi. TV 34301 S.

Henri Sauguet: Aspect sentimental. BAM LD 5070.

Pierre Schaeffer: Symphonie pour un Homme Seul. Ducretet-Thomson 320 C 102.
- Etude aux allures; Etude aux sons animés. BAM LD 5070.
- Etudes aux allures. Philips 6526 003.
- Objets liés. Candide CE 31025.

Pierre Schaeffer & Pierre Henry: Bidule en UT.

Philips 6526 003. Boguslaw Schaffen Symfoni for bånd. Philips 6526 006.
- Koncert for bånd. M-3 XW-1185.

Minao Shibata: Improvisation. Philips 6526 005.

Pril Smiley: Eclipse. TV 34301 S.

Milan Stibilj: Rainbow. Philips 6526 004.

Karlheinz Stockhausen: Studie l; Studie II; Gesang der Jünglinge. DGG 16133.
- Gesang der Jünglinge; Kontakte. DGG 138811.
- Kontakte. Candide CE 31022.
- Kontakte. WER 60009.
- Mikrophonie l; Mikrophonie II. CBS 32 11 0044.
- Mixtur; Telemusik. DG 643 546.
- Prozession. Candide CE 31001.
- Kurzwellen. DG 139 451-52.
- Hymnen. DG 139 421-22.
- Solo. DG 104 992.
- Opus 1970. DG 139461.
- Spiral. WER 325.

Morton Subotnick: The Wild Bull. H-71208.
- Silver Apples of the Moon. H-71174.

Toru Takemitsu: Water Music; Vocalism Ai.
VICS-1334.

Camillo Togni: Recitative. CGD Elektron 3.

Vladimir Ussachevsky: Suite for King Lear; A Piece & bells. CRI 112.

Vladimir Ussachecsky: Suite for King Lear; A Piece for Tape Recorder. CRI 112.
- Creation-Prologue. CBS MS 6566.
- Metamorphosis; Linear Contrasts; Improvisation 4711. Son-Nova S 3.

Edgar Varèse: Déserts. CBS 72106.
- Poème électronique. CBS MS 6146.

Jaap Vink: Screen. Philips 6526-004. Frits Weiland: Textuur. Philips 6526-004.

Charles Wuorinen: Time's Encominum. H-71225.

lannis Xenakis: Diamorphoses. BAM LD 5070.
- Diamorphoses. STU 70530.
- Orient-Occident. Philips 835485.
- Orient-Occident. STU 70530.
- Concret PH. STU 70530.
- Bohor I. STU 70530.
- Kraanerg. STU 70527-28.

Af praktiske grunde er der i denne fortegnelse over indspillede elektrofoniske værker ikke skelnet mellem indspilninger foretaget før og efter 1960.

Følgende plader er formet som indføringer i den elektrofoniske musiks begreber:

Herbert Eimert: Elektronische Musik. WER 60006.

Bent Lorentzen: Elektronmusikkens materialer og æstetik. LPWH 3014. The Nonesuch Guide to Electronic Music. HC-73018.

Litteratur:

I denne fortegnelse findes kun en lille del af den samlede mængde litteratur, som indtil dato er udkommet om elektrofoni. Der er tilstræbt en angivelse af de mest repræsentative skrifter fra de forskellige perioder og stilretninger, samt de vigtigste oversigtsværker. Det må bemærkes, at grammofonpladernes ledsagetekster ofte er værdifuld litteratur om den på pladerne indspillede musik.

Milton Babbitt: »An introduction to the RCA Synthesizer«. Journal of Music Theory, VIII, 2 (1964).
- »Twelve-tone Rhythmic Structure and the Electronic Medium«. Perspectives of New Music, I, 1 (1962).

Henri Barraud: »Musique concrète«. Musical America LXXIII (1953).

Luciano Berio: »The Studio di fonologia musicale of the Milan Radio«. Score, 15 (1956).
- »Sur la musique électronique«. Schweizerische Musikzeitung, XCVII (1957).

Pierre Boulez: »A la limite du pays fertile«. Relevés d'apprenti, Editions du Seuil, Paris (1966).
- »Son, verb, synthèse«. Mélos, XXV (1958).

John Cage: »Silence«. The M.I.T. Press (1967).

Wen-Chung Chou: »Varèse: A Sketch of the Man and his Music«. The Musical Quarterly, LI I, 2 (1966).

Lowell M. Cross: »A Bibliography of Electronic Music«. University of Toronto Press (1968).

Ulrich Dibelius: »Moderne Musik 1945-1965«. Piper Paperback, München (1966).

Herbert Eimert: »Elektronische Musik«. Die Musik in Geschichte und Gegenwart, III. Kassel, Bärenreiter (1954).

Karel Goeyvaerts: »Das elektronische Klangmaterial«. Die Reihe I (1955).

Antoine Goléa: »De sidste 20 års musik«. Thaning & Appel (1963). Lejaren A. Hiller: »Informationstheorie und Musik«. Darmstädter Beiträge zur neuen Musik, VIII (1964).
- »Jüngste Entwicklung auf dem Gebiet der Computermusik«. Darmstädter Beiträge zur neuen Musik, VIII (1964).
- »Musikalische Anwendungen von elektronischen Digitalrechnernen«. Gravesaner Blätter 27-28 (1965).

Werner Kaegi: »Was ist elektronische Musik«. Orell Füssli Verlag, Zürich (1967).

Erhard Karkoschka: »Das Schriftbild der neuen Musik«. Celle, Moeck (1966).
- »Stockhausens Theorien«. Melos, XXXII (1965).

Gottfried Michael Koenig: »The second Phase of Electronic Music«. Utrecht, Rijksuniversiteit, Studio voor Elektronische Muziek (1965).

György Ligeti: »Den elektroniske musiks historie«. DMT 4, 1966.

Francois-Bernard Mache: »Einige »konkrete« Probleme der elektronischen Musik«. Gravesaner Blätter 27-28 (1965).

Jan Maegaard: »Musikalsk modernisme«. Stig Vendel-kærs Forlag (1964).

Werner Meyer-Eppler: »Elektrische Klangerzeugung«. Bonn, Ferd. Dummier (1949).

- »Elektronische Musik: Gestaltungsmöglichkeiten. Notation technische Einrichtungen«. Deutsche Universitäts-Zeitung, IX (1954). Makoto Moroi: »Elektronische und konkrete Musik in Japan«. Melos, XXIX (1962). Henri Rousseur: »Scambi«. Gravesaner Blätter IV
(1959).
- »Strukturen des neuen Baustoffs«. Die Reihe l (1955).

Luigi Russolo: »L'Art des Bruits«. Editions Richard-Masse (1954).

Pierre Schaeffer: »A la recherche d'une musique concrète«. Editions du Seuil, Paris (1952).
- »Le groupe de recherches musicales de La Radiodiffusion-Télévision Française«. La Revue musicale, 244 (1959).
- »Traité des objets musicaux«. Editions du Seuil, Paris (1966).

Karlheinz Stockhausen: »Texte 1-2«. Verlag M. Dû-Mont Schauberg, Köln (1964).
- »Mikrophonie I und Mikrophonie II«. Melos, XXXIII, 11 (1966).
- »Nie erhörte klänge«. DMT 1, 1968.