Musik og samfund

MUSIK OG SAMFUND

— et debatoplæg og en rapport fra de musikstuderendes studiegruppe i musikpædagogik

De sidste numre af DMT har bragt artikler om de gruppedannelser, som i den senere tid er sket blandt de musik-studerende på universitetet. Der har været artikler om gruppen for ny musik og om den omkring jazz og beat-musik. Det er givet, at disse foreteelser er udtryk for en stigende frustration hos i hvert fald en del af de studerende - det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tilvejebringe en tilfredsstillende korrespondance mellem studiet og alt det andet, dvs. undervisningen på gymnasiet, den offentlige debat og

den levende musik. Så må man forsøge at inhente det forsømte på egen hånd, og det kan man f. eks. gøre ved at lave arbejdsgrupper, hvor man diskuterer de ting, som forsømmes fra officiel side, og den nyeste af disse er én omkring emnet MUSIKPÆDAGOGIK. Det er et meget omfattende emne, når man ikke netop opfatter det som »metodik«; at vi ikke har gjort det, men taget begrebet i dets videste betydning, det vil fremgå af det følgende, hvor vi vil prøve at gøre rede for nogle af de problemer, som har været brændende for os.

Det har ikke været helt let at komme igang med arbejdet i gruppen, fordi vi havde en fornemmelse af at stå på helt bar bund; men samtidig var det selvfølgelig også rart ikke at være bundet til et traditions-præget stof. Det har ført til, at vi ret ofte er kommet »på afveje«, men stort set har vore diskussioner drejet sig om følgende emner:

1. Erfaringer i gymnasiet.

2. Begrebet »kreativitet«.

3. Metoder.

4. Målsætning,

5. Det fri Gymnasium.

6. Studiets forhold til gymnasie-undervisningen.

Punkt 6 er selve emnet for vor arbejdsgruppe, men det er taget med, fordi ret megen tid er gået med at diskutere de rent konkrete detaljer, dvs. de forskellige discipliner og deres berettigelse og relevans. Ellers vil jeg ikke her gå ind på de enkelte punkter, men i stedet prøve at gøre rede for de mere principielle synspunkter, som er kommet frem ved vore møder.

Den eksisterende kløft mellem størstedelen af befolkningen og den klassiske musik kender vi alle så godt, at vi i det daglige har lært at leve med den, dvs. vi har fortrængt den. l det øjeblik, vi begynder at undervise, bliver situationen imidlertid akut: så godt som alle vore elever har nemlig ret omfattende musikalske forudsætninger, men disse er placeret et ganske andet sted end vore egne, dvs. inden for jazz eller beatmusik. Og hvad »værre« er, vi kan ikke afvise denne musik, selv ikke ud fra strengt musikalske kriterier. Vi er altså nødt til at inddrage den i vores undervisning; men hvordan det skal ske, det er et stort og brændende spørgsmål. Vi når ikke ret langt med vores klassiske beskrivelsessystem og vor æstetik, og aktiv musiceren vil kun de færreste af os uden videre kunne kaste os ud i, bl. a. fordi vi ikke har træning i becif-ringsspil, og fordi vi ikke kan spille gitar. (Det varer vist ikke længe, før klaveret er lige så fortidigt for os, som violinen nåede at blive for seminarielærerne).

Hvor længe endnu vil det mon lykkes universitetet, DMT, DUT og andre finkulturelle foretagender at holde sig fri af den kvalificerede beat-musik, af Pro-col Harum (som min sjæl er blevet fint anmeldt af Hansgeorg Lenz i Information), Jimmi Hendrix og Pink Floyd? Man kan da vel ikke undgå at føle sig en smule trængt og at være lidt misundelig på beatfolkenes livlige debat. Det er jo slet ikke »in« i det, man kalder den intellektuelle del af befolkningen at

beskæftige sig med den klassiske musik (i hvert fald ikke her i landet), og mens beat-skribenterne breder sig i blade og aviser og har op til flere ideologier og en særdeles livlig debat, så skrumper anmeldelserne af de klassiske koncerter lige så stille ind til næsten intet og placeres på obscure steder i avisen (processen har været meget tydelig i Politiken), og udover anmeldelserne skrives stort set kun nekrologer og andet erindringsstof.

For nu at vende tilbage til pædagogikken (selv om vi i gruppen har betragtet de netop nævnte ting som fuldt ud relevante!) - så vil jeg gerne citere lidt fra Trond Ålviks »Undervisningslære« (1970). Heri findes et kapitel af Karl Aage Larsen, som hedder »Er fagopdelingen for livet eller for skolen?«, og der står bl. a.:

»For det andet (dvs. foruden de stærkt færdigheds-prægede fag. ALM.) må skolen undervise i fag, der mere eller mindre klart har relation til visse basisfag, som er anerkendte, værdifulde virkefelter i samfundet. Basisfagene skal formentlig søges først bg fremmest inden for videnskab, kunst og håndværk«. - Og længere henne: »Den mest generelle viden har ganske vist størst værdi og mod den skal man sigte, men det generelle tilegnes ved arbejdet med det specielle. Også har har vi at gøre med et tilrettelæggelses-spørgsmål, som jeg må lade ligge, men jeg vil gøre opmærksom på, at et fag kan komme i miskredit hos både elever og lærere, hvis det gribes forkert an, f. eks. udelukkende baseres på en lærebog. Så har faget ingen chance for at virke, og så kan man lige så godt lade det udgå.«

Karl Aage Larsen - som er professor i pædagogik ved lærer-højskolen - betoner her meget klart betydningen af de enkelte skolefags overensstemmelse med, hvad der lægges vægt på i det øvrige samfund, og det er klart, at hvad der gælder skolefag, må også gælde de uddannelser, som er rettet mod undervisning. Selvfølgelig er universitetet også en del af samfundet, og lige gyldigt hvor mosgroet, det bliver, kan man ikke benægte, at det lever i dets samfund. Men jeg mener - for nu at vende tilbage til musikken - at der er fare på færde for et fag og en disciplin, når den er trængt ud af den »tunge ende« af den offentlige debat, og når hele systemet omkring den er så stivnet som det tydeligst viser sig i koncertformen. Jeg har hørt begavede, ellers velorienterede studerende fra andre fag påstå, at en musik-anmeldelse var de ikke i stand til at læse med udbytte, og så er der efter min mening noget galt, enten det nu er det ene eller andet sted.

Karl Aage Larsen nævner til sidst i citatet, at et forsømt fag simpelthen må trænges ud, og som musiklærere må vi være klar over, at faget befinder sig i en krise-situation, og at dets anseelse er for nedadgående. Rapporten fra det fri gymnasium (udsendt januar 1971) indeholder en bemærkning om, at musikundervisningen ikke rigtig fungerer, og på HF har man et kombineret fag ved navn KULTURORIENTERING. Disse ting viser klart den omsiggribende nivel-lering af faget. Imidlertid findes der også andre, til dels modsat rettede strømninger i tiden. Disse kommer især til udtryk inden for det omfattende felt, som kaldes KREATIVITETSFORSKNING (en oversigt over fremsatte teorier kan findes i Ellen Bach's »Om begrebet kreativitet« 1969). Selv om de fleste forskere beskæftiger sig med begrebet forstået som KREATIV TÆNKNING - også kaldet divergerende, over for konvergerende dvs. konventionel tænkning - så har vi alligevel ment, at det var noget, vi måtte have med, fordi hele denne forskning har sin baggrund i en interesse for det kunstneriske i mennesket. (At man så i den amerikanske forskning drejer over mod »leader-finding« og geni-dyrkelse er en anden sag). Vi er gået let hen over de finere nuancer i denne forskning, men vi må tage ad notam, at en del af de egenskaber ved mennesket, som det nuværende samfund værdsætter, dem har vi mulighed for at opdyrke i faget sang og musik - hvis vi vel at mærke er opmærksomme på disse ting. Vi har i gruppen forsøgt at finde nogle retningslinier i den almindelige pædagogik for dernæst at kunne overføre dem til vores fag. Som bekendt er der desværre ikke så meget at hente

i den traditionelle musik-pædagogik; i hvert fald har man som nybagt kandidat de største chancer for at gå forgæves, når man søger relevant litteratur. Det mest nærliggende er vel Aage Hansens »Sangtimen«, og den er - som alene titlen antyder - mange år for gammel og forældet i hele sin holdning; til trods herfor er den optrykt i 1968, hvad der tydeligere end noget andet viser mangel-situationen. Et nyere værk er Gregers Gamborgs »Rapport fra Emdrupborg«. Den indeholder nok en del ideer, men den har ikke nogen redegørelse for de principper, som ligger til grund for undervisningen, og der er slemme ting imellem - som f. eks. den dag, da han retter elevernes sprog ved hjælp af den danske udgave af »My fair Lady«.

Den seneste manifestation af usikkerheden hos musikstuderende over for at skulle undervise, kom til et debatmøde, som holdtes på universitetet den 1. april 1971. Der var stor tilslutning fra såvel studerende som lærere, og som oplæg til diskussionen var duplikeret nogle »vidnesbyrd« fra studerende, som havde undervist et stykke tid. Det fremgik, at rådvildheden var stor, og en del ønskede simpelthen indført såvel teori som praktik i selve studietiden, idet man mente, at det nuværende pædagogikum var for teoretisk, for kortvarigt og anbragt et forkert sted i studiet.

På det nuværende tidspunkt kan vi imidlertid ikke gøre andet end forsøge at holde debatten levende; dvs. sige at vi dels må diskutere METODER, dels holde os orienterede og i forbindelse med vor tids musik i alle genrer, endelig må vi via MUSIKSOCIOLOGI og studier over musikkens mange funktioner prøve på at finde ind i den offentlige debat igen. Enten må musik - måske i en ny form - atter blive »godt stof«, eller også kan vi lige så godt nedlægge faget.