Blokfløjtedebat

Irmgard Knopf Mathiesen:

BLOKFLØJTEDEBAT

Kommentarer til indlæg fra Niels Bak i tidligere numre af DMT.

Med udgangspunkt i Niels Bak's artikel »Blokfløjten« (DMT nr. 5, 1970) og under henvisning til den i senere numre af DMT stedfundne debat, føler jeg mig foranlediget til at fremsætte nogle kommentarer og korrektioner.

Fra Niels Bak's indlæg i DMT 2-3, 1971, er følgende citat taget:

»Her må du (GDK) nøjes med følgende citat, som jeg synes illustrerer, at ikke alene florerer dogmerne ganske godt, men de kan også sætte vildskud. Kilden, der kan forblive anonym, vil hævde, at anblæsnings-trykket kan sænkes, uden at blokfløjtetonen bliver lavere. Dette skulle kunne finde sted, »... fordi pianospil ofte gøres ved at åbne enormt for resonnansrum-mene og samtidig støtte kraftigt med mellemgulvet og endelig sætte lufttrykket kraftigt ned...« - Nå, fortvivl nu ikke! Lad os hellere sige med M. M. Porter: »Nevertheless, this is a case of what so often happens - namely that the theory is wrong, but the practice is right.«

For at der ikke skal herske tvivl om ophavsretten til ovennævnte »dogmatiske vildskud« kan det til DMT's læseres orientering oplyses, at de er hentet i et privat brev til Niels Bak (dateret 25.9.67) fra min mand og mig. Udover det betænkelige i, at Niels Bak ikke undser sig for at citere privat korrespondance, som indeholder pædagogiske synspunkter, som mange blokfløjtepædagoger uden vanskelighed kan placere, er det desuden citatfusk - eller forkert kildeangivelse om man vil, når Niels Bak hævder, at det skulle stamme fra alle de »forskellige blokfløjteskoler og undervisningshæfter«, som han besværer sig over, at forlagene overdænger ham med.

Den ikke uinteressante forhistorie er følgende:

l sommeren 1966 opsøgte Niels Bak mig for at demonstrere et manometer, som han havde konstrueret,

til måling af anblæsningstrykket i blokfløjter. En væske-søjle indikerede tonehøjden, således at eleverne kunne aflæse på skalaen om de spillede rent. Efter demonstrationen bad Niels Bak mig om at prøve apparatet. Der skete da det for Niels Bak så utrolige, at væskesøjlen overhovedet ikke kom til syne på skalaen, skønt tonehøjden var den samme som Niels Bak's. Alle krumspring blev gjort for at få apparatet til at fungere efter hensigten, men først da jeg bevidst spillede tonen uden hovedresonans, lykkedes det. Jeg forsøgte at forklare Niels Bak det rimelige i, at ændringer af resonansrummenes form og størrelse havde indflydelse på lufttrykket for en given tone. Det var tydeligt, at det ikke passede ind i hr. Bak's bevisførelse, og jeg har da ladet mig fortælle, at han senere har forklaret, at de to toner dog ikke var ens.

Det var vist Niels Bak's hensigt, at jeg skulle anbefale brugen af hans apparater, som så med tiden kunne vinde indpas som visuelt undervisningsmiddel. Jeg var yderst tilbageholdende med at give en sådan anbefaling, men indvilgede i at modtage et antal apparater til afprøvning. Resultatet heraf viste da også klart, at brugen af apparatet i undervisningen ikke kunne anbefales, hvilket meddeltes Niels Bak i førnævnte brev af 25. september 1967. Heri hedder det vedr. blokfløjtespillet -»... at det stort set kan siges, at resonansrummet ændrer sig uafladeligt alt efter klanglejet på fløjten samt tonehøjden. Dette er jo en blokfløjtespillers måde at skabe den kurvemensur, som en orgelbygger fordeler over en hel piberække, l orglet er det muligt at give hver enkelt tone - og dermed pibe - den for den pågældende pibe mest ideelle mensur. Blokfløjtespilleren gør det (kompenserer herfor (senere tilføjelse)) med resonansrum og lufttryk (blandt andet). Her kommer så det individuelle ind i billedet. Hver enkelt blokfløjtespillers resonansrum er jo individuelt præget, og derfor gælder der en helt anden »kurve-mensur« (altså afbilledet på skalaen på hr. Bak's apparat) for hver enkelt blokfløjtespiller. Når dertil kommer den meget væsentlige indvending, at undervisningen i blokfløjtespil bl. a. omfatter udvikling og beherskelse af resonansrummene, som navnlig i de første år undergår betydelige ændringer, så er vi bange for, at apparatet medfører en »fastlåsen« af elevernes resonansrum, og dermed hindrer en - for blokfløjtespillet -vital udvikling. Rent personlig vil jeg mene, at det er lettere at lære en elev at spille rent efter øret, end det er at optræne hans beherskelse af resonansrummene -og dermed hans sans for klang og de dermed forbundne kunstneriske udtryksmuligheder.«

Min mand og jeg har diskuteret sagen med talrige blæsere og sangere, som alle vil være at finde blandt hr. Bak's »dogmatiske vildskud«, men da erfarne pædagogers og musikeres mening åbenbart skal fejes til side ud fra den indtil trivialitet forekommende trang til at ugyldiggøre folks intellektuelle meninger i kraft af deres kunstneriske personlighed (»Nevertheless, this is a case of what so often happens ...«), vil vi- hermed gerne delagtiggøre Niels Bak i resultaterne af følgende forsøg:

Et manometer forbindes til blokfløjtens mundstykke,

hvori en ekstra kanal er udfræset, således at ingen luft kan slippe ved siden af. Blokfløjtens tone synkroniseres med en tonegenerator og kan iagttages på skærmen af et oscilloscope. - Tonen d" anblæses uden vibrato, men med fuldt åbne hovedresonansrum. Aflæst manometertryk: 24 mm vandsøjle. Samme tone anblæst med indsnævret resonansrum - manometertryk: 32 mm vandsøjle. (Den tone, som anblæstes med 24 mm tryk og åbne resonansrum var - som ventet - den smukkeste, hvilket dog er uvæsentligt i denne forbindelse). Forsøget gentoges med en kendt tysk blokfløjtepædagog, og gav tilfældigvis samme resultat!

Altså: På trods af hr. Bak's teori er det en kendsgerning, at det er muligt at frembringe den samme tone med to forskellige lufttryk (i dette tilfælde 8 mm trykforskel). Alverdens påståelige mennesker kan ikke nægte det. Enhver kan efterprøve det - under forudsætning af, at vedkommende kan spille med resonans.

Niels Bak's måleresultater, som anført i »Acustica« Vol. 22, Heft 5 1969/70, er der skam ingen grund til at anfægte, der er blot den forskel, mellem hans og vort forsøg, at han som luftgiver anvender en støvsuger. Nu er ligheden mellem de overordentlig komplicerede menneskelige vejrtrækningsorganer og en støvsuger til at overse, så alene af den grund er Niels Bak's felttog på blokfløjtepædagogikkens slagmarker komplet værdiløst. Hr. Bak kan lige så lidt som nogen anden fremføre så meget som skyggen af et bevis på lighedspunkter mellem hans forsøgsopstilling og menneskets vejrtrækningsorganer, - og dermed heller ikke for den pædagogiske værdi af sådanne målinger, - dertil er den videnskabelige forskning på dette område for unuanceret (alle trykkondensatorer med varierende vandindhold til trods).

Jeg vil ikke undlade at udtrykke min undren over en så udtalt trang til at underkende øret som kontrolorgan. Det er dog ret beset det, man skal opfatte musikken med.

Dogmer... tja, men vildskudsteorien skulle med ovennævnte forsøg være tilbagevist.

Irmgard Knopf Mathiesen.