Musikalier

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 05 - side 158-158

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

MUSIKALIER

VÆRK AF HOLLIGER

Heinz Holliger: Siebengesang für

Oboe, Orchester, Singstimmen und Lautsprecher. Ars Viva Verlag, Mainz, Ed. AV 301. 1969. 78 s.

Besætning: 2 f l (1. altern, altfl. i G og picc, 2. altern, picc), 2 ob (2. altern, e.hr.), 2 cl i B (1. altern, bscl., 2. altern, escl. og bscl.), 1 cfg, 4 hr i F, 2 trp i C, 2 trb, 1 tuba, 1 xyl, 1 glsp, 13 Plattengl, 2 Woodbl, 2 templebl, 4 bongos, 3 tromtoms, 2 maracas, 1 Itr, 1 sttr, 3 bk, 3 tamtams, 3 gongs, cel, klav, 2 hrp, str.: 7, 5, 4, 3: 4 S, 3 A.

Værkets titel hentyder til slutningen af Georg Iraki's »Siebengesang des Todes«; denne synges af sopraner og alter i værkets sidste del, akkompagneret af obo, harper, klaver, celesta og slagtøj samt i en enkelt kort episode af strygerne.

Bortset fra dette ret korte afsnit

har »Siebengesang« karakter af et vekselspil imellem obosolo og orkester. Der anbringes en mikrofon i oboen; lyden fra denne forstærkes (uden ændring af klangkarakteren) og udsendes fra en højttaler i umiddelbar nærhed af oboisten. Resultatet af denne forstærkning bliver, at oboen og det samlede orkester kan fremtræde med samme lydstyrke i koncertsalen.

Dette er stykket igennem udnyttet på adskillige måder. Dels virker oboen som en kontrast til et virvar af enkeltstemmer, dels imiterer den i både rytmik og dynamik stemmer af andre kategorier, og endelig kan den ved hjælp af forskellige spille-måder og forstærkningsteknik bringes til at lyde som andre instrumentkategorier. F. eks. udkæmper den på s. 55-59 en veritabel kamp, først med messingblæserne og efterhånden med det samlede orkester. Efter et gevaldigt crescendo, slutten-de med en ffff-akkord (maksimal

forstærkning af oboen!), kommer det førnævnte vokalafsnit, hvis tekst næppe vil være forståelig (der benyttes her en teknik à la Nono).

Der benyttes stykket igennem en mangfoldighed af notationsmetoder, fra det ganske eksakte (med en Boulez'sk rytmisk kompleksitet) til forskellige former for flertydighed, hvoraf de fleste bærer et umiskendeligt polsk præg (f. eks. Lutoslaw-skis aleatoriske kontrapunkt). Flere steder spiller forskellige instrumentgrupper med forskellige tempi, mere eller mindre uafhængigt af dirigenten. Boulez' »Pli selon pli« kan hér have været inspirationsgivende.

l øvrigt er stykket formet som en række crescendi, imellem hvilke der er anbragt passager for obosolo. Disse er præget af en høj grad af virtuositet (som bekendt er Holliger selv oboist), og stykket synes i det hele taget at være af en ganske høj kvalitet.

Jørgen Lekfeldt.

Årgang 46/1971, nr. 05