Vi har modtaget

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 05 - side 151-152

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

VI HAR MODTAGET

NOGET OM HARMONILÆRE

Når et barn lærer at tale, gør det det ved at lytte og imitere og ikke ved at lære bogstaver som symboler på fonetiske elementer og endnu mindre ved at lære et sæt regler for hvorledes disse elementer korrekt kan sættes sammen.

Når man i moderne sprogundervisning tilegner sig kendskab til tysk eller fransk, gør man ikke længere sådan, at man først og fremmest lærer sig nogle grammatikalske regler og derefter begynder med at kæde ord sammen.

Nu har den opmærksomme læser allerede regnet ud, hvor jeg vil hen, men jeg vil lige føre tankegangen et lille skridt længere: når man lærer at tale eller lærer et nyt sprog, er man nu til dags tilbøjelig til at basere indlæringen på det moderne daglige talesprog - og ikke f. eks. på 17-hundredtallets hofsprog.

Når man vil lære harmonilære, kunne det tænkes, at det heller ikke var det mest hensigtsmæssige at begynde med et sæt klassiske stem-meføringsregler for firstemmig sats, men at begynde med i praksis, ved at lytte og spille, at gøre sig fortrolig med harmoniske principper i den moderne dagligdags musik.

Bortset fra det fåtal, der bevidst lukker af for og isolerer sig fra alt der enten ikke er ældre, seriøs musik eller kulturfondstøttet modernisme, så forholder det sig sådan, at det dagligdags musikmiljø består af underholdningsmusik, folkemusik (i videste forstand), dansemusik osv.

De harmoniske mønstre 5 denne trivialmusik udgør et meget broget billede og kan ikke sammenfattes i nogle få klicheer. Men dels findes der et sæt meget håndterligt værktøj til at arbejde sig ind i nogle af hovedprincipperne med: nemlig den moderne becifring, og dels fører der fra studiet af disse mønstre mange veje lige lukt ind i ældre tiders harmonik.

Med andre ord: den, der vil lære harmonilære, bør begynde med at beskæftige sig med den moderne dagligdags becifringspraksis, øve sig i at genkende og udføre først de enkleste og senere de mere komplicerede mønstre samt i at harmonisere folkemelodier, pop- og beatsange, »evergreens« og »standardmelodier« efter becifringsprin-cipper - uden at gøre noget stort nummer ud af stemmeføringsregler for klassisk firstemmig sats og uden at bindes af regler om forbudte paralleller og den slags, som jo kun har betydning i bestemte stilarter.

Disse harmonilærestudier bør helt naturligt foregå med støtte i instrumental udførelse på et akkordinstrument - klaver, guitar, (el-) orgel, harmonika eller hvad man nu foretrækker - og ved at lytte til mange eksempler på moderne dagligmusik. Det ligger nu så heldigt, at jeg i denne sammenhæng kan henvise til en bestemt bog, der kan fungere som hjælpemiddel: BECIFRING OG AKKORDSPIL af P. Fahnøe og E. Kampp (Wilh. Hansen). Bogen tjener dels som lærebog ved progressiv indføring i moderne be-cifringsprincipper og gængse harmonimønstre og kan dels anvendes som opslagsbog.

Egentlig er det vist ikke rigtig pænt af en forfatter at skrive en artikel for at lave reklame for egne værker. Begrundelsen er imidlertid den, at ovennævnte bog og dermed det område den behandler langt fra har fået den omtale og belysning, som emnet fortjener. Lad mig til sammenligning nævne, at mens Jer-sild og Maegaard side op og side ned diskuterer lærde detaljer om romantisk harmonik (en diskussion jeg personligt har fulgt med stor interesse, fordi jeg finder disse hårfine analyseproblemer spændende som en kriminalroman), så har man i DMT kun ofret knap en spalte på Fahnøes og min bog om Becifring og Akkordspil (DMT nr. 4, 71). Oven i købet har man ladet en tydeligvis inkompetent anmelder tage sig af sagen (Anna-Lise Malmros). Hun

undlader at fortælle noget som helst om bogens opbygning og idé og skriver i stedet nogle personlige tanker om, at vi skulle have lavet en bog om noget helt andet (f. eks. stil, rytme og frasering), samtidig med at hun bebrejder bogen, at den er »tolerant« og »udogmatisk« og dermed holdningsløs (som om tolerance ikke er en holdning). — Men altså ingen beskrivelse af bogen og ingen kritik af dens metodik og progression.

Endnu et spark: måske er det symptomatisk, at der ikke ofres en lærebog, der vedrører dagligdagens musik mere opmærksomhed. For er det i det hele taget ikke sjældent, at der i DMT og den slags fine steder sniger sig stof ind, der handler om den musik, som den store, gemene hob giver sig af med?

Og til sidst: Hvis du er musikstuderende, eller hvis du agter at give dig af med at undervise i musik, så tænk lidt over, hvordan du skal forholde dig til den her opridsede problematik, dels den der vedrører forholdet til »trivialmusikken«, dels den, der vedrører spørgsmålet om »gammeldags« og »moderne« harmonilære.

Ejnar Kampp.

INTERNATIONAL CEMBALO-UGE

l den smukke middelalderby Brügge i Flandern, Belgien, afholdtes i år en international cembalouge i tiden 31. juli til 6. august. Hvert tredje år mødes her kunstnere og instru-mentbyggere fra hele verden til koncerter, kurser, instrumentudstilling og konkurrence. De for tiden mest ansete navne så som Gustav Leon-hårdt, Holland, Isolde Ahlgrimm, Østrig, Kenneth Gilbert, Canada, Robert Veyron-Lacroix, Paris, Charles Koenig og Raymond Schroyens, Belgien, var til stede foruden Colin Tilney, London, som erstattede den fornylig afdøde Thurston Dart.

Ovennævnte cembalister var også jury ved den internationale konkurrence for unge cembalister, som det tog en hel uge at afvikle, og som var umådelig anstrengende både for de medvirkende og for tilhørerne. Den fra mange lande sammensatte jury skulle være en garanti for upartiskhed i bedømmelsen af konkurrencedeltagerne, for så vidt som det er muligt i musik, -men een ting viste sig dog snart, nemlig, at vi nu er inde i en periode, hvor den historisk korrekte gengivelse af cembalomusikken er den foretrukne. Deltagerne i konkurrencen kunne frit vælge mellem et »gammeldags« Neupert instrument med 16' fod og pedalskift eller et historisk instrument, en nederlandsk kopi med håndregistrering og manual-koppel.

De 10 deltagere, der blev udvalgt til videre konkurrence, havde alle på nær een spillet på det historiske instrument, som kræver en lidt anden teknik og instrumentbehandling end det vante. Alle »Neupertfolkene« blev rangeret ud i første runde. Ikke noget med 16'fods effekter. Det er »out«. Der er mode i cembalospil som i alt andet. Det er næsten lige som med biler. En rigtig cembalist skifter sin model ud hvert andet år og får sig en ny og mere historisk korrekt »veterankopi«.

Deltagerne, der var 34 ialt, var fra alle lande, endog fra Hong Kong og Ceylon. Tre deltagere kom fra Øst-Berlin. En af dem fortalte mig, at han i fire år havde arbejdet på at få udrejsetilladelse til denne konkurrence. Først en halv time før flyvemaskinen skulle starte, fik han det endelige svar. En deltagerske fra Polen kom ikke og meldte heller ikke afbud, så man kan tænke sig, at hun i sidste øjeblik havde fået forbud mod at rejse.

Standarden var høj. Alle var overraskede over, at der fandtes så mange andre, der spillede godt. Ved finalen medvirkede Alexander Sung, Hong Kong, elev af Isoide Ahl-grimm, Catherine Caumont, Frankrig, elev af Veyron-Lacroix og Christopher Farr, England, John White-law, Canada, og Scatt Ross, USA,

alle tre »Leonhardt-apostle«. 1.-prisen gik til amerikaneren Scott Ross, der foruden at være præget af Leonhardts spillemåde også en tid lang har været elev af Veyron-Lacroix. Nr. 2 blev John Whitelaw og nr. 3 Christopher Farr.

25 cembalobyggere havde udstillet deres instrumenter; hver og en syntes, at hans instrument var det bedste og de andres noget juks. Der var cembali, spinetter, clavichorder og virginaler i overflod, de fleste kopieret efter de gamle modeller med dekorationer og malerier. Det var en fryd for øjet og øret. Der var store firmaer som Sperrhake og Neupert, og der var små cembalobyggere, som kun havde bygget eet instrument, og som havde farvefotos af det i vestelommen. Sælge det ville de bestemt ikke, så hellere sulte!

Vi sultede for øvrigt alle sammen lidt. Kosten på Studentenheim, hvor alle cembalister og de fattigste af cembalobyggerne var indlogeret, var billig, men ussel. Men da cembalister er et asketisk folkefærd, delte man det lidt, der var, og glemte sin halvsultne tilstand over en interessant diskussion ved bordet.

Gustav Leonhardt er cembaloets pave i øjeblikket. Jeg så ham prøve forskellige af de udstillede instrumenter, spille på dem, mens cem-balobyggeren beæret så til og en andægtig skare samledes omkring ham. Den store mester spiller! -Leonhardt gav også en forelæsning over Toccata nr. 8 af Frescobaldi, videnskabeligt nøjagtigt, men ret tørt, desværre. — Et sympatisk bekendtskab var Kenneth Gilbert både î sit foredrag om Couperin og i sin koncert med musik af samme komponist. - Isolde Ahlgrimm holdt et inspireret foredrag om forskellige former for arpeggio og udstrålede forøvrigt en velgørende tolerance. -Colin Tilney holdt i Thurston Darts sted et foredrag om elizabethansk musik. Her hørte jeg for første gang rigtig virginalmusik spillet på et pragtfuldt instrument fra England.

Den elizabethanske tid må have været en musikkens guldalder. Smukkere og mere livsglad musik kan man vel næsten ikke finde.

Foruden den megen vellyd kunne man i Brugge glæde sig over de verdensberømte malere fra den flamske malerkunsts storhedstid, bl. a. van Eyk og Hans Memling. Brügge er en by, der i høj grad lever på minderne, og under opholdet der blev ens kunstneriske sans vænnet til at søge det skønne i fortiden, både hvad angår maleri og musik. Men man undrede sig alligevel over, at der i en international cembalouge overhovedet ikke blev spillet et eneste moderne værk for dette instrument. Der findes da ellers en hel del efterhånden. En Frank Martin koncert kan godt spilles på et historisk instrument, hvis man overvinder sine museumstilbøjeligheder og tænker på klanghøjden i instrumentet i stedet for. De historiske instrumenter er desuden kraftigere i klangen end de sædvanlige cembalotyper og drukner ikke totalt mellem moderne strygere og blæsere. Også for virginal og clavichord kunne der skrives musik, som ville være en lise for øret i vores nervøse og støjplagede tid. En helt ny og velgørende musik ville kunne skabes, hvis komponisterne var åbne for disse muligheder.

Ulla Kappel.

Årgang 46/1971, nr. 05