Mer om NMPU's kongres

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 06 - side 194-195

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Mer om NMPU's kongres

FRUSTRATION - INSPIRATION - VISION

Jeg er blevet bedt om at skrive et par ord om, hvordan jeg oplevede NMPU-kongressen og hvad jeg fik med hjem.

Mottoet for kongressen var: Information, progression, ko-ordination - tre moderne slagord. Jeg tror nok, der var dækning for det meste af reklamen. Man fik en del information. Der var (vistnok) flere gode muligheder for at lære noget om rigtig porgression i undervisningen. Det med ko-ordinationen er mere flydende; det blev vist til noget i retning af at komme ud af sine egne små huller og snuse til DE ANDRE i den musikpædagogiske skov. Altid noget, men nok?

Det er sådan min almindelige vurdering af kongressen.

Jeg har lyst til at slænge tre nye modeord på bordet som motto for mine egne oplevelser og fornemmelser: frustration, inspiration, vision.

ad 1) Jeg har aldrig før deltaget i kongresser, musik-højskolekurser el. lign. Jeg kendte så at sige ingen af »pingerne«. Kort sagt, jeg mødte med uberørt og nysgerrigt sind. Af programmet var det temmelig svært for mig at aflæse, hvor jeg skulle investere min tid. På venstre side stod NMPU's dagsorden, på højre DS's - appetitvækkende menuer på begge steder, ofte på samme tid.

Skulle jeg r. eks. som klaverpædagog med særlig interesse for gruppeundervisning den 4/8 kl. 16 vælge Jukka Jarvola's »Improvisation i klasserummet på musiktimen« - Claus Jørgensens »Klaverhørelære, brugs-klaver, tankentorientering« - eller Ryan Pedersens im-provisationsøvelser. Det var faktisk svært. Claus Jørgensen burde måske være et oplagt valg for mig, men jeg var også slemt nysgerrig efter Jukka Jarvola's demonstration. Måske var det ligefrem noget med rigtige menneskebørn. Og Ryan Pedersen havde jeg allerede kl. 11 fået mod på. Men den slags valgsituationer var der mange af.

Og de blev måske særlig svære ved at annonceringerne var for korte. Jeg kunne mægtig godt have tænkt mig en bredere forklaring af de enkelte lektioner, selv om man ikke derved kunne gardere sig mod skuffelser. F. eks. vidste jeg temmelig nøje hvilket område Berit Tohver ville bevæge sig på, da det var mere udførligt annonceret på opslagstavlen (gruppeundervisning, klaver). Her var det skuffende, at hun så at sige ikke fortalte noget, som jeg ikke vidste i forvejen; og jeg havde også forventet, at hun var orienteret om foreliggende dansk materiale på området.

Men man gik tit med den følelse, at man havde valgt det forkerte. »Da, wo du nicht bist, ist das Glück«. Og det var formentlig nogså noget af den fornemmelse, der var tilstræbt med arrangementet, blandingen af NMPU/DS. Der var noget i posen. Og selv om der var nogle nittere, så kunne man somme tider hos naboen snuse lidt af duften fra det man ikke havde fået. Lidt frustrerende, ikke helt ødelæggende.

ad 2) I en snak hen imod slutningen hørte jeg nogen sige, at det nu var meget skæggere at deltage i højskole-kurser. Der var man aktiv, man kendte hinanden, man blev virkelig inspireret. Jeg anede den rus af oplevelse, der emmede fra dem og tænkte, at jeg nok ved lejlighed skulle prøve en sådan. Men jeg tænkte osse, at man skulle være klar over, at der er forskel på et intimt arbejdskursus og en kæmpe-kongres som denne.

Oplevelser var der for mig hos Helldéns kammerkor, i korsangen hos Dan-Oluf Stenlund (selv om han efter min smag præker for meget), men ellers mere spredt -lidt hist, lidt her. Klogere blev jeg osse; hos Bent Lorentzen på nogle nye musikværker, hos Sjøstrand på hvordan et musiklaboratorium fungerer (en række tests bliver offentliggjort i efteråret), og rundt omkring samlede jeg nye klaverstykker, som jeg nok får brug for.

M. h. t. nyt stof, var der god mulighed for at orientere sig og gøre indkøb i de bugnende forlagsudstillinger.

Men inspiration? Jo, hvis man ved inspiration forstår noget i retning af impulser til nye tanker eller (bare) frisk luft til gamle tanker, så synes jeg nok, at der var gevinst.

Nu, hvor jeg gør mig klart, hvad der særlig interesserede mig på kongressen, kan jeg se, at det var der, hvor der blev talt om og handlet med improvisation at jeg har hentet inspiration. Improvisation var et hovedemne på det seminar, der gik forud for kongressen. Den rapport, som Bent Lorentzen aflagde herfra og de efterfølgende eksempler på ny musik/pædagogik var efter min mening det mest spændende på NMPU's program. Men der vil vist blive skrevet herom andetsteds, så jeg vil ikke referere. Ellers var det hos Jukka Jarvola og navnlig på DS's program, hos Ryan Pedersen og Bisgaard, at jeg fik nogle appetitvækkende smagsprøver; mere kunne jeg ikke nå.

Men alt i alt: selv om det var spredt fægtning, synes jeg, at jeg fik både nogen belæring og nogle impulser til at prøve nye veje.

Og nu har jeg kun nævnt noget af det, der figurerede på timeplanen. Selvfølgelig fik jeg osse en masse vigtigt, men mindre definerligt, ved siden af i form af snak, selskabelighed, nye kontakter, diskussioner. De selskabelige arrangementer, jeg deltog 5, var meget dejlige. Sikken en festlig modtagelse på Århus rådhus - med skøn mad og nok af øl i fontænen. Tak Århus! En skæg og dejlig festaften havde vi i Stakladen. Og en fin oplevelse i teatret om fredagen, L'histoire d'un soldat og Årstiderne.

ad 3) Jeg sagde før, at der er forskel på et højskolekursus og en kongres. Men en kongres har vel ud fra sin officielle funktion nærmest som opgave at fungere som kontaktcentrum og efteruddannelseskursus. Og spørgsmålet er, om ikke man kan opnå meget mere aktivitet og samarbejde i de sidste funktioner, altså komme nærmere på det opreklamerede højskoleklima.

I min »vision« har kommende kongresser dels en ændret form, dels et supplement i indholdet. For at begynde med det sidste: Hvad med jazz og beat? Er vi stadig for fine til at beskæftige os alvorligt med disse genrer? eller er jeg den eneste musikpædagog, der mener at have behov for belæring og diskussion om disse ting? Jeg vil gerne vide, om man i år fra kongressens side har gjort noget forsøg på at invitere specialister på dette område? Jeg kunne godt tænke mig kontakt med f. eks. en gruppe musikere, der dels vil spille, men også samarbejde og belære, f. eks. ved at lade os deltage med improvisation, komposition m. v. (workshop skulle det måske hedde med et modeord). Og i kølvandet kunne følge både gennemgang af musik og diskussion af disse genrers placering i forhold til »vores« musik.

Workshop-formen synes jeg måtte være brugelig, selvfølgelig ikke kun til beat og jazz, på en kongres med mindre stiv timeplan. Her er jo komponister og pædagoger forsamlede. Hvorfor ikke benytte lejligheden straks til at prøve så småt at samarbejde?

Jeg forestiller mig en mere fleksibel kongresform end den vi havde i år med 1-timers lektioner à la gammeldags skole. Kunne man ikke i stedet prøve at lade emnekredse bestemme en hel dag eller flere dage. Der skulle være mulighed for at beskæftige sig med de givne emner både snævert fagligt og med et bredere alment musikalsk/pædagogisk perspektiv. Formentlig skulle man danne mindre arbejdsgrupper i relation til ens eget instrument/fag - gerne med instruktører - og gerne med mulighed for at besøge hinandens arbejdsgrupper undervejs. Senere skulle så naturligvis gruppernes erfaringer videregives og diskuteres i større sammenhænge. Men er det ikke overflødigt at udmale detaljer? Jeg mener såmænd blot, at vi skulle prøve at anvende den arbejdsform, som mange andre kongresser så vidt jeg forstår har taget op.

Måske kunne man ved en sådan ændret form opnå noget af det, jeg mener der savnedes i år: mulighed for ko-ordination, for diskussion mellem faggrupperne; for en større faglig fordybelse sammen med et bredt perspektiv.

Bente Rømhild.

Årgang 46/1971, nr. 06