Nordisk Musikpædagogisk Unions IX kongres i Århus

Nordisk Musikpædagogisk Unions IX kongres i Århus

Sidste sommer deltog Island for første gang i Nordisk Musikpædagogisk Unions kongres. Det islandske sanglærerforbund blev først medlem året 1970, og islandske sang- og musiklærere har aldrig tidligere sendt repræsentanter til deres skandinaviske kollegers kongresser.

Det var derfor ikke unaturligt, om vor manglende erfaring i deltagelse i sådanne sammenkomster satte sit præg. Det stod os ikke helt klart, hvad man ventede sig af os som repræsentanter fra Island. Vi havde meget lidt kendskab til de forskellige foredragsholdere og var som følge deraf i vanskeligheder med, hvad man skulle vælge af kongressens program. Vi havde altid fornemmelsen af at gå glip af noget, at de forelæsninger, vi ikke gik til, sikkert var meget bedre end dem, vi hørte på.

Egill R. Fridleifsson, som var vor hovedrepræsentant og desuden medlem af centralbestyrelsen, brugte megen tid til forberedelse af forelæsninger, møder og andet arbejde i forbindelse med kongressen samt interviews i dagblade, radio o.s.v. Undertegnede gjorde sig dog stor umage for at følge med i de daglige programmer. Men det var langt fra tilstrækkeligt. Til tider prøvede man at høre på en halv forelæsning et steds og en halv andet steds for således at få en idé om emnerne, selv om man 5 hvert tilfælde kun kunne være til stede 30-40 minutter af et to timers foredrag. Det skal også indrømmes, at sprogkundskaberne ikke var tilstrækkelige til at man kunne tage rigtig del i diskussionerne. Det er vanskeligt og trættende i længden skiftevis at lytte til 3-4 fremmede sprog samt gøre sit yderste for at forstå og mærke sig det væsentligste af det materiale, som forelæsningerne bød på.

Det er af stor betydning på sådanne internationale kongresser, at forelæsningerne er omhyggeligt tilrettelagte med særlig hensyntagen til, at mange deltagere har vanskeligheder ved at forstå de enkelte sprog ved hver lejlighed. Her kan fornuftig brug af billedmateriale være til stor hjælp. Som oftest siger et godt billede meget mere end lange redegørelser. Ligeledes kan nogle få toner fortælle mere end komplicerede forklaringer på et fremmed sprog.

Med andre ord, mindre tale, men flere illustrationer og levende eksempler.

Det ville også være til stor hjælp, dersom man fik overrakt et kort uddrag af forelæsningerne helst lige før de blev holdt, og slet ikke senere end ved slutningen af kongressen, førend deltagerne rejste hjem. Det fæstes bedre i hukommelsen, hvis hovedpunkterne straks ved slutningen af en forelæsning kan genopfriskes, mens de endnu er i frisk erindring hos tilhørerne. Mange prøver på at bøde på det ved at optage alt, hvad der foregår ved møderne på bånd. Undertegnede må vist betragtes som både konservativ og gammeldags ved ikke at benytte sig af sådanne moderne tekniske hjælpemidler. Det virker hæmmende i ukonventionelle samtaler at kunne vente ubarmhjertige gentagelser fra lydbåndet af hvert eneste ord, der er faldet i diskussionens hede. Gode udpluk, som henviser til hovedpunkterne er oftest nok til at genopfriske hukommelsen og udfylde hullerne.

Når man ser tilbage på kongressens arbejde, vil meget forblive uforglemmeligt. Først og fremmest skal prologen nævnes eller »seminaret« i selskab med komponister og musiklærere, som fandt sted fra den 28. juli til den 1. august i Musikvidenskabeligt Institut ved Århus Universitet. Emnet var moderne musik, dens plads indenfor skolernes musikundervisning og i musikudøvelse i al almindelighed.

Komponisterne forsøgte at overbevise os lærere om værkernes berettigelse, og sandsynligvis lykkedes det for dem. De påstår, at de har noget betydningsfuldt at fortælle, men ønsker at gøre det på en ny måde. De vil nå direkte til det moderne menneske med moderne midler Det er lige så nødvendigt for skoleungdommen at tilegne sig musikken i den nye form som i den gamle form. Det må imidlertid blive en sag mellem musiklærere og professorer, hvoraf mange er mosgroede i fortiden. Der lod til at herske den anskuelse, at det var umuligt at komponere pædagogisk musik, kun god eller dårlig musik. Komponisterne skal komponere god musik, som lærerne - for så vidt som børnene magter den - må forstå at gøre brug af ved undervisning og musikpædagogik. Komponisterne hævder, at de er oprigtige og sande i deres kompositioner, til trods for at moderne stil og påfund ved første øjekast kan virke formålsløs søgen efter smagløshed. Det er undertegnedes opfattelse, at alene dette korte bekendtskab med nogle få af den moderne generations ledende komponister retfærdiggjorde den lange rejse fra Island til Århus for at deltage i kongressen.

Mandag den 2. august begyndte sammenkomsten med åbningshøjtidelighed og modtagelse på rådhuset. Det første punkt i programmet for de kommende travle dage var fællessang eller morgensang. Ganske vist hørte den ind under programmet hos Den Dansk Sanglærerforening, som holdt sine årlige »5 musikdage« samtidig med N.M.P.U. kongressen. Det var både godt og ondt at slå de to programmer sammen. Sandsynligvis har det forøget deltagernes antal en del samt skabt variation i programmet, men gjorde det på den anden side også vanskeligt for dem, der gerne ville have det hele med, at vælge rigtigt. Stoffet lod ikke til at være særlig klart afgrænset i N.M.P.U's eller Den Danske Sanglærerforenings program. Nogle enkelte afsnit var dog arrangerede således, at alle kunne være ti! stede på een gang. Disse forelæsninger var desværre ikke godt nok søgte, og interessen for dem ringe.

Efter undertegnedes mening var hovedskavanken ved dette møde, at der var for få musikalske sammenkomster, hvor der blev sunget og spillet under traditionelle og utraditionelle former. Sådanne sammenkomster glemmes aldrig, og mere end noget andet hjælper de til at udvikle bekendtskaber mellem deltagerne. Et kort program fra hvert land arrangeret af deltagerne selv efter evne kunne være et led i dette arbejde. Nu skal vi imidlertid komme tilbage til morgensangen. Den skulle være en slags optakt til dagens arbejde, virke stimulerende på deltagernes arbejdsglæde, men også opmuntre til harmoni og fællesskab ved løsningen af de forekommende opgaver. Musikken ved morgensangen var temmelig ensformig med al respekt for den type, som syntes foretrukken. Enstemmige melodier til åndelige digte fra en bestemt periode i en nations sanghistorie var enerådende. En tekst på 13 vers hvert med 8 linier er ikke så heldige, når musikken burde være hovedsagen. Kanon'er var et ukendt fænomen, lette flerstemmige melodier meget lidt sunget, og der var slet ikke søgt længere ud fra denne ramme. Europæiske eller internationale sange hørtes aldrig. Ej heller »guldalder« musik for ikke at nævne nyere musik. Sådanne morgensangtimer giver imidlertid netop lejlighed til et afvekslende program, som senere efter hjemkomsten kunne bruges i skolerne. I forbindelse med morgensangen er det passende at nævne kortimerne.

På en måde gælder det samme for kortimerne som for morgensangen. Men dér skortede det på deltagelse. Melodierne var for ensformige, og der var for lidt tid til at øve i betragtning af kormedlemmernes kundskaber og kunnen. Yderligere herskede der misfornøjelse med køb af dyre noder, som så aldrig blev brugt. Der burde have været lagt mere vægt på harmoni og stemmesammensætning samt fortolkning og tydelig udtale af teksten. Det var dog undertegnede til ublandet glæde at deltage i øvelser og udførelsen af Pelagon, et moderne stykke af Zoltan Gaál. Det må have hjulpet alle til bedre forståelse af moderne musik at stifte bekendtskab med dette værk. Skrivemåden i den moderne musik er meget forskellig fra den klassiske, og ofte står det musikerne frit at fortolke værket efter eget forgodtbefindende. Brugen af simple talesproglyde kan også være utroligt virkningsfuld til at skabe den ønskede begejstring. Den moderne musik vil uundgåeligt få sin plads i musikundervisningen sammen med musik fra andre perioder i historien.

Il de mange forelæsninger, der blev holdt, blev de fleste emner indenfor musikpædagogikken berørt, 5 mange tilfælde dog temmelig overfladisk. Det ville sikkert være mere hensigtsmæssigt, om hver kongres blev helliget et bestemt område indenfor musikpædagogikken som f. eks. instrumentalmusikundervisningens problemer. På næste kongres kunne man tage til drøftelse sang, stemmeformning, korarbejde og flere lignende sangudøvelser. Derefter kunne der så være rytmik, dans og folkedanse. Man burde lægge hovedvægten på så mange levende eksempler som muligt af gode resultater opnåede på denne måde, i forbindelse med undervisningsmetode i stedet for mundtlige forklaringer f. eks. børnekor, dansehold og orkestre. Naturligvis skulle visse punkter i programmerne fastholdes, såsom morgensang, korsang, sammenspil og folkedanse, med andre ord alle de timer, hvor deltagerne kunne få lejlighed til at mødes og udveksle meninger.

Til sidst vil vi gerne udtrykke vor taknemmelighed for de mange udmærkede koncerter i forbindelse med denne kongres, uden dog at fremhæve nogen speciel på bekostning af andre. Antallet af disse må gerne forøges, der må hellere være flere end færre.

Tilrettelæggelsen af kongressen, modtagelsen af gæsterne samt alle forberedelser kunne ikke være bedre. Der stod den danske gæstfrihed på sit højeste. Der er ingen tvivl om, at atmosfæren på den slags kongresser bliver mere harmonisk, hvis de kunne holdes langt fra storbyerne. En øde ø eller lignende, hvor intet uvedkommende kunne virke forstyrrende, ville være at foretrække. Men så kommer vanskeligheden med at indlogere og bespise så stor en forsamling. Disse problemer havde danskerne løst yderst tilfredsstillende ved hjælp af Århus Universitet, for hvilket samtlige deltagere var mere end taknemmelige.

Her har nu været nævnt nogle punkter, som kunne have været bedre tilrettelagt. Men denne kritik må ikke tages for bogstaveligt. Under ingen omstændigheder må den bidrage til, at islandske sang- og musiklærere skulle miste lysten til at deltage i sådanne kongresser. Som nævnt i begyndelsen af denne artikel, er det min urokkelige mening, at det er en selvfølge at deltage. Tid og udgifter i den forbindelse er ikke dårligt anvendt. At samarbejde og stifte bekendtskab med udenlandske kolleger har uvurderlig betydning samt både direkte og indirekte indflydelse på arbejdet.

Problemerne er mere eller mindre de samme alle steder, og frie debatter bistår til at finde de rigtige løsninger. Øget kendskab mellem nationerne hjælper til større viden, ikke mindst hvis en interesseret og berejst lærer kan have indflydelse på de mange elever, som han i en årrække skal arbejde sammen med i sit fædreland.

Reykjavik i september 1971.

Gudmundur Gudbrandsson