Plade

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 06 - side 185-186

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

PLADE

HUNGARIAN DANCES of the 16th, 17th & 18th Centuries from Organ, Lute and Keyboard Tablatures

JANOŠ SEBESTYEN, Harpsichord. Candide CE 31032. Den ungarske cembalist Janoš Se-bestyen har givet sig i kast med en serie indspilninger af ældre musik fra forskellige lande. I dmt 4 anmeldte jeg en plade med polsk renaissancemusik, og så vidt jeg ved er der også udkommet en med italiensk musik.

Repertoiret på den foreliggende plade er velvalgt, idet den ved at medtage en fantasi af Bakfark faktisk dækker den ungarske instrumentalmusik i perioden op til år 1800. I årene omkring 1500 var der i kongeriget Ungarn et blomstrende musikliv med livlig forbindelse til udlandets musikalske centre. I dette miljø opvoksede Balint Bakfark (1507-76), en af samtidens største luthvirtuoser. Han var samtidig den sidste betydelige musikalske personlighed, der er udgået af det ungarsktalende folk før det 19. århundrede. I 1526 fandt den tyrkiske

invasion sted, og opløsningen af Ungarn som selvstændig stat begyndte. I de følgende århundreder var landet dels under tyrkisk dels under østrigsk overherredømme. Spændingen mellem Østrig og Tyrkiet og de mange oprør mod besæt-telsesstyrkerne bevirkede, at landet faktisk befandt sig i krigstilstand i næsten 300 år. Disse forhold var ødelæggende for musiklivet; ganske vist ophørte man ikke med at dyrke musikken, men en selvstændig kunstmusik opstod ikke i Ungarn. Den herskende klasse, der for det meste bestod af udlændinge, dækkede sit behov gennem import fra nabolandene, og uddannelsesniveauet hos det ungarsktalende borgerskab var ringe. Kun blandt bønder og soldater overlevede i folkesangen og dansemusikken en speciel ungarsk tradition. Disse folkelige former med deres blanding af oprindelige magyariske træk og senere vestlige og tyrkiske islæt danner grundlag for de eneste instrumentale stykker med tilknytning til ungarsk tradition, der er bevaret fra disse år. »Ungaresca«, »Passa-mezzo ongaro«, »Ungarischer Aufzug« osv. var modedanse, alle bygget over melodiformler, der hovedsagelig synes at stamme fra den gamle »Hajdu«-dans; den var med sin snart vemodige, hyrdeagtige snart barbariske, militaristiske karakter ideel som exotisk kolorit på de vestlige stiliserede danseformer. Disse danse finder vi i en mængde europæiske orgel- og luthtabulatu-rer i årene 1540-O. 1600 - karakteristisk nok findes der ingen ungarske kilder fra denne tid. På pladens første side høres 8 danse af denne type.*)

Fra det 17. århundrede kender vi en række tabulaturbøger, der er skrevet inden for det ungarske område. På pladens anden side høres en række danse fra Löcse- og So-prontabulaturerne (o. 1660-1690).*) Især Löcse-tabulaturet er interessant, idet det indeholder de første eksempler på en selvstændig, fuldt udviklet virginalmusik. B. Szabolcsi skriver om samlingens dansemusik: »Its main characteristics were represented by flexible, finely shaded melodies, a tendency to create wider and looser forms, and a gradual independence of the formal principles of song melodies toward a clearly instrumental conception. The number of rhythms was increased and complicated, rhythmical modifications and rubatos, musical notation became general, and rich instrumental figurations were taking shape.«1) Disse danse har desuden et bemærkelsesværdigt slægtskab med »Verbunkos«-musikken, som 100 år senere får så stor betydning for Ungarns nationale musik.

»Verbunkos«-dansene (tysk: »Werbung«) synes at være opstået som en slags lokkemad ved hvervning af soldater til den Østrig-ungarske hær. De blev danset af uniformerede husarer akkompagneret af sigøjner-musikere med det formål at tiltrække ungdommens opmærksomhed; derefter beværtede man de unge mænd godt, og når de så vågnede op af rusen, var de indrulleret i hæren. Musikken bestod af elementer fra magyariske »Hajdu«-danse og musikalske elementer både fra de vestlige lande, fra Balkan og Tyrkiet og de slaviske lande, en stilblanding som sandsynligvis blev bragt til Ungarn af sigøjnerne. »Ver-bunkos«-musikken blev snart populær både i Ungarn og de tysktalende lande - ikke mindst på grund af sigøjnermusikernes blændende virtuose udførelse. Henimod slutningen af det 18. århundrede blev »Verbunkos« anset for Ungarns nationale folkelige musik, og på dette grundlag begyndte man at skabe en national kunstmusik. På pladen høres 3 tidligere eksempler på disse bestræbelser: 1 dans fra Josef Bengrafs samling »XII Magyar Tántzok Klavicembalomra Valok« (1790) og 2 fra Johann Babnik's »Originelle ungarische Nationaltänze« (o. 1800)*). Disse kompositioner kan forekomme ret dilettantiske, men de indvarsler den ungarske romantiske musik, hvis fornemste repræsentanter er Fe-

renc Erkel, Franz Liszt og Mihåly Mosonyi. »Verbunkos«-stilen optræder også som kolorit i den wiener-klassiske musik; den anden af dansene fra Babnik's samling har således været mønster for »Rondo all'ungherese« i Haydn's klavertrio i G-Dur Hob. XV: 25 - den første af dansene er forøvrigt også kendt fra et senere værk, den optræder nemlig i Kodaly's »Danse fra Galánta«.

Mens man således kan være særdeles tilfreds med repertoiret på denne plade, ligesom med det på pladen med polsk musik, må man også her rejse en del indvendinger mod musikkens udførelse. Bakfark's fantasi - nr. 1 i Gombosi's udgave2) - er skrevet for luth, og fremførelsen på cembalo - i hvert tilfælde på det foreliggende instrument - falder ikke heldigt ud; hvad angår mit syn på Janos Sebestyen's fortolkning af Bakfark's musik må jeg henvise til den forrige anmeldelse. Det cembalo han benytter har en efter min mening usædvanlig uskøn klang, og anvendelsen af 16-fods register og stadige registerskift i de ældre danse kan vist ikke være stilmæssigt korrekt. Desuden spilles disse danse i formodentlig moderne arrangementer, hvoraf nogle klinger ganske charmerende, mens andre falder lovlig bombastiske ud. Det må dog siges, at Sebestyen's ret pågående spillestil gør sig bedre på denne plade end på den forrige, især stykkerne fra det 18. århundrede er vellykkede.

Bortset fra en temmelig vibrerende klang 5 Bakfark's fantasi er pladekvaliteten god, og noterne ved Egon F. Kenton er velskrevne og instruktive.

P. Woetmann Christoffersen.

*) De fleste af de her omtalte kompositioner findes i det fremragende nodebilag til Bence Szabolczi: A Concise History of Hungarian Music, Budapest og London 1964.

1) A Concise History . . ., s. 40.

2) O. Gombosi: »Der Lautenist Valentin Bakfak, Leben und Werke« Musicologie Hungaria II, Budapest 1935.

Årgang 46/1971, nr. 06